5 ting, der gør The Crown til et hit

TV-serien ’The Crown’, der handler om Dronning Elisabeth 2. liv og det britiske kongehus' nyere historie, vinder Emmy-priser og har succes med at introducere nye stortalenter sammen med velkendte stjerner.

Serien er Netflix’ flagskib, som diskuteres i medierne og analyseres på online fora.

Især den seneste sæson, hvor vi efterhånden er nået meget tæt på nutiden, udveksles synspunkter på den nye casting, kostumer, skuespillernes dialekter og spillestil i forhold til de foregående sæsoner, samt seriens brug af metaforer.

The Crown er dermed et eksempel på, hvordan de nye TV-serier med international appel bliver en del af et fælles kulturelt forum på de digitale platforme.

Men hvorfor er serien blevet et hit, med trofaste fans der ser med i spænding, når en ny sæson rammer, og som diskuteres vidt og bredt i onlinefora, i aviser, i podcasts og på sociale medier?

Her kommer de fem ting, der - fra et medievidenskabelige synspunkt - gør The Crown til et hit.

1. Fiktionalisering af virkeligheden

I forbindelse med den seneste og femte sæson af The Crown rejste stjerneskuespilleren Judy Dench en kritik af, at der ikke tydeligt nok blev markeret, at serien er fiktion.

Markering af, at en serie er fiktion, er vigtig, fordi det sætter rammen for, hvordan vi opfatter det vi ser, og det gør Netflix også på deres streaming site.

Det har måske fået en større vigtighed, når de personer og hændelser, som skildres, er tæt på nutiden.

I The Crowns seneste sæson er mange af de centrale personer nulevende, og derfor kommer denne fiktionsfremstilling også til at blive en del af deres offentlige image. Selvom vi alle godt ved, at det er en dramaserie på Netflix.

For tæt på virkeligheden?

The Crown benytter også forskellige strategier til at fastholde forbindelsen til den historiske virkelighed.

Der bliver for eksempel ofte tilføjet historiske fotos eller faktuelle oplysninger om de skildrede personer, sammen med supplerende historisk og kulturel kontekst i episodernes slut-credits. På den måde forankres fiktionen i en historisk virkelighed.

Både TV-reportager, nyhedsudsendelser og avisforsider integreres også i handlingen, fordi karaktererne ser og læser og forholder sig til, hvordan kongehuset repræsenteres.

Det giver serien troværdighed, fordi samtidens mediedækning også anskueliggør, hvordan omverdenen italesatte eller oplevede den royale familie.

Samtidig er diskussionen om at The Crown er ’for realistisk’ også en gave for promoveringen af serien – at blive anklaget for at være for troværdig som historisk drama kan ses som en kompliment.

På Netflix er genremarkeringen for serien, at den er en ’britisk, politisk, dramaserie’, men i forbindelse med traileren for femte sæson på YouTube markeres det alligevel, at The Crown er ’inspireret af virkelige hændelser’ og er en ’fiktiv dramatisering’, som følge af Judy Dench’s kritik.

2. Matriarken i centrum og familien som kampplads

Familiesagaen er central i de nyere komplekse serier, som eksempelvis ’The Sopranos’ og ’Mad Men’, men det er stadig undtagelsen, at en kvinde er placeret øverst i hierarkiet:

I The Crown er det matriarken Dronning Elizabeth, som er i centrum i den royale familie, hvor alle skal kæmpe for anerkendelse og bevise deres værd, og det sker ofte ved at tilsidesætte deres personlige behov og ønsker.

The Crowns fem sæsoner skildrer, hvordan den unge Dronning Elizabeth i de tidlige år har besvær med at blive accepteret som autoritet. Senere ser vi hende som særdeles hård i filten overfor sin egen søn, den sårbare Charles, da han skal tiltræde som Prince of Wales.

Den grundlæggende konflikt i familiemelodramaet er splittelsen mellem at gøre det rigtige for ’systemet’, som det hedder i The Crown, eller at gøre det, man har mest lyst til - en modsætning, som er central gennem hele serien.

I den sidste sæson tegner der sig et mønster af kongefamilien som en institution, der kun ganske langsomt accepterer fornyelse. For eksempel spejler det, at prinsesse Margaret ikke må gifte sig med Peter Townsend, sig i Elizabeths datter prinsesse Anne, der også vil gifte sig borgerligt.

Anne lykkes med det (i modsætning til Margaret), mens storebror Charles’ ønske om skilsmisse ikke accepteres i første omgang, fordi han er tronarving. Det er altid matriarken Elizabeth, som får det sidste ord.

3. Mediernes historie versus intim familiefortælling

Det historiske perspektiv i The Crown handler også om mediernes repræsentation af det britiske kongehus.

Mediernes fremstilling viser den royale familie i optagelser fra reportagefilm og TV-nyheder, som konstant sættes overfor den intime familiefortælling.

Et eksempel er Dronning Elizabeths kroning, som bliver sendt direkte på TV til det meste af verden tilbage 1953, og som var med til at styrke hendes popularitet som ny ung Dronning (sæson 1).

Vi ser også det dramatiske øjeblik, da hendes mand Prins Philip nægter at bukke overfor Elizabeth i Saint Pauls Cathedral.

I sæson 5 bruges dokumentariske optagelser som digitalt er flettet sammen med optagelser af skuespilleren Claire Foy som en ung Elizabeth. Vi ser dronningen ’døbe’ skibet Brittania – og netop det skib bliver en metafor for Elizabeth og monarkiet gennem hele sæsonen.

Medierne skaber det historiske perspektiv

Et close-up af Elizabeth som ung (Claire Foy) i sort/hvid panorerer til et close-up af ’nutidens’ Elizabeth som ældre i Imelda Stauntons skikkelse, nu i farve, som er til sit årlige læge-tjek up.

Skibet Brittania, som blev bygget, da Elizabeth blev Dronning, har i 1990'erne brug for en renovering eller skal måske tages ud af drift. Kongehuset skal forny sig – men hvordan?

The Crown bruger medierepræsentationer både som dokumentation med kroningen og med skibsdåben af Brittania og fletter det elegant sammen med nutidige optagelser.

De originale optagelse eller avisforsider bruges også som kontrast til familiedramaet, fordi fiktionen giver os indblik i de familiekonflikter, der gemmer sig bag overskrifterne.

Mediefortællingen bidrager også med et historisk perspektiv: Fra Elizabeths kroning i første sæson, til hun får sat parabolantenner på slottets tag i femte sæson.

4. Vi mærker og forstår deres følelser

The Crown skildrer nulevende personer og benytter fiktionens virkemidler til at bringe os helt tæt på.

Det gøres gennem at give os det, som filmforskeren Murray Smith kalder for ’alignment’ med karaktererne i fiktionens form. Det betyder, at vi får adgang til, hvordan eksempelvis Elizabeth, Charles og Diana føler og oplever begivenhederne.

Vi følger, hvordan Elizabeth bliver anbefalet at droppe ’annus horribilis’-talen af sin mor, hvordan Prins Phillip støtter hende i at være ærlig om, hvordan hun føler, og ser at hun i bilen udtrykker sin bekymring for talens modtagelse lige til det sidste.

Det gælder også afsnittet, hvor Charles udnævnes til Prins af Wales i sæson tre. Her følger vi Charles, hans bekymring og usikkerhed, og hvordan han ender med at tilføre talen sit personlige perspektiv og i solidaritet med lokalbefolkningen, i stedet for at hylde sin mor og imperiet.

I fiktionen er der både mulighed for at give en mere nuanceret (og fri) fortolkning af karakteren, men også for at skabe indlevelse hos seerne.

5. Vi får adgang til det private rum

Den britiske kongefamilie er en af de mest mediedækkede familier, ligesom den britiske presse er kendt for at gå til stålet i dækningen af kendte menneskers privatliv med telefonaflytning og paparazzi-fotos.

I The Crown får vi fortalt en version af familiens synsvinkel på mediedækningen, ligesom den også bidrager med en del af deres historie. I The Crown ser vi paparazzierne fra den anden side af de nedrullede gardiner, og vi får indblik i, hvad der sker, når pressen er gået hjem.

The Crown bliver dermed et eksempel på, at vi i fiktionens form får adgang til det, medieforskeren Meyrowitz kalder for ’back region’, altså det private sociale rum, hvor medierne og offentligheden som regel ingen adgang har.

Et eksempel er, da vi får indblik i Dronning Elizabeths motivation for den undskyldning og tak, som indgår i den berømte ’annus horribilis’-tale.

Den offentlige tale viser sig implicit at være henvendt til prinsesse Margaret, som følger transmissionen hjemme i sofaen (i 'back region'). Senere ser vi Elizabeth og Margaret have en fortrolig samtale over telefonen (også 'back region'), hvor en forsoning med et glimt i øjet finder sted.

The Crown som kulturelt forum i den digitale mediekultur

The Crown er dels en tredobbelt ’coming of age’-fortælling, fordi vi følger både Elizabeth, Charles og Diana fra deres unge, håbefulde år, til de bliver kyniske voksne, og dels en velproduceret familiesaga med komplekse karakterer og en stålsat matriark.

Det er også en medieorienteret historisk fremstilling: Hvis man er historienørd, kan man undervejs tjekke Wikipedia på sin mobil, mens man streamer serien for at vurdere graden af fortolkning. Man kan konsultere Reddit og læse diverse diskussioner eller YouTube og sammenligne med de originale klip.

The Crown er en serie til den digitale mediekultur, hvor vi får indlevelse, følelser, magtkampe og tragiske skæbner, men kan tjekke fakta undervejs og alligevel få den fulde fiktionsoplevelse – online.