Borgerkrig: Et realistisk scenarie i Vesteuropa?

Sidste år stod 30 af verdens ca. 200 lande i en situation, hvor deres regeringsstyrker måtte kæmpe mod væbnede grupper inden for landets egne grænser med mere end en snes dødsfald til følge.

Godt hvert syvende land i verden oplevede altså i 2015, hvad vi normalt betegner 'borgerkrig'. I nogle af disse lande har volden været en fast bestanddel af hverdagen i årtier.

Denne gruppe af lande inkluderer bl.a. Colombia, Myanmar, Filippinerne og Sudan, hvis blodsudgydelser kun sjældent har fundet vej til de vestlige nyhedsmedier.

Borgerkrigenes ofre bevæger sig mod Danmark

En række relativt nyere konflikter har imidlertid fået mange danskere til at føle, at verdens rædsler er rykket tættere på. Det gælder ikke mindst Irak, Libyen, Syrien og senest Ukraine, hvor krigszonen i køreafstand ikke ligger længere væk fra den danske grænse end Syditalien.

Dertil kommer de intense flygtningestrømme fra Mellemøsten og Nordafrika, som enten direkte eller indirekte skyldes borgerkrige:

• Direkte når folk flygter fra kamphandlingerne i Syrien.
  
• Indirekte når det krigshærgede Libyen ikke som tidligere fungerer som prop for de mange vestafrikanske emigranter, der søger mod nord for at få del i de europæiske rigdomme.

Jeg vil her præsentere en række generelle grunde til, at borgerkrige bryder ud, og på denne baggrund vurdere risikoen for borgerkrig i en vesteuropæisk, og særligt en dansk, kontekst.

Et kort vue over verdens konfliktzoner

Antallet af borgerkrige er steget markant siden Anden Verdenskrig. Fra omkring 10 på globalt plan i slutningen af 1940erne toppede antallet med op imod 50 årlige tilfælde i årene omkring Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Generelt har langt den største andel af konflikterne fundet sted i Asien og Afrika, og den tendens er blot steget de seneste årtier.

Hvis vi ser på de 30 lande, der oplevede borgerkrig sidste år, foregik hele 11 i Afrika syd for Sahara. Dertil kommer 12 i landene med muslimske flertalsbefolkninger fra Libyen i vest til Pakistan i øst.

Konflikten mellem FARC og den colombianske regering, som i 2015 var den sidste uafsluttede borgerkrig i Latinamerika, ser ud til at have nået en afslutning med denne sommers fredsforhandlinger.

Og i Europa er det kun Rusland og Ukraine, som har oplevet regelmæssige kamphandlinger de seneste par år.

Det betyder imidlertid ikke, at vi i Vesteuropa er immune over for væbnet konflikt. Vi skal for eksempel ikke længere tilbage end 1990'erne, siden IRA stadig kæmpede for nordirsk uafhængighed mod det britisk støttede styre i Belfast.

Også i konflikten om Baskerlandet fandt voldshandlinger sted mellem ETA og den spanske regering i 1970'erne og 1980'erne, der kan betragtes som egentlig borgerkrig.

Hvad kendetegner lande med borgerkrig?

Ifølge den russiske forfatter Lev Tolstoy er alle lykkelige familier ens, hvorimod alle ulykkelige familier er ulykkelige på deres egen måde.

Man kunne hævde, at det samme er tilfældet med hensyn til lande og borgerkrig:

Der er adskillige faldgruber, som kan føre til konflikt, og fredelige lande må (på samme måde som lykkelige familier) undgå dem alle for at forblive fredelige.

Når det er sagt, ved vi ganske meget om, hvad der typisk kendetegner lande, som oplever borgerkrig.

Fravær af rettigheder motiverer opstand

Helt grundlæggende kræver udbrud af borgerkrig, at en betydelig del af befolkningen er motiveret til at gøre oprør, og at de samtidigt har muligheder for ikke blot at opbygge, men også fastholde en oprørsorganisation.

De fleste konfliktforskere mener, at fravær af politiske og kulturelle rettigheder motiverer opstand.

Det samme er tilfældet med økonomisk ulighed. Ulighed kan både vise sig konfliktskabende i lande, hvor goderne er skævt fordelt på tværs af samfundsgrupper og i lande, hvor der er langt mellem top og bund.

Ressourcemangel mere generelt kan også motivere opstand, ikke mindst hvis der er mangel på basale fødevarer.

Flere faktorer øger risikoen for borgerkrig

En borgerkrig kræver dog mere end bare motivation til at gøre oprør. Dertil kommer mulighedsfaktorerne:

• Lande, der er modtagelig over for oprør har typisk fattige og lavtuddannede befolkninger samt store generationer af unge mænd, som er præget af arbejdsløshed. Det gør det samlet set lettere at rekruttere oprørere.
  
• Landene har også svage politiske institutioner og sikkerhedsstyrker, som kun i ringe grad kan kontrollere befolkningen.
  
  Det giver også potentielle oprørere mulighed for at anskaffe de nødvendige våben, som det kræver at gå i krig. Særligt er der behov for let håndterlige håndvåben, som kan betjenes uden den store kamptræning.
  
  Af den grund har den famøse Kalasjnikov automatriffel fundet sin vej til langt de fleste krigszoner siden Anden Verdenskrig, og dens store indflydelse er meget fint illustreret ved, at den oprindelige 1947-model (AK-47) er portrætteret på Mozambiques flag.
  
• Lande med gode oprørsmuligheder har også typisk let omsættelige ressourcer såsom diamanter, olie eller narkotika.
  
• Sidst, men ikke mindst, har de ofte store og ufremkommelige territorier domineret af bjerge, ørken eller jungle, hvor potentielle oprørere kan gemme sig.

Flygtningestrømmene som en risikofaktor

Flygtningestrømme er imidlertid også blevet fremhævet som en risikofaktor. Det er der flere grunde til:

1. Flygtningestrømme kan sprede oprørsnetværk, og dermed radikalisme og kamptrænede individer, fra konfliktzonen til værtslandet.
2. Stor indvandring øger også konkurrencen om de knappe goder og sætter pres på de offentlige finanser i værtslandet.
3. På samme måde forandrer indvandring uundgåeligt værtslandets demografi, og disse ændringer i den 'etniske balance' vil ofte blive opfattet som en trussel i den oprindelige befolkning og medføre nationalistiske strømninger.

Etniske skel en faktor i mange borgerkrige

Generelt ser vi, at en markant del af verdens borgerkrige bliver udkæmpet på tværs af etniske skel.

I perioden siden Sovjetunions sammenbrud er det således mere end halvdelen af alle væbnede konflikter, hvor de kæmpende parter enten er adskilt af det sprog, de taler, deres 'race', deres religiøse tilhørsforhold eller andre kulturelle træk.

Nyere forskning peger på, at det er tilfældet, fordi etniske grupper har tætte sociale netværk, som gør det lettere at mobilisere individer til handle politisk og straffe de, der 'free-rider'.

I tråd hermed lever etniske grupper som oftest i koncentrerede områder, hvilket gør det lettere at stable et oprør på benene, især hvis områderne er perifært beliggende.

Dertil kommer ganske afgørende, at etniske grupper ofte oplever politisk, økonomisk og kulturel diskrimination.

Her er der typisk tale om minoritetsgrupper, som holdes uden for magt og rigdom i fattige og svagt institutionaliserede lande. Af disse grunde har etniske grupper ofte både motiverne og mulighederne til at gøre oprør.

Bør vi frygte for borgerkrig i Danmark?

Det har været flittigt debatteret den seneste tid, hvorvidt fortsat immigration fra Mellemøsten og Nordafrika kan føre til borgerkrig i Vesteuropa.

I Danmark har flere markante debattører brugt argumentet om en mulig, fremtidig borgerkrig, som begrundelse for at stoppe al muslimsk indvandring.

Det gælder bl.a. historiker og radiovært, Mikael Jalving, i Radio 24syvs sommerprogram ’Je Suis Jalving’ samt partiforkvinden for de Nye Borgerlige, Pernille Vermund.

Hvordan kan vores viden om, hvordan borgerkrige opstår bidrage til debatten?

Det danske samfund fremmer økonomisk og politisk inklusion

Hvis vi tager Danmark som udgangspunkt, er det værd at hæfte sig ved, at velfærdsstaten og det danske demokrati i vid udstrækning fremmer økonomisk og politisk inklusion.

Det medfører selvsagt ikke, at alle føler sig inkluderet, og af de nuværende 175 parlamentsmedlemmer valgt i Danmark er det da også kun to, som har anden etnisk baggrund end dansk.

Det er en betragtelig underrepræsentation af den godt 10 procent store indvandrerbefolkning og et fald fra parlamentssammensætningen i 2011, hvor 4 danskere med anden etnisk baggrund opnåede valg.

Men ser vi på de lande, hvor etnisk eksklusion faktisk har ført til borgerkrig, er der den betydelige forskel, at visse etniske grupper bevidst holdes uden for politisk indflydelse, som et middel til at sikre landets goder til den siddende elites egen etniske gruppe.

Her taler vi lande som Rwanda, Syrien og Sri Lanka, hvor den ulige magtfordeling de etniske grupper imellem har motiveret væbnede oprør.

Borgerkrig i Danmark er for nuværende et umuligt foretagende

Ser vi på oprørsmulighederne, er Danmark vel nok det værst tænkelige sted i verden at forsøge at starte en borgerkrig.

Ikke blot er Danmark et lille land, hvor det er svært at gemme sig, men dertil kommer, at myndighederne har adgang til detaljerede oplysninger om hver enkelt dansker samt mulighed for at spore folks økonomisk aktivitet og digitale kommunikation.

Den danske stat har tilmed en række magtfulde allierede, som uden tvivl vil kunne hjælpe til at nedkæmpe potentielle oprørere i den ret utænkelige situation, at de danske sikkerhedsstyrker ikke selv vil kunne opretholde voldsmonopolet i landet.

Danskerne er for rige til at ville lave oprør

Danskerne er også velstående, hvilket vi må forvente gør det væsentligt sværere at overtale folk til at væbne sig og risikere livet i kamp.

Ser vi på indkomstniveauet i de lande, som oplevede borgerkrig sidste år, var BNP per indbygger i gennemsnit under 20.000 kr. Til sammenligning er vi i Danmark mere end 18 gange så rige.

Og vi er mere end fem gange så rige, som det rigeste land, der oplevede borgerkrig i 2015. Det var Tyrkiet, hvor det kurdisktalende mindretal genoptog kampen for selvstændighed i den østlige del af landet.

Hvordan er situationen i Vesteuropa?

Taler vi Vesteuropa mere generelt, er billedet måske mindre entydigt.

Ikke mindst har lande som Sverige og Tyskland væsentligt større indvandrerbefolkninger end, hvad vi kender til herhjemme.

Men samtidig er det klart, at de vesteuropæiske lande er velinstitutionaliserede og har stærke demokratiske normer, som det vil være svært at udfordre.

Selv de vesteuropæiske fløjpartier - hvor flere af dem er opstået som reaktion på muslimsk indvandring - indordner sig under de demokratiske spilleregler og er ledt af demokrater.

Terrorisme er ikke en forløber for borgerkrig

Mange vil nok fremhæve Frankrig som eksempel på de stigende problemer med radikaliserede unge muslimer, der ønsker en anden samfundsorden.

Her er det dog vigtigt at få nævnt, at terrorisme og borgerkrig indebærer væsensforskellige dynamikker.

Hvor borgerkrig er en styrkeprøve mellem væbnede grupper, som gør krav på det samme territorium, er terrorisme ofte et redskab for de relativt svage, som hverken har mulighed for at ændre det politiske system med fredelige midler eller for at erobre territorium ved brug af magt.

Hertil kunne man indvende, at IRA og ETA, som nævnt ovenfor, primært benyttede sig at terrorisme, og at radikale muslimer kan følge samme spor.

Men både IRA og ETA formåede netop at opbygge og fastholde egentlige oprørsorganisationer, fordi de repræsenterede befolkningsgrupper med historisk ejerskab over deres regioner, og fordi de nød udbredt opbakning i deres respektive grupper.

Ser vi på de seneste terrorangreb tyder det i modsætning hertil på, at vi har at gøre med letpåvirkelige individer, som hverken nyder stor opbakning blandt egne trosfæller eller endda egne familier.

Lasse Lykke Rørbæk har skrevet ph.d.-afhandling om etnisk konflikt og borgerkrig. Han er for nuværende tilknyttet et større forskningsprojekt støttet af Innovationsfonden, som undersøger, hvorvidt demokratisering kan fremmes uden at risikoen for voldelig konflikt øges.