Jeg har gennem hele mit ph.d.-studie joket med, at en dag kaldes mit bluff. De andre opdager, at min indsigt i videnskabsjournalistik er tom som en kommunekasse og baseret på overfladisk google-søgning.
Jeg har hørt skuespillere og musikere sige nogenlunde det samme. At de frygter den dag, publikum opdager, at de hverken kan spille eller synge, og for nyligt hørte jeg sangeren Michael Simpson i Mads og Monopolet sige, at han krummer tæer over sine egne elendige poetiske evner, som derfor gemmes væk bag larmen fra instrumenterne.
Over en øl sammen med de andre ph.d.-studerende på Cornell University fortalte jeg om mit formodede bedrag og svaret lød prompte:
»Ork, det kender vi alle. Det hedder the impostor syndrome.« På dansk bedragersyndromet.
Begrebet dækker over frygten for at føle sig som en falskner, der har fuppet sig ind i eliten, selv om evnerne objektivt set intet fejler. Det er altså en indbildsk selvopfattelse.
Man skal altid præstere
Jeg ved ikke med andre danske ph.d.-studerende, men jeg havde aldrig hørt om bedragersyndromet før. Til gengæld gætter jeg på, at mange nikker genkendende til at føle sig som en bedrager. Omkring 70 procent af befolkningen har på et eller andet tidspunkt i deres karriere lidt af bedragersyndromet, og to ud af fem succesfulde mennesker opfatter – til en vis grad – sig selv som svindlere.
Selv Albert Einstein led af syndromet og udtalte kort før sin død:
»Den overvurderede tiltro til mit livsværk gør mig ilde til mode. Jeg føler mig draget til at se mig selv som en ufrivillig svindler.«
Nogle af de hyppigst ramte er unge ph.d.-studerende og nyansatte forskere. Jeg tror, det hænger sammen med, at man er i et konkurrencepræget miljø, men uden at ane, hvor man selv ligger i feltet. Man ved, man skal præstere, men aldrig om præstationen var til et 2-tal eller et 12-tal. Derudover er man i et hierarkisk system, hvor en dårlig ph.d.-afhandling forpurrer hele ens akademiske fremtid.
Mange af de store amerikanske universiteter som Cornell afholder ligefrem foredrag om bedragersyndromet og tilbyder rådgivning til dem, der er hårdest ramt.
Et syndrom, ikke en sygdom
Bedragersyndromet blevet første gang beskrevet i 1978 af psykologerne Pauline Clance og Suzanne Imes. De havde observeret, hvordan stræberiske og succesfulde kvinder slet ikke anerkendte deres egen succes, men så sig selv som en flok fuskere. Siden fandt de to ud af, at stort set lige så mange mænd som kvinder lider af syndromet.
Det er således ofte folk, der faktisk klarer sig godt fagligt, der rammes af bedragersyndromet, og graden af anerkendelse og ros fra omverdenen gør hverken fra eller til.
For mit vedkommende består bedragersyndromet af sådan en irriterende nisse inde i hovedet, der partout skal forpurre hver en artikelindsendelse eller konferenceoplæg. Jeg frygter hver gang, at værket kommer tilbage med etiketten ‘AMATØR’ malet henover forsiden.
Bevares, jeg er ikke hårdt ramt. Inderst inde ved jeg godt, at jeg er ok til det, jeg laver, og nissen er mere en drillepind end en sabotør.
Bedragersyndromet er da heller ikke hverken en psykisk lidelse eller koblet til uheldige personlighedstræk. Ligesom syndromet for det meste ikke dækker over en dybere mangel på selvværd eller selvtillid. Alligevel var det lidt af en forløsning for mig at opdage, at så mange akademikere deler de samme tanker som jeg om utilstrækkelighed, bluff og inkompetence.
Måske vi i Danmark skulle tage den amerikanske tradition til os og oplyse de studerende om bedragersyndromet? Jeg ville i hvert fald have været befriet for mange tanker om faglig usikkerhed, hvis jeg allerede som bachelor var blevet introduceret til begrebet, og jeg er næppe den eneste.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
