En tømrer bruger hammer og høvl, når han skal bygge et hus. En VVS’er bruger sin rørtang, når han skal ordne rørene under køkkenvasken.
Forskere bruger videnskabelige metoder, når de skal udføre deres håndværk – for eksempel hvis de skal undersøgelse svampeangreb på juletrær eller virkningen af steroider.
»Metoden er meget vigtig, når man forsker. Den er nemlig det værktøj – den fremgangsmåde – man anvender, når man helt konkret undersøger et eller andet,« siger Peter C. Kjærgaard, professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet.
»Men der findes ikke én metode, som man kan undersøge alt med. Forskere i forskellige fag undersøger nemlig forskellige fænomener – og bruger derfor også forskellige metoder. Der er for eksempel stor forskel på at fortolke en tekst og at undersøge, hvordan hjernen reagerer på forelskelse,« fortsætter professoren.
Metoder er som bageopskrifter
Videnskabelige metoder er vores garanti for, at forskerne ikke uden videre kan lade deres egne meninger og betragtninger påvirke deres videnskabelige resultater.
Hvis et forskningsprojekt var en kagebagning, ville metoden svare til bage-opskriften. Det er bageren, der laver kagen, men det er opskriften, der søger for, at han ikke skejer ud og putter sære ingredienser i dejen.
Vi ved, at når vi følger opskriften på en yummi drømmekage, kan vi til sidst tage en drømmekage ud af ovnen – og vi ved, at den smager, som den skal! Havde vi ikke fulgt opskriften, ville den sandsynligvis smage anderledes.
Det samme gælder, når du følger en videnskabelig metode. For eksempel ved den biolog, der skal til at udføre et eksperiment, at hun skal følge den klassiske naturvidenskabelige metode:
- Hun skal undre sig over noget i verden omkring sig: Kan det for eksempel passe, at myg bedst kan lide at stikke bestemte personer?
- Hun laver en hypotese: Ja, myg vil hellere stikke nogle personer end andre.
- Hun skal lave observationer – som regel forsøg – der kan be- eller afkræfte hypotesen. I forhold til spørgsmålet om myggene, så har forskerne på et laboratorium faktisk lavet et forsøg: De trak op i deres trøjer og gned deres maver med petriskåle, som de derefter placerede i et bur med myg. Det viste sig, at myggene sværmede ned mod nogle af skålene, imens de holdt sig langt væk fra andre. Det tyder på, at myg bliver tiltrukket særligt meget af stofferne i nogle menneskers kropsdufte.
Som du kan se, er den naturvidenskabelige metode er som udgangspunkt meget enkel: Du undrer dig – du tænker dig frem til et muligt svar – du laver et forsøg som undersøger, om svaret kan være rigtigt.
Men alt efter hvilket naturvidenskabeligt fag – og hvilket problem – du vil undersøge, bliver ‘opskriften’ gjort mere detaljeret.
Man kan derfor sige, at der i virkeligheden er mange forskellige naturvidenskabelige metoder – endda indenfor samme fag.
Man kan ikke måle, om ‘Hobitten’ er en god film
Fælles for alle de naturvidenskabelige metoder er, at de skal sørge for, at vi kan lave troværdige målinger i verden omkring os.
For eksempel, at vi kan måle, hvor stor en andel af en myggesværm, der foretrækker en særlig kropsduft. Eller måle, hvor meget guld, der findes i et bjerg.
Naturvidenskabsmanden får imidlertid problemer, hvis han vil forstå, hvornår en film er virkelig god.
Han kan sagtens have en privat holdning til, om J.R.R. Tolkins ‘Hobitten’ er lige så god på film som på bog. Men hans videnskabelige metode er ubrugelig, hvis han vil måle på kvaliteten i de to stykker kultur.
\ Læs mere
Film-analyser kræver særlig metode
Naturvidenskabens metoder kan ikke bruges, hvis man vil blive klogere på en films virkemidler – kameravinkler, historiens opbygning og brugen af spændingsskabende musik.
Derfor har film-forskerne særlige analyse-metoder til at undersøge netop den slags. Det fortæller Claus Emmeche, som er lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet og leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsteori.
»Man skal skelne mellem hvilke genstande, man undersøger som videnskabsmand. Og så skal man finde den videnskabelige metode, der passer til. Hvis du studerer materiel-fysik, fordi du vil være ingeniør, der lave broer, så er din genstand materielle stoffer. Det er objektive genstande – og så skal du bruge en objektiv metode: den naturvidenskabelige metode.«
»Men når man vil forstå en tekst eller en film, skal man bruge en metode, der tager højde for, at vi altid fortolker som subjekter – vi involverer vores egne følelser og vores viden. Derfor må man bruge en humanistisk metode, der netop er opmærksom på det forhold,« siger Claus Emmeche.
Humanistiske metoder er også videnskabelige
Nogle naturvidenskabsfolk mener ikke, at man kan kalde humanistiske metoder for videnskabelige.
De mener nemlig, at videnskab handler om at lave målinger, så vi kan få objektive resultater, der gælder til alle tider og alle steder.
Det mener Claus Emmeche dog er en misforståelse. For når en forsker bruger en metode, sørger han netop for, at han ikke bare skriver sine egne, subjektive holdninger i sin videnskabelige artikel. Det er rigtigt, at den humanistiske forsker skal involvere sig selv for at kunne forstå et historisk dokument eller en film.
Men ligesom naturvidenskabsmanden har han en metode – en ‘opskrift’ – som søger for, at han ikke bare kan tillade sig at fortolke hvad som helst af filmen.
Det samme gælder for historikere, der også tilhører humaniora-traditionen.
Historisk metode garanterer, at historikeren læser et gammelt dokument fra den franske revolution i lyset af den viden, vi ellers har om det tidspunkt i historien.
På den måde kan historikeren vurdere, om tankerne i dokumentet har påvirket revolutionens gang. Det kan være tilfældet, hvis dokumentet blev skrevet af person, som vi i dag ved var central i revolten.
Metoden hjælper os til det mest objektive indblik i en roman
Det er også metoden, der sørger for, at fortolkningen af bogen ‘Hobitten’ ikke bare bliver subjektiv.
»I litteraturvidenskaben findes der metoder til at lave kritiske tekstlæsninger. Og der findes metoder til at forstå en gammel roman, som den blev forstået, da den udkom i sin tid,« forklarer Claus Emmeche, og fortsætter:
»Metoden sætter den enkeltstående tekst i system, og placerer den i en sammenhæng med andre tekster. På den måde kan man finde argumenter for sin tolkning, der er bedre end ‘jeg synes, den er god, fordi det synes jeg’.«
»De litteraturvidenskabelige metoder er det objektive element, der sørger for, at vi får det bedst mulige indblik i nogle fænomener, vi ellers ikke kunne sige ret meget om. Den kritiske naturvidenskabsmand har ret i, at der bestemt er et element af noget subjektivt i humaniora. Men selve de humanistiske metoder kan godt være objektive,« fortæller lektoren.
Samfundsvidenskab blander humaniora og naturvidenskab
Traditionelt har videnskabsteoretikere skelnet mellem naturvidenskabelige og humanistiske metoder.
Men på samfundsvidenskabelige fag som økonomi og samfundsfag giver det ikke mening at vælge den ene type metode frem for den anden.
Samfundsvidenskabsfolk forsøger nemlig at forstå, hvordan vi mennesker indretter os og opfører os i et samfund. Det stiller ganske særlige krav til metoden:
- På den ene side skal en samfundsvidenskabelig metode indeholde et element af naturvidenskabelig metode. Den skal for eksempel kunne ‘måle’, hvordan det påvirker økonomien, at vi har en folkeskole i Danmark – ligesom naturvidenskaben kan måle på vejrforhold og mængden af blod, vores hjerne skal have for at kunne fungere.
- På den anden side bliver samfundsvidenskabelig metode også nødt til at indeholde et element af humaniora. Samfund består nemlig af mennesker – og vi mennesker kan opføre os uforudsigeligt.
Det står i kontrast til naturvidenskaben, hvor man groft sagt går ud fra, at naturen altid opfører sig ens. Det periodiske system indeholder for eksempel 118 forskellige grundstoffer, som reagerer med hinanden på samme måde i dag, som de gjorde for 3 milliarder år siden.
Men hvis vi byggede en tidsmaskine og hentede borgere, der levede i Rom for 2000 år siden til nutidens Danmark, ville de helt sikkert opføre sig anderledes, end vi gør. Derfor må samfundsvidenskabsmanden også tage højde for, hvilken slags mennesker – og hvilke værdier – der er i det samfund, han forsøger at analysere.
Videnskabelige spørgsmål om værdier og ideologier bliver netop undersøgt af filosoffer, idéhistorikere og andre humanister, som benytter humanistiske metoder.
\ Læs mere
Man må blande metoderne, så de virker
Forskerne på samfundsvidenskab må altså låne fra andre fags metoder. Kun på den måde kan de skabe en ny metode, som faktisk kan bruges til at undersøge de fænomener, vi vil være klogere på.
Lidt det samme er tilfældet for faget ‘teologi’ på universitetet. Teologerne undersøger, hvad kristendommen er, og hvordan den påvirker folk.
Som du kan læse i artiklen ‘Er teologi overhovedet videnskab?‘ indeholder studiet af kristendommen så mange aspekter, at der ikke findes én særlig teologisk metode. I stedet må teologerne låne metoder fra de andre fag på universitetet.
Uanset hvad, har alle forskere deres faglige metoder, der flytter forskningen væk fra en subjektiv holdning eller vurdering og nærmere en objektiv sandhed.
\ Læs mere
\ Forskellen på objektiv og subjektiv
Man kan skelne mellem, om et fænomen er ’subjektivt’ eller ’objektivt’ på to forskellige måder.
- Den første måde handler om fænomenet selv. Den undersøger den måde, det eksisterer på – hvad filosoffer kalder for fænomenets ‘ontologi‘.
- Den anden måde handler om, hvordan vi mennesker erkender fænomenet – det kalder man for dets ’epistemologi’.
1) Den måde, som et fænomen i sig selv eksisterer på – dets ontologi:
-
Ontologisk objektivitet: Mange naturfænomener eksisterer på en objektiv måde. Det vil sige, at der er sandheder om fænomenerne, der er uafhængige af, om vi mennesker sanser dem eller har en mening om dem. For eksempel har alle asteroiderne i solsystemet en masse, som er objektivt eksisterende, uanset hvad vi måtte tænke om dem. Og vi går ud fra, at vi i princippet kan måle den masse videnskabeligt.
- Ontologisk subjektivitet: Andre fænomener, som oplevelser, sansninger, følelser, eller bevidste tilstande, eksisterer jo også, men de har en subjektiv eksistensform. Oplevelsen af lys, et jordbærs smag, eller en films handling, er tæt forbundet med den person – det subjekt – som har oplevelsen. Fjernes det subjektive, fjernes selve fænomenet.
2) Den måde, vi skaffer os erkendelse om fænomenet på – fænomenets epistemologi:
-
Epistemologisk objektivitet: De videnskabelige metoder – både naturvidenskabelige og humanistiske – er indrettet på en måde, så vi kan opnå objektiv viden om, hvordan verden er indrettet. Uanset om det gælder naturens eller menneskenes verden. Objektiv vil her sige, at en viden er saglig, videnskabelig kontrollerbar, gennemprøvet, testet eller testbar og fagfællebedømt i et peer review.
- Epistemologisk subjektivitet: Når vi hver især erkender verden, er vores erkendelser præget af, hvad vi selv gå og mener, hvilke interesser vi har, hvilke fordomme vi har, vores smag osv. Først når vi taler med andre – og gennem videnskabelige undersøgelser – hæver vi os op over den form for subjektivitet og nærmer os epistemologisk objektivitet. Du kan umiddelbart synes, at en film er dårlig. Men hvis du så læser en anmeldelse eller en kritik af filmen, kan det være, at du ændrer syn på den. Det kan ændre din egen subjektive dom.
\ Sådan holder forskerne deres metoder up-to-date
Forskerne bruger mange kræfter på at tænke over, hvornår en metode er god. De tilpasser hele tiden deres metoder alt efter, hvad de vil undersøge. Men man kan sagtens forestille sig, at en metode ikke er god nok.
For eksempel er det en del af den historiske metode at undersøge, hvem der har skrevet den kilde, man arbejder med – og hvilke personlige interesser, personen havde ved at skrive den.
Den slags er vigtigt at vide, når historikeren skal vurdere kildes troværdighed. Derfor ville det være en katastrofe, hvis en historisk metode manglede netop dét punkt.
Heldigvis samarbejder alverdens videnskabsfolk om at forbedre hinandens metoder. De forholder sig kritisk til metoderne, på samme måde, som de forholder sig kritisk til hinandens forskningsresultater. Læs mere i denne artikel: Hvorfor skal vi stole på videnskaben?
Når en videnskabsmand fremlægger sine resultater i en artikel, skal han altid redegøre for sin metode. På den måde kan hans kollegaer se, om den indeholder mangler – og gør den det, bliver forskningsresultatet dømt utroværdigt.
Læs også: Tabt historie: Metode fra biologien giver overblik over værker, vi aldrig har fundet
