»Denne 'sensation', som har fået stor medieomtale her i Danmark, er absurd set fra et runologisk perspektiv,« siger Michael Lerche Nielsen ved Københavns Universitet.
Den danske runolog og sprogforsker henviser til en ny teori om, at den store Jellingsten, som er symbolet på Danmarks officielle tilblivelse og kaldes Danmarks dåbsattest, er fra middelalderen og ikke fra vikingetiden.
Teorien er rejst af Håkon Glørstad, professor i arkæologi ved Kulturhistorisk museum i Oslo, efter han har gennemgået forskningen om Jellingstenen. Han konkluderer på den baggrund, at stenen er bestilt af biskop Absalon i 1100-tallet og ikke af kong Harald Blåtand i vikingetiden, som der ellers står på stenen, hvilket også er den gængse opfattelse.
»Hans artikel er velskrevet, og man bliver jo besnæret af fremstillingen,« siger Michael Lerche Nielsen.
»Men han kører i sin helt egen specifikke retning ud fra en forudfattet idé om, hvor han vil hen.«
Ifølge Michael Lerche Nielsen har kun få kommenteret artiklen i Danmark, fordi Håkon Glørstads konklusion er så vidtløftig.
»Det er som at påstå, at Thor Heyerdahl faktisk aldrig gennemførte Kon-Tiki-ekspeditionen (en 8000 kilometer lang ekspedition i Stillehavet i 1947 af den norske etnograf Thor Heyerdahl, som ville underbygge sin teori om, at der i forhistorisk tid har været kulturpåvirkninger over havet fra Sydamerika til Polynesien, red.), men at man filmede den en sommer i Oslofjorden, så man nemt og bekvemt kunne transportere tømmerflåden til Bygdøy,« siger han.
Sproget på stenen viser, at det er en fuldstændig umulig teori
Sproget, der bruges på den store Jellingsten, er klassisk runedansk ifølge den danske runolog. Man skal bare tage et kig på dette sprog, og så kan stenen dateres til vikingetiden, siger han.
»Der sker en kolossal forandring i det skandinaviske sprog i den korte tid mellem vikingetiden og den periode, Glørstad udpeger: valdemarstiden i 1100-tallet,« siger Michael Lerche Nielsen.
»Det skyldes tysk indflydelse og kontakt med kontinentet efter at have skabt et kongerige, der minder om de kontinentale kongeriger.«
Det har Michael Lerche Nielsen undervist i og skrevet videnskabelige artikler om i årevis.
Mens Norge var mere under engelsk indflydelse, oplevede Danmark mere indflydelse fra syd. Kongesagaerne i Norge var skrevet på norrønt (også kaldet oldnordisk), og i Danmark var den danske historiker Saxo i Paris for at lære latin.
Kongen og biskoppen i valdemarstiden ville ikke have forstået og kunne ikke have genskabt sproget på den store Jellingsten, slår Michael Lerche Nielsen fast.
»Glørstad er arkæolog, så han bruger meget tid på at tolke udgravningerne, for det kan han. Men han kommenterer også meget på det sproglige, og her kommer han med umulige teorier,« fortæller sprogforskeren.
»De kunne umuligt have gengivet sproget, bøjningsformerne så korrekt i middelalderen. Har man lidt øvelse i runeformer og runesprog, kommer man aldrig på den tanke.«
\ Læs også
Ikke opdateret på den nyeste forskning
Håkon Glørstad bruger desuden forældet forskning, påpeger den danske runolog.
»Han er mest til litteratur fra 1970'erne, men der er sket meget siden da.«
For eksempel hævder Håkon Glørstad, at det, at indskriften på Jellingstenen er skrevet i vandrette linjer og læses fra venstre mod højre som teksten i en bog, ikke var en almindelig måde at lave runesten på i vikingetiden. Dengang skrev man for det meste i lodrette linjer, ifølge professoren.
Men der er fundet flere runesten fra vikingetiden, hvor bogstaverne er skrevet sidelæns, fortæller Michael Lerche Nielsen. Vandrette linjer anses således ikke for at være usædvanlige i vikingetiden efter disse fund, siger han.
Håkon Glørstad bruger også meget plads på at beskrive, hvordan stenen er unik for sin tid, blandt andet hvad angår teksten, dekorationerne og figurerne.
Jellingstenen er unik, bekræfter Lerche Nielsen, men der er nyere opdagelser af runesten fra vikingetiden, der kan kobles til samme stil som den store Jellingsten.
Desuden tror forskere, at Jellingstenen med sin unikke udformning har påvirket afbildningen og kunsten på andre runesten i det meste af Norden.
»Den blev inspirationskilde for hele den østnordiske og svenske runestenstradition,« siger Michael Lerche Nielsen.
»En pinlig fadæse«
Håkon Glørstads teori har fået mediebevågenhed i Danmark.
I Berlingske sammenlignes den norske arkæolog med en laks, der svømmer mod strømmen, men, påpeger Adam Bak, som er museumsinspektør ved Kongernes Jelling: Strømmen ændrer ikke retning af den grund.
Arkæologi handler i sidste ende om fortolkninger, men her peger både naturvidenskabelige, arkæologiske og historiske forskningsresultater i samme retning, siger Adam Bak til mediet.
I en kommentar i Weekendavisen med titlen 'Vås om vikingetiden' skriver skribentet Emil Leth Beiter, at den kontroversielle teori om Jellingstenen: »...viser, hvor sårbare vi er blevet over for personlige fantasier om vikingetiden«.
Emil Leth Beiter kalder artiklen en fadæse, der ikke kun er pinlig for Håkon Glørstad, men også for de danske medier, der har dækket sagen seriøst. Han peger på, at Danmark har nedlagt og underprioriteret studier i oldnordisk og olddansk – og at resultatet ses her: Uvidenhed om kulturarv, der får folk til at tro på utrolige teorier.
Meget forkert viden om Jelling-dynastiet
Viden om Jelling-dynastiet, kongemagten, der lagde grunden til dagens Danmark, er ved at forsvinde, påpeger runolog Michael Lerche Nielsen.
Han henviser til de to historikere fra 1100-tallet, som Håkon Glørstad også skriver om – Saxo Grammaticus og Sven Aggesen.
»På trods af deres lærdom og latinske prosa har de ret dårlig kendskab til Jelling,« siger den danske forsker.
\ Om Saxo Grammaticus og Sven Aggesen
Saxo var en dansk historieskriver. Hans kolossale Danmarkshistorie (Gesta Danorum, ca. 800 sider) er den danske middelalders ubestridte litterære og historiske hovedværk. I nordisk sammenhæng kan kun Snorres norske kongesagaer (Heimskringla, 1230'erne) måle sig med Gesta Danorum i omfang og udførelse. Men hvor Snorre skrev på norrønt, kunne Saxo med sit klassiske latin opnå større historisk klangbund i sin tekst ved at gå i dialog med en mere end tusindårig historisk og poetisk litteratur på romernes sprog – som på Saxos tid stadig var altdominerende i vesteuropæisk bogkultur.
Sven Aggesen tilhørte den meget betydelige Trund-slægt, hvoraf mange havde stået på den tabende side i den sidste fase af borgerkrigene 1131-1157. Hans onkel var ærkebiskop Eskil (ærkebiskop af Lund), som ligeledes havde et problematisk forhold til Valdemar den Store og Absalon, og som formentligt blev tvunget til at abdicere i 1178 til fordel for Absalon (ærkebiskop 1178-1201). Sven selv blev derimod optaget blandt Absalons mænd og han priste Valdemarernes slægt i sine historiske skrifter.
At dømme efter Svens skrifter havde han modtaget sin tids højeste uddannelse, formentlig i Nordfrankrig ligesom Absalon, og omtrent i samme tidsrum (omkring 1150-1160).
Vi kender til tre små værker af Sven, hvoraf det sidste værk er den lille, men betydningsfulde 'Korte historie om danernes konger' (Compendiosa regum Daniae historia). Værket omfatter kun cirka 50 moderne tryksider og dækker danmarkshistorien fra den mytiske kong Skjold til begyndelsen af Knud 6.s regering. Den slutter samme sted som Saxos Danmarkshistorie, nemlig med den slaviske fyrst Bugislavs underkastelse under Knud i 1185.
Kilde: Lex - Danmarks Nationalleksikon
»Det anses også som et arkæologisk faktum, at Jellings betydning blev minimeret efter Harald Blåtands tid,« siger han.
Heller ikke norrøne kilder (vestnordisk litteratur og kultur fra vikingetiden og middelalderen, hovedsagelig overleveret i håndskrifter, red.) byder ifølge Michael Lerche Nielsen på god viden om Jelling.
»Middelalderen, som Glørstad interesserer sig for, er præget af upræcis og dårlig information om Jelling-dynastiet. Så dét med, at man ville begynde med at lave en kæmpe sten, giver ingen mening,« siger Michael Lerche Nielsen.
Michael Lerche Nielsen ved ikke helt, om han orker at skrive et svar til Håkon Glørstad, men han synes, nogen bør gøre det.
»Det er vigtigt for mange at komme med spektakulære idéer. Denne artikel kan betyde, at vi skal skrive tingene lidt mere præcist. Der er en del ting i den ældre forskning - det her med vandrette linjer for eksempel - der burde tilbagevises ordentligt.«
Kritik som forventet
Håkon Glørstad har hørt reaktionerne i Danmark. De er nogenlunde som forventet, siger han. Han er også blevet præsenteret for Michael Lerche Nielsens kritik.
»Der er tradition for, at sprogforskere og runologer bliver ekstra ophidsede. De synes måske, at deres kildegrundlag bør have en særstilling,« kommenterer han.
»Men at glide over i personkarakteristikker og affeje argumenter som personlige fantasier er ikke sagligt og rammer først og fremmest afsenderen,« siger han som svar på den hårde kritik i Weekendavisen.
»Der er tradition for, at sprogforskere og runologer bliver ekstra ophidsede.«
Håkon Glørstad forsikrer, at han har læst nyere litteratur, herunder omfattende arbejde fra Jellingprojektet udgivet i 2023.
»Ikke al litteratur er citeret, men der refereres absolut til værker efter 1970 – også værker, der siger noget om runerne. At hive sådanne argumenter frem for at latterliggøre eller afskrive en meningsmodstander er faktisk lidt uredeligt.«
Det er runeforskerne selv, der har hævdet, at vandrette runer er usædvanlige i vikingetiden, påpeger Håkon Glørstad.
»Men så må de jo bare publicere statistik, der modsiger dette. Det er fint og vil give ny viden.«
Professoren affejer kritikken - hans pointe er at gå imod strømmen
Mange har også reageret på Håkon Glørstads påstand om, at Harald Blåtands hof ikke havde den intellektuelle kapacitet til at skabe den store Jellingsten.
»Det er nemt at svare på. Det er kun nødvendigt at fremføre modargumenter, der viser, at Jellingstenen indgår i et sådant intellektuelt miljø,« opfordrer professoren.
Den norske arkæolog finder desuden, at det er en mærkelig påstand, at lærde i valdemarstiden ikke skulle have været i stand til at lave en sådan runesten. Datidens lærde studerede jo runer og runeindskrifter.
»Omkring 100 år adskiller valdemarstiden fra vikingetiden - ikke 1.000 år som i dag, så viden var mere tilgængelig end for nutidens forskere,« siger han.
»Vi må heller ikke glemme, at systemet for runestensdatering hviler tungt på dateringen af Jellingstenene. Det er nok derfor, forskerne er villige til at forsvare dateringen af stenen med alle midler.«
Til anklagen om, at han vælger forskning, der passer til teorien, svarer Håkon Glørstad, at det er en af præmisserne for hans arbejde – at vise det, der understøtter en alternativ teori.
»I næsten 400 år har forskere kun lagt vægt på argumenter, der understøtter teorien om, at stenen er fra vikingetiden, selvom der, som min gennemgang viser, er mange elementer, der peger fremad i tiden,« siger han.
Vigtigt at udfordre det etablerede
Redaktionen ved tidsskriftet 'Viking', hvor Håkon Glørstads fagfællebedømte artikel er publiceret, mener, at det er vigtigt at give plads til at udfordre etablerede sandheder.
»Især når forskningen er bygget på ordentlig argumentation, som i dette tilfælde,« skriver de i en mail.
»Når Glørstad i sin artikel rokker ved teorien om ét af Danmarks nationale klenodier, forventer vi naturligvis reaktioner og kritik,« skriver de.
»Vi tænker, at en frisk diskussion om nye og alternative fortolkninger er positivt. Glørstads artikel får os også til at tænke over usikkerheden i, hvad, vi troede, var helt sikkert, og det er vigtigt.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
