Hvis du har fulgt med i nyhederne i løbet af de seneste årtier, har du sikkert hørt om en eller anden sportsudøver, der er blevet taget for brug af doping.
Måske har du hørt om sportsudøvere, som er blevet testet positive for brug af doping, men som ikke selv mener, at det var tilfældet?
Tag for eksempel cykelrytteren Alberto Contador. I 2011 mente han, at en bøf, han havde spist, var skyld i, at han testede positiv.
Endnu mere opsigtsvækkende var det, da en anden cykelrytter, Tyler Hamilton, i 2004 fortalte, at en ufødt tvilling i hans krop var årsagen til, at man fandt tegn på blod fra et andet menneske og derved bloddoping.
Trods disse forklaringer blev de begge idømt to års karantæne.
Dopingkontrollen virkede, og det gør den stadig i dag.
Men hvordan og med hvilke metoder forsøger man at fange atleter, der prøver at snyde? Og hvilke nye metoder er på vej?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Urin og blod er vejen frem – for nu
Når man taler om mulighederne for at spore doping diverse steder i kroppen findes der i dag i Danmark tre forskellige prøvetyper: urin, blod og Dried Blood Spots (blodprik).
Er man eliteudøver og underlagt dopingkontrol, er der kun mulighed for at undersøge blod og urin, da metoder til at analysere disse tre typer (blod, blodprik og urin) af biologiske prøver er de eneste, som WADA (World Anti-Doping Agency) har godkendt.
Når der skal udtages prøver, er det enten den nationale antidopingorganisation (Anti Doping Danmark i Danmark), diverse internationale forbund eller en arrangør af en sportsbegivenhed i en større international sammenhæng, som har ansvaret for, at det bliver udført korrekt.
Biologisk pas sporer blodudvikling
Når en eliteudøver udtages til kontrol, bliver det indsamlede urin delt op i en A-prøve og en B-prøve.
A-prøven testes for, hvad den måtte indeholde af diverse dopingstoffer, mens B-prøven gemmes, så der er mulighed for en ekstra test, hvis A-prøven viser sig at være positiv.
Det samme er tilfældet for nogle typer blodprøver, hvor man direkte vil spore et dopingstof. Dog kan der også opsamles specifikke blodprøver til det såkaldte ’biologiske pas’, hvor der måles på en række biomarkører, hvis niveauer sammenlignes med tidligere prøvers resultater fra den samme person.
Dette gør det muligt at se, om ens blod ligner sig selv over en lang tidsperiode, eller om der lige pludselig er sket en ændring, som muligvis kunne tyde på brug af bloddoping.
Udover at teste eliteudøvere tester Anti Doping Danmark også i de fitnesscentre og ved større sportsbegivenheder, som de har et samarbejde med.
Hårets hemmeligheder
I forskningens verden arbejdes der hver dag på at videreudvikle de allerede eksisterende metoder til at teste for doping og andre ulovlige stoffer.
Derudover arbejdes der også i laboratorier verden over på at udvikle nye metoder, som kan supplere dem, vi kender i dag. Nogle af disse nye metoder kommer – forhåbentlig – til at være endnu bedre end dem, vi benytter os af i dag.
Mange stoffer kan efter få timer nemlig ikke længere opspores i blod. I urin kan man dog spore dem lidt længere, da man også måler på de nedbrydningsstoffer, som dannes i kroppen og udskilles i urinen.
Sporingstiden afhænger af, hvilket stof der er tale om, koncentration af stoffet, samt hvor hyppigt en person har indtaget stoffet. For eksempel kan nogle steroider typisk spores i mange måneder, da disse tages ofte i en længere periode og udskilles langsomt.
Sådan forholder det sig dog ikke med alle dopingstoffer, og her kommer andre metoder ind i billedet.
Det er nemlig med årene blevet muligt ved hjælp af håranalyser at få svar på, om en person har taget ulovlige stoffer for flere uger og endda måneder siden.
Efter at man har indtaget et dopingstof, fordeles det nemlig rundt i kroppen via blodbanerne, og herfra når det helt op til hårsækkene.
Her kan stoffet fra blodet blive transporteret over i og indgå i dannelsen af nye hårceller og dermed nye hår (det tager typisk 7 til 10 dage, før et stof kan spores i hår, som man kan klippe af). Og det kan man altså måle.
Man har brugt denne metode i en række dopingsager til at belyse, hvornår og hvor ofte en person har tages doping. Dog kan denne metode endnu ikke stå alene.
Nye redskaber er på vej: spildevand og sved
For mange kan det være grænseoverskridende at levere en urinprøve eller at få taget en blodprøve foran et andet menneske.
Blandt andet derfor forskes der i, om spyt – eller de små dråber, der kommer frem, når man udånder – på sigt kan bruges som alternativer.
En tredje type prøve er brugen af sved, hvori man nu kan teste for diverse narkotiske stoffer såvel som doping.
Problemet er her, at personen, der testes for doping, skal bære et svedopsamlende plaster (eller noget andet til at opsamle sveden) i et bestemt antal dage. Dette kan måske falde af eller blive påvirket på en anden måde, hvilket kan gøre det svært med sikkerhed at få en pålidelig test.
Ligeledes er brugen af udånding og sved – ligesom blod – desværre kun brugbart inden for få timer efter indtagelse af dopingstoffet. Det gør det svært at nå at teste alle personerne, inden stoffet er forsvundet fra deres blod, urin eller sved.
Men hvad nu hvis man kunne teste, om en større gruppe af personer benytter sig af diverse dopingstoffer over længere tid?
Det er præcis, hvad en spildevandsanalyse kan.
Ved at opsamle spildevand ved det lokale rensningsanlæg på forskellige tidspunkter og undersøge, om der kommer mere eller mindre til af de stoffer, man undersøger for i den pågældende periode, kan man få et rimelig godt praj om, hvorvidt personer fra dette område bruger doping eller ej.
Man kan også opsamle spildevand i den del af kloakken, som er koblet op til en enkelt bygning eller ét boligområde.
Spildevandsanalyse kan ikke fange enkelte dopede atleter, men den kan hjælpe med at give et generelt billede af doping-brug inden for en sportsgren eller gruppe af atleter over tid. I et videnskabeligt studie fandt forskerne frem til, at niveauet af dopingmidler i spildevandet i tre anonymiserede byer steg, da et sportsstævne blev afholdt i byen.
Spildevandsanalysen kan på den måde hjælpe antidopingmyndigheder til at vurdere, hvor doping er mest udbredt og dermed, hvor de skal lægge ekstra kræfter. Dette er jeg er ved at undersøge i mit ph.d.-studie.
Er det doping eller ej? Tjek dopinglisten
Nu har du forhåbentlig fået et større overblik over, hvordan man tester for doping. Men måske er du stadigvæk i tvivl om, hvilke stoffer der egentlig er doping?
Bare rolig, det kan jeg heller ikke altid huske på stående fod. Men hvis du er i tvivl, kan du tjekke dopinglisten på Anti Doping Danmarks hjemmeside.
Den opdateres hvert år og tager udgangspunkt i WADAs egen liste. Når et nyt stof kommer på listen, er det, fordi eksperter har vurderet, at det opfylder minimum to ud af de tre kriterier for at komme på Dopinglisten. Disse er 1) præstationsfremmende, 2) sundhedsskadeligt eller 3) i strid med sportens etik.
Ligeledes vurderer de også, om nogle stoffer skal tages af listen som for eksempel i 2004, hvor koffein blev fjernet. Grunden var, at der bliver indtaget enormt meget koffein verden over, og at alt for mange så ville blive udelukket.
Indtil da kunne man sagtens blive taget for doping, hvis man havde et for højt indhold af koffein.
Det oplevede den mongolske atlet Bakhaavaa Buidaa ved sommer-OL i 1972, da han som den første blev udelukket på grund af koffein som doping.
Derudover var der kun én anden person før ham, som var blevet taget for doping i sommer-OL sammenhæng. Det var svenske Hans-Gunnar Liljenval, som ved sommer-OL i 1968 testede positiv for brug af alkohol.
Hvem afgør om et stof er doping?
Grænsen mellem at optimere sig selv lovligt som idrætsudøver på den ene side og doping på den anden trækkes af WADA.
I Danmark kommer dopinglisten først i høring hos alle relevante parter herunder Anti-Doping Danmark, som også samler input fra idrættens organisationer samt udøvere. Herefter er det en ekspertgruppe under WADA, som vurderer de indkomne forslag, og som i sidste ender beslutter hvordan Dopinglisten skal se ud.
Hvad der er ’fair’ at få på eller tage af listen er ofte til diskussion– ligesom koffein-sagen.
Hertil kommer, at visse dopingstoffer, såsom steroider, siden 1994 har været ulovlige overhovedet at besidde i Danmark.
Der findes dog visse undtagelser, for eksempel hvis man bruger stoffet som en del af medicinske lægebehandling.
Ligeledes kom der i 2013 også en stramning, så det nu er muligt at få op til seks års fængsel, hvis man er i besiddelse af så store mængder doping, at det sandsynligvis er med henblik på videresalg.
Men med en teststrategi, som der hele tiden forskes i og udvikles, samt en nu stammere lovgivning er vi så ved at have styr på dopingsituationen?
Svaret er: både og. Det kommer an på, hvem vi kigger på, og hvem vi spørger.
Inden for elitesportens verden er der i takt med en større teststrategi umiddelbart kommet mere kontrol over sagerne (eller også er folk bare blevet bedre til at ligge under grænserne).
Dog ser vi stadig mange beslaglæggelser af ulovlige dopingprodukter, så noget kunne tyde på, at kampen blandt almindelige motionister i hvert fald ikke er helt slut endnu.
Hvis du ønsker at dykke mere ned i de forskellige metoder, som jeg kort har beskrevet i artiklen, vil jeg anbefale dig at læse denne videnskabelige artikel.