Bliver det jul i år?
Det kan videnskaben desværre ikke svare på, men til gengæld kan du blive klogere på, hvordan du bliver mere klimavenlig i juletiden, hvorfor nogle bliver triste, når de rører deres brystvorter og meget andet.
Velkommen til Videnskab.dk’s ugentlige nyhedsoverblik.
Da podcasten i denne uge har fokuseret på året, der gik i 2018, må du gå gør-det-selv-vejen og stave dig gennem denne artikel.
Hvis du vil høre om året, der gik, kan du som sædvanlig blot klikke på afspilleren i toppen.
\ Seneste podcasts
Her er de tre seneste podcasts fra Videnskab.dk's Overblik:
- Overblik: Bedste klima-bøf, nem hjernetræning og vinderen af Game of Thrones
- Overblik: Stjerneskudsregn i december, barn født i livmoder fra afdød kvinde og julekalenderens historie
- Overblik: Genredigerede babyer, muldvarp på Mars og faren ved Lego i lorten
Bliv julemandens lille klimahjælper
Om det bliver jul den 24. december eller ej, så er det ganske sikkert, at selve juletiden er en tid, der tager hårdt på klimaet.
Madspild, forbrugsfest og bjerge af indpakningspapir er nogle af de juletraditioner, som vi er mindre stolte af.
Derfor har Videnskab.dk bragt en adventskalender, der med hjælp fra videnskaben og danske forskere har givet råd til, hvordan vi holder juletiden mere klimavenlig.
Du kan blandt andet få forskernes tips til mere klimavenlig julepynt og mere klimavenlige julegaver.
Senest har vi bragt en artikel, der giver dig fem gode og konkrete råd til at undgå madspild, og dem kan du få her:

Kontakt til fjern galakse
Er du en af dem, der ikke er så glad for julen, så kan du jo drømme dig væk til en fjern galakse.
Det har en række forskere gjort i et nyt studie, hvor de har brugt en helt særlig forstørrelsesglas-effekt til at studere galaksen the Emerald, hvis lys det ville tage 11 milliarder år at nå frem til Jorden.
»Det er helt fantastisk. Forstørrelsesglas-effekten mellem Jorden og den fjerne galakse er så kraftfuld, at vi kan studere galaksen i næsten lige så høj opløsning, som når vi studerer galakser tæt på os,« fortalte førsteforfatter Raoul Cañameras, postdoc ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
»Gruppen af galakser imellem Jorden og baggrundsgalaksen The Emerald ligger fuldstændig i forlængelse af hinanden, og det skaber en forstørrelsesglas-effekt. Galakserne virker som en linse, der booster lyset fra baggrundsgalaksen,« forklarer Thomas Greve, seniorforsker ved Cosmic Dawn Centret, Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU Space.
Drilsk faldskærmsforsøg
23 forsøgspersoner sprang ud af et fly. Halvdelen af dem havde en faldskærm på, mens den anden halvdel havde en normal rygsæk på.
Forskernes overraskende konklusion peger på, at det at være udstyret med en faldskærm ikke havde nogen effekt på, hvorvidt forsøgspersonerne overlevede. De skriver:
»Vores banebrydende forsøg fandt ingen statistisk signifikant forskel på primært resultat (døden) mellem behandling (faldskærm) og kontrol (ingen faldskærm).«
HVAAAD!?!? Tænker du måske.
Og her kommer krøllen så: Forsøgspersonerne er alle sprunget ud af fly, der holdt stille på landingspladsen.
Det skriver forskerne henimod slutningen af artiklen, hvor de også afslører, at dødsraten forblev den samme, da ingen forsøgspersoner måtte lade livet.
Det drilske studie er publiceret i juleudgaven af tidsskriftet British Medical Journal, og skal minde os om, at det er vigtigt at være kritisk, når man fortolker resultater af videnskabelige undersøgelser - og at randomiserede kontrollerede forsøg har deres begrænsninger.
Rekordmange nye arter og en trist brystvorte
Det var, hvad vi havde til dig, i den sidste videnskabelige godtepose inden jul og nytår. Er du sulten efter bare et stykke mere, så læs med her:
- Så meget CO2 udledte deltagere for at komme til COP24: Videnskab.dk har lavet grove beregninger af, hvor meget CO2 der blev udledt på at fragte deltagere med fly til og fra klimatopmøde i Polen.
- Museum finder rekordmange nye arter i 2018: Listen over dyrearter på Jorden opdateres løbende, og i år har forskere fra Statens Naturhistoriske Museum føjet rekordmange artsbeskrivelser til den. 226 i alt, hvilket er 56 flere end den forrige rekord, der blev sat i 2016.
- Årets 10 vigtigste mennesker i forskningen: Fra genredigerede babyer til kampen mod seriemordere og engangsplast. Nature præsenterer 10 personer, der har gjort en forskel for forskning i år.
- Afsmeltningen af Arktis er tredoblet: I dag mister Arktis 14.000 ton vand i sekundet – eller hvad der svarer til næsten alt vand, der strømmer gennem den enorme Mississippi-flod, USA’s næstlængste flod.
- Hvorfor bliver jeg pludselig trist, når jeg rører min brystvorte?: En læser oplever en følelse af vemod og tristhed, når hendes brystvorte bliver strejfet. Årsagen skal muligvis findes i hjernens signalstoffer.
Tilbage er der kun at sige: Rigtig glædelig jul og godt nytår!

































