Afsmeltningen af Arktis er tredoblet: 7,7 mia. badekar kunne fyldes hver dag
»Tallene taler for sig selv.«
Arktis is iskappe Indlandsisen afsmeltning klimaforandringer

I et nyt studie har forskere kortlagt sundhedstilstanden for isen i hele Arktis, fra Grønland over Island, Svalbard, Rusland og hele vejen til Alaska og Canada. (Foto: Shutterstock)

I et nyt studie har forskere kortlagt sundhedstilstanden for isen i hele Arktis, fra Grønland over Island, Svalbard, Rusland og hele vejen til Alaska og Canada. (Foto: Shutterstock)

Hvis isen i Arktis var en patient, ville diagnosen lyde »ikke god«:

Den forsvinder gradvist år for år, og resultatet er en langsom, men støt stigning i de globale havniveauer. Dén historie har du nok hørt før.

Men vidste du, at afsmeltningen af den arktiske is i dag svarer til, at alle mennesker i verden – omkring 7,7 milliarder – kunne fylde et helt badekar med vand samtlige af årets 365 dage? Nej, vel?

I et nyt studie har en forskergruppe kortlagt sundhedstilstanden for isen i hele Arktis, fra Grønland over Island, Svalbard, Rusland og hele vejen til Alaska og Canada. De har kombineret fysiske målinger af isen med omfattende satellitdata og har på den baggrund lavet meget præcise beregninger af isens tilstand.

Resultatet er nogle helt utrolige tal: I nyere tid er afsmeltningen tredoblet, hvilket betyder, at isen i dag mister 14.000 ton vand i sekundet – eller hvad der svarer til næsten alt vand, der strømmer gennem den enorme Mississippi-flod, USA’s næstlængste flod.

»Jeg vil ikke bruge en masse ord på at fortælle, hvor store problemer vi er i. Formålet med vores studie er slet og ret at lægge de faktuelle tal frem – og de taler for sig selv,« siger klimaforsker Jason Box, som er hovedforfatter på det nye studie, til Videnskab.dk.

Havniveaustigninger er allerede et problem

Forskergruppens resultater viser, at Arktis er den absolut største bidragyder til globale havstigninger. Siden 1971, hvor de første målinger af isen blev foretaget, har den arktiske is bidraget med en global stigning i havniveauet på mellem 12,3 og 23 millimeter.

Selvom det ikke lyder af meget, kan det have store konsekvenser.

Dels fordi afsmeltningen altså ser ud til at være taget til, dels fordi effekten er op til 50 procent mere udtalt i troperne, fortæller Jason Box, som er professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

»Vi behøver ikke at vente til slutningen af århundredet for at se problemer forbundet med havniveaustigninger. De er her allerede nu. Tag bare byen Miami Beach, som bruger 500 millioner dollar årligt på at pumpe vandet væk og på at hæve vejene,« siger han.

»Værdien i det her studie er at vise, hvor hurtigt Arktis mister is, fordi viden er magt. Og viden som denne giver beslutningstagere grundlag for at håndtere de problemer og risici, der optræder ved havstigninger,« fortsætter Jason Box.

Lav videnskabelig forståelse for stigninger

Selvom havstigninger længe har været på såvel den politiske, som den videnskabelige, dagsorden, er det faktisk et af de områder, vi fortsat mangler mest forståelse for klimamæssigt. FN’s klimapanel IPCC har tidligere vurderet, at der er »lav videnskabelig forståelse« for, hvad der bidrager til stigninger i havniveauet.

Det er netop denne usikkerhed, forskerne forsøger at imødekomme med deres nye studie.

Ved at kombinere to forskellige typer data - satellitdata og gammeldags feltobservationer - fra hele den arktiske region præsenterer de et samlet regnskab for afsmeltningen af al isen. Du kan læse mere om, hvordan forskerne har gjort, i boksen under artiklen.

Beregningerne viser blandt andet, at Grønland er kilde til næsten halvdelen, 46 procent, af det arktiske bidrag til havstigninger, tæt efterfulgt af Alaska, Canada og Rusland.

»Vi laver et komplet regnestykke for al isen på de nordlige breddegrader og sætter det ind i en global kontekst, og vi når frem til nogle tal, som er så store, at det er svært at forholde sig til,« siger Jason Box.

I videoen her kan du høre Jason Box fortælle og forklare om resultaterne i det nye studie:

(Video: GEUS)

Studiet er et bidrag til FN's klimapanel

Studiet er tænkt som et bidrag til IPCCs arbejde med at kortlægge klimaforandringernes effekter på Jorden.

Selvom forskerne har data, der strækker sig helt tilbage fra 1971, har de alligevel primært valgt at inddele deres data i de to samme tidsperioder, som IPCC arbejder med:

  • Nutiden’, som dækker over årene 2005 til 2015, og
  • Den umiddelbare fortid’, som dækker over årene 1986 til 2005.

En af udfordringerne med at lave vurderinger af isens reaktion på klimaforandringer er, at de første rutinemæssige satellitopmålinger af isen først begyndte i 1992. Satellitternes målinger af isen er uden sammenligning den mest præcise og omfattende vurdering, man nogensinde får af isens tilstand.

Men det nytter jo ikke noget kun at benytte sig af satellitdata, når nu IPCC’s første periode strækker sig helt tilbage til 1986. Derfor har forskerne valgt at inddrage de ældre målinger, som stammer fra lavteknologiske, gammeldags målinger af isens tykkelse med en tommestok, i studiet, fortæller et af dets øvrige forfattere:

»Usikkerhederne ved at ekstrapolere (regne sig frem til et samlet resultat på baggrund af et begrænset datasæt, red.) ud fra enkelte prøvetagninger fordelt på store områder er indiskutabelt store,« siger William Colgan, som er glaciolog og seniorforsker ved GEUS, til Videnskab.dk.

»Virkeligheden er bare, at klimaændringerne allerede var i gang, da det globale satellitobservationsnetværk blev igangsat i begyndelsen af 1990'erne. I mangel af satellitdata, der kan male et fuldstændigt billede af den arktiske landis’ tilstand ’før klimaændringerne’, må vi udnytte de dyrebare observationer og målinger, som vi har fra tiden inden satellitter, på kreative måder,« siger William Colgan.

Vandhanen er blevet skruet op

I det nye studie vurderer forskerne, at landisen i Arktis mistede 8,3 millimeter i sin massebalance - det vil sige forholdet mellem, hvor meget is der smelter om sommeren, og hvor meget sne og vand der fryser til igen om vinteren – mellem 1986 til 2005. Altså i det, IPCC kalder ’den umiddelbare fortid’.

Tabet i nutiden, altså fra 2005-2015, ligger på 12,4 millimeter.

Hvis du forestiller dig en vandhane, som nogen står og skruer op for, så svarer det til, at der i den første periode fossede 5.000 ton vand ud af hanen i sekundet, og at det tal i dag er steget til 14.000 ton vand i sekundet.

»Før vi lavede det her studie, vidste vi faktisk ikke ret meget om, hvad der foregik, i tiden før satellitterne begyndte at give os rutinemålinger. Vi havde en ide om, hvordan isen reagerede i nyere tid, men vi vidste ikke, hvordan det hang sammen med tiden før,« fortæller den hollandske klimaforsker Bert Wouters, som har været ansvarlig for satellitdelen af det nye studie, til Videnskab.dk.

»Nu kan vi vise, at isen reagerer meget stærkt på opvarmning i regionen, og at den tiltagende afsmeltning af isen er uden for normalen af, hvad vi ville forvente under et stabilt klima,« fortsætter Bert Wouters, som arbejder i en delt stilling mellem Utrecht Universitet og Delft University of Technology.

»Et rigtig stærkt videnskabeligt studie«

Ifølge klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Ruth Mottram er der tale om spændende nye resultater fra Jason Box og hans kollegaer. Hun har læst, men ikke deltaget i det nye studie.

»Det er et rigtig stærkt videnskabeligt studie, og det er super interessant, at de kombinerer satellitdataene med direkte målinger af isen. Det giver et meget bedre indblik i, hvad der egentlig foregår,« siger Ruth Mottram, som tidligere selv har skrevet et bidrag om havstigninger til Forskerzonen.

Ruth Mottram påpeger, at effekterne af klimaforandringerne allerede var begyndt at sætte ind, da de første satellitter begyndte at foretage målinger.

»Derfor er det særligt interessant, hvis vi kan kigge lidt længere tilbage i tiden, som de gør her. Det giver et meget bedre indblik i, hvor store forandringer regionen er under, når vi har et før og efter-billede,« siger hun.

Hvor meget er naturlig variation?

Tallene i det nye studie er meget anvendelige, når man som Ruth Mottram arbejder med modeller og forsøger at forudsige, hvad fremtiden bringer, når det kommer til klimaforandringer.

Det kan eksempelvis hjælpe med at opnå en indsigt i, hvordan havniveaustigningerne kommer til at se ud lokalt, forklarer DMI-forskeren.

»Det her studie giver os en ide om, hvor gode vores nuværende beregninger er, og, ikke mindst, hvad usikkerheden er. Det er meget vigtigt, hvis vi skal have en chance for at forberede os på det, der kommer til at ramme os i fremtiden,« siger hun.

Som en slutnote påpeger Ruth Mottram dog, at det ikke er givet, at isafsmeltningen kommer til at fortsætte sin nuværende kurs og eksempelvis tredobles igen over de næste 10 år. Der ér også et element af naturlig variation, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget af stigningen der er naturlig, siger Ruth Mottram.

»Noget af det her er naturlig variation. Jeg er ikke i tvivl om, at en del af stigningen kommer fra klimaforandringer, men det betyder ikke nødvendigvis, at det kommer til at stige i samme takt de kommende år,« slutter hun.

Sådan gjorde forskerne
Arktis is iskappe Indlandsisen afsmeltning klimaforandringer

Her er Jason Box i færd med at foretage en manuel isboring på Grønland. Han forsker i balancen mellem snefald og smelteis i Grønland. (Foto: Screenshot fra Underground Channel)

Forskernes beregninger er baseret på en kombination af data:

  • Meget konkrete, fysiske målinger af isens tykkelse ved 18 gletsjere og iskapper fra 7 forskellige arktiske regioner,
  • og omfattende satellitopmålinger, som ved hjælp af tyngdekraften måler udsving i isens massebalance. Satellitdataene stammer fra de to klimasatellitter GRACE, som du kan læse mere om i boksen under denne.

Alle 7 regioner udviser en akkumuleret, accelererende stigning i havniveauet, især efter 1988.

»Vores endelige resultater er en kombination af data: Meget lavteknologiske målinger i felten, hvor vi simpelthen måler isens tykkelse med en tommestok efter smeltesæsonen og på den måde opnår målinger over lang tid og over hele Arktis,« siger Jason Box og fortsætter:

»Og så har vi holdt al den viden op imod de meget solide og præcise målinger, man får fra satellitterne.«

Studiets helt store force er ifølge Jason Box, at det kombinerer de to typer målinger, som har hver deres fordel:

»Feltobservationerne har vi foretaget i mange år, og derfor strækker de sig over en meget lang tidsperiode. Satellitdataene strækker sig kun tilbage til 1992, men til gengæld er de langt mere omfattende end de målinger, vi selv kan lave, hvor vi forsøger at afdække meget store områder,« forklarer han.

GRACE-satellitterne
Arktis is iskappe Indlandsisen afsmeltning klimaforandringer

GRACE-satellitterne brændte som planlagt op i rummet i 2017. (Foto: NASA)

De fleste satellitdata i det nye studie stammer fra de to klimasatellitter GRACE 1 og 2, som blev opsendt i 2002 og brugte tyngdekraft til at måle isens tykkelse.

De to satellitter fløj med 200 kilometer imellem sig, og når den ene satellit blev ’hevet’ lidt i på grund af tyngdekraften på Jorden, kunne det registreres ved, at afstanden til den anden satellit ændrede sig et næsten mikroskopisk lille stykke.

Satellitterne er i færdige med deres mission i rummet og brændte efter planen op i atmosfæren i 2017. I den forbindelse udskrev Videnskab.dk i samarbejde med DTU en konkurrence om, hvornår GRACE 2 ville ramme Jordens atmosfære, som du kan læse mere om her.

Satellitterne navigerede ved hjælp af to stjernekameraer fra DTU, som også har været involveret i at bygge kameraerne til GRACE-satellitternes efterfølger GRACE FO.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.