Overblik: Klimatvivl udryddet, hval i regnskoven og dobbelt op på kæledyrsforskning
Videnskab.dk’s ugentlige nyhedsoverblik fortæller dig blandt andet, hvorfor du måske er skyld i, at din kat er sur.
overblik podcast

Der er klimanyheder, kæledyrsnyheder og pukkelhvalsnyheder i ugens overblik. (Foto: Shutterstock)

Forår! Forår! Forår!

Op med ærmerne og på med solbrillen. I dag er vi officielt trådt ind i forårsmånederne, og det vil sige, at du har tid til at sidde i haven, gården eller på gaden hele weekenden og halvfryse insisterende, mens du labber ugens videnskabsnyheder i dig med en kaffe eller cocktail.

Du kan blandt andet høre eller læse (alt efter dit 'weapon of choice'), at ny forskning med en statistisk 'guldstandard' har slået fast, at klimaforandringerne er menneskeskabte.  

Og så er der ny kæledyrsforskning og en historie om en pukkelhval på afveje.

Lyt til podcasten, hvor det muntre værtskab guider dig gennem ugens historier, eller læs med her i ro og mag.

99,99 procent sikkert, at klimaforandringerne er menneskeskabte

»Det menneskelige fingeraftryk sidder på denne rygende pistol.«

Det fortalte Jason Box, professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), til Videnskab.dk i løbet af ugen efter at have læst et nyt studie, der med en statistisk sikkerhed på 99,99 procent beviser, at den globale opvarmning er menneskeskabt.

Den statistiske sikkerhed har ramt et såkaldt sigma 5-niveau, hvilket er en statistisk 'guldstandard', konkluderer forskerne bag studiet. Det betyder, at der blot er en 1 til 3,5 million sandsynlighed for, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte.

Sebastian Mernild, som er professor i klimaforandringer og administrerende direktør for Nansen Center Bergen, beskrev studiets resultater til Videnskab.dk på følgende måde:

»Det svarer til, at der står 3,5 millioner liter mælk på en række, og du skulle komme til at gribe fat i netop den ene, der er sur. Det ville være ekstremt usandsynligt,« forklarede Sebastian Mernild, der også er hovedforfatter på den næste store rapport fra FN's klimapanel IPCC.

Pukkelhval på afveje

15 meter fra kysten i den brasilienske Amazonas-skov gjorde forskere fra naturbeskyttelsesgruppen Bicho D’Água et mystisk fund.

En otte meter lang ung pukkelhval var strandet på en afsidesliggende ø ved udmundingen af Amazonfloden.

Det store mysterium går på, hvad i alverden hvalen lavede i Brasilien, da den i øjeblikket burde befinde sig omtrent 6.500 kilometer længere mod syd i havet omkring Antarktis.

»Vi forestiller os, at den kom flydende, og at tidevandet bragte den ind i mangroveskoven,« sagde formanden for Bicho D’Água, Renata Emin, der også forsker ved museet Museu Paraense Emílio Goeldi, til det brasilianske medie G1, ifølge New York Times.

Marinbiologer i Brasilien fik sig noget af en overraskelse, da de fandt liget af en 8 meter lang pukkelhval 15 meter fra kysten. (Video: Daily Mail)

Din personlighed smitter af på dine kæledyr

Er din kat eller hund tvær, kedelig og doven?

Så bør du nok se lidt indad.

To studier, som vi har skrevet om i ugens løb, viser begge, at katte og hundes personlighed i overvejende grad påvirkes af deres ejer.

»Vi havde regnet med, at hundenes personligheder ville være ret stabile, fordi de ikke oplever de samme store livsstilsændringer som mennesker, men de ændrede sig faktisk meget,« fortalte professor William Chopik fra Michigan State University, der stod bag det ene studie.

Resultatet viste, at:

  • Ekstroverte hundeejere vurderede deres hunde til at være mere ivrige og aktive.
  • Hundeejere, der selv bar rundt på flere negative følelser, vurderede deres hunde til at være mere angste og vanskeligere at træne.
  • Hundeejere, der vurderede sig selv til at være medgørlige, oplevede deres hunde som mindre angste og mindre aggressive over for både mennesker og dyr.

I kattestudiet blev mere end 3.000 katteejere spurgt ind til deres personlighed samt deres kats adfærd, helbred og livsstil.

Forskerne sammenkørte herefter svarene og fandt ud af, at der var en overraskende korrelation mellem katteejernes personlighedstræk og kattenens velbefindende.

For eksempel havde de katteejere, der beskrev sig selv som neurotiske, i højere grad katte med adfærdsproblemer.

Fodbold gør dig sundere, mand havde mælkeblod og statistik sjusk

Har du mod på mere videnskab fra ugens løb, så tag et kig her:

God weekend!

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.