99,99 procent sikkert, at global opvarmning er menneskeskabt
Det er ifølge ny forskning slået fast med en statistisk ‘guldstandard’.

»Der hersker en forkert fortælling om, at forskere ikke kender årsagerne til klimaforandringerne. Det gør vi,« fortæller studiets hovedforfatter. (Foto: Shutterstock)

»Der hersker en forkert fortælling om, at forskere ikke kender årsagerne til klimaforandringerne. Det gør vi,« fortæller studiets hovedforfatter. (Foto: Shutterstock)

De menneskeskabte klimaforandringer bliver fra tid til anden mødt med tvivl og skepsis: For klimaet har jo altid ændret sig?

Men ifølge et nyt internationalt studie, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change, bør den sidste tvivl være udryddet nu.

»Studiet er interessant, fordi det slår fast, at vi nu er der, hvor det med statistisk sandsynlighed kan siges, at klimaforandringer er menneskeskabte. Nu er vi meget, meget tæt på noget, der er meget, meget overbevisende. Det statistiske grundlag er meget stærkt,« fortæller Sebastian Mernild, som er professor i klimaforandringer og administrerende direktør for Nansen Center Bergen, til Videnskab.dk.

Beviserne på, at mennesker bidrager til klimaforandringerne, har ifølge det nye studie ramt et såkaldt sigma-5-niveau, hvilket er en statistisk ‘guldstandard’. Det betyder, at der blot er en 1 til 3.5 million sandsynlighed for, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte.

»Det svarer til, at der står 3,5 millioner liter mælk på en række, og du skulle komme til at gribe fat i netop den ene, der er sur. Det ville være ekstremt usandsynligt,« forklarer Sebastian Mernild, der også er hovedforfatter på den næste store rapport fra FN's klimapanel IPCC.

Sebastian Mernild har ikke været involveret i studiet.

Du kan vende det nye studie i Videnskab.dk's Facebook-gruppe, Red Verden, som er åben for alle.

LÆS OGSÅ: Nyt klimastudie er sygt deprimerende - men det er ikke det værste ved det

Faktaboks: Hvad er sigma-niveauer?

Sigma (σ) er en statistisk målestok, der beskriver en standardafvigelse.

Man benytter sig af forskellige sigma-niveauer til at slå en statistisk sikkerhed fast.

  • 1-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 84.13 procent.
  • 2-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 97.73 procent.
  • 3-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 99.87 procent.
  • 5-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 99,99 procent.

5-sigma-niveau blev også brugt i 2012 til at slå fast, at man havde fundet Higgs-partiklen i CERN.

Der findes også endnu højere sigma-niveauer end 5-sigma-niveau - eksempelvis et 6-sigma-niveau, der altså er endnu tættere på 100 procents statistisk sikkerhed.

Kilde: What does 5-sigma mean in science? (ZME Science)

»Det menneskelige fingeraftryk sidder på denne rygende pistol«

Hovedforfatteren bag studiet, Benjamin Santer, klimaforsker ved the Lawrence Livermore National Laboratory i Californien, håber, at de statistiske beviser vil overbevise de sidste klimaskeptikere og anspore til handling.

»Der hersker en forkert fortælling om, at forskere ikke kender årsagerne til klimaforandringerne. Det gør vi,« siger han ifølge Reuters.

Den anerkendte klimaforsker Jason Box, som har læst det nye studie, er enig.

Hvis man sammenligner klimaforskningen med en kriminalteknisk undersøgelse, ville der ikke længere herske nogen tvivl om, hvem der var den skyldige, mener han.

»Det menneskelige fingeraftryk sidder på denne rygende pistol,« skriver Jason Box, som er professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), en mail til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: FN's klimapanel: Vi er nødt til at trække CO2 ud af luften for at redde klimaet

Et eksempel på flot klimaforskning

William Colgan, der er glaciolog og seniorforsker ved GEUS, har også læst for Videnskab.dk, og han er imponeret.

»Det her er et rigtig flot eksempel på, at klimaforskerne har gjort det samme som partikelfysikerne gjorde i 2012 (i forbindelse med Higgs-partiklen, red.): De har testet en forudsigelse med en masse eksperimenter og er nået frem til, at forudsigelsen var rigtig,« siger han.

Forskerne bygger deres konklusion på tre sæt af satellitdata, der omhandler målinger af stigende temperaturer over de seneste 40 år. To af dem viste, at 5-sigma-niveauet allerede blev nået i 2005, mens det tredje datasæt viste, at niveauet blev nået i 2016.

»Det er en meget kompliceret proces, som de har forudset, og som satellitdata nu bakker op om,« fastslår William Colgan.

LÆS OGSÅ: Forskere vil overvåge naturen 'live' med satellitter

Menneskets ansvar bliver mere og mere sikkert

Mens det nye studie meget tydeligt angiver, at mennesket med 99,99 procents sikkerhed har ansvar for den globale opvarmning, beskæftiger det sig ikke med, præcist hvor meget af den globale opvarmning er menneskeskabt.

Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft til, om det giver mening at ændre på sig selv. Hvad siger videnskaben? Hvad kan man gøre hjemme fra sofaen?

Du kan også få gode råd i vores Facebook-gruppe, hvor du kan være med i overvejelser om artikler og debattere måder at redde verden på.

Sebastian Mernild påpeger dog, at resultater fra FNs klimapanel IPCC tidligere har vist, at mindst 50 procent, og formentlig mere, af de seneste 50 års opvarmning er menneskeskabt. IPCC arbejder også med sandsynligheder og kan eksempelvis sige, at det er mere sandsynligt, at mennesker har stået for 80 end for 20 procent af opvarmningen.

I en FN-rapport fra 2013 var Sebastian Mernild sammen med en række andre forskere med til at fastslå, at de menneskeskabte klimaforandringer kunne bevises med mindst 95 procents sikkerhed. Men nu er det statistiske grundlag altså blevet endnu stærkere.

»Man skal altid forholde sig kritisk og åben overfor, at der kan være andre løsninger og andre svar, men som det forholder sig nu, er menneskets rolle i den globale opvarmning den bedste forklaring, vi har, og den bliver mere og mere statistisk sikker,« siger Sebastian Mernild.

LÆS OGSÅ: Klimadebatten har delt sig i tre forskellige debatter

LÆS OGSÅ: Byer er et ekstremt vigtigt våben mod klimaforandringer

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.