Du kan ændre din hunds personlighed
25 februar 2019

Hundes personligheder ændrer sig overraskende meget i løbet af deres liv. Det viser amerikanske forskere fra Michigan State University i et nyt studie, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

»Vi havde regnet med, at hundenes personligheder ville være ret stabile, fordi de ikke oplever de samme store livsstilsændringer som mennesker, men de ændrede sig faktisk meget,« fortæller professor William Chopik fra Michigan State University i pressemeddelelsen.

Han er førsteforfatter på et nyt studie i tidsskriftet Journal of Research in Personality.

»Vi opdagede ligheder med hundeejerne, det optimale tidspunkt at træne hunden og endda et tidspunkt, hvor hundene kan blive mere aggressive mod andre dyr,« fortæller William Chopik.

LÆS OGSÅ: Har hunde virkelig brug for tøj?

Sammen med en forskerkollega undersøgte William Chopik mere end 1.600 hundeejere, og studiet omfattede 50 forskellige hunderacer. Hundene var mellem få uger og 15 år gamle.

Under studiet skulle ejerne evaluere deres hundes personligheder og opførsel igennem deres liv. Ejerne skulle også svare på spørgsmål om deres egne personlighedstræk.

Resultatet viste, at:

  • Ekstroverte hundeejere vurderede deres hunde til at være mere ivrige og aktive
  • Hundeejere, der selv bar rundt på flere negative følelser, vurderede deres hunde til at være mere angste og vanskeligere at træne
  • Hundeejere, der vurderede sig selv til at være medgørlige, oplevede deres hunde som mindre angste og mindre aggressive over for både mennesker og dyr.

Det nye studie viser, hvor stor en evne hundeejere har til at forme deres hundes personligheder i løbet af deres liv, mener de amerikanske forskere.

»At blive udsat for lydighedstræning var forbundet med flere positive personlighedstræk hen over hundens livsforløb,« fortæller William Chopik i pressemeddelelsen.

Forskerne mener også, de har fundet det bedste tidspunkt, hvis man vil træne sin hund:

»Ældre hunde er langt sværere at træne. Vi kom frem til, at det bedste vindue for at lære en hund at være lydig er omkring seks-måneders-alderen, hvor den er vokset fra sit overgearede hvalpestadie, men inden den er alt for låst i sine vaner,« fortæller William Chopik i pressemeddelelsen fra Michigan State University.

LÆS OGSÅ: Det får din hund ud af at se fjernsyn

LÆS OGSÅ: Stort studie: Din hund er ikke så klog, som du tror

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.