De fleste af os har nok stået i denne situation: Du bliver ramt af en sjælden hovedpine eller taget på sengen af en omgang influenza. Helt bagerst i skabet finder du en pakke paracetamol, der udløb i 2021. Pillerne ser egentlig helt brugbare ud.
Men kan du tage dem?
For hvad sker der egentlig med tabletterne efter udløbsdatoen? Virker de dårligere? Eller kan de være farlige?
Og i så fald, hvor længe efter den magiske dato indtræffer disse problemer? Er medicinen ubrugelig ugen efter, eller kan vi regne med et par måneders spillerum?
Undersøgelser viser store forskelle
Nogle af de spørgsmål, vi måske måtte have om udløbsdatoer, har meget klare svar. For eksempel at vi kan være sikre på, at medicinen er effektiv og sikker, inden udløbsdatoen udløber. Det er grundigt gennemtestet.
Men efter udløbsdatoen er det en anden sag. I mange tilfælde er det nemlig ikke blevet tjekket, hvor længe medicinen faktisk er anvendelig.
De få undersøgelser, der findes, viser store forskelle. Visse lægemidler blev hurtigt ineffektive eller til og med farlige. Andre var lige så gode flere årtier efter udløbsdatoen.
Stofferne bliver nedbrudt
De fleste af os er vant til at forholde os til udløbsdatoerne på fødevarer. Udover datomærkningen bruger vi både vores sunde fornuft og sanser til at afgøre, om maden stadig er spiselig. Mug eller en ubehagelig lugt kan fortælle os, at nedbrydningsprocesser er startet i maden.
Problemet er, at stofferne i medicinen også bliver brudt ned over tid, uden at vi nødvendigvis har mulighed for at opdage det. Det er gradvise kemiske processer, der starter, så snart medicinen er fremstillet.
Udviklingen påvirkes både af, hvilke stoffer der er tale om, og hvordan medicinen bliver opbevaret. Men efter en vis tid kan så meget af de oprindelige stoffer være nedbrudt, at det ændrer medicinens egenskaber.
En åbenlys konsekvens af dette er, at lægemidlerne kan få en dårligere effekt, fordi der simpelthen er mindre af det aktive stof tilbage.
Det er ikke nødvendigvis et alvorligt problem. Det gør for eksempel ikke så meget, hvis allergipillen eller hovedpinetabletten er lidt mindre effektiv.
Men i visse lægemidler er det vigtigt, at doserne er meget præcise, ellers kan det få alvorlige konsekvenser, hvis medicinen ikke virker- og så kan gamle produkter blive farlige.
EpiPen og antibiotika
Et eksempel er EpiPen – færdige sprøjter, der bruges mod potentielt dødelige allergiske reaktioner.
Et studie viser, at de aktive ingredienser i denne medicin allerede begyndte at miste deres effektivitet en måned efter udløbsdatoen, ifølge en artikel fra Harvard Medical School.
Og mister sådan en medicin sin effekt, kan det i værste fald have fatale konsekvenser.
Antibiotisk medicin, der virker mindre godt, kan også være et alvorligt problem. En ting er naturligvis, at stoffet muligvis ikke får bugt med infektionen. Et andet problem er, at svagere medicin kan bidrage til, at bakterierne udvikler antibiotikaresistens.
\ Gode råd til opbevaring medicin i hjemmet
- Læg ikke medicin på steder med høj temperatur og meget lys. Undgå for eksempel at opbevare medicin i en bil, der står i solen. Hvis du tager medicin med på stranden, er det bedst at stille din taske i skyggen.
- Det er i orden at afvige fra den godkendte opbevaringstemperatur i kortere perioder - i hvert fald når det gælder tabletter og kapsler.
- Opbevar medicinen samlet og utilgængeligt for børn - gerne i et medicinskab. Små doser af meget almindelig medicin kan forårsage alvorlig forgiftning hos et barn.
- Ryd jævnligt ud i medicinen. Smid medicin, der er udløbet, eller som du ikke længere har brug for, ud. Det gælder også medicin, du ikke genkender eller ved, hvad er til.
- Smid ikke medicinen i skraldespanden! Rester af medicin betragtes som ‘farligt affald’ og må hverken skylles ud i vasken, toilettet eller smides i skraldespanden - det skal afleveres på apoteket, som har pligt til at tage imod ubrugte lægemidler og sørge for, at de bliver destrueret på et forbrændingsanlæg.
Kilde: Tone Agasøster, Seniorrådgiver, Norges Lægemiddelstyrelse
Nedbrydes til andre stoffer
Der kan også ske andre ting i medicinen, som betyder, at den ikke bør tages.
»Der kan opstå nedbrydningsprodukter, som kan have andre egenskaber end det aktive stof,« skriver Tone Agasøster, som er seniorrådgiver ved Norges Lægemiddelstyrelse i en e-mail.
»Det kan få stofferne til at blive mere giftige, hvilket kan give bivirkninger.«
Et ældre studie peger for eksempel på, at en tidligere version af antibiotikummet tetracyclin kan nedbrydes til stoffer, der kan forårsage nyreproblemer, skriver Harvard Medical School og hjemmesiden drugs.com.
\ Læs også
»Lægemidlets egenskaber kan også bliver forandret, for eksempel hvor hurtigt det aktive stof i en tablet opløses og bliver tilgængeligt for optagelse i kroppen,« skriver Tone Agasøster.
Et andet problem er, at bakterier kan begynde at vokse i medicinen.
I en del lægemidler er der for eksempel tilsat konserveringsmidler for at forhindre bakterievækst. Det gælder blandt andet flere typer øjendråber. Men med tiden kan konserveringsmidlerne nedbrydes og miste deres effektivitet.
»Hvis vi skal sige noget generelt, kan flydende produkter, som miksturer, være mere tilbøjelige til at blive nedbrudt end tørre produkter, såsom tabletter og kapsler,« skriver Tone Agasøster.
Vi smider sikkert en masse brugbar medicin ud
Der er derfor reel fare ved at bruge medicin efter udløbsdatoen, men på den anden side er der også meget, der tyder på, at datostemplingen får os til at smide medicin ud, som faktisk er helt i orden.
Og det på trods af, at der er mangel på flere lægemidler, at vi hvert år bruger milliarder af kroner på medicin, og at kasseret medicin forurener naturen rundt omkring i verden.
Når en medicinalvirksomhed søger om tilladelse til at markedsføre et lægemiddel, skal de kunne dokumentere, hvor godt de aktive ingredienser holder i en vis periode. Virksomheden tester nedbrydning under forskellige opbevaringsforhold.
»Medicinen opbevares blandt andet ved forskellige temperaturer og med eller uden lyspåvirkning,« skriver Tone Agasøster.
»Lægemidlets holdbarhed bestemmes ud fra, hvad der kommer frem af disse undersøgelser, og man afgør, om det pågældende lægemiddel skal beskyttes mod lys eller varme.«
Garanteret i orden inden udløbsdato
Mange lægemidler har for eksempel en holdbarhed på omkring fem år ved stuetemperatur, mens andre lægemidler har en kortere holdbarhed og skal opbevares i køleskab.
Det, datoen fortæller dig, er, at der er garanti for, at medicinen er god nok, inden datoen udløber, hvis den er korrekt opbevaret.
Men datomærkningen siger intet om, hvorvidt nogle lægemidler kan holde længere. Medicinalvirksomhederne behøver ikke at forske i at finde den rigtige holdbarhedsdato.
Resultatet er ofte, at det aldrig bliver efterforsket. Men der er undtagelser. Én af de få undersøgelser, der er blevet udført, gav overraskende resultater:
En del almindelige lægemidler var lige så gode flere årtier efter deres udløbsdato.
Undersøgte forsvarets gamle medicin
Forskningen er udført af FDA, Food and Drug Administration, der administrerer lovgivningen om fødevarer og lægemidler i USA i forbindelse med 'Shelf-Life Extension Program', startet af det amerikanske forsvarsministerium i 1980'erne
Problemet var, at det amerikanske militær havde store mængder medicin på lager, og at lægemidler for milliarder af dollars stod til at skulle kasseres, fordi de var ved at overskride deres holdbarhedsdato.
Det amerikanske forsvarsministerium ønskede ganske enkelt at finde ud af, om nogen af disse lægemidler kunne bruges efter udløbsdatoen og dermed spare forsvaret for udgifter.
Forskerne fra FDA testede 122 almindelige lægemidler, og resultatet blev formentlig taget godt imod.
Mange lægemidler holdt sig i flere år efter udløbsdatoen
Det viste sig, at næsten 90 procent af lægemidlerne holdt i over et år længere end udløbsdatoen. I gennemsnit kunne udløbsdatoen for lægemidlerne forlænges med mere end fem år.
En del af medicinen holdt ekstremt godt. Jodtabletter - af den slags, der kan beskytte i tilfælde af atomkatastrofer - var lige så gode efter mere end 20 år.
En anden undersøgelse testede lægemidler, der var udløbet op mod 40 år tidligere. Mange af dem viste sig at have mere end 90 procent af de aktive ingredienser i behold.
Men forskning har også vist, at nogle lægemidler ikke holder sig godt. Aspirin, nitroglycerin, insulin og flydende antibiotika bør ikke bruges efter udløbsdatoen, ifølge Harvard Medical School-artiklen.
Det er også vigtigt at huske, at de lægemidler, der blev testet af FDA, blev opbevaret under ideelle forhold.
Vi ved, at faktorer som temperatur, lys og luftfugtighed kan have stor betydning for nedbrydningen af stoffer i medicin. Det er slet ikke sikkert, at medicinen havde holdt ret længe, hvis den havde ligget i vindueskarmen eller i handskerummet i en bil.
Umuligt at vide
Kort sagt betyder det, at en del af den udløbne medicin bagerst i dit skab kan være helt i orden, men at det er helt umuligt for dig som forbruger at vide det med sikkerhed.
Og det ændrer sig nok ikke foreløbig.
I 2015 gik en gruppe forskere ud med en opfordring om, at medicinalvirksomhederne skulle forpligtes til at udføre løbende test af deres produkters holdbarhed. De ville så kunne justere datostemplingen, hvis undersøgelserne viste, at medicinen holdt længe.
Men i øjeblikket skal der ikke stilles spørgsmålstegn om det generelle råd: Følg datoetiketten og aflever udløbet medicin på apoteket.
»Normalt skal medicin bruges inden for den godkendte holdbarhed,« skriver Tone Agasøster.
»Men hvis du er i sommerhuset og får hovedpine og kun har 'vintage paracetamol' til rådighed, kan du godt bruge dem.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

































