Medicinrester ender i naturen. Ikke fordi vi kollektivt har en slem vane med at kyle penicillin ned i toilettet eller tager stoffet forkert.
Penicillin optages bare ikke 100 procent af kroppen, når det skal bekæmpe bakterier. Noget kommer i stedet med ud i toilettet og spildevandet.
I spildevandsanlæg fjernes lige nu 80 procent af medicinresterne. De sidste 20 procent skylles ud i naturen. Men det kan måske blive fortid.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Ozon og kul kan bruges til at stoppe langt flere af resterne, inden vandet føres ud i naturen, antyder den nye forskning.
Ozonen knækker simpelthen medicin-molekylerne i spildevandet.
»Vi kunne måle, at ozonen uskadeliggjorde omkring 95 procent af molekylerne. De tilbageværende, som jo stadig var et problem, behandlede vi derefter med aktivt kul,« siger Kai Bester, der er professor på Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.
Forsøgene foregik på et spildevandsanlæg ved Hillerød Forsyning. Hillerød Kommune skal inden for de næste år huse et supersygehus med tilhørende store mængder spildevand, hvorfor det var nærliggende at udføre forsøgene i kommunen.
Teknologien er ifølge forskerne både billig og nem at implementere på spildevandsanlæg. I Aarhus og Køge er lignende projekter i gang.
bhe

































