Hvad nu hvis alle bliver veganere? I USA har de regnet på sundheds- og miljøeffekten
Alle nordamerikanere kan få nok næring via plantebaseret kost, og der er store miljømæssige fordele.
veganer mad grøntsager kød ernæring vegetar landbrug klimaforandringer plantebaseret

Amerikanerne kommer ikke nødvendigvis til at mangle næringsstoffer, hvis de kun spiser vegansk (Foto: Pixabay)

Amerikanerne kommer ikke nødvendigvis til at mangle næringsstoffer, hvis de kun spiser vegansk (Foto: Pixabay)

Der er ingen vej udenom: Verdens befolkning skal spise mindre kød, hvis den globale opvarmning skal tæmmes, konkluderer en ny rapport fra FN’s klimapanel IPCC

Selv om vi omlægger energiforsyningen fra at være baseret på fossile brændsler til udelukkende at komme fra vedvarende energi, batter det ikke nok på klimaregnskabet, fremgår det af rapporten, som netop er udkommet.

Dyrkningsmetoder, skovbrug, fødevareproduktion og kostvaner skal også ændres. 

Mindre kød og mere grønt skal på menuen. For kødproduktion udleder langt flere drivhusgasser og udpiner landjorden mere end plantebaserede fødevarer. 

Landbrug og klima

Omkring en tredjedel af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser kommer fra fødevareproduktionen.

Samtidig kommer halvdelen af den metan, der er udledt til atmosfæren, fra kvæg og rismarker.

Kilde: IPCC's rapport om klimaforandringer og landarealer 

Amerikanerne kan leve vegansk

Samme dag, som rapporten fra FN’s klimapanel blev offentliggjort, udkom beregninger, der viser, at amerikanerne ikke behøver at gå sultne i seng eller mangle næringsstoffer, hvis al landbrug i USA producerer plantebaserede fødevarer i stedet for kød. 

Beregningerne, som er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports, viser også, at 35-50 procent af de nordamerikanske landarealer, der i dag er opdyrkede, kan blive fritlagte, hvis alle landmænd i USA dropper kødproduktionen.

Det skyldes, at store landarealer i øjeblikket bruges til at dyrke foder til slagtedyr. 

De fritlagte arealer kan for eksempel bruges til skov, som optager CO2 fra atmosfæren. 

»Vores beregningerne er meget konservative: Sandsynligvis vil der være endnu større miljømæssige fordele ved at skifte kød ud med plantebaseret kost, end dem vi er nået frem til,« siger en af forskerne bag studiet, Gidon Eshel, der er professor på Radcliffe Institute for Advanced Study på Harvard University, USA, til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Kæmpestudie: Mad-revolution påkrævet, hvis vi skal redde verden

Vegansk kost kan give nok protein

Gidon Eshel og kollegerne har brugt computermodeller til at regne sig frem til de miljømæssige og ernæringsmæssige fordele ved at omlægge landbrugsproduktionen. 

Gennem proteinholdige grøntsager, bælgfrugter og korntyper kan den amerikanske befolkning sagtens få dækket behovet for protein, selv om alle bliver veganere, viser deres beregninger.

»Alle befolkningens ernæringsmæssige behov kan i det hele taget opfyldes på forskellige måder gennem en plantebaseret landbrugsproduktion,« siger Gidon Eshel, der dog tilføjer, at det kan være nødvendigt med et tilskud af B12-vitamin.

Beregningerne er teoretiske, og Gidon Eshel er klar over, at det nok ikke er muligt i praksis at overtale alle amerikanere til at blive veganere. 

»Men jeg har beskæftiget mig med det her i de seneste 15 år, og mit indtryk er, at folks bevidsthed om, at vi skal skære ned på kødet, hele tiden bliver dybere og bredere,« siger han.

LÆS OGSÅ: Hvorfor irriterer veganere så mange?

Red Verden


I en stor serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft over GMO til, hvad man selv kan gøre hjemme fra sofaen. Hvad siger videnskaben?

Få endnu flere gode råd og deltag i debatter i Facebook-gruppen RED VERDEN.

Studiet svarer til andre undersøgelser

Den danske forsker Sander Bruun, der er lektor på Københavns Universitets Institut for Plante- og Jordvidenskab, har læst det amerikanske studie. 

»Det er et solidt stykke arbejde, de har lavet, og jeg ser ingen grund til at stille spørgsmål ved konklusionerne, som svarer nogenlunde til, hvad man har set i andre undersøgelser,« siger Sander Bruun. 

En kæmpe udregning viste for eksempel i 2018, at vi kan reducere klodens landbrugsareal med 75 procent og CO2-udledningen fra landbruget med 50 procent ved at dyrke korn og grøntsager frem for at avle dyr.

»Også i Danmark vil der være store ressourcebesparelser ved at gå over til en plantebaseret kost, men der vil næppe være lige så store besparelser som i USA, der har et meget større kødforbrug,« siger Sander Bruun.

Der er flere grunde til, at landbrugets kødproduktion belaster klimaet. En af de mest omtalte er køernes bøvser, som udleder drivhusgassen metan.

»Og generelt bliver der bare brugt enormt mange ressourcer på at producere kød. En af de ting, vi ved med sikkerhed, er, at vi kan reducere udledningen af drivhusgasser ved at spise mindre kød og mere plantebaseret,« siger Sander Bruun. 

Videnskab.dk har tidligere skrevet en lang række artikler om, hvordan og hvor meget forskellige fødevarer belaster klimaet. Se links til artiklerne i boksen under artiklen. 

Få det store overblik: Sådan påvirker din mad klimaet

Her på Videnskab.dk har vi gennem mange år beskrevet, hvordan landbruget og fødevareproduktionen påvirker klimaet. Her er vores eget lille sammendrag med links til tidligere artikler:

For det er langt fra ny viden, at din mad giver kloden hedeslag, og at det kræver en mad-revolution, hvis vi skal redde verden.

I artiklen ’Sådan påvirker din mad klimaet’ får du en introduktion til, hvordan dine indkøbsvaner er med til at opvarme Jorden, og hvilke fødevarer der er værst og bedst for klimaet.

For eksempel viser forskning, at oksekød er otte gange værre for klimaet end kylling og laks, og at vegetarkost er godt for helbredet - og bedst for klimaet.

En kæmpe udregning viste i 2018, at vi kan reducere klodens landbrugsareal med 75 procent og CO2-udledningen fra landbruget med 50 procent ved at dyrke korn og grøntsager frem for at avle dyr.

Når nu især kød udråbes som en klimasynder, er det værd at tygge på, at du – hvis du er gennemsnitlig - spiser dobbelt så meget kød, som din oldefar gjorde.

Hvis du begynder at overveje dine spisevaner, kan du med fordel læse om to uenige etikere - en vegetar og en kødspiser - der debatterer i artiklen Bør vi spise mindre kød for klimaets skyld?

Masser af løsningsmuligheder

En forsker har tidligere vurderet, at din mad kan blive tre gange så klimavenlig ved at spise mindre kød, undgå madspild og ved at omlægge landbruget.

Det er også blevet foreslået, at kød skal være meget dyrere, og at fødevarerne bør CO2-mærkes.

Der er dog håb for at skabe en klimavenlig bøf, for fremtidens kød laves måske i laboratoriet. Læs mere om, hvordan forskerne bærer sig ad med at dyrke kunstigt kød.

Mens vi venter på, at laboratoriebøffen kan masseproduceres billigt, giver disse artikler konkrete tips til, hvad du selv kan gøre ved problemet nu og her:

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.