Verden har brug for din hjælp.
På mange områder går det ganske vist rigtig godt. Men på andre er vi nødt til at gøre det bedre, hvis vi vil undgå at styre i en retning, hvor der er risiko for, at mange mennesker, dyr, naturområder eller levesteder forsvinder fra Jorden.
Tre forskere har i en anden artikel på Videnskab.dk givet deres syn på, hvor verden især har brug for en håndsrækning.
I en lille række artikler giver de nu – sammen med en projektchef fra fonden Gapminder – deres gode råd til, hvordan du selv kan bidrage. Vel at mærke uden du behøver drage til udlandet for at arbejde på et regnvandsprojekt, hjælpe til i en flygtningelejr eller gå rundt en hel søndag og samle penge ind. Du kan gøre det hele hjemmefra.
Jordnære råd fra forskere – artikel 1
I første artikel får du tre konkrete råd fra Hannah Ritchie, der forsker i bæredygtighed ved University of Oxford.
Hun mener, at vi bør fokusere meget mere på:
- at gavne klimaet,
- at blive klar over, hvem vi støtter med penge, og
- at vi i øvrigt skal sikre, at vi handler ud fra viden om verden, ikke ud fra formodninger.
Læs mere detaljeret om hendes overvejelser, og få hjælp til at handle i artiklen Spis mindre kød og giv penge til de rigtige.
Artikel 2: Verdensmål kan redde verden
Du kan i en anden artikel læse tre konkrete råd fra Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker i Dansk Institut for Internationale Studier.
Han mener, at det er oplagt at sørge for at:
- lægge pres på politikerne for at få indført FN’s verdensmål
- undgå flyveture og
- tænke positivt om fremmede for at gøde jorden for mere internationalt samarbejde
Lars Engberg-Pedersen uddyber i artiklen Forsker: Red verden med verdensmål frem for fairtrade-bananer.
Artikel 3: Grønnere turisme vil gøre en forskel
I en tredje artikel fortæller professor Flemming Konradsen fra Københavns Universitet, at du bør:
- insistere på, at Danmark betaler sin udviklingsbistand for at hjælpe verdens kvinder,
- holde dig fra at rejse for langt væk og
- bo lokalt i stedet for på store hoteller
Du kan læse meget mere om, hvorfor to af sundhedsprofessorens tre råd handler om turisme i artiklen Professor: Insister på at betale ulandsbistand – og drop store hoteller.
Artikel 4: Find solide fakta at handle udfra
Hvis du vil redde verden, skal du først vide, hvordan verden ser ud, og hvor det giver mening at sætte ind.
Sådan lyder det i en fjerde artikel fra den svenske fond Gapminder, der blev grundlagt af afdøde professor Hans Rosling. Gapminder samler data om verden ind fra store organisationer som FN og Verdensbanken om omformer dem til forståelige grafer og figurer.
Projektchef i Gapminder, Olof Gränström, mener mere konkret, at du bør:
- være ydmyg på områder, hvor du ved noget med sikkerhed
- være selvkritisk, når du udvælger informationer at handle efter – især når det kommer til brug af medier
- give plads til, at verden kan være både positiv og negativ og sjældent er sort/hvid