Jeg har fået mig en sommerferiehobby! Jeg dyrker historier på Snap.
Små korte, fængende videoer, a la ’Instagram Reels’ eller ’YouTube Shorts’, postet af brugere for at få opmærksomhed som på ethvert andet socialt medie og pushet ud til alle gennem den del af snapchat, der hedder historier.
Alle disse små uforudsigelige, spændende videoer fastholder mig. Jeg skal bare lige se en til… Jeg har lige et minut til at se en snap eller to… Min hjerne elsker det, den kan ikke lade være…
»Mikael! Hvad laver du, er du ikke sød at være til stede?« lyder det fra familien. »Slap af mand, jeg har brug for det her til at slappe af.«
De små uforudsigelige historier er bare på ingen måde det, hjernen har brug for, når den vil slappe af.
Vores hjerne fungerer nemlig på den måde, at den prøver at forudsige fremtiden: Hvis den gætter rigtigt, er alt fint, ingen fare på færde, intet nyt. Den kan derved bruge mindre energi og derved slappe bedre af.
De hurtige videoer fylder hjernen med dopamin
Du kender det selv, det er derfor, du bingewatcher ’Bonderøven’ eller ’Tour de France’. Der sker ingenting, og du tager nemt en lur imens.
Men de små, hurtige videoer, spændingen er max, tiden kort, og man kan altid se en til.
Vores hjerne kan ikke forudsige, hvad der sker. Den bliver overrasket. I fagsprog hedder det ’prediction errors’.
Det er glimrende beskrevet i en oversigtsartikel af Lisa Feltman Barrett (der netop har været i Danmark denne sommer i et proppet telt til årets Bloom Festival i Søndermarken, København).
Når hjernen bliver overrasket, frigiver den blandt andet en god mængde dopamin, et signalstof i hjernen, der øger opmærksomheden og skærper vores sanser.
Dopamin føles dejligt, det frigives også, når vi oplever nye ting, dyrker sport eller læser en spændende roman. Det er det, der gør det svært at sove, efter vi har dyrket motion. Hjernen elsker det.
Desværre har dopamin en slagside. Når hjernen får det i en hurtig og høj dosis, er det virkelig vanedannende.
Faktisk afhængighedsskabende (det er dét, der gør kokain og amfetamin så farligt – masser af lækkert dopamin i voldsomt høje doser).
Hjernen vil have det igen og igen og igen og… Lige en video til, så skal jeg sove.
Vores børn har brug for vores hjælp
Men det kan jeg ikke, min hjerne kører på højtryk, den higer efter mere dopamin, lidt mere af det stof, der holder mig vågen. Gør mig opmærksom. Lidt mere af det, jeg ikke har brug for, når jeg skal sove.
Jeg ved bedre. Jeg sletter Snapchat. Og ser en episode af den dejligt forudsigelige, søvndyssende bonderøv.
Men vores børn ved ikke bedre. De har – modsat mig – ikke brugt 20 år på at lære alt om hjernen, dopamin og afhængighed. De skal hjælpes, ligesom vi hjælper dem med alkohol og nikotin.
Specielt teenagere, for deres hjerner er i et kritisk udviklingsstadie. Det gør dem sindssygt gode til at lære, bare se hvor hurtigt de kan redigere videoer i Snapchat, det er ikke noget, vi voksne lærer dem.
Eller se, hvor hurtigt de kan lære et nyt sprog, langt hurtigere end jeg selv kan i en alder af 40+.
Angst kan begynde med de små, korte videoer
Desværre er denne superlæringsevne også god til at lære uheldige ting. Som dårlige vaner, afhængighed, tvangshandlinger og angst. Dårlige vaner, der kan øges ved udsætning for stress.
Tanker som ’er jeg god nok’ bliver til social angst; vaner, der skal afværge angst, bliver til tvangshandlinger. Alt dette skabt af utrygge sociale interaktioner og små, hurtige videoer.
\ Hvad siger forskningen?
At lave et videnskabeligt forsøg, hvor vi udsætter børn for disse videoer for at teste, om vi kan se en stigning af angst og afhængighed, ville ikke være etiske at lave.
Det gør det svært at finde ’den rygende pistol’, der viser en tydelig, kausal sammenhæng fra små, hurtige videoer til social angst og tvangshandlinger.
Hvad vi har, er studier, der viser, videoerne ikke er gode for vores hjerner og gør den kobling plausibel. Eksempelvis har Philipp Lorenz-Spreen og Sune Lehman fra DTU undersøgt, hvordan disse korte videoer påvirker folks opmærksomhedsevne.
De fandt, at personer, der udsættes for flere af disse korte videoer, mister evnen til at fastholde opmærksomheden. Fænomenet kaldes også TikTok-brain (se mere her).
Jesper Schmidt-Persson, adjunkt ved UC Viden, har undersøgt, hvordan reduceret skærmtid ændrer unges mentale helbred i positiv retning:
Børn med mindre skærmtid havde bedre sociale relationer og oplevede en reduktion i problematisk, indadvendt adfærd såsom social angst og isolation.
Videoerne findes på Snapchat blandt andet, men også på Facebook, YouTube og Instagram. De er alle blevet til med hjælp fra folk som mig, der ved, hvordan hjernen fungerer – ved, hvad den vil have og ikke kan sige nej til.
Der er intet, jeg ønsker mig mere, end at vores børn vokser op og bliver fantastiske mennesker. At de udviser livsglæde og initiativ. At de har venner, som de rejser med. Tager uddannelser eller spiller musik.
Og at de kan være i verden med den modstandskraft, det kræver, uden at tænke ’er jeg god nok’, for ja, det er de. Alle sammen.
Fortsat god sommer.
