Millioner af mennesker verden over lever med sår, som ganske enkelt ikke vil hele.
Sårene er ofte forårsaget af diabetes, dårlig blodcirkulation eller tryk og kan være smertefulde, medføre risiko for infektion og alvorlige konsekvenser for livskvaliteten.
I svære tilfælde kan sårene føre til amputation.
De nuværende behandlingsmetoder kan hjælpe med at håndtere symptomerne, men de tackler ikke altid selve årsagen til problemet.
Det betyder forbindinger, antibiotika og gentagne lægebesøg ofte over flere måneder eller år. For mange mennesker får det aldrig helt en ende.
Men den seneste forskning, som mine kolleger og jeg har offentliggjort, giver et nyt perspektiv på, hvorfor nogle sår simpelthen ikke vil hele og peger på en mulig ny måde at behandle dem på.
MC1R er konsekvent forstyrret i kroniske sår
Ved at undersøge både menneskeligt væv og eksperimentelle modeller fandt vi, at et molekyle i huden kaldet MC1R konsekvent er forstyrret i kroniske sår.
Når vi aktiverede dette molekyle, var huden i stand til at dæmpe betændelsestilstanden og begynde at hele igen.
MC1R er ellers bedst kendt for noget helt andet end sårheling: Genet er ansvarligt for rødt hår og meget lys hud.
Men MC1R har langt flere funktioner end blot effekt pigmentering.
MC1R findes på mange forskellige typer hudceller, blandt andet immunceller, keratinocytter (de celler, der danner hudens yderste lag), fibroblaster (de celler, der danner arvæv) samt de celler, der beklæder blodkarrene.
Det betyder, at MC1R kan have effekt på flere centrale dele af helingsprocessen.
Helingsprocessen er mere kompleks end blot at 'lukke' et sår.
Huden udløser først en betændelsesreaktion. Det er kroppens beskyttende reaktion på indtrængende mikroorganismer eller vævskader, og som efterfølgende gradvist bliver 'slået fra', så kroppen kan reparere sig selv.
Hvis denne 'nedlukning' slår fejl, kan sår forblive betændte i månedsvis.
Da MC1R har kendte antiinflammatoriske funktioner i andre sygdomme, som for eksempel leddegigt, ønskede vi at undersøge, om molekylets adfærd også kunne være med til at forklare, hvorfor kroniske sår ikke heler.
To alternative tilgange
For at besvare dette spørgsmål anvendte vi to alternative tilgange.
Først analyserede vi vævsprøver fra mennesker fra tre typer kroniske sår:
- Diabetiske fodsår.
- Venøse bensår (sår i huden under knæniveau, som ikke heler i løbet af seks uger)
- Tryksår.
På trods af forskellige årsager viste disse sår det samme grundlæggende problem: Den mekanisme, som normalt dæmper betændelsen, var forstyrret.
Både MC1R og dets naturlige partner-molekyle, POMC, var også i ubalance, og denne ubalance gik igen på tværs af alle sårtyper.
Dernæst brugte vi eksperimentelle modeller til at forstå, hvordan denne forstyrrelse påvirker helingen.
Vi undersøgte mus, der bærer en ikke-fungerende udgave af MC1R.
Musene udviklede sår, som helede langsomt og udviste flere af de samme karakteristika, som vi ser ved kroniske sår hos mennesker.
Deres sår indeholdt mange inflammatoriske immunceller og store mængder såkaldte ‘neutrofile ekstracellulære fælder’, som er klæbrige netværk af DNA og proteiner, der, når de bliver ved med at være til stede, er koblet til vedvarende betændelse og forsinket heling.
Helingen blev markant forbedret
For bedre at efterligne kroniske sår hos mennesker udviklede vi også en ny musemodel, som danner langsomt helende, inflammationsrige sår.
Det gjorde det muligt at afprøve potentielle behandlingsmetoder under forhold, der tæt minder om sygdom hos mennesker.
Da vi påførte et lokalt virkende lægemiddel, som selektivt aktiverer MC1R, blev helingen markant forbedret.
Sårene producerede mindre ekssudat (den væske, der ofte siver fra kroniske sår), dannelsen af blodkar blev øget, hvilket forbedrede tilførslen af ilt og næringsstoffer til sårbunden, og hudens yderste lag begyndte at blive gendannet og lukke sig over såret.
Hvad der er nok så vigtigt, reducerede aktiveringen af MC1R mængden af neutrofile ekstracellulære fælder og begrænsede tilstrømningen af nye inflammatoriske celler.
Vi påførte også lægemidlet på små sår hos raske dyr. Her øgede stimulering af MC1R blodgennemstrømningen yderligere. Det forbedrede den lymfatiske dræning og reducerede ardannelse.
Det peger på, at MC1R ikke kun understøtter heling, når sår er gået i stå, men også under normale forhold.
Samlet set peger resultaterne på, at MC1R spiller en væsentlig rolle i samordningen af flere centrale aspekter af hudens reparationsproces.
Når denne signalvej bliver forstyrret, varer betændelsen ved. Når MC1R bliver aktiveret, kan betændelsen aftage og give plads til, at andre helingsmekanismer kan udvikle sig.
Heling af kroniske sår
Millionvis af mennesker lider af kroniske sår, og antallet er stigende i takt med den globale udbredelse af diabetes, aldring og fedme.
Kroniske sår er forbundet med meget høje omkostninger for sundhedsvæsenet. Selv små forbedringer i helingen kan gøre en mærkbar forskel for patienterne og lette presset på systemerne.
Vores resultater åbner for muligheden for nye behandlinger, der målretter MC1R for at hjælpe huden ud af en kronisk inflammatorisk tilstand.
Vi så positive effekter ved lokal påføring, så fremtidige terapier kan muligvis være i form af salver eller geler, som patienterne selv kan påføre.
Selvom der er behov for mere forskning, giver identificeringen af MC1R som en central signalvej, der er forstyrret ved kroniske sår, os en klarere forståelse af, hvorfor nogle sår ikke heler, og det giver håb om nye måder at hjælpe huden med at reparere sig selv.
Identificeringen af MC1R som en central signalvej, der er forstyrret ved kroniske sår, giver os en klarere forståelse af, hvorfor nogle sår ikke heler.
Det giver håb om nye måder at hjælpe huden med at reparere sig selv, selvom der er behov for mere forskning.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
