Har du nogensinde overvejet, hvorfor din hudfarve er, som den er?

Har du nogensinde tænkt over, hvad der har formet din hudfarve, inden du blev født?

Om dine forfædre mon havde en helt anden farve end dig, hvis du går langt tilbage i dit slægtstræ, og hvilken historie din hud egentlig bærer på?

Faktisk bærer alle menneskers hud en lang og kompleks historie. En historie, der rummer store genetiske overraskelser, sporer menneskets utrolige rejse over kontinenter og understreger evolutionens store drivkraft.

»Hudfarve er det træk i menneskets historie, der har drevet evolutionen mest. Det er virkelig et ‘posterchild’ for, hvad naturlig selektion kan gøre,« siger Mikkel Heide Schierup, der forsker i evolutionære processer ved Aarhus Universitet.

Uanset hvor i verden du bor, og om du er udstyret med porcelænshvid, kastanjebrun eller honningfarvet hud, begynder hudens historie faktisk det samme sted.

Nemlig i Afrika for flere millioner år siden.

Fra pels til pigment

Hudfarvernes historie begyndte for flere tusinder år siden, da chimpansernes slægtslinje delte sig, og de tidligste mennesker opstod.

Langsomt rejste vores fjerne forfædre sig på to ben, så de kunne begynde at jage dyr. Men de hæsblæsende jagter på Afrikas glohede savanne krævede, at man kunne komme af med sved, og for at opnå det, tabte de tidlige mennesker håret på størstedelen af kroppen.

»Vi har sikkert rendt rundt uden så meget tøj på, så nu var vi pludselig eksponerede for Solen, og her har det været en klar fordel af udvikle mørk hud,« fortæller professor Mikkel Heide Schierup fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet.

Man skulle måske ikke tro det, men chimpanser er som regel ret lyshudede under den mørke pels. Men cirka samtidig med, at de første mennesker opstod og tabte håret, skete der en udvikling i deres naturlige hudpigmentering:

De udviklede mørk hud, og det var bestemt ikke en tilfældighed.

Hvordan solen formede vores hud

Den mørke hud var en kolossal fordel for mennesket på Afrikas åbne, solbeskinnede savanne.

»Hvis du er i Afrika og ikke bruger solcreme, som man jo ikke havde dengang, vil der opstå flere mutationer i lys hud end i mørk hud, fordi pigmentet i mørk hud gør, at sollyset ikke kan trænge lige så langt ned i huden,« siger Mikkel Heide Schierup.

Mørk hud har nemlig et højt indhold af en type af melanin, der hedder eumelanin, men du kunne også kalde det naturens egen solcreme. Det er nemlig et naturligt pigment, der findes i kroppen og beskytter mod UV-stråling ved at mindske forskellige skader fra Solen.

En hud, der er rig på eumelanin, mindsker risikoen for ting som solskoldning og hudkræft, men der er bred enighed blandt forskere om, at det ikke er den primære grund til, at mennesket udviklede en mørk hudfarve.

Hudkræft opstår nemlig typisk først, når man er kommet lidt op i årene, og altså efter at man har fået børn, så det har ingen betydning for den naturlige selektion.

»Man har altså været nødt til at lede efter andre årsager til, at det er dårligt at have lys hud i Afrika,« siger Mikkel Heide Schierup.

På den måde er forskere nået frem til en anden forklaring på menneskets udvikling af mørk hud: Der er bred videnskabelig enighed om, at eumelaninen primært skal beskytte mod nedbrydningen af vitaminet folat (en type B-vitamin) i huden.

Den forklaring giver god evolutionær mening, mener mange forskere. Folat spiller nemlig en vigtig rolle i flere biologiske processer i kroppen, der kan påvirke menneskets evne til at føre slægten videre.

For eksempel er folat med til at danne nye celler og opbygge og reparere DNA, og derfor er vitaminet særligt vigtigt under graviditet, hvor fosterets celler deler sig og vokser. Derudover kan folatmangel føre til alvorlige fødselsdefekter og infertilitet hos mænd.

Fra tropisk sol til nordisk gråvejr

Vi skal også have fat i Darwin og hans evolutionsteori, for at forklare hvorfor nogle mennesker senere i historien udviklede lysere hudtoner.

For som bekendt vandrede nogle mennesker ud af Afrika. Det skete for cirka 150.000 år siden, og herefter tog det nogle tusinder af år for dem at kolonisere kloden.

Forskerne anslår, at mennesket kom til Australien for cirka 60.000 år siden og nåede Europa for cirka 40.000 år siden, og på lidt forskellige tidspunkter herefter ændrede deres hudfarve sig generation for generation.

»Her ser vi, at jo længere nordpå man vandrede, des lysere blev huden, for det er sådan med mørk hud, at hvis du bor i Danmark, så får du ikke D-vitamin nok,« forklarer Mikkel Heide Schierup.

D-vitamin dannes hovedsageligt i huden. Det sker, når den bliver ramt af UV-stråler fra Solen, men det kræver, at solens stråler trænger langt nok ned i huden, og som nævnt forhindrer eumelaninen i en mørk hud Solen i at gøre netop det.

I områder såsom Afrika er UV-strålingen så kraftig, at den nok skal finde vej langt nok ned i mørk hud, men i lande som Danmark med mindre sollys kan mennesker med mørkere hudtoner ikke producere nok D-vitamin.

D-vitamin styrker blandt andet udviklingen af stærke knogler og tænder og skærper immunforsvaret, så den evolutionære fordel ved at have lysere hudtoner oppe nordpå er soleklar.

Hvid hud eksisterede mærkværdige steder

Nu lyder det måske, som om menneskets hudfarver er skarpt opdelte efter geografiske områder.

Det er da også rigtigt, at evolutionens farvepalette i høj grad fordeler sig, så de mørkeste hudfarver lægger sig som et bælte omkring ækvator og toner ud i lysere hudfarver, jo længere op nordpå, du kommer. Men fordelingen er ikke helt stringent.

Der er en forholdsvis lille håndfuld gener, der er involveret i at bestemme hudens pigmentering, og faktum er, at disse gener allerede eksisterede i mennesket, inden de vandrede ud af Afrika, fortæller Mikkel Heide Schierup.

»Det har overrasket forskere lidt, for man tænkte i lang tid, at mennesket først fik sin lyse hud, da det bevægede sig ud af Afrika, men det er ikke helt rigtigt. Der er nogle steder i Afrika, hvor det kan have været en fordel at have lys hud. For eksempel hvis du boede i en tæt urskov, hvor solen ikke kommer ned,« siger han.

Tre afgørende faktorer bag europæernes hudfarve

Når man ved, at nogle af vores tidligste forfædre i Afrika allerede havde lys hud, skulle man måske tro, at det gik hurtigt med at udvikle lys hud for de mennesker, der vandrede nordpå.

Men når det gælder Europa, lader virkeligheden til at være noget mere nuanceret.

»Det lader faktisk til, at mange af de jæger-samlere, der er efterkommere af de første mennesker, der vandrede ind i Europa, havde mørkere hud indtil for relativt nyligt,« siger Hannes Schroeder, som forsker i forhistorisk DNA.

Forskere kortlægger forhistoriske hudfarver ved at sekventere deres DNA, og de genmutationer, der giver lys hud, begyndte først at dukke op i Europa for omkring 5.000 år siden, da vi gik fra jæger-samlere til landbrug.

Det fortæller os, at vores hudfarve er påvirket af andre mekanismer end sollys, lyder det.

»En af de store ting, der har ændret sig, er vores kost. Da vi var jæger-samlere, spiste vi ting som fisk og svampe, der er naturligt rige på D-vitamin, men da vi gik over til landbruget og spiste en mindre D-vitaminrig kost, kan det have gjort vores hud lysere,« siger Hannes Schroeder, der er lektor ved Globe Institute på Københavns Universitet.

En anden faktor, der gør forklaringen på europæernes hudfarve endnu mere kompleks, er, at forskere som Hannes stadig kan finde tegn på selektion, efter at folk giver over til en kost rig på korn.

Det skyldes sandsynligvis den migration, der blev ved med at foregå i Europa, lyder det.

»Det betyder, at vores hudfarve er et samspil af sollys, ændrede kostvaner og migration. Når man blander alt dette sammen, bliver resultatet os med vores lyse hud,« siger Hannes Schroeder.

Dæmmer op for fordomme

Mikkel Heide Schierup ønsker at udbrede viden om, hvor vores hudfarver kommer fra, for at affeje fordomme.

»Menneskers hudfarver er blevet brugt til at stigmatisere, men det er uheldigt, når hudfarve sådan set bare er et genetisk træk, der har hjulpet os med at overleve,« siger han.

Han slår fast, at selvom hudfarve er et meget synlig karakteristika, betyder det ikke, at bestemte hudfarver er knyttet til særlige karaktertræk eller egenskaber, såsom intelligens eller evnen til at løbe hurtigere.

»Vi er egentlig forbløffende ens som mennesker - vi har bare forskellige hudfarver,« lyder det.

Hannes Schroeder er enig, og tilføjer en ekstra grund til, at, han synes, læren om hudfarver er vigtig:

»Evolutionen stopper ikke, og vores hudfarver er ikke statiske. Det er måske skræmmende for nogle at tænke på, men vi har jo ændret os utroligt bare inden for de seneste 5.000 år. Det viser os, hvad vi laver, og hvor vi er på vej hen, og jeg tror egentlig, det er sundt at forstå, at tingene ikke altid har været de samme,« siger han.