Før i tiden var natten delt i to, men samfundet ændrede vores tidsfornemmelse

Sammenhængende nattesøvn er et moderne påfund, ikke en evolutionær konstant. Det kan forklare, hvorfor mange af os stadig vågner klokken tre om natten og undrer os over, om noget er galt.

Det kan være en trøst at vide, at det er en dybt menneskelig oplevelse. I langt størstedelen af menneskets historie var otte timers uafbrudt nattesøvn ikke normen. I stedet sov man typisk ad to omgange hver nat, ofte kaldet 'første søvn' og 'anden søvn'.

Hver periode varede flere timer, adskilt af en vågen stund på en time eller mere midt om natten.

Historiske kilder fra Europa, Afrika, Asien og andre steder beskriver, hvordan familier gik tidligt i seng efter mørkets frembrud, vågnede omkring midnat for en stund og derefter sov videre til daggry.

Midterintervallet var ikke spildtid

Denne opdeling af natten har sandsynligvis ændret vores oplevelse af tid. Det stille interval gav natten et tydeligt midtpunkt, hvilket kunne gøre de lange vinteraftener mindre uendelige og lettere at håndtere.

Midnatsintervallet var ikke spildtid, men 'observeret' tid, som prægede, hvordan de lange nætter blev oplevet.

Nogle stod op for at tage sig af gøremål som at røre op i ilden eller se til dyrene. Andre blev liggende i sengen for at bede eller reflektere over de drømme, de netop havde haft.

Breve og dagbøger fra førindustriel tid beskriver, hvordan folk brugte de stille timer på at læse, skrive eller endda hygge sig stille og roligt med familie eller naboer. Mange par udnyttede også denne natlige vågenhed til lidt elskov.

Litteratur helt tilbage fra den antikke græske digter Homer og den romerske digter Vergil indeholder referencer til »en time, der afslutter den første søvn«, hvilket viser, hvor udbredt den todelte nat var.

Sådan mistede vi den 'anden søvn'

Den anden søvn forsvandt i løbet af de seneste to århundreder som følge af dybtgående samfundsforandringer.

Kunstigt lys er en af de vigtigste årsager. I 1700- og 1800-tallet begyndte først olielamper, siden gaslys og til sidst elektrisk lys at forvandle natten til brugbar vågentid. I stedet for at gå i seng kort efter solnedgang begyndte folk at være oppe langt ud på aftenen i lampelysets skær.

Biologisk set rykkede det kraftige lys om aftenen også om på vores indre ur (vores døgnrytme) og gjorde kroppen mindre tilbøjelig til at vågne efter nogle timers søvn.

Tidspunktet for lys betyder meget. Almindeligt lys før sengetid undertrykker og forsinker melatonin, hvilket skubber søvnen til senere.

Den industrielle revolution ændrede ikke kun folks arbejde, men også deres søvn. Fabrikkernes tidsplaner opfordrede til én samlet søvnblok.

To søvnperioder falder os naturligt

I begyndelsen af 1900-tallet havde idéen om otte uafbrudte timer afløst det århundredgamle mønster med to søvnperioder.

Men i længerevarende søvnstudier, hvor man simulerer lange vinternætter i mørke og fjerner ure og kunstigt lys om aftenen, ender deltagerne ofte med at falde tilbage til en todelt søvn med et roligt vågeninterval.

Et studie fra 2017 af et landbrugssamfund i Madagaskar uden elektricitet viste, at man der stadig for det meste sov i to segmenter og stod op omkring midnat.

Vinteren gør det sværere at holde døgnrytmen

Lyset styrer vores indre ur og påvirker, hvor hurtigt vi oplever tiden gå. Når disse signaler svækkes – som om vinteren eller under kunstigt lys – begynder det at flyde.

Om vinteren gør senere og svagere morgenlys det sværere at holde døgnrytmen. Morgenlyset er særligt vigtigt for at regulere døgnrytmen, fordi det indeholder en større mængde blåt lys, som er den mest effektive bølgelængde til at stimulere kroppens produktion af kortisol og undertrykke melatonin

I tidsisolerede laboratorier og i huleforsøg har mennesker levet i ugevis uden naturligt lys eller ure – nogle endda i konstant mørke.

Mange forsøgspersoner tog fejl af, hvor mange dage der var gået, hvilket viser, hvor let vores tidsfornemmelse glider, når lys-signalerne forsvinder.

Mennesker fra høje breddegrader håndterer den arktiske vinter

Lignende forskydninger opstår i løbet af polarnatten, hvor fraværet af solopgang og solnedgang kan få det til at føles, som om tiden slet ikke eksisterer.

Mennesker, der er født og opvokset på høje breddegrader, og indbyggere med regelmæssige rutiner håndterer ofte polare lysforhold bedre end besøgende, men effekten varierer efter befolkning og kontekst. Det hjælper, når et helt samfund deler en stabil døgnrytme.

Et studie fra 1993 af grupper af islændinge og deres efterkommere, der var udvandret til Canada, viste en usædvanlig lav forekomst af sæsonbetinget depression (SAD).

Forskerne foreslog, at genetiske faktorer kan hjælpe denne befolkning med at klare den lange arktiske vinter.

Stærk forbindelse mellem lys, humør og tidsopfattelse

Forskning fra Environmental Temporal Cognition Lab ved Keele University, hvor jeg er leder, viser, hvor stærk forbindelsen mellem lys, humør og tidsopfattelse er.

I 360-graders virtual reality matchede vi scener fra Storbritannien og Sverige med samme omgivelser, lysniveauer og tidspunkt på dagen.

Deltagerne så seks klip på omkring to minutter. De vurderede, at de to minutters intervaller varede længere, når der var tale om aftenscener eller scener med lidt lys, end når der var tale om lyse scener eller scener i dagslys.

Effekten var stærkest hos deltagere, der rapporterede lavt humør.

Vores syn på opvågnen betyder noget

Søvnforskere peger på, at korte perioder med opvågning er normale og ofte optræder ved overgangene mellem søvnstadier, blandt andet tæt på REM-søvn, som forbindes med livlige drømme.

Det afgørende er, hvordan vi reagerer. Hjernens oplevelse af varighed er nemlig elastisk: Angst, kedsomhed eller svagt lys får tiden til at gå langsommere, mens engagement og ro får den til at forekomme kortere.

Uden et naturligt 'midterinterval' som i gamle dage, hvor man stod op og lavede noget eller talte med sin partner, kan en opvågning klokken tre om natten få tiden til at føles langsom.

I denne situation retter opmærksomheden sig mod tiden, og minutterne kan føles længere.

Gode råd til søvnløse

Kognitiv adfærdsterapi for søvnløshed (CBT-I) anbefaler, at vi står op efter cirka 20 minutters vågenhed, laver en stille aktivitet i dæmpet lys (som for eksempel at læse), og først går i seng igen, når vi igen er søvnige.

Søvneksperter foreslår også at dække uret til og lade være med at måle tiden, når søvnen driller.

En rolig accept af opvågningen, kombineret med en forståelse af, hvordan vores hjerner opfatter tid, kan være den sikreste vej tilbage til søvnen.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.