Vejede du for lidt, da du blev født? Så er der nu videnskabelige tegn på, at du kan blive sundere af at overholde Ramadanens fastepåbud eller af at gå på én af de moderne 5:2-kure, hvor man spiser normalt fem dage om ugen og faster de to sidste.

Nyfødte spædbørn, der vejer for lidt, kan tilsyneladende have godt af at reducere fødevareindtaget i perioder resten af deres liv, viser ny dansk forskning, som netop er publiceret i tidsskriftet Diabetologica. 

»Vores forskning viser, at der kan være noget om, at det kan være godt at faste. Især mennesker, der er født med lav fødselsvægt, ser ud til at få en særlig sundhedsmæssig fordel ud af at reducere energiindtaget i en periode,« siger Allan Vaag, der er klinisk professor og overlæge på Rigshospitalets Institut for Klinisk Medicin. (Se faktaboks om lav fødselsvægt)

Lav fødselsvægt = mere energi under faste  

Allan Vaag og kolleger har undersøgt, hvordan 39 voksne mænds stofskifte blev påvirket af at faste i 36 timer. Godt halvdelen af testpersonerne vejede for lidt, det vil sige under 2.500 gram, da de blev født. Resten var normalvægtige som spæd.

Mens mændene fastede, målte forskerne deres blodsukker, insulinfølsomhed og indhold af fedt i blodet.

Analyserne viste, at der er forskel på, hvordan mænd med lav fødselsvægt og mænd, der blev født normalvægtige, reagerer på at faste:

• Faste gavnede de lavvægtige: Da fasteperioden var afsluttet, var blodets insulin- og fedtindhold faldet hos alle testpersoner, men mest hos de mænd, der var født lavvægtige. Det ser altså ud til, at dem med lav fødselsvægt fik en særlig sundhedsfremmende fordel ud af at faste.
   
• Lav fødselsvægt sænker energiforbruget ved faste: I slutningen af fasteperioden havde dem, der vejede for lidt, da de blev født, et lavere energiforbrug, end dem der kom til verden normalvægtige.

Ringe ernærede bliver egnede til sult 

Under fasten bevarede mændene, der vejede for lidt ved fødslen, altså deres energi bedre end kontrolgruppen. Resultatet tyder på, at man bedre tåler perioder uden mad, hvis man var underernæret som spæd.

»Det kan hænge sammen med, at der sker en form for biologisk tilpasning i fosterstadiet, så man bedre kan klare at sulte resten af livet og ovenikøbet har sundhedsmæssige fordele ved at faste, hvis man af en eller anden grund ikke fik nok næring som foster,« gætter Allan Vaag.

I sultperioder kan det altså være en fordel at være født underernæret, ser det ud til:

Hvis man i fosterstadiet vænnede sig til ikke at få nok næring, kan det føre til, at man resten af livet har et stofskifte, der er tilpasset et lavt fødeindtag. Derfor er man bedre stillet end andre i sult- og fasteperioder.

Små nyfødte bliver sparsommelige fænotyper

De nye resultater stemmer overens med en teori, der er formuleret af to britiske forskere, Nick Hales og David Barker, som i 1992 publicerede 'The Thrifty Phenotype Hypotesis' (hypotesen om den sparsommelige fænotype). 

'Hypotesen om den sparsommelige fænotype' går i grove træk ud på:

• Menneskets fysiologi er plastisk i begyndelsen af livet, hvor fostrets vækst og udvikling bliver formet af miljøet i moderkagen.
   
• Et fosters vækst er bestemt af gener, men reguleret af den næring, der kommer fra moderen.
   
• Hvis moderen får for lidt næring, bliver fosteret til et menneske, der er særlig egnet til at overleve i perioder uden meget mad – det bliver en sparsommelig fænotype. 
   
• En sparsommelig fænotype tåler til gengæld dårligt at spise for meget og har derfor højere risiko for at få type 2-diabetes end andre.

Sparsommelige fænotyper tåler ikke at grovæde

Befolkningsundersøgelser har vist, at lav fødselsvægt ganske rigtigt kan øge risikoen for fedme, type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og andre sygdomme, men Allan Vaag og kollegerne fra Rigshospitalet er nogle af de første, der undersøger eksperimentelt, om 'Hypotesen om den sparsommelige fænotype' holder.

Forskerne fra Rigshospitalet har tidligere fundet ud af, at voksne mænd, der vejede for lidt ved fødslen, dårligt tåler at spise for meget.

De har også vist, at folk med lav fødselsvægt har risiko for øget sult resten af livet, fordi de ikke producerer nok af et mæthedshormon kaldet Leptin.

Det nye studie ligger perfekt i forlængelse af de tidligere resultater, siger Allan Vaag:

»Vi har tidligere vist, at overspisning er særligt skadeligt, hvis man vejede for lidt ved fødslen. I det her studie har vi vendt den om og spurgt: Kan det være gavnligt for folk med lav fødselsvægt at mindske energiindtaget?« siger Allan Vaag og fortsætter:

»Vores nye resultater bekræfter det, vi tidligere fandt ud af, nemlig at det miljø, man er udsat for i fostertilstanden, skal passe til det miljø, man oplever resten af livet. Hvis man blev underernæret i fostertilstanden, tager man særlig meget skade af at overspise. Til gengæld har man gavn af at reducere sit energiindtag. Det bekræfter, at der sker en biologisk tilpasning i fostertilstanden, som varer resten af livet.«

Vækstlande har mange sparsommelige fænotyper 

Hypotesen om den sparsommelige fænotype kan forklare, at der i øjeblikket er ekstrem stigning i forekomsten af type 2-diabetes i vækstlande som eksempelvis Indien og Brasilien, mener Allan Vaag:

Folk i den slags vækstlande blev ofte født af fattige forældre, og det er sandsynligt, at de ikke fik ret meget næring, da de lå i deres mødres maver. Derfor har de fået et stofskifte, der er tilpasset sult.

Når vækstlandenes velstand stiger, og fødevareudbuddet vokser, risikerer befolkningen at komme til at spise mere mad, end deres stofskifte er skabt til.

Derfor bliver mange af dem overvægtige og får livsstilssygdomme.

Fedmeforsker: Kort tids faste er godt 

Allan Vaag og kollegernes nyeste forsøg viser, at blodets fedtindhold falder efter en kort fasteperiode. De antyder også, at der kan være særlige sundhedsfordele ved at lade være med at spise i 36 timer, hvis man fik for lidt næring som foster og vokser op i et land, hvor fødevareudbuddet er højt. Men da forskerne ikke har undersøgt, hvad der sker, når testdeltagerne begynder at spise normalt igen, kan studiet ikke give svar på, om det generelt er en god idé at gå på fastekur. 

Derfor har Videnskab.dk spurgt professor Bjørn Richelsen, der blandt andet forsker i fedme og metabolisme på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin, om det er sundt at faste.

Faste kan ganske rigtigt være sundhedsfremmende for nogle mennesker, svarer professoren:

»Hos personer med fyldte energidepoter, kan det sundhedsmæssigt være en god idé at faste i adskillige timer op til et par dage. Ældre mennesker, gravide, børn og undervægtige bør dog ikke faste,« siger Bjørn Richelsen.

Faste giver fleksibelt stofskifte

Når man lader være med at spise i nogle timer eller faster i en dag eller to, tærer kroppen på energidepoterne. Det betyder, at man forbrænder kalorier både dem, der kommer fra fedt og dem, der kommer fra kulhydrater. 

»Forskning viser, at kroppen bliver bedre til hurtigt at skifte mellem forbrænding af kulhydrat og fedt, når man ind imellem faster, og det er godt prognostisk tegn, at man kan skifte mellem de to typer forbrændinger. Jo mere metabolistisk fleksibel man er, desto sundere er man. Hvis man til gengæld har et ufleksibelt stofskifte, har man højere risiko for at få type 2-diabetes og hjertekarsygdomme,« siger Bjørn Richelsen. 

Hvis man vejer for meget, eller generelt får lidt mere mad, end man har brug for, kan det altså være en god idé at faste i en kort periode, fordi fasten, når den gentages som for eksempel i 5:2-kuren, er med til at gøre stofskiftet mere fleksibelt.

Og et fleksibelt stofskrifte er i sig selv sundhedsfremmende.

Der er ingen bevis for vægttab

Men hvad så, når man begynder at spise normalt igen? Tager man så ikke bare ekstra meget på?

»Nej, der er ingen dokumentation for, at man skulle tage mere på, end man vejede i forvejen, når man begynder at spise igen, efter at man har fastet i et par dage. Selv om man får et sundere stofskifte, er der dog heller ingen evidens for, at man taber sig på længere sigt af at gå på jævnlige fastekure,« siger professoren.

»Og man bør holde sig fra at faste i længere perioder, for så begynder kroppen at tære på vigtige proteinstoffer fra muskler og andre væv,« tilføjer han.

Evolutionsbiolog: Studier giver varierede resultater

I mange kulturer har man af kulturelle og religiøse årsager fasteperioder, og på det seneste er en ny type slankekure blevet populære i Danmark, for eksempel 5:2-kuren, hvor man faster to dage om ugen, fordi det skulle være sundhedsfremmende. Vores forskning viser, at der kan være noget om, at det kan være godt at faste.

Hvad så med hypotesen om den sparsommelige fænotype? Kan det være rigtigt, at folk med lav fødselsvægt har særlige fordele ved at faste, og at forklaringen kan være, at der er sket en evolutionær tilpasning i fosterstadiet, så deres stofskifte er tilpasset et lavt energiindtag? 

Det kan Bjørn Richelsen ikke svare på, så Videnskab.dk ringer til evolutionsbiolog Hans Christian Petersen, der er lektor på Syddansk Universitet, hvor han blandt andet underviser i biologisk antropologi. Vi spørger ham, om Allan Vaags hypotese er sandsynlig:

»Det er en velkendt hypotese, at mennesker, der i fostertilstanden blev udsat for sult, tilpasser deres ernæringsfysiologi, så den resten af livet er forberedt på, at der kommer sult,« siger Hans Christian Petersen, som også henviser Nick Hales og David Barkers teori:

»Argumentet er, at fostermiljøet på en eller anden måde bliver fikseret, så kroppen husker det som voksen, selvom man aldrig igen oplever sult. Derfor risikerer underernærede spædbørn at få helbredsproblemer, når der er føde nok, simpelthen fordi deres fysiologi udnytter maden for godt.«

»Der er en række befolkningsstudier, der peger på, at der kan ske sådan en biologisk tilpasning, som kan præge os resten af livet, men der er også studier, som viser, at det ikke er noget, der findes 100 procent hos alle mennesker,« siger Hans Christian Petersen.

Evolution kan ikke forklare alting

Hans Christian Petersen er forsigtig med blindt at tro på teser om, at det er er evolutionær mekanisme eller en genetisk betinget tilpasning, der gør os bedre egnede til at sulte, hvis vi ikke fik nok næring som fostre.

Måske er der noget om snakken, men der er ganske givet også miljømæssige faktorer, der spiller ind, siger han:

»Nu om dage er der en stærk tendens til, at man opfinder en evolutionær hypotese, og så bliver den til sandhed, uden at man får undersøgt tingene til bunds. Når man har en hypotese og vil have, at den skal forklare alting, så bliver jeg skeptisk. I det her tilfælde med lav fødselsvægt og kobling til diabetes, kan det godt være rigtigt i nogle tilfælde, men så kan der være andre tilfælde, hvor det ikke passer.« 

Forsøg kan bevise evolutionsteori

Evolutionsbiologen bifalder Allan Vaags arbejde, fordi forsøg, som dem han står i spidsen for, netop kan være med til at give tiltrængt evidens for, om der virkelig sker en biologisk tilpasning i fosterstadiet.

»Allan Vaag og kollegerne på Rigshospitalet undersøger konkret, hvordan det hænger sammen. De angriber hypotesen med konkrete eksperimenter og undersøger nogle delaspekter. Når deres resultater bliver stablet oven på hinanden og oven på andre forskeres resultater, vil man efterhånden kunne udlede, om hypotesen om, at der sker en biologisk tilpasning i fosterstadiet, er mere end en hypotese.«

»På verdensplan er der en diabetesepidemi. Rent sundhedsmæssigt er det afgørende at finde ud af, hvordan vi kan rette op på det, og her er Vaags forskning en vigtig brik i spillet,« siger Hans Christian Petersen.