Er modgang i livet skidt – eller godt?

‘What doesn’t kill you makes you stronger’.

Det er ikke bare omkvædet fra den amerikanske sangerinde Kelly Clarksons hit fra 2011, men også et ordsprog, de fleste af os kender. Og som den tyske filosof Friedrich Nietzsche faktisk er ophavsmand til.

Men er det rigtigt?

Hvis man ser på udenlandsk forskning i, hvordan modgang kan præge menneskers udvikling, så har man forsøgt sig med begrebet 'Adverse Childhood Experiences'.

Det defineres som stressende eller traumatiske oplevelser, som er indtrådt før 18-årsalderen. En ACE er altså ikke nærmere defineret, end at det kan være forskellige typer af modgang.

Der er dog fundet en klar sammenhæng mellem, at jo flere af disse ACE’s et menneske kan tælle, jo sværere liv kan det give på den lange bane.

Et liv med for meget modgang er altså problematisk. Men hvad så med en verden helt uden modvind på cykelstierne?

En verden uden modgang

Hvis man vil se et helt konkret eksempel på, hvordan modgang også kan være nødvendig for en sund udvikling, så kan man forspire planter i sin vindueskarm.

Hvis man ikke starter her i beskyttede omgivelser, så går frøene til i stedet for at spire. De har altså brug for et trygt fundament.

Men hvis man lader de små planter stå for længe i magelighed, så går det også galt. De bliver lange, ranglede og skrøbelige over for mødet med vind og vejr.

Det samme erfarede man i stor skala, da man skabte en mini-udgave af jordens økosystem på den amerikanske forskningsstation, Bioshere 2. Træerne voksede hurtigt, men blev ranglede, og en del væltede.

Hvorfor? Fordi de manglende den modstand fra vind, som træer møder i det fri. Og det gjorde det overflødigt for dem at udvikle et stærkt og dybt rodnet.

Den energi, de normalt ville have brugt på dette, gik i stedet til en ureguleret højdevækst, som ikke var i balance med styrken af deres rodnet.

’No pain – no gain’

Der er ingen tvivl om, at menneskets udvikling er mere kompleks end en spireplante.

Men derfor kan vi alligevel godt lære noget herfra om betydningen af den rette balance mellem modgang og tryghed.

Allerførst kan vi se på vores fysik.

En elitesportsudøver ved godt, at udvikling til et nyt niveau kræver, at han eller hun presser sig selv ud over det punkt, hvor det føles godt. ’No pain, no gain’, som et andet kendt (amerikansk) udtryk lyder.

Men ikke for meget, for så ender det bare i skader.

Et andet eksempel på, at udvikling kræver både et stabilt fundament og noget modgang, er vores immunforsvar.

Her har vi det, man kalder ’hygiejnehypotesen’. Den beskriver, hvordan det kan styrke immunforsvaret at støde på lidt skidt og bakterier i det daglige. Omvendt kan det øge risikoen for autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber sine egne celler, hvis vi aldrig møder noget der udfordrer.

Men vi ved også, at det kan udmatte og svække immunforsvaret, hvis vi bliver udsat for langvarig fysisk eller psykisk stress. Det er nemlig en tilstand af ubalance, hvor krav overstiger ressourcer (som medfører forhøjet produktion af stresshormonet kortisol).

Et pludseligt møde med noget, vores immunsystem ikke er forberedt på, fører til sygdom – men derefter muligvis immunitet. Altså igen en slags modgang, der fører til udvikling.

Læs også: Hygiejnehypotesen: Derfor er skidt og snavs sundt - især for børn

Men kan det overføres til menneskers psyke og trivsel?

De fleste af os har nok hørt om de såkaldte mælkebøttebørn. Børn, der synes at trives og udvikle sig, trods åbenlys modgang.

Men mælkebøtten er ikke kommet sovende til sin succes. Den har tilpasset sig modgang ved at udvikle en meget lang rod.

Pæleroden sikrer den vandforsyning, som igen sikrer planten, at dens celler ikke kan presses sammen. Derfor vokser den op gennem den hårde asfalt, og den klarer perioder med tørke længe efter, at alle prydbuskene er gået til.

Forskning i udvikling af resiliens hos mennesker har peget på, at noget lignende gør sig gældende her. At det kræver både et trygt fundament og en passende mængde af modgang, hvis man skal blive i stand til at håndtere udfordringer.

For eksempel fandt man i et studie på unge mennesker, der var vokset op med en kronisk lidelse, at de blev mindre påvirkede af forskernes stress-test end deres raske jævnaldrende.

Måske fordi deres sygdom gjorde, at de i højere grad havde vænnet til at skulle håndtere modgang.

Men den vigtige pointe er, at forskellen afhang af deres grad af tilknytningstryghed. De havde altså både det trygge fundament og modgangen, der havde styrket deres resiliens.

\ Læs mere

Unges trivsel i frit fald: Derfor skal du kende forskel på robusthed og resiliens

Modgang gør stærk –hvis man har et fundament

Samlet fortæller ovennævnte, at modgang ikke kun er skidt. Det er modgang, der driver os til udvikling for at komme væk fra ubehaget. Et ubehag, der af vores tilknytningssystem tolkes som livsfare.

Men det kræver et fundament at udvikle sig fra. Det er derfor, samfundsudviklingen går hurtigst, når vi står i de største kriser. Fordi selvom vi ganske vist grundlæggende er magelige, så vil vi jo også gerne leve.

Hvad kan man så konkludere?

At menneskets udvikling er en meget kompleks størrelse, der indgår i en kontekst af et nærmest utælleligt antal faktorer.

Men måske skal vi fokusere mindre direkte på enkeltstående faktorer og mere på, hvilken kontekst der afgør, om disse faktorer bliver skadelige eller styrkende.

Allerede i 1994 skrev forskere, at faktorer, vi normalt forbinder med at være beskyttende, kun er det i en særlig kontekst af den tryghed, der opstår, når man føler sig værd at elske.

Hvis man gør det, så har man også en tryghed med sig i, at andre vil være der for en, hvis man får brug for det.

En slags mental pælerod, ligesom mælkebøttens, der synes at blive længere og stærkere som reaktion på modgang.

Spørgsmålet er nu, hvad vi kan bruge dette til, og hvilke områder det kan overføres til i praksis? I første omgang skal vi måske genbesøge tilknytningsteorien, hvilket jeg gør i næste indlæg.

\ Læs mere

Kort terapiforløb og forældretræning hjælper børn i alvorlig mistrivsel

\ Læs mere

Børn med en stabil omsorgsperson i barndommen bliver mere resiliente

\ Læs mere

Mental trivsel gavner borgerne og mindsker sundhedsvæsenets udgifter