Børns mentale helbred og trivsel er for alvor kommet på den politiske dagsorden.

Det så vi under den seneste valgkamp, hvor emnet blandt andet blev godt hjulpet på vej af et nyt, stort studie fra Center for Ungdomsforskning.

Det bekræftede dét, mange har frygtet: At den mentale trivsel er i frit fald blandt unge.

Både politikere og fagfolk kan blive enige om, at vi har et stort problem, men meningerne om årsagerne og løsningerne er mange.

Et sted at starte kunne derfor være at blive enige om, hvad de begreber, der florerer i debatten, dækker over.

Robust eller resilient? I mørke er alle katte grå

Du kender måske den gamle talemåde ’i mørke er alle katte grå’. Det velkendte udtryk har dog en ret konkret sandhed med sig - for i tusmørke kan vi faktisk ikke se farver.

Hvis der ikke er lys nok, kan cellerne for farve- og skarpt syn nemlig ikke fungere. Til gengæld kan vi se tingene skarpere, hvis vi ser lidt ved siden af det, vi har interesse i.

For hvis du ser lidt ved siden af katten, vil cellerne for perifert syn tage over. De kræver næsten intet lys for at kunne se konturer, men de kan ikke skelne mellem farver.

Men hvorfor taler jeg nu om det, tænker du måske?

Jo, fordi lidt det samme gør sig gældende, hvis vi skal se på, hvad begreberne resiliens og robusthed dækker over. Både hvordan de har fællestræk, og hvordan de adskiller sig fra hinanden.

Når vi taler om at styrke børn og unges trivsel, hører vi nemlig ofte udtrykkene ‘robusthed’ og det nyere begreb ‘resiliens’ brugt i flæng.

Det skal formentlig tilskrives vores tilknytningssystems tendens til at ‘forsimple for at forstå’.

Med andre ord gælder det om at kategorisere ting sammen med noget velkendt, fordi det, vi kender, er forbundet med større grad af tryghed. Det betyder, at vi hellere klipper en hæl og hugger en tå, end vi forbliver i uvidenhed.

Men er det rigtigt, at robusthed og resiliens er det samme? Nej. Hvorfor og hvad forskellen er, skal vi dykke ned i nu.

Hvad er resiliens?

Selvom det er to forskellige begreber – eller katte, for at blive i den sammenligning – så bliver de altså set som ens. Som om de begge er grå, selvom de i virkeligheden har forskellige farver.

Resiliens og robusthed har ligheder, men er ikke helt det samme. Og hvis vi skal udnytte fordelene i det ene og det andet, skal vi forstå de vigtige forskelle.

For at gøre det må vi for en stund gå et skridt tilbage i historien og væk fra udviklingspsykologien.

Resiliens kommer af det latinske verbum ‘resilire’. Det kan oversættes til ‘at springe tilbage’ eller genoptage oprindelig form.

Det beskriver altså, i sin oprindelige betydning, at have evnen til at kunne tage imod en påvirkning, uden at det forstyrrer funktionen i andet end for en kort stund.

Siden er man begyndt at opfatte psykologisk resiliens som en form for evne til at bruge modgang som afsæt til udvikling, hvor man gennemgår en transformation til et nyt udviklingsstadie.

Et stadie, som vel at mærke ikke ville være indtrådt uden denne modgang. Men uanset, så står spørgsmålet stadig: Hvordan adskiller det sig så fra robusthed?

Det kræver et kig over i biernes verden.

En bi er robust, men sammen med de andre bier skaber den resiliens

En bi kan man godt betragte som en hårdfør lille skabning, der knokler hele sit liv for dronningen og kan klare højere varmegrader end en hveps uden at gå til.

Det sidste kan den bruge til at skabe noget større end sin egen robusthed. Men kun i samarbejde med sine kollegaer i bikuben.

For bierne bruger deres individuelle robusthed til at samarbejde om forskellige opgaver. Herunder om at skabe forsvar mod hvepseangreb.

Sammen kan bierne forme en kugle rundt om en angribende hveps, der varmes op til en temperatur, som bierne selv kan tåle, men som hvepsen dør af.

Hvis en hveps angriber et bistade, udnytter bierne deres robusthed over for varme til at bekæmpe hvepsen sammen. Det er et eksempel på, hvordan resiliens er noget, der bliver skabt i et fællesskab. (Foto: Shutterstock)

Forskellen på resiliens og robusthed

Hvis en enkelt eller to af bierne skulle gå til under kampen, er boet og dronningen stadig sikret af det netværk, de har skabt.

På den måde kan man betragte den enkelte bi som robust, men for at skabe resiliens, skal den indgå i et fællesskab med andre (robuste) bier.

Resiliens er altså en egenskab, der giver muligheden for at bruge modgang som afsæt til udvikling, mens robusthed mere handler om at kunne modstå modgangen.

Man kan derfor sige, at de to processer eller egenskaber understøtter hinanden og måske endda, at de er hinandens forudsætninger i forhold til det overordnede mål: At beskytte.

Så kan vi finde årsagerne ved at stirre på børnene?

Som jeg nævnte tidligere i artiklen, er man nogle gange nødt til at fokusere rundt om det, der har ens primære interesse for at kunne se skarpere, hvad et egentlig indeholder.

Hvis vi skal forstå den øgede mistrivsel, skal vi måske derfor se mere på dét rundt om børnene, i stedet for at fokusere direkte på det enkelte barn.

Alle, både børn og voksne (og bier), har brug for at være en del af et fællesskab for at overleve.

I et accelereret og præstationsfokuseret samfund med øget psykologisering (hvilket er de tre faktorer, som studiet fra Center for Ungdomsforskning peger på som årsager til mistrivslen), er det vigtige fællesskab mere end nogensinde kommet under pres.

Både robusthed og resiliens er gavnligt. Men at fremme robusthed hos den enkelte har formentlig kun gavnlig effekt, hvis det kan indgå i fællesskab med andres robusthed.

Derfor er resiliens faktisk heller ikke noget ekstraordinært. Den kendte forsker Anne Masten beskriver det da også som ’ordinary magic’. Altså, som noget ganske almindeligt, der opstår i et sundt samspil mellem barnet, familien og omgivelserne.

Alle kan, under de rette betingelser, indgå i et fællesskab, hvor de både giver og modtager. Men det kræver tryghed.

Tryghed for, at dét man kan byde ind med, er noget værd. Og at det er nok til, at dem, man rækker ud til, vil indgå i et forpligtende fællesskab, hvis truslen fra en hveps skulle komme for nær.

Hvis bien ikke tror på, at de andre bier kommer til hjælp, så kan den være nok så robust over for varme – men det afværger ikke hvepseangrebet.  

Denne artikel er del af en miniserie, der sætter fokus på unges trivsel. I næste indlæg kan du læse om modgang i livet, og om det er godt – eller skidt?