Foråret står for døren. Mange af os glæder sig til varmere vejr efter de lange vintermåneder, men for andre er det med blandede følelser, fordi det også markerer starten på høfebersæsonen.
Hvis du hører til den sidste gruppe, er den gode nyhed, at der er meget, du kan gøre allerede nu for at gøre symptomerne mere overkommelige.
Høfeber rammer omkring hver fjerde voksne i Storbritannien (cirka en million danskere har høfeber).
Symptomerne skyldes tre forskellige typer pollen:
- Træpollen
- Græspollen
- Ukrudtspollen
Fordi høfebersæsonen typisk strækker sig fra marts til september, betyder det, at forskellige typer pollen er skyld i symptomerne på forskellige tidspunkter.
Stor effekt på livskvaliteten
Den første del af sæsonen er domineret af træpollen. Midt på sæsonen skyldes symptomerne græspollen, og sidst på sæsonen er det især pollen fra ukrudt. Men uanset, hvilken type pollen der er tale om, er symptomerne på høfeber de samme.
Hos personer med høfeber fejlfortolker immunforsvaret pollen som noget farligt, og derfor sætter det en immunreaktion i gang.
Kroppen danner antistoffer, som er specialiserede proteiner, som immunforsvaret producerer for at angribe det egentlig uskadelige pollen.
Det specifikke antistof, som immunforsvaret danner som reaktion på pollen, hedder immunglobulin E (IgE). Disse antistoffer aktiverer særlige immunceller kaldet mastceller, som udløser stoffet histamin, hvilket skaber irritation, hævelse og sekret.
Symptomerne kan variere fra milde til stærkt invaliderende og kan have stor effekt på livskvaliteten.
Forebyg høfebersymptomer - tag antihistaminer, før symptomerne bryder ud
Den mest almindelige behandling mod høfeber er antihistaminer, som kan købes i håndkøb. De virker ved at dæmpe effekten af det histamin, som mastcellerne frigiver.
De fleste tager først antihistaminer, når symptomerne begynder, men det er faktisk en god idé at starte, så snart pollentallet begynder at stige - altså allerede før symptomerne for alvor bryder ud.
Du bør tage dem hver dag uanset pollentallet, eller om du mærker symptomer.
Det er, fordi antihistaminerne godt nok kan blokere virkningen af det histamin, der bliver frigivet, men de kan ikke forhindre selve frigivelsen.
Med andre ord behandler antihistaminer symptomerne, men ikke den allergiske reaktion. Så længe du fortsat bliver udsat for pollen, vil immunforsvaret stadig fyre op under produktionen af histamin.
Forskning viser, at man kan hjælpe kroppen med at reagere mindre kraftigt på allergien ved at tage antihistaminer før eksponering for pollen.

Næsespray med binyrebarkhormon kan hjælpe
Selvom antihistaminer er den mest effektive måde at behandle høfebersymptomer på, kan næsespray med binyrebarkhormon også være meget effektiv til at mindske symptomerne.
Steroider hæmmer betændelse, og fordi høfeber er en allergisk reaktion, som udløser betændelse, dæmper næsesprays betændelsestilstanden og reducerer dermed symptomerne.
Det er en god idé at bruge en næsespray med binyrebarkhormon dagligt, i et par uger før sæsonen begynder.
Forskning viser endda, at brug af næsespray før eksponering for pollen kan mindske allergisymptomer.
Gode råd: Sådan begrænser du, hvor meget pollen du udsættes for
Hvor meget pollen du bliver eksponeret for, er en vigtig faktor for, hvor voldsomt du bliver ramt af høfeber.
Selvom det er så godt som umuligt helt at undgå pollen udendørs i høfebersæsonen, kan du godt begrænse eksponeringen. Det kan dæmpe symptomerne og gøre høfeberen lettere at håndtere.
Det handler blandt andet om at ændre lidt på sine omgivelser:
- For eksempel ved at installere pollenfilter i bilen og luftfiltre i hjemmet.
- Det kan også være en god idé at vaske sengetøj og andet vaskbart stof i hjemmet oftere, fordi pollen let sætter sig på disse overflader.
- Du kan også prøve allergivenlige puder og dyner. De er lavet af tætvævede materialer og er ofte behandlet, så de danner en fysisk barriere, der forhindrer pollen i at trænge ind i puden og udløse allergiske reaktioner om natten.
- Undlad at åbne vinduer på dage med høje pollental, så du ikke får pollen ind i boligen.
- Når du er udendørs, kan tætsluttende solbriller hjælpe med at forhindre pollen i at udløse symptomer. Det kan også hjælpe at sætte håret op, så du ikke tager helt så meget pollen med dig hjem.
- Desuden kan det være en god idé at undgå områder med træer og planter, der afgiver meget pollen, når pollentallet er særligt højt. Det gælder blandt andet birk, eg og cedertræ samt margueritter og solsikker.
- Allergi kan være værre om natten af flere grunde, blandt andet fordi pollen fra dagen er blevet overført til sengetøjet fra hud og hår. Når man ligger ned, øges tilstopningen i næsen, og slim kan samle sig i bihulerne. Samtidig producerer kroppen mere histamin om natten, hvilket kan forværre symptomerne. Det kan derfor være en fordel ikke at tage det tøj, du har haft på udenfor, med ind i soveværelset, så du mindsker eksponeringen for pollen om natten.
Det er desværre umuligt helt at undgå pollen i høfebersæsonen, men det er muligt at komme symptomerne i forkøbet ved at begynde behandlingen, før sæsonen går i gang.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































