Du har sikkert selv prøvet det, når du har gået en tur i parken eller ned gennem det lokale torv: dét at se en hund og dens ejer, hvor ligheden er slående.
Det er et pudsigt, men også et tankevækkende syn.
For hvorfor i alverden ligner hunde og deres ejere ofte hinanden så meget? Er det bare noget, vi bilder os ind, eller er det faktisk tilfældet? Det undrer en af vores læsere sig over. Til Spørg Videnskaben skriver Victoria:
»Hvorfor ligner hunde deres ejere, både fysisk og psykisk? Er det et bevidst eller ubevidst valg? Og skyldes det, at man som ejer efterligner sin hund mere og mere over tid, eller er det omvendt eller en kombination?«
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?
Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Vi har tidligere skrevet om et andet spændende spørgsmål om ligheden mellem mennesket og vores kæledyr, nemlig hvorfor der er forskelle mellem personer, som foretrækker henholdsvis hunde og katte (for der er faktisk adskillige studier der påviser forskellige personlighedstræk mellem de to).
Endnu en gang har vi slået os sammen med lektor i psykologi ved Københavns Universitet Jesper Dammeyer, som også hjalp os med at besvare det førnævnte spørgsmål.
Ligner hunde og ejere virkelig hinanden?
Inden vi leder efter årsagen til, at hunde og deres ejere ligner hinanden, skal vi dog først finde ud af, om det overhovedet er tilfældet.
Det har flere forskere forsøgt at undersøge, ved at teste om folk kunne gætte hunde-ejer-par. Et eksempel på det er et amerikansk studie fra 2004, hvor man viste billeder af 45 hunde og deres ejere til 28 forsøgsdeltagere.
Forsøgsdeltagerne fik vist et billede af en ejer og et billede af vedkommendes hund samt et billede af en andens hund. Her viste det sig, at deltagerne i studiet i to ud af tre tilfælde kunne matche de rigtige par, i de tilfælde hvor hundene var racerene.
Forskerne selv erklærede dog, at det ikke var et overvældende bevis i sig selv, men at det pegede i retning af, at der kunne være en lighed mellem hunde og deres ejere.
Siden er lignende studier kommet frem til det samme resultat, blandt andet et japansk studie fra 2009, hvor man opstillede to eksperimenter. Her skulle 70 og 373 japanske bachelorstuderende henholdsvis:
- matche de rigtige hunde-ejer-par
- skelne mellem falske og rigtige hunde-ejer-par
I begge eksperimenter klarede forsøgsdeltagerne sig signifikant bedre, end de statistisk set ville, hvis de havde valgt tilfældigt.
»Konklusionen på disse studier er, at man simpelthen kan matche en person og vedkommendes hund, blandt andet fordi der er en eller anden form for fysisk lighed mellem dem,« siger Jesper Dammeyer.
»Årsagen er den, at vi simpelthen foretrækker ting og personer, som ligner os selv. En psykologisk effekt, der gør sig gældende på mange områder. Blandt andet når vi vælger, hvilken hunderace vi godt kunne tænke os.«
Denne psykologiske effekt kalder man i forskningen for ligheds- eller homofili-effekten, fortæller Jesper Dammeyer.
\ Kvinder med kort hår foretrak hunde med korte, strittende ører
Ligheds- eller homofili-effekten, der altså er den psykologiske effekt, der har en indvirkning på hvilken hund, vi vælger, kan man blandt andet se illustreret i et amerikansk studie fra 1999.
Her bad forskerne 261 kvinder vurdere, hvilke af fire hunderacer de foretrak. To af hunderacerne (engelsk springerspaniel og beagle) havde lange, hængende ører, mens de to andre hunderacer (siberian husky og basenji) havde mindre, strittende ører.
Her viste det sig, at de kvinder, der havde langt hår, generelt foretrak hundene med lange, hængende ører, mens kvinderne, der havde kort hår, generelt foretrak hundene med de korte, strittende ører. På den måde konkluderede forskerne, at kvinder foretrak de hunde, som havde samme udseende som dem selv.
Det er ligeledes homofili-effekten, der får os til at vælge venner og partnere, som ligner os selv, hvad angår højde, vægt, og hvor smukke vi er, ja, sågar lugt, men det samme gælder også personlighedstræk.
Lige børn leger bedst
Ligheden mellem hunde og deres ejeres personlighed er ligeledes blevet undersøgt i forskningen.
I 2012 viste et ungarsk studie med data fra 389 hundeejere og deres hunde, hvordan der var signifikante sammenhænge mellem ejere og deres hunde i forhold til alle fem store personlighedstræk:
- neuroticisme
- ekstrovertion
- samvittighedsfuldhed
- venlighed
- åbenhed
For at kontrollere at hundeejerne ikke bare havde beskrevet deres egen og deres hundes personlighed ens, fik man også venner og pårørende til at karakterisere hundens personlighed. Her fandt man også en signifikant sammenhæng i fire ud af de fem personlighedstræk (med ‘åbenhed’ som undtagelsen).
Ifølge forskerne havde længden af deres tid sammen ikke nogen indflydelse på, hvor meget hund og ejer lignede hinanden personligt.
Altså pegede studiet på, at der i højere grad var tale om, at man havde valgt hunde, der matchede ens egen personlighed, snarere end at hund og ejer havde påvirket hinandens personlighed over tid.
Agressive hunderacer appelerer til særlige mennesketyper
Et andet studie fra 2012 viste også, at aggressive mennesker i højere grad vælger aggressive hunde. I studiet havde 147 hundeejere, der ejede enten en schæfer, en rottweiler, en labrador eller en golden retriever, taget en personlighedstest.
Disse fire hunderacer var nøje udvalgt, fordi de placerer sig i hver deres ende af spektret i forhold til, hvordan vi opfatter deres aggressionsniveau. Schæfer og rottweiler bliver set som nogle af de mest aggressive hunderacer, mens labrador og golden retriever bliver set som rolige og ufarlige.
Her viste det sig, at ejerne til schæferne og rottweilerne scorede højere på vrede, fjendskhed og aggressivitet.
Begge studier viser, hvordan hunde og deres ejere matcher hinanden på deres personlighed, fortæller Jesper Dammeyer. Igen er det homofili-effekten, som spiller ind. Men der sker også en tilpasning over tid, hvor hunden og ejeren påvirker hinanden.
»Hvis man er en aggressiv type, er man også mere tilbøjelig til at vælge en aggressiv hund, hvilket gør en endnu mere aggressiv,« siger Jesper Dammeyer.
Den forstærkende effekt er der to grunde til:
- Fordi hundens adfærd har en reel indflydelse på ens egen adfærd: Det gælder både for den aggressive hund, men også hvis man har en sporty hund, som har brug for at røre sig meget, så bliver ejeren også mere sporty, fordi vedkommende skal sørge for, at det sker.
- På grund af ejerens selvopfattelse: Her kommer ens hund og dens race til at påvirke ens selvopfattelse som en forlængelse af en selv. Ligesom man også bygger ens identitet på ens bil, tøj og hobbyer. Oftest sker det, uden at man er bevidst om det.
»Så hvis man har en pitbull, begynder man også at identificere sig som typen, der har en pitbull, og så bliver man lidt mere pitbull-agtig af det,« siger Jesper Dammeyer.
»Det er både ens indre identifikation, som er på spil, men også andres forventninger til én. Det er ligesom de klassiske kønsroller, hvor en pige gør de ting, som man forventer, at en pige gør.«
Vi håber, det var svar nok på de gode spørgsmål, som Victoria har sendt til os. Som sædvanligt takker vi for de gode spørgsmål med en Spørg Videnskaben-T-shirt.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
