Børn med en stabil omsorgsperson i barndommen bliver mere resiliente

En velkendt talemåde siger, at ‘enhver er sin egen lykkes smed’.

Med det menes, at hvor langt, du når i livet, afhænger af de valg, du træffer. Du bør altså selv kunne vælge til og fra, i forhold til om du vil vokse op til et liv i rigdom og lykke, eller om du vil bruge dine dage i livets skyggeside.

Den antagelse er i bedste fald forsimplet, og den lægger et stort ansvar på det enkelte menneske, uden hensyntagen til at vi har meget forskellige udgangspunkter og meget forskellige forudsætninger.

Det har været udgangspunktet for min ph.d.-afhandling om resiliens – altså evnen til at tilpasse sig den modgang, man møder i livet.

I forbindelse med afhandlingen arbejdede jeg sammen med forskere fra Syddansk Universitet, Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland og Børne– og ungdomspsykiatrisk afdeling ved Region Sjælland.

Her fandt vi, at tryg tilknytning hos børn ser ud til at være en meget central faktor i udvikling af resiliens.

Hvad er tilknytning?

Det er vigtigt at vide en smule mere præcist om begrebet ’tilknytning’ for at forstå vores studie.

I daglig tale kan man høre folk udtrykke sig med sætninger som ‘jeg er meget stærkt knyttet til min mor’.

Men tilknytning som adfærdssystem er vi født med.

Det folder sig ud og former sig i forskellige mønstre, alt efter hvordan det lille barns kontakt er med de primære omsorgspersoner – i de fleste tilfælde forældrene.

Det betyder groft sagt, at du sagtens kan føle en stærk binding til din mor eller far uden nødvendigvis også at have et såkaldt ‘trygt tilknytningsmønster’.

LÆS OGSÅ: Studie: Børn med ADHD mangler oftere en tryg relation til deres mødre

Du er altid tilknyttet

I forskningen arbejder man med i alt fire typer tilknytning, hvoraf den ene er ‘tryg’ og de andre hører til i kategorien ‘utryg’.

Det er vigtigt at tilføje, at tilknytningssystemet ikke er aktivt hele tiden, og det er heller ikke sygeligt at have et utrygt tilknytningsmønster. Men det betyder noget for, hvordan du handler, når du er presset, bange eller på anden måde i krise.

Fælles for mønstrene er, at de er udviklet og tilpasset, så de sikrer dig mest mulig tryghed.

Og du har en tilknytning uanset hvad. Også selvom du måske føler dig som et meget uafhængigt menneske. Man kan ikke være ‘ikke-tilknyttet’.

Det var det basale om vores antagelser om tilknytning. Nu til et andet kernebegreb: Resiliens.

LÆS OGSÅ: Resiliens – det nye, hotte begreb, du skal kende

Hvad er resiliens, hvis ikke bare et nyt buzzword i jobannoncer?

Resiliens kan være svært at beskrive. Men det nemmeste er formentlig at lave en sammenligning med ‘robusthed’ for at få en fornemmelse af, hvad begrebet kan bruges til.

Forestil dig, at du holder en sten i den ene hånd og en hoppebold i den anden. De to ting har til fælles, at de begge er hårdføre og robuste. I forskning bruger man ofte udtrykket ’hardiness’, og det er kendetegnende for både robusthed og resiliens.

Man kan ikke sådan lige ødelægge hverken en sten eller en hoppebold. Men så er der forskellene.

Hvis du hamrer dem i jorden, alt hvad du kan, så vil stenen på et tidspunkt gå i stykker. Den indeholder ikke samme fleksibilitet som hoppebolden. Og du vil ikke kunne reparere den igen. Den er hårdfør indtil et bestemt punkt, og så er det slut.

Hoppebolden reagerer anderledes på hårdhændet behandling. Ikke alene vil den holde til hårdhændet behandling, men den vil fortsat gøre det, den er god til, men nu endnu bedre. Jo hårdere du kaster en hoppebold til jorden, jo højere hopper den.

Det er den væsentligste forskel på resiliens og andre lignende begreber indenfor udviklingspsykologi, at man ved ‘resiliente reaktioner’ bruger den modgang, man eventuelt møder på sin vej, til at udvikle sig til et nyt og højere niveau, end hvis man ikke havde mødt modgang.

Kort sagt indeholder resiliens to centrale faktorer:

1. Modgang i livet
2. Evnen til, som hoppebolden, at tilpasse sig modgangen

Tilknytning og resiliens hos børn med ADHD

Forskeren Nicola Atwool stillede engang det gode spørgsmål, om det er meningsfuldt fortsat at se teorien om tilknytning som parallel til teorien bag resiliensudvikling. Eller om man skulle tænke, at de to var indbyrdes afhængige?

Det spørgsmål fandt vi meget interessant, og vi har forsøgt at besvare det ved at gennemgå den eksisterende forskning på området.

Vi lavede et systematisk review, som betyder, at vi gennemgik den eksisterende litteratur på området med udgangspunkt i vores spørgsmål: ’Er tilknytning den centrale faktor i udviklingen af resiliens?’

Herudover så vi på en gruppe børn med ADHD, og hvad resiliens hos deres mødre eventuelt kunne betyde for deres effekt af behandlingen.

LÆS OGSÅ: Forsker: Du hjælper ikke dine børn ved at skærme dem fra nederlag

Tryg tilknytning fremmer resiliens

Generelt viste flertallet af studierne i vores litteraturgennemgang, at der er en positiv sammenhæng mellem kvaliteten af tilknytning og udvikling af resiliente egenskaber.

Fælles for studierne var, at de børn, der havde en stabil omsorgsperson i barndommen så ud til i højere grad at danne sunde og stabile relationer senere i livet og til bedre at kunne klare sig igennem store kriser.

Det vil sige, at en tryg tilknytning ser ud til at fremme resiliente reaktioner på livets udfordringer.

Det gjaldt for eksempel ved kendte risikofaktorer som opvækst i områder præget af vold og kriminalitet og ved håndtering af sorg og andre kriser igennem hele livet.

Resiliente mødre giver resiliensen videre til deres børn

Et eksempel på ovennævnte er vores studie, hvor vi undersøgte graden af resiliens hos mødre til børn med ADHD.

Vi fandt, at mødrenes grad af resiliens påvirkede børnenes behandlings-respons på den måde, at de børn, hvis mødre scorede højt på resiliens, reagerede med en større bedring af deres symptomer.

Er moderen resilient, virker ADHD-behandling altså bedre.

Hertil kom, at mødrenes tilknytningsgrad til egne forældre så ud til at have påvirket mødrenes resiliens-udvikling. Dem, der rapporterede en høj grad af tilknytningstryghed, scorede typisk også højt på resiliens.

LÆS OGSÅ: Udeskoler: Træklatring og hulebyggeri kan øge børns læring og trivsel

Nicola Atwool havde ret

Ligesom tilknytning følger os igennem hele livet og påvirker vores relation til andre – både venner, børn, kollegaer og partnere – og vores selvbillede, så vil resiliens betyde noget for vores villighed til at træde ud, hvor det er svært at bunde.

Og det er her man udvikler sig. Resiliens påvirker vores muligheder for at komme igennem kriser på en måde, som ikke bare er ren overlevelse, men hvor krisen bruges som afsæt til udvikling.

Det bunder i tryghed, både i forhold til troen på eget værd og egne evner – og ligeså vigtigt i forhold til at stole på, at der er hjælp at hente hos andre, hvis det bliver for svært.

Dermed begynder de to begreber tilknytning og resiliens at flyde sammen, som Nicola Atwool foreslog i sin artikel tilbage i 2006.

Det giver altså god mening at se de to begreber i relation til hinanden, og hvis man ser på de karakteristika, der typisk er forbundet med et trygt tilknyttet menneske, er det meget lig det, som kendetegner et såkaldt ’resilient mindset’.

Hvorfor er det her vigtigt?

Resultatet er vigtigt, fordi det kan være med til at flytte på vores forestilling om, at det enkelte menneske kan agere uafhængigt af sin fortid og blot vælge det liv, man ønsker.

At der er tale om uvilje og dårlig karakter, når nogle mennesker havner på livets skyggeside.

Der er for eksempel studier, der viser, at den trygge tilknytning er stort set ikke-eksisterende hos folk i fængsel.

Det kan dermed vise sig vigtigt i forhold til, hvordan vi i fremtiden tænker forebyggelse i forhold til forskellige former for afvigende udvikling, psykisk sårbarhed og måske endda som en faktor i prognosen ved visse egentlige sygdomme.

LÆS OGSÅ: Helikopterforældre kan måske skabe ængstelige og narcissistiske børn, vurderer forsker

Modgang er ikke kun dårligt – og medgang er ikke kun godt

Vi undrede os lidt over manglen på studier, der undersøgte resiliens i grupper, der ikke umiddelbart har været udsat for modgang.

Forklaringen skal måske findes i, at den egentlige resiliens-udvikling kræver begge dele: Tryg tilknytning og modgang.

Et studie har sågar peget på, at der måske slet ikke pågår udvikling af resiliente egenskaber, hvis der ikke har været en grad af modstand.

Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er en fordel at gå igennem livet uden modgang.

Er det bare ærgerligt, hvis man startede skævt?

Man kan jo ikke bare bestille en ’passende mængde modgang’, og det bliver lidt spekulativt nu, men måske kan vi faktisk fremme resiliens.

Modgang fra et barneperspektiv kunne også tænkes at være alderssvarende krav, som er lige så tilpas svære, at barnet må gøre sig umage for at lykkes.

Det gælder for både tilknytning og resiliens, at det er relativt stabile egenskaber, men vi ved også, at der er et dynamisk element. Det er for eksempel muligt at udvikle tryg tilknytning senere i livet.

Det vil typisk ske, hvis man kommer i stabile rammer med nærværende voksne, der er troværdige og forudsigelige.

Der er tegn på, at vi faktisk kan fremme resiliens

Den gode nyhed er, at denne gruppe, som for eksempel kan være anbragte børn og unge, ser ud til også at kunne komme i resiliens-udvikling.

Der er desuden studier, som tyder på, at man via særlige programmer kan understøtte resiliens i familier, der befinder sig i stressede livssituationer (se f.eks. her og her).

I USA har man arbejdet med et særligt program for at fremme resiliens, i familier hvor den ene forælder er tilknyttet militæret og potentielt skal sendes i krig.

Det er et meget stort pres at leve under, og det interessante er her, at det, der så ud til at gøre en forskel, var en ændring af familiernes egen opfattelse af balancen imellem ressourcer og udfordringer.

Det er muligt, at man kan arbejde mere aktivt og terapeutisk med den del i andre situationer, end hvor far eller mor er i krig. Det har vi brug for mere forskning i, før vi ved det.

LÆS OGSÅ: Selvsikre forældre giver ADHD-børn bedre liv

LÆS OGSÅ: Træning af ADHD-forældre giver gladere børn

LÆS OGSÅ: »Unge i dag er ikke narcissister – de er pressede«