80 år efter berømt eksperiment: Udsultede mænd udviklede symptomer, der lignede spiseforstyrrelser

I 1945 meldte 36 raske, unge mænd sig til et forsøg ved Physiological Hygiene Laboratory på University of Minnesota i USA. De var blevet udvalgt blandt mere end 400 ansøgere til et helt særligt forskningsprojekt - et sulteksperiment.

I seks måneder skulle deltagerne leve af langt færre kalorier, end deres kroppe faktisk havde brug for.

»Dette studie var nok aldrig blevet godkendt i dag,« siger professor Øyvind Rø ved Universitetet i Oslo.

Sammen med Lasse Bang fra den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI) skrev Øyvind Rø i 2021 en artikel om Minnesota-eksperimentet i Tidsskriftet For Den Norske Lægeforening.

Ønskede at hjælpe udsultede europæere

Efter nutidens standard er eksperimentet temmelig etisk tvivlsomt, men begrundelsen for eksperimentet var egentlig hæderværdigt.

Da studiet blev påbegyndt i begyndelsen af ​​1945, var Anden Verdenskrig ved at vende til fordel for de allierede.

Baggrunden var således, at de amerikanske forskere forventede, at de sultende europæere hurtigt ville blive befriet. Derfor ønskede de at vide mere om de fysiske og psykiske konsekvenser af underernæring samt finde den mest effektive måde at få disse mennesker på fode igen.

Deltagerne ville sulte for at hjælpe menneskeheden

De unge mænd, der havde meldt sig frivilligt, ønskede også at gøre en indsats for menneskeheden. Mange af dem havde religiøse eller ideologiske overbevisninger, der havde fritaget dem fra militærtjeneste. Nu ville de bidrage på deres egen måde.

Efter en tre måneder lang kontrolperiode med normal kost begyndte sultekuren.

Kalorieindholdet i maden blev reduceret til 1.600 kilokalorier om dagen. Maden var baseret på den kost, der var tilgængelig i de krigshærgede lande, og bestod af kål, kartofler, majroer, bønner og små mængder pasta eller grovbrød.

Skulle arbejde, være aktive og føre dagbog

Mændene sov og spiste på laboratoriet, men kunne fortsat arbejde eller studere og dyrke fritidsaktiviteter. De var sammen to og to, for at undgå at nogen blev fristet til at spise ekstra mad.

Derudover skulle deltagerne gå omkring fem kilometer hver dag på et løbebånd og lave forskellige opgaver 15 timer om ugen.

Undervejs tog forskerne en lang række prøver, blandt andet af vægt, blodtryk, puls, afføring og urin. Deltagerne besvarede spørgeskemaer, lavede kognitive opgaver og talte med forskerne. De førte også dagbog, som forskerne læste.

Kolde og kraftesløs

I månederne som fulgte, forsvandt kiloene hurtigt. Deltagernes BMI (Body Mass Index) faldt fra et gennemsnit på omkring 22 til sølle 16,4 – et godt stykke under grænsen for undervægt.

Deltagerne oplevede mange fysiske symptomer. De havde en lavere puls og følte sig kolde og kraftesløse. Sulten førte også til hårtab, svimmelhed, hævede led og forstoppelse.

Ikke desto mindre var det de psykologiske forandringer, der var mest mærkbare, skrev Øyvind Rø og Lasse Bang i 2021.

Ændrede personlighed og kropsopfattelse

Mændene oplevede store forandringer i deres personlighed.

»De blev mere irritable, opfarende og rigide og oplevede flere angstsymptomer. Mændene isolerede sig mere socialt og mistede interessen for sex,« siger professor Øyvind Rø.

En del udviklede så alvorlige psykiske problemer, at de blev indlagt.

»Mange blev samtidig besat af mad,« skriver psykiater Sonia Sarró i tidsskriftet Neurosciences and History.

Mændene talte om mad og fandt opskrifter. De udviklede ritualer omkring måltider såsom at smuldre maden, tygge meget langsomt eller bruge en masse salt og krydderier. Nogle blev afhængige af tyggegummi.

Derudover udviklede flere af deltagerne et forstyrret kropsbillede.

Enkelte deltagere mente, at normalvægtige personer så overvægtige ud. Andre mente ikke, at de selv var særligt undervægtige, men kunne godt se, at de andre deltagere var det.

Da eksperimentet var overstået, og mændene fik mad nok igen, udtrykte nogle af dem bekymring for, at fedt nu hobede sig op på deres krop.

Mindede om spiseforstyrrelser

Selvom resultaterne fra Minnesota-eksperimentet er 80 år gamle, er de stadig meget interessante, især for forståelsen af ​​spiseforstyrrelser, siger Øyvind Rø.

Han har forsket i disse lidelser i mange år og har været med til at skabe aktuelle retningslinjer for behandling af spiseforstyrrelser i Norge.

»Mange af de symptomer, der opstod udelukkende på grund af sult i Minnesota-eksperimentet, ligner symptomerne ved anoreksi overraskende meget,« siger han.

Det gælder både det forstyrrede forhold til mad og egen vægt, øgede depressive symptomer, angst og personlighedsforandringer som mere fastlåst tænkning og optagethed af detaljer.

Kan sult forårsage spiseforstyrrelser?

De gamle resultater rejser en række vigtige spørgsmål: Er mange af de psykologiske træk, vi ser ved anoreksi, blot symptomer på en udsultet hjerne?

Forholder det sig sådan, at disse træk ikke nødvendigvis var der før og førte til spiseforstyrrelser, men at sult i sig selv kan være med til at starte og vedligeholde sygdommen og de psykologiske forandringer?

Det kan i så fald betyde, at en tilfældig slankekur eller hård træningsperiode kan blive en fælde, siger Øyvind Rø.

»Det kan se ud til, at en person, der er sårbar over for spiseforstyrrelser, og som kommer ind i en sulteperiode, kan blive fanget i en ond cirkel. Vægttabet forårsager psykologiske forandringer, der gør dig mere perfektionistisk, angstpræget og optaget af vægt og krop. Det fører igen til endnu mere vægttab og yderligere intensivering af de psykiske problemer.«

Lasse Rø understreger, at det ikke vil ske for alle, der taber sig, men en del mennesker har genetiske, psykologiske eller sociale sårbarheder, der disponerer for spiseforstyrrelser. Han illustrerer med et imaginært eksempel:

»Forestil dig, at 100 tilfældige gymnasieelever får til opgave at tabe to kilo på en måned. Bagefter vil næsten alle eleverne nemt vende tilbage til normale spisemønstre. Men nogle få procent risikerer at få udløst denne spiseforstyrrelsesdynamik.«

Måske fører sulteperioden til epigenetiske ændringer - det vil sige, at forskellige gener tændes eller slukkes, hvilket øger risikoen for spiseforstyrrelser.

Vigtig vægtøgning

Det er hovedargumentet for, at en vigtig del af behandlingen af ​​anoreksi er at ophæve denne sulttilstand, ifølge Øyvind Rø.

»Når patienterne tager på i vægt, vil nogle af de psykiske symptomer gradvist forsvinde, og de kan komme ud af spiseforstyrrelsen.«

Samtidig understreger professoren, at det ikke sker for alle. Mange kæmper fortsat, selvom deres vægt igen er normal.

Det er sandsynligvis forårsaget af et komplekst samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

I de senere år har forskning eksempelvis peget på, at forstyrrelser i tarmfloraen kan være med til at opretholde den unormale situation i kroppen. Det arbejder forskere ved Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet på at finde ud af.

Deltagerne var påvirkede længere end antaget

I Minnesota for 80 år siden slap deltagerne i studiet af ​​med deres psykiske problemer, da de fik mad nok igen, men det viste sig, at vægtøgningen krævede flere kalorier end forventet. Mange af deltagerne var stadig undervægtige, da den tre måneder lange genernæringssperiode var forbi.

Der var også stor forskel på deltagerne, hvilket også er tilfældet med anoreksipatienter.

En del af deltagerne vendte ret hurtigt tilbage til deres normale spisemønstre og vægt, selvom mange i starten oplevede, at de havde mistet kontrollen over deres spisning. Enkelte deltagere tog i starten meget på i vægt, før deres spisevaner og kropsfedt normaliserede sig.

Men for andre deltagere tog det flere år at genvinde et normalt forhold til mad. 10 deltagere fortalte senere, at de var forandret for livet, ifølge Sonia Sarró.

Stadig vigtigt mange årtier senere

Deltagerne i Minnesota-eksperimentet ønskede at bidrage. Selv mange årtier senere fortalte næsten alle deltagerne, at de ville gøre det samme igen, selvom de havde haft det svært under forsøget.

Mange var skuffede over, at resultaterne blev offentliggjort lang tid efter krigens afslutning og derfor ikke kom Europas befolkning så meget til gavn.

Ikke desto mindre fortsætter deres indsats med at have betydning, dog på et lidt andet område.

»Studiet understreger, at personer, der er undervægtige, skal have tilstrækkelig næring, for at fysiske og psykiske lidelser kan normaliseres,« slutter Øyvind Rø.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.