Så hurtigt som et blink med øjnene. Mere tid skal der ikke til, før vores hjerne har fundet ud af, om et objekt er mad eller ej.
Det har en gruppe forskere fra University of Sydney i Australien præsenteret med et lille, nyt studie, der dog ikke er blevet fagfællebedømt endnu.
Med deres undersøgelse har de kunnet konkludere, at mennesker kan identificere mad på helt ned til 108 millisekunder.
Til sammenligning varer et blink med øjnene typisk mellem 100 og 150 millisekunder.
Studiet er baseret på en undersøgelse af 20 mennesker, der blev bedt om at kigge på forskellige billeder. Nogle af billederne var af mad, mens andre ikke var.
Samtidig kunne forskerne følge med i deltagernes hjerneaktivitet ved hjælp af ‘elektroencefalografi’.
De satte altså elektroder på forsøgspersonernes hoveder, hvilket er en teknik, der gør, at man kan måle spændingsforskelle og aktivitet i hjernen.

Forskerne foretog en række eksperimenter og praktiske øvelser med deltagerne for at kunne evaluere deres kognitive respons på billeder af mad.
De opdagede et distinkt mønster i hjerneaktiviteten, der hver gang opstod mellem 108 og 116 millisekunder, efter deltagerne var blevet vist et billede med mad på.
En af forskerne bag studiet Thomas A. Carlson, der er lektor i psykologi på University of Sydney, forklarer, at deres opdagelse giver mening i et evolutionært perspektiv.
»For vores forfædre var synet den primære sans, når man skulle langt væk og finde mad, og det giver mening, fordi lugtesansen har en klar begrænsning hos mennesker,« siger Thomas A. Carlson til New Scientist.
Forskningen giver et unikt indblik i den kognitive proces, der foregår i hjernen, når mennesker identificerer mad i et miljø.
Og så kan det ifølge forskerne bag potentielt bruges til at finde bedre metoder til at promovere sundere madvaner med reklamer i fremtiden.
jso

































