Derfor giver det ikke mening at bruge BMI som mål for sundhed

Vi er et samfund, hvor alle er som besatte af tal, og aldrig mere, end når vi skal styre vores helbred.

Vi bruger smartwatches til at tælle skridt og spore vores daglige aktivitet, beregne vores fitness og overvåge vores puls og søvnkvalitet for at måle vores sundhed og velvære.

Lægerne kan være lige så besatte af tal, for de stoler på målinger og beregninger til at kvantificere vores sundhed, og én af de mest populære er Body Mass Index (BMI).

Men BMI – et mål for forholdet mellem vægt og højde – bliver i stigende grad kigget grundigt efter i sømmene.

Flere og flere forskere stiller i dag spørgsmålstegn ved BMI-beregningens nøjagtighed samt lægernes fiksering på at bruge det som en enkel indikator for sundhed og sund vægt.

Her er alt, hvad du behøver at vide om BMI - og hvorfor det er det er det rene sludder at bruge begrebet som det eneste mål for sundhed.

Vi starter med en lille historielektion.

Hvor kom BMI fra, og hvorfor er begrebet forbundet med sundhed?

Begrebet BMI blev udviklet i 1832 (ja, for næsten 200 år siden!) af den belgiske statistiker Lambert Adolphe Quetelet, som blev opfordret til at lave en beskrivelse af den 'gennemsnitlige mand' for at hjælpe regeringen med at vurdere forekomsten af fedme blandt befolkningen generelt.

Så spoler vi tiden 100 år frem til USA, hvor forsikringsselskaber, som tilbød livsforsikring, begyndte at sammenligne folks vægt med en gennemsnitlig befolkningsvægt for lignende personer for at beregne forsikringspræmierne baseret på en forudsagt risiko for at dø.

Den amerikanske fysiolog Ancel Keys, som var irriteret over denne noget uvidenskabelige tilgang, brugte Lambert Adolphe Quetelets metode i forskning med 7.000 raske mænd.

Ancel Keys fandt, at metoden var en mere præcis og enklere forudsigelse af sundhed. Desuden var den billig.

Lambert Adolphe Quetelets beregning blev omdøbt til BMI og brugt som en primær indikator for sundhed, takket være efterfølgende studier, der bekræftede øget risiko for hjertesygdomme, leversygdomme, gigt, visse kræftformer, diabetes og søvnapnø ved øget BMI.

Brugen af metoden blev hurtigt udbredt, og i dag findes BMI overalt, lige fra lægens operation til fitnesscenteret.

Hvordan måles BMI, og hvad betyder tallene?

BMI-formlen er enkel og nem at beregne takket være de mange gratis BMI-beregnere tilgængelige online.

Udregningen af BMI foretages ved at dividere vægt i kilo med højde gange højde i meter.

Resultat klassificerer en person i én af fire kategorier, der kort beskriver kropsvægten:

• Under 18,5: Undervægtig
• 18,5-25: Normalvægtig
• 25-30: Overvægtig
• Over 30: Svært overvægtig

Så er BMI et præcist mål for sundhed? Kort sagt: nej.

Selvom BMI er en tilgængelig og overkommelig måde at screene en persons helbred på, bør det ikke bruges på som et enkelt mål for sundhed.

Her er hvorfor.

BMI tager ikke højde for et vigtigere tal – kroppens fedtprocent

BMI er baseret på kropsvægt, men en persons sygdomsrisiko er forbundet med kropsfedt, ikke vægt.

Selvom kropsvægten kan være en indikation på kropsfedt, er der en vigtig grund til, at den ikke altid fortæller hele historien: Muskler er meget mere kompakte end fedt.

Fordi BMI-beregnerne ikke kan skelne fedt fra muskler, kan man let blive fejlklassificeret.

I yderste konsekvens har BMI klassificeret atleter i topform, eksempelvis sprinteren Usain Bolt, som næsten overvægtig, og den amerikanske fodboldspiller Tom Brady som overvægtig.

BMI måler ikke fordelingen af kropsfedt

Adskillige studier har fundet, at personer med samme BMI kan have meget forskellige sygdomsrisikoprofil, hovedsaglig drevet af, hvor fedtet er fordelt i kroppen. Det skyldes, at ikke alt fedt er 'lige'.

Hvis man har fedt lagret omkring maven, er risikoen for kronisk sygdom meget højere, end hvis man har fedt lagret omkring hofterne, fordi fordelingen er en indikator for, hvor meget visceralt fedt (eller indre fedt) man har.

Visceralt fedt er en type fedt dybt inde i maven omkring de indre organer, der øger risikoen for slagtilfælde, type 2-diabetes og hjertesygdomme.

I hvide befolkningsgrupper er en taljeomkreds på mere end 80 centimeter for kvinder og mere end 94 centimeter for mænd forbundet med en øget risiko for kronisk sygdom.

For asiatiske befolkningsgrupper er det mere end 80 centimeter for kvinder eller 90 centimeter for mænd.

BMI tager ikke højde for demografiske forskelle

BMI er noget, ingen af os kan lide: Både racistisk og sexistisk.

Da Lambert Adolphe Quetelet skabte og Ancel Keys validerede BMI, studerede de hovedsagligt mandlige, midaldrende angelsaksiske befolkninger.

Deres metode er stadig fremherskende, selvom BMI-beregninger og klassifikationer i dag bruges overalt i verden.

Vores kroppe har i sagens natur nogle distinkte karakteristika som skyldes vores køn; kvinder generelt har mindre muskelmasse og mere fedtmasse end mænd.

Tager ikke højde for alder eller etnicitet

Vi ved også, at vi med alderen taber vi muskelmasse, og at denne rykker sig, i takt med at vi bliver ældre.

Forskning har også bekræftet signifikante forskelle i kropsvægt, sammensætning og sygdomsrisiko baseret på etnicitet.

Det inkluderer resultater fra begyndelsen af 2000'erne, som fandt, at personer af asiatisk herkomst bør have et lavere BMI, og at personer af polynesisk herkomst kan være sunde med højere BMI.

Det har ført til foreslåede omdefinerede BMI-grænseværdier for personer af asiatisk etnicitet (hvor et sundt BMI er mindre end 23) og af polynesisk herkomst (hvor et sundt BMI er mindre end 26).

Så hvad skal vi bruge i stedet for?

For lige at slå det fast: Vægt og sundhed hænger sammen. Utallige studier viser, at personer, der er fede eller overvægtige, har en øget risiko for sygdom.

Men selvom BMI kan bruges som et screeningsredskab, bør det ikke være det eneste redskab til at vurdere en persons helbred og sunde vægt.

I stedet skal vi fokusere på mål, der fortæller os mere om fedt i kroppen, og hvor det er fordelt, måling af taljeomkreds, talje-til-hofte-forhold og kropsfedt for at få en bedre forståelse af sundhed og risiko.

Ikke et godt mål for sundhed

Vi skal også tage højde for de mange andre måder at måle helbred og sandsynligheden for sygdom, blandt andet:

• Niveauet af triglycerider (en type fedt, der findes i blodet)
• Blodtryk
• Blodsukker
• Hjertefrekvens
• Tilstedeværelse af betændelse
• Stressniveauet

Som enkeltstående beregning er BMI ikke et godt mål for sundhed – det er unøjagtigt og uklart og mangler i sin nuværende form at tage højde for mange vigtige faktorer, der påvirker risikoen for sygdom.

Selvom BMI kan være et nyttigt udgangspunkt til at forstå dit helbred, bør det aldrig være den eneste måling, du bruger.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.