Over et år inde i corona-pandemien er vi blevet bekendte med skiftende målemetoder, videnskabelige fagfelter og fagtermer, som mange af os ikke kendte i foråret 2020.
Vi har set, hvordan kampen om udvikling og distribution af vacciner er et kontroversielt krydsfelt mellem forskning, politik og økonomi.
Den danske strategi til at holde corona-pandemien i ave består af et mix af lukkede grænser, testning, sekvensering af positive corona-prøver og isolering og kontaktopsporing af smittede.
Lige nu går det relativt godt i Danmark, hvor vi er i gang med at genåbne, alt imens vores nabolande kæmper med tredje bølge smitte.
Den politiske kommunikation har været yderst strategisk. Blandt andet har politikerne refereret til mange medicinsk-faglige termer.
Barren sættes meget højt, og formodentlig for højt, når sundhedsminister Magnus Heunicke en søndag i april tweeter, at myndighederne holder øje med tilfælde, »hvor B.1.1.7. ses i kombination med E484K-mutationen«.
I det følgende ser vi – med udgangspunkt i en række konkrete eksempler – på brugen af forsigtighedsprincippet, og hvorfor det er så vigtigt, at vi hele tiden diskuterer brugen af det.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hvor går grænsen?
Hvis man lander i Københavns Lufthavn, skal man tage en PCR-test, inden man må bevæge sig udenfor lufthavnen. Samtidig skal man kunne fremvise en negativ COVID-19-test for at stige ombord i flyet til Danmark.
Sådan har det været siden 7. februar 2021. Kravet om en test inden udgang fra lufthavnen gælder, selvom alle rejsende har en negativ test fra udrejselandet. Skulle en flypassager være blevet smittet under flyrejsen, vil testen i lufthavnen højst sandsynligt ikke kunne registrere dette, da det typisk tager 4-5 dage fra infektionen sker, til at SARS-CoV-2-sygdommen udvikler sig og kan registreres.
Testen i lufthavne er derfor også koblet med et krav om selvisolation i op til 10 dage, som dog kan ophæves på fjerdedagen efter en negativ PCR-test.
Man kan da ikke være 'for forsigtig'
Et sådant testregime i lufthavnen synes ikke umiddelbart at være sundhedsfagligt begrundet. COVID-19-tests taget uden for og inden for landets grænser giver videnskabeligt de samme resultater.
Men politisk har vi i Danmark truffet et valg om kun at have tillid til testresultater, der er produceret inden for nationalstatens testsystem. Dette kan der være to årsager til.
For det første bliver alle indrejsende registreret i den danske database over COVID-19-resultater, når de testes i lufthavnen. Dermed undgår de danske sundhedsmyndigheder at måtte forlade sig på andre landes sundhedsdata.
For det andet kan en vis portion mistillid til andre landes testresultater begrundes i forsigtighedsprincippet – hellere være mere forsigtige og teste alle på dansk territorium, end at risikere at et resultat fra en udenlandsk test er misvisende.
Videnskabelige og politiske forsigtighedsprincipper
Forsigtighedsprincippet er både et videnskabeligt og et politisk princip.
\ Forsigtighedsprincippets baggrund
Forsigtighedsprincippet blev formuleret af tyske videnskabsfolk i 1970’erne i forbindelse med diskussioner af miljøpåvirkninger fra industri, teknologi og landbrug.
Vil man læse den klassiske videnskabsteoretiske argumentation for forsigtighedsprincippet, så anbefaler vi Hans Jonas Das Prinzip der Verantwortung, 1979, Suhrkamp.
Allerede i 1970’erne blev princippet indarbejdet i tysk miljø- og sundhedspolitik. I 1992 blev forsigtighedsprincippet optaget i FN’s Rio deklaration for internationalt samarbejde om miljø og udvikling som princip 15. ud af 27
I sin videnskabelige formulering peger princippet på, at videnskabelig viden er behæftet med usikkerhed. Konsekvenserne af den usikkerhed skal medtænkes med henblik på risiko for at skade mennesker og natur.
Usikkerhed om virkningen af et indgreb sætter begrænsninger for brugen. Samtidig peger de mulige skader på, hvor videnskaben bør sætte ind. Forskningen skal søge at afdække skadevirkningerne. Et indgreb kan kun videnskabeligt begrundes, hvis der er belæg for at den mulige skade er mindre, end de fordele indgrebet medfører.
Mens forsigtighedsprincippet i videnskaben har fokus på videnskabelig usikkerhed, er den politiske brug af princippet en måde at handle på i en usikker verden. Hvis der er usikkerhed om virkningen af handlinger, som vi politisk ønsker at kontrollere, vil forsigtighedsprincippet byde de politiske beslutningstagere at vælge den sikreste af to eller flere alternativer.
Princippet er vidt udbredt i nationale og internationale diskussioner af risici og negative påvirkninger fra menneskelige handlinger.
Samtidig er dets status stærkt omdiskuteret, idet den usikkerhed ved teknologiers, handlingers og politiske beslutningers påvirkninger, som princippet skal regulere, selv er usikker.
Princippet bygger på, at vi bruger vores dømmekraft til at vurdere og begrunde. Det kræver, at vi spørger og giver begrundede svar på spørgsmål som:
- Hvilke risici vil vi acceptere?
- Hvilke fremskrivninger af fremtidig udvikling skal vi læne os op ad?
- Hvordan vurderes skadeeffekter at være proportionelle med undgåede risici?
Forsigtighedsprincippet peger på, at vi ikke blot handler, men også skaber videnskabelige hypoteser og teorier, som potentielt kan skade mennesker og natur i en verden fuld af usikkerhed.
I situationer hvor vi skal handle hurtigt og vægter forsigtighed højt, kan princippets politiske virkelighed let blive at understøtte den herskende politiske vision.
Derfor er det relevant at spørge, hvor grænsen går for brugen af forsigtighedsprincippet?
Grænseland og handlingsprincipper
For at operationalisere forsigtighedsprincippet skal man have et område, inden for hvilket det virker. Det betyder, at der politisk skal træffes beslutninger om grænseværdier og konsekvenser.
De beslutninger er informerede af videnskabelig viden og modelleringer af fremtidsscenarier. Vi har af flere omgange i løbet af corona-pandemien set, hvordan sådanne grænseværdier griber ind i menneskers dagligdag.
Da syv nordjyske kommuner blev lukket i november 2020, blev kommunegrænser pludselig hårde grænser. For mennesker, der bor og lever omkring den tyske og den svenske grænse, er bevægelse henover grænsen under fortsat forhandling.
Forårets genåbning kom med en mulighed for lokal nedlukning på sogneniveau, hvis sognet overskred tre parametre:
- Over 400 smittede per 100.000 indbyggere
- 20 eller flere smittetilfælde i alt de sidste syv dage
- En positivprocent på over 2 procent af alle corona-tests foretaget på sognets befolkning.
I april 2021 blev Gefion gymnasium således lukket ned, selvom ingen elever eller lærere var smittede, men fordi smittetrykket i Sankt Pauls sogn i København var for højt. Blandt andet på den baggrund blev tallene revideret i en politisk aftale 28. april, så værdierne steg en smule.
Forsigtighed og politisk debat
Forsigtighedsprincippet muliggør en ensartet handling, der er begrundet i nogle politisk og videnskabeligt fastlagte grænseværdier.
Den videnskabelige begrundelse bliver politisk bøjet, og det er umuligt for andre end beslutningstagerne at kende forskel på en videnskabelig og en politisk begrundelse for et tiltag.
Derfor er det væsentligt, at offentligheden får mulighed for at se begrundelserne for beslutningerne og diskutere det nyttige i tiltagene. Fra regeringskontorerne kan det måske virke som om, at stridslystne oppositionspolitikere og protesterende Men in Black forsøger at kortslutte den nødvendige politiske handling. Men i et demokratisk samfund bør der være plads til kritik.
Borgere og politikere uden for regeringens kreds bør have adgang til oplysning om de videnskabelige overvejelser, der ligger bag de politiske beslutninger. De har også ret til at kritisere de politiske beslutninger og spørge, om de var de bedste.
Vores demokratis væsentlige nerve viser sig, når forsigtighedsprincipper og grænseværdier ikke bare accepteres men diskuteres og kræves begrundet.
Sundhedskommunikation og forsigtighedsprincippet
For at debatten skal styrkes og være relevant, er det afgørende, at der er åbenhed om beslutningsgrundlaget.
Det får endnu større betydning, når politikere træffer drastiske beslutninger på baggrund af sundhedsfaglige argumenter, som det for eksempel skete i minksagen.
Regeringen og daværende direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak refererede til cluster 5 varianter af coronavirus, som kunne sprede sig fra mink til mennesker. Og det blev den sundhedsvidenskabelige begrundelse for det radikale politiske indgreb at kræve alle mink aflivede i november 2020.
Når de politiske beslutninger bliver baseret på sundhedsvidenskabelige argumentationer, bliver videnskabsfolkene del af den politiske handling. Den politiske beslutning får et skær af nødvendighed ved at henvise til, at den er videnskabelig begrundet. For er videnskaben ikke sand?
Vi risikerer, at de videnskabelige begrundelser spændes for en politisk vogn. Derfor er det betydningsfuldt at videnskabsfolk får lov til at fremlægge deres vurderinger og deres bidrag til de politiske beslutninger. Videnskabelige vurderinger bør kunne adskilles fra politiske beslutninger.
De videnskabelige eksperter bør ikke tale politikernes sprog, hvis de vil give os mulighed for at kende forskel på videnskabeligt belæg og politisk vilje.
Offentligheden bør kende retningslinjerne for samarbejdet mellem de videnskabelige eksperter og de politiske beslutningstagere.
Politikere låner videnskabelig autoritet
Når politikere direkte argumenterer ved hjælp af sundhedsfaglige begrundelser for drastiske tiltag, som i tilfældet med minkaflivningen, eller bare videregiver tekniske videnskabelige fakta som Heunicke i sit tweet om udbredelsen af mutationer, låner de den videnskabelige autoritet til det politiske projekt. Dermed pakker de politiske valg ind i forsigtighedsprincippets videnskabelige del.
De politiske beslutninger kommer til at fremstå, som var de dikterede af videnskabelig nødvendighed. Men det videnskabelige forsigtighedsprincip handler om at fremlægge den bedste viden og begrunde sandsynlighederne for skadespåvirkningerne af forskellige handlinger. Det retfærdiggør ikke en politisk beslutning.
Politikere kan bruge samarbejdet med videnskabsfolk til at styrke den politiske autoritet. Brugen af sundshedsfaglige termer og viden i den politiske kommunikation giver et skær af, at den politiske brug af forsigtighedsprincippet egentlig er videnskabelig.
Her bør vi dog fastholde, at politikere ikke er videnskabsfolk – de bliver informeret af videnskabsfolk og træffer politiske beslutninger på baggrund af deres politiske dømmekraft.
Grænser og politiske visioner
Den politiske brug af forsigtighedsprincippet indeholder videnskabelige vurderinger men baserer sig på en politisk vision om fremtiden.
Et eksempel herpå er grænselukningen. Danmark var et af de første lande i EU til at lukke sine nationale grænser som et værn mod pandemien. Hurtigt blev det dog normen i verden.
Grænselukningen er en vej til at inddæmme smitten – så handlingen kan begrundes med den videnskabelige brug af forsigtighedsprincippet.
Samtidig er grænselukning en del af en større politisk selvforståelse. Hvis borgerne i et land føler sig utrygge og er blevet opdraget over længere tid til at associere farer med fremmede mennesker, så kan en kortslutning af fornuften, hvor en stor fare løses ved stor nedlukning af grænserne til det fremmede, synes fornuftig og betryggende.
I et sådant lys vil grænselukningen ikke blot kunne styrke nationalismen, men også gøre det muligt at associere trygheden med magthaverne og udvide deres magtbase.
Krydsfeltet mellem politik, videnskab og kommunikation
Corona-pandemien har om noget bevist vigtigheden af at have et stærkt videnskabeligt miljø, der kan vurdere og begrunde risici ved forskellige sundhedspolitiske strategier.
Samtidig er det politiske behov for at kunne trække på videnskabelige indsigter blevet tydeliggjort.
Vi har i denne artikel fokuseret på, hvordan den politiske og den sundhedsvidenskabelige brug af forsigtighedsprincippet både er nødvendig og nødvendig at diskutere.
Hvis befolkningen ikke blot skal indordne sig under en given regerings vision for fremtidens Danmark, skal vi alle have adgang til og mulighed for at diskutere den politiske brug af videnskabelige argumenter.
I et demokratisk samfund bør vi også have plads til at diskutere, hvornår forsigtighed og beskyttelse kommer til en for høj pris i forhold til andre dele af det menneskelige liv, som vi også ønsker at værne om og udvikle.
Det er således væsentligt, at forsigtighedsprincippet ikke anvendes ensidigt.
Vi skal vurdere brugen af forsigtighedsprincippet i den danske corona-indsats i sammenhæng med andre presserende samfundsmæssige udfordringer så som klimakrise, psykisk trivsel, økonomi, mellemmenneskelig udveksling og internationalt samarbejde.
Videnskabelige argumenter medfører aldrig, at den politiske dømmekraft kan sættes på autopilot.
