Venedig synker: Ingen af de nuværende redningsplaner kan bevare byen, som vi kender den

Venedig har sameksisteret med havet gennem hele byens 1.500-årige historie, og nok bedre end nogen anden by på kloden.

Alligevel er byen i løbet af det seneste århundrede blevet oversvømmet igen og igen, i takt med at havet stiger, og selve byen synker under sin egen vægt.

Vi har for nylig offentliggjort en akademisk analyse af de forskellige muligheder, Venedig har for at sikre sin langsigtede overlevelse.

Vores studie sammenligner en række mulige strategier i forhold til forskellige grader af havstigning.

De omfatter, at:

• opretholde det nuværende system af mobile barrierer.
• bygge ringdiger for at adskille byen fra lagunen, den ligger i.
• indkapsle hele lagunen i et langt større forsvarssystem.
• flytte store dele af byen og dens befolkning ind i landet.

Hver mulighed bliver relevant på forskellige tidspunkter, efterhånden som havniveauet stiger.

Byens oversvømmelsesforsvar er allerede blevet opgraderet til en pris på 6 milliarder euro, blandt andet ved hjælp af en række enorme stålsluser fastgjort til havbunden, kaldet Mose-barrieren.

Når barrieren bliver hævet, afskærer de effektivt den venetianske lagune fra det øvrige Middelhav.

Mose-barrieren betyder, at risikoen for oversvømmelser i øjeblikket er håndterbar, men der går kortere og kortere tid imellem, at systemet bliver taget i brug.

I de første fem år i brug mellem 2020 og 2025 blev systemet lukket ved højvande 108 gange, mens det i de første to måneder af 2026 blev aktiveret 30 gange.

Og i takt med at havniveauet fortsætter med at stige, vil det være nødvendigt at lukke Mose-barrieren oftere og oftere – potentielt i ugevis ad gangen hvert år.

Det skaber en række problemer. Hyppige lukninger vil forstyrre skibsfart og turisme, ændre lagunens økologi og kræve store nye systemer til spildevandsrensning samt enorme pumper for at opretholde vandstanden i lagunen.

Et system, der er designet til lejlighedsvis beskyttelse, risikerer at blive en halvpermanent barriere – noget, det aldrig var tiltænkt at være.

Med yderligere tiltag, som at hæve byen ved at pumpe store mængder havvand dybt ned i undergrunden og derved til en vis grad modvirke nedsynkningen, kan barriererne forblive effektive i nogen tid – måske endda efter en havstigning på en meter.

Men selv ved et relativt lavt niveau af opvarmning forventes havet at fortsætte med at stige i flere århundreder og til sidst overstige, hvad barriererne kan håndtere.

Radikale tiltag kan blive nødvendige

Og så kan mere radikale tiltag blive nødvendige.

En ring af diger omkring byen vil fysisk adskille Venedig fra lagunen, og det kan blive nødvendigt inden udgangen af dette århundrede.

En fuldstændig lukket lagune – beskyttet af en langt større 'superdæmning' og understøttet af kontinuerlig pumpning – kan beskytte byen mod op til 10 meter havstigning, men til en betydelig omkostning for den levende lagune.

Den eneste anden mulighed er at flytte byen til et mere sikkert område.

Det kan blive nødvendigt ved mere end omkring 5 meter havstigning, hvilket man forventer vil ske efter år 2300.

Vanskeligt valg forude

De økonomiske omkostninger ved disse valg er store.

Vi brugte omkostningerne ved Mose og andre tidligere ingeniørprojekter til at estimere prisen på hver tilpasningsstrategi.

Digerne kan koste mellem 500 millioner euro og 4,5 milliarder euro. At lukke lagunen med en superdæmning kan i første omgang koste mere end 30 milliarder euro, og at flytte byen kan koste op til 100 milliarder euro.

Men omkostningerne er ikke det eneste problem.

Hvordan sætter man overhovedet en pris på Venedigs kulturelle værdi?

Især når ingen af disse tiltag på lang sigt vil kunne bevare det Venedig, vi ser i dag.

Tilpasning kan håndtere forandringer op til et vist punkt – derefter bevarer vi ikke længere nutiden.

En grundlæggende anderledes fremtid

I stedet er vi i gang med at designe en grundlæggende anderledes fremtid.

Vores analyse viser, at der ikke findes én optimal tilpasningsstrategi.

Enhver tilgang indebærer afvejninger mellem trivslen og sikkerheden for Venedigs indbyggere, økonomisk velstand, fremtiden for lagunens økosystemer, bevaring af kulturarv samt regionens traditioner og kultur.

Derudover kan mange af disse tiltag tage årtier at gennemføre fuldt ud, så tidlig planlægning er afgørende.

I det mindste tænker Venedig langsigtet. Det gør de fleste sårbare kystområder ikke.

Faktisk fortsætter mange med at tiltrække virksomheder og indbyggere, selvom et stigende havniveau gradvist indsnævrer mulighederne for levedygtige langsigtede løsninger.

Med sin lange og unikke historie har Venedig særlige udfordringer, men alle lavtliggende kystområder bør erkende faren ved fremtidens havstigning og begynde at forberede sig nu.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.