Krig i Ukraine, Mellemøsten brænder, sabotage på gasledninger i dansk farvand, og stigende benzinpriser.
Det er der, vi er. Ude og hjemme er der krise. Vi skal som borgere også i det ’nære liv’ forberede os på nødsituationer ved at opbygge et lager af mad, vand og medicin, der gør det muligt at klare sig selv i mindst tre døgn.
Dette er et lille udpluk af eksempler på en usikker tid.
Sikkerhed spiller en støt stigende rolle og handler om både national sikkerhed, cybersikkerhed, informationssikkerhed og forsyningssikkerhed, for at nævne nogle områder.
Sikkerhed kan hurtigt få en højere prioritet end mange andre rettigheder og retsprincipper.
For eksempel kan ønsket om mere sikkerhed føre til mere lukkethed, strengere kontrol eller hurtigere politiske indgreb, selv om det kan gå ud over retssikkerhed og andre værdier i velfærdssamfundet.
Som professor i forvaltningsret er jeg optaget af, hvordan sikkerhed i stigende grad vejer tungere end andre hensyn i samfundet, også når der ikke er tale om undtagelsessituationer som under Covid-19.
I denne artikel vil jeg vise, hvordan det påvirker vores lovgivning og myndigheder, og i sidste ende hver enkelt borgers retssikkerhed.
For når velfærdssamfundet varetager hensynet til sikkerhed, sker det på bekostning af noget andet.
Sikkerhed presser vores retssikkerhed
Vi tager nogle nedslag i ’sikkerheds-velfærdssamfundet’ og starter med en af de tungere forretter, nemlig hvad begrebet ’sikkerhed’ betyder inden for jura.
Udgangspunktet er, at velfærdssamfundet varetager borgerens sikkerhed, og det er helt rimeligt, at staten prøver at skabe sikkerhed for borgerne.
Men når velfærdssamfundet varetager borgernes sikkerhed, sker det dog ikke isoleret fra andre dele af velfærdssamfundets opgaver og værdier.
Det koster både penge og menneskelige ressourcer og kan påvirke borgernes rettigheder eller frihed.
Inden for jura er et af de centrale spørgsmål derfor: Når sikkerhed spiller en støt stigende rolle i samfundet, hvilke konsekvenser har det så for vores retssikkerhed?
Vi er her fremme ved et andet ord, som også indeholder ordet sikkerhed. I juraen er retssikkerhed det veludviklede begreb, mens sikkerhed kan anskues som en mere umoden frugt i begrebsskoven.
Der er sagt og skrevet meget om retssikkerhed, mindre om sikkerhed i juraen.
Balancen mellem sikkerhed og retssikkerhed er det, som kan være det ømme punkt, fordi ’sikkerhed’ risikerer at blive elastik i metermål og trumfe andre rettigheder og hensyn, hvis vi ikke har en klar juridisk definition af, hvad sikkerhed betyder.
Det kan du læse mere om i faktaboksen herunder.
Når sikkerhed vinder frem, kan retssikkerhed være i risiko for – billedligt talt – at blive osten, der bliver spist bid for bid.
Rent juridisk bliver det problem kun vigtigere og vigtigere disse år.
\ Skal alle problemer ses med sikkerhedsbriller?
Når man taler om sikkerhed inden for dansk jura, er det ofte på specielle områder, for eksempel forsvar og national sikkerhed, som er det mest omtalte område lige nu.
Juraen mangler dog at se på, hvordan sikkerhed bliver forstået på tværs af forskellige områder. Forstår lovgiverne (politikerne) eksempelvis det samme, hver gang de bruger ordet ’national sikkerhed’ i lovgivningen?
Ofte er begrebet ikke beskrevet særligt præcist i lovens forarbejder (såsom lovforslag). Det holder lovene smidige, men de bliver også lidt luftige.
For at finde inspiration til en mere fyldestgørende juridisk analyse af, hvad sikkerhed betyder på tværs af områder, har jeg været på besøg i andre videnskaber.
Der er hjælp at hente i begrebet ’securitization’, som er udviklet i videnskaben International Relations.
Det har også rødder i dansk forskning inden for statskundskab, nemlig den såkaldte Copenhagen School.
Et forsøg på oversættelse til dansk er ’sikkerhedsliggørelse’.
Sikkerhedsliggørelse beskriver den stigende tendens til at se og handle på sociale problemer (som traditionelt er håndteret gennem socialpolitik, velfærdsydelser, rettigheder og sektorlovgivning af forskellig art) med sikkerhedsbriller.
Dette skift betyder, at man behandler problemer som fattigdom, arbejdsløshed eller migration ikke blot som sociale udfordringer, der eksempelvis skal håndteres med velfærdsstøtte og justering i rettigheder og pligter, men også som eksistentielle trusler mod nationalstatens stabilitet eller identitet.
Der er altid et sikkerhedsaspekt, hvis man spørger tænkningen bag sikkerhedsliggørelsen.
Sikkerhed er ikke kun faktuelt, men også en måde at italesætte velfærdssamfundets udfordringer på.
Markant lov springer køen over
Vi går nu videre til et mere konkret nedslagsfelt, som vi kan bruge som eksempel på, hvordan sikkerhed via lovgivning er begyndt at trumfe andre basale rettigheder.
I september 2025 vedtog Folketinget en meget vidtgående lov om byggeprojekter og aktiviteter, der er vigtige for Danmarks forsvar og beredskab.
Loven har et langt og svært navn, men dens ’kælenavn’ er trods alt en del kortere, nemlig Rammeanlægsloven (LOV nr. 1097 af 15/09/2025).
Loven skal bidrage til, at det kan gå hurtigere med at opbygge Forsvarets kampkraft.
Hvis man har interesse i at etablere en våbenfabrik, kan loven være med til at få det til at gå stærkt.
Forsvarsministeriet fik loven stemt igennem i 2025, og den giver den til enhver tid siddende minister ret vide beføjelser, når det kommer til at omgå gældende regler i forbindelse med nye anlægsprojekter, der relaterer sig til Rigets sikkerhed. Man springer køen over.
Skakmat til miljø og naboer
Loven er allerede blevet anvendt på netop etablering af våben- og sikkerhedsvirksomheder, for eksempel den meget omtalte ammunitionsfabrik ’Krudten’ i Elling.
Loven skaber genveje i forhold til alle de krav, der normalt stilles til etableringen af en virksomhed.
Det gælder eksempelvis byggetilladelser, miljøgodkendelser og andre former for bureaukratisk kontakt med myndigheder.
Det giver selvsagt forsvarssektoren et enormt forspring i forhold til andre brancher, men det skaber også en skæv retsstilling.
Loven er et markant skridt væk fra almindelige juridiske krav, og det er vigtigt at sige, at loven gælder i fredstid.
Vi er ikke i en nødretstilstand – der er ikke brug for en krig, et terrorangreb eller en pandemi, for at loven aktiveres.
Det er også et ryk, som vi ikke er vant til, at loven bestemmer, at det er forsvarsministeren, som får alle beføjelser.
Alle de steps, kompetencer og erfaringer, det kræver at etablere en virksomhed, og som den almindelige lovgivning sætter rammerne for med krav om hensyn til miljø, lokalplanlægning, naboer med mere, bliver sat skakmat.
Det hele handler om sikkerhed og forsvar. Man kunne for mig at se have gjort dette uden at spise så meget af de basale juridiske krav, som alle andre virksomheder end krudtfabrikker skal overholde.
Ny myndighed for sikkerhed
Vi er nu fremme ved det tredje nedslagspunkt, nemlig ændringer i velfærdssamfundets myndigheder. Dette går under radaren, men er alligevel vigtigt.
I 2024 blev der oprettet et nyt ministerium, nemlig Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB).
Med oprettelsen af MSSB blev en række opgaver og områder overført fra andre ministerier til MSSB, som nu er det koordinerende led på tværs af alle myndigheder, når det handler om varetagelse af intern og ekstern sikkerhed.
Der kan være mange grunde til at samle trådene inden for sikkerhed, men set fra en juridisk vinkel kan det også være med til at fortynde ansvar.
Ministeriet er skabt på basis af en politisk idé om, at vi tager os bedre af sikkerhedsopgaverne ved at samle dem ét sted.
Hvem får ansvaret?
Vi vender os nu mod udfordringen med at placere ansvar, som opstår i kølvandet på den nye sikkerhedsmyndighed.
Det er afgørende i velfærdssamfundet, at myndigheder, der begår fejl, har et ansvar for fejlen.
Hvilken slags ansvar vil MSSB i givet fald kunne blive konfronteret med, hvis der opstår en ’sikkerhedssag’?
Det er svært at afgøre, hvem der juridisk kommer til at have ansvaret. Normalt vurderer domstole og Folketingets Ombudsmand én myndighed ad gangen.
Men MSSB passer ikke helt ind i den normale opdeling mellem myndigheder, fordi organisationen arbejder på tværs af flere områder og myndigheder. Vi er uden for søjlerne.
Det er min vurdering, at MSSB – eller lignende hybridmyndigheder – kan gøre det kompliceret at stille nogen til ansvar, hvis der sker en fejl i håndteringen af en sikkerhedsopgave.
Ansvaret fordamper
Man kan på længere sigt forestille sig tre scenarier. Alle tre er på hver deres måde lidt problematiske.
Det første er, at MSSB muligvis kunne blive holdt delvist ansvarlig for fejl på områder for delte kompetencer og delt opgaveløsning med andre myndigheder.
Ansvaret vandrer på tværs - alle får snavs på fingrene, men ingen er hovedansvarlig.
Det andet scenarie er, at det fortsat er de øvrige myndigheder, der er de primære ansvarlige.
Her er MSSB ’koordinator’, og det er den myndighed, som formelt er chefen på kontoret, der må tage skraldet uanset hvad.
Det tredje scenarie er, at øget koordination og intensiveret samordning mellem myndigheder på sikkerhedsområdet kan ende med, at det juridiske ansvar bliver illusorisk.
Ansvaret fordamper i den forstand, at det smøres ud på så mange forskellige myndighedsaktører, at det som konsekvens bliver for tyndt til at kunne bære og legitimere et formelt juridisk ansvar.
Det er for mig at se ikke helt urealistisk, at man på sikkerhedsområdet, hvor meget kan ske fremover, vil kunne ende med det tredje scenarie.
De mange kokke i køkkenet bliver hinandens alibi.
Juraen skal også opruste
Vi er i en tid, hvor der skal indkøbes materiel og isenkram til forsvaret. Det kan ikke gå hurtigt nok.
Juraen står over for en meget stor (og støt stigende) opgave med sikkerhed og sikkerhedsliggørelse.
Min pointe er, at juraen også skal opruste, og det haster også:
Nye love, hvor sikkerhed trumfer almindelige krav og regler, og en ny sikkerhedsmyndighed, der potentielt ikke har ansvar for sine fejl, er de huller i osten, som potentielt ender med at udhule vores personlige retssikkerhed.
Sikkerhed kommer ind på scenen på så mange nye måder og indtager flere og flere områder, at det uundgåeligt bliver en udfordring for velfærdssamfundet at finde de rette balancer.
Sikkerhed bliver prioriteret på bekostning af noget andet, særligt hvis juraen ikke bliver skarpere på, hvordan den vil håndtere sikkerhedsliggørelsen af velfærdssamfundet.
