Derfor er skræmmende sundhedsformidling mindre effektiv

Flygt eller kæmp? Den amerikanske psykolog Paul Slovic og hans kolleger har fremsat den teori, at vi hovedsagelig oplever en risiko på to måder.

Den første – som af Slovic anses for den primære – er 'risiko som følelse', eller affektiv risiko. I dette tilfælde opleves en risiko som en trussel af hjerneregionen amygdala, som også kaldes hjernens 'frygtmodul'.

Så snart amygdala har registreret en risiko, følger en kaskade af hændelser: Amygdala udsender et nødsignal til en anden del af hjernen, hypothalamus, der aktiverer nerver, som er forbundet med binyrerne og får disse til at udskille adrenalin.

Adrenalinen får hjertet til at banke hurtigere, hvilket øger blodgennemstrømningen i kroppen. Vejrtrækningen går hurtigere, og cellerne optager mere ilt, hvilket øger hjernens beredskab.

Sanser som syn og hørelse skærpes. Desuden frigør adrenalinen et hurtigt energitilskud fra kroppens lagre af kulhydrater og fedt.

Adrenalinen gør kroppen klar til at handle: Flygt eller kæmp. Af og til kan adrenalinen faktisk være den tænding, der gør os bevidste om en ubevidst opfattet fare, idet vi straks indser, at vores instinktive reaktioner allerede har opfanget eller afværget den umiddelbare fare.

Den anden måde, hvorpå vi oplever risiko, er 'risiko som analyse'.

I disse situationer vurderer vi den foreliggende risiko og afvejer mulighederne. Denne risikoforståelse involverer kognition snarere end følelser.

'Risiko som analyse' bygger på en mere bevidst, intellektuel bearbejdning af risikosituationen.

Risikoopfattelse er 'en dans mellem følelse og fornuft'

Samlet set kan vi sammenholde 'risiko som følelse' og 'risiko som analyse' med den israelske psykolog Daniel Kahnemans teori om, at vores kognitive funktion består af to grundlæggende former: 'hurtig tænkning' og 'langsom tænkning'.

'Hurtig tænkning' er den automatiske eller intuitive tænkning, som vi bruger til at træffe ubevidste beslutninger som at gå ud til køleskabet, når vi er sultne.

'Langsom tænkning' er den refleksion, vi sætter i værk for at træffe bevidste beslutninger, såsom valget af en karrierevej. Det lader til, at lignende kognitive mekanismer også ligger til grund for risikoopfattelsen.

Ifølge Slovic er opfattelsen af risiko reelt en 'dans mellem affekt og fornuft'. Hans forskningsgruppe har også påvist, at den kognitive risikoanalyse paradoksalt nok kræver et emotionelt element for at kunne omsættes til rationel handling.

Det vil sige, at den rene kognition – hvor følelser ikke spiller en rolle – ikke er nok i sig selv.

Disse faktorer gør en risiko mere skræmmende

COVID-19 viste sig først som et problem for sundheden lokalt i Wuhan i Kina i december 2019, og i januar 2020 opgraderede verdenssundhedsorganisationen WHO så COVID-19 til en international sundhedskrise.

Fra det øjeblik hvilede alles øjne naturligt nok på sygdommens kort- og langsigtede indvirkning på vores fysiske helbred.

Men som tiden gik, blev vi stadig mere opmærksomme på de psykiske følger af COVID-19, da lande verden over registrerede stigende forekomster af stress og angst.

Fordi COVID-19-pandemien var – og i skrivende stund fortsat er – en stor risiko, er det lettere at forklare dens påvirkning af den psykiske sundhed, hvis vi først ser nærmere på oplevelsen af risiko.

I undersøgelsen af menneskers oplevelse af risiko fandt Slovic og hans kollegaer – som opsummeret af Bennett og medforfattere – en række faktorer, der forstærker frygten.

De fleste af os oplever en risiko som mere skræmmende, hvis:

• den truer os med død eller sygdom
• den er ufrivillig, skævt udbredt i befolkningen, uundgåelig, fremmedartet, skjult og uoprettelig i sine konsekvenser og svær at gennemskue for videnskaben
• den rammer bekendte
• den er mere farlig for små børn og gravide
• dens oprindelse er menneskeskabt frem for naturlig

COVID-19 følger opskriften på et chok

Kan det så undre nogen, at COVID-19 verden over har resulteret i psykisk stress? Alle de nævnte skrækfaktorer er klart gældende for COVID-19, bortset til en vis grad fra de sidste tre:

Den ramte både nogle, vi kendte, og nogle, vi ikke kendte, den påvirkede børn mindre end gamle mennesker, og dens oprindelse menes at være naturlig og ikke menneskeskabt – selv om forskellige konspirationsteorier bestrider dette synspunkt.

Men ikke alle risici er så tydelige og umiddelbare som COVID-19. Og i de tilfælde oplever vi af og til, at nogen bevidst skræmmer os 'i den gode sags tjeneste'.

Kampagner appellerer til følelserne

Vi har alle sammen set dem: de korte sundhedsindslag på tv, der handler om en risiko, som kunne være undgået – men ikke blev det.

Spirituskørsel: Hvorfor tog de ikke en taxa? Lungekræft: Hvis bare hun var holdt op med at ryge tidligere i livet, så kunne hun stadig være i live og passe på sine børn. Forulykket cyklist: Tænk, hvis hun havde brugt cykelhjelm og været mere opmærksom?

Lignende tiltag ser vi på cigaretpakker med brutale slogans som 'Rygning dræber' og uhyggelige billeder af kræftsyge lunger eller kolesterolfyldte arterier.

Denne formidling af information om sundhedsrisici kan vi som regel genkende på grund af de ofte følelsesmæssige narrativer, ækle billeder og barske formuleringer.

Hensigten er at illustrere en given risikos forfærdelige følger og motivere os til at handle med rettidig omhu, så vi undgår den.

Negativ effekt af skræmmekampagner

Sundhedsformidlingseksperterne Nurit Guttman fra Israel og Charles Thomas Salmon fra USA har peget på de etiske dilemmaer, der er ved at bruge chokerende billeder eller narrativer for at ændre menneskers adfærd, fordi disse virkemidler kan have den effekt, at de kan skabe angst og utryghed.

Denne omstændighed er måske så meget desto mere bekymrende, fordi den offentlige sundhedsformidling typisk foregår i det offentlige rum, hvor det ikke er muligt at indhente modtagernes informerede samtykke som normalt i sundhedsplejen, når trivslen er på spil.

Dermed har den voldsomme, følelsesbaserede formidling ikke alene negativ psykisk indvirkning på det enkelte menneske, men kan tilmed kritiseres for at trænge sig ind på nogle, der aldrig er blevet spurgt, om de overhovedet ønsker at lade sig udsætte for denne formidling.

Brugen af choktaktik i offentlige sundhedskampagner har det da også med at give bagslag. Socialforskningsinstituttet Social Issues Research Centre fra Oxford har i en undersøgelse fra 1999 påvist, at choktaktik enten ikke har nogen virkning eller ligefrem virker mod hensigten.

Centrets undersøgelse beskriver fænomenet 'advarselstræthed': Hvis vi jævnligt udsættes for de samme chokerende budskaber, holder vi simpelthen op med at lytte og lukker af.

Som eksempel kan nævnes anti-fedmekampagnerne, som langtfra har haft den ønskede virkning.

Undersøgelsen beskriver også en uønsket 'forbuden frugt'-effekt, hvor en given risikabel adfærd pludselig virker tiltrækkende, fordi den nu fremstår som farlig – på den spændende måde. Unge mennesker, der sædvanligvis ikke er bange for at risikere liv og lemmer, kunne blive fristet til at drikke og tage stoffer på grund af advarslerne.

94-årige David Attenborough på Instagram

Hvis myndighederne skal formidle videnskabelig information om en given risiko effektivt til befolkningen, bør de ideelt gøre det på måder, der vækker borgernes opmærksomhed og fantasi, sikrer deres forståelse og samtidig bevarer den videnskabelige faktualitet.

Det kan være en udfordring – for hvordan sikrer man en vellykket formidling af videnskabelig ekspertviden til et bredt publikum?

Heldigvis finder vi hele tiden nye og innovative måder at gøre det på. I 2020 åbnede David Attenborough i en alder af 94 en Instagram-konto for at gøre opmærksom på klimaforandringerne. Cirka fire timer senere slog han den amerikanske skuespiller Jennifer Anistons rekord for hurtigst at nå en million følgere på Instagram.

I sin første video forklarede han, at han betragtede indsatsen for at redde kloden som en 'kommunikativ udfordring'.

Ved at bruge Instagram til at gøre opmærksom på de katastrofale risici ved klimaforandringerne koblede han de sociale mediers aktualitet til sin egen videnskabelige autoritet og engagerende, velartikulerede beretninger.

Og i vores risikosamfund kan der netop være behov for kreativ formidling, der åbner vores øjne for overhængende farer. For Attenborough var Instagram dog en kort fornøjelse, og han lukkede sin konto efter bare et par måneders brug.