Forsker: Dansk boykot af fodbold-VM i Qatar kunne få reel betydning
KOMMENTAR: Nogle mener, at en boykot hverken gør fra eller til. Men forskning i sociale bevægelsers boykot-kampagner peger på, at de godt kan virke.
VM fodbold Qatar etik boykot

Et hyppigt argument er, at hvis Danmark ikke er repræsenteret ved slutrunden, kan vi heller ikke påvirke den. Men holder det? (Foto: Shutterstock)

Et hyppigt argument er, at hvis Danmark ikke er repræsenteret ved slutrunden, kan vi heller ikke påvirke den. Men holder det? (Foto: Shutterstock)

Over 6.500 mennesker. Personer som dig og mig, med familie, venner og drømme for fremtiden. 

Så mange migrantarbejdere anslog The Guardian i starten af året er døde i Qatar, siden staten blev tildelt VM i fodbold i 2010. 

Det er et uhyrligt og uhyggeligt tal.

Læg så blandt andet dertil, at Qatar med al sandsynlighed bestak sig til slutrunden, det katastrofalt ubæredygtige i, at 10 kæmpestadions har skullet bygges fra bunden, og at kampene er blevet rykket til om vinteren, fordi det er for varmt at spille om sommeren. 

Resultatet ligner en af de moralsk set værste sportsbegivenheder i verdenshistorien - selv for VM i fodbold, der også tidligere har været genstand for etiske problematikker

Kan vi som samfund virkelig være bekendt at sende vores velspillende og højtelskede danske herrefodboldlandshold ned og være en del af dette?

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Det mener mange efterhånden, at vi ikke kan. Fortalere for en boykot af slutrunden bliver ofte mødt med argumenter om, at det ikke vil gøre nogen forskel. 

Men hvordan ved vi, at et dansk boykot ikke vil have en positiv effekt? 

I denne artikel vil jeg dykke ned i boykottens historie og i den eksisterende forskning om effekten af boykotter som dem, der diskuteres herhjemme og i udlandet op til næste vinters VM-slutrinde. 

Først vil jeg se på argumenterne imod boykot, dernæst på hvilken betydning VM har for Qatar, og dermed hvordan en boykot kunne skade værtsnationen.

Til sidst vil jeg dykke ned i den eksisterende forskning i boykotter for at finde svaret på, om de virkelig kan have en effekt. 

Argument imod dansk boykot: Det gør ingen forskel

Et eksempel på et argument imod boykot kommer fra professor og idrætshistoriker Hans Bonde.

I en kronik i Berlingske argumenterer han for, at en boykot ikke vil gøre nogen forskel, og at DBU og landsholdet i stedet primært skal søge at protestere imod slutrunden i kvalifikationskampene.

Bonde anerkender, at VM 2022 i Qatar er et dybt problematisk foretagende, og at pres fra sponsorer og menneskerettighedsorganisationer for at forbedre arbejdsforholdene kan have en effekt. Men herfra går Bonde så videre til at skrive:

»Dansk enegang i en boykot vil imidlertid være som at skyde sig selv i foden, da det vil være virkningsløst og med al sandsynlighed blot føre til, at FIFA idømmer det danske landshold en længere karantæne fra internationale turneringer.«

Hvorfor skulle kun royale og politikeres boykot virke?

Samtidig foreslår han, at landsholdet til slutrunden i stedet kan udføre »direkte demonstrationer«, for eksempel ved at have bestemte t-shirts på. Og han mener, at »kronprins, regeringsmedlemmer og sponsorer« bør undlade at møde op.

Måske har Bonde ret i, at dette er den bedste måde at protestere mod Qatar2022 på, nu hvor skibet på mange måder er sejlet, og begivenheden allerede har kostet utallige menneskeliv. 

Men Bonde mangler stadig at svare på, hvorfor virksomheders, politikeres og royales boykot skulle gøre en forskel, mens en boykot fra landholdet ikke vil. 

VM-værtskabet er en gigantisk PR-platform

Når vi diskuterer effekten af en boykot, er det også vigtigt at vide, hvad man ønsker at få ud af det.

Det siger sig selv, at det ikke er muligt at redde de mindst 6.500 tusinde migrantarbejdere, der allerede er døde i forbindelse med forberedelserne til fodboldfesten. Man kunne derfor spørge sig selv, om det ikke allerede er for sent med en boykot, og om vi ikke bare skulle spille med.

Men ud over det rent etisk problematiske i at hylde fodbolden på netop disse stadions, skal man også huske på, hvorfor de qatarske magthavere ønsker at afholde VM i første omgang: Opmærksomhed og penge – det, som Bonde rammende kalder Qatars forsøg på »at forføre verdensoffentligheden via sport.«

VM-værtsskabet er sandsynligvis den største PR-platform, et styre kan få. VM-finaler er de mest sete sportsbegivenheder overhovedet, og Qatar vil have stort set frie hænder til at fremstille sig selv positivt på alverdens tv-skærme.

Bonde bruger begreber fra sociologen Erving Goffman til at begrunde Qatars motivation for at afholde VM. I faktaboksen under artiklen viser jeg, hvordan vi også kan bruge Goffmanns begreber til at argumentere for en boykot.

VM fodbold Qatar etik boykot

Her ses Lusail Stadium, hvor både åbningskampen og finalen skal spilles. Det er ét af de ti stadions, der har kostet så mange migrantarbejdere livet. (Foto: Shutterstock)

Fjern prestigen og pengene ved at være værtsnation

Nok er skaden allerede sket i forhold til dette VM, men vi kan stadig bidrage til at gøre slutrunden så uindbringende og skandaleombrust, at det ikke ville kunne betale sig at placere en slutrunde samme eller lignende sted igen, stablet på benene under kummerlige og dødbringende arbejdsforhold.

Det må være målet med en boykot nu. Dette er ikke bare teoretisk spekulation: Qatar har planer om at være værtsland for OL i fremtiden.

Hvis der ikke er økonomisk ræson i form af imagepleje i et ’blodigt’ VM, har Qatar og lignende stater intet incitament til at afholde dem i fremtiden.

Samtidig har FIFA intet (eller et kraftigt mindsket) incitament til at tildele værtskaber, der udløser en boykot fra deltagerlandene.

Hvis det derimod fortsætter med at være indbringende, er det svært at se, hvorfor andre stater ikke skulle kunne gøre det samme i fremtiden.

Spørgsmålet bliver så: Er boykot et effektivt middel til at nå målet om at forhindre fremtidige menneskelige sportskatastrofer?

Det er blevet tid til at dykke ned i den eksisterende forskning om effekten af boykotter.

En kulturel boykot

I tilfældet VM 2022 er der tale om det, man kan kalde en kulturel boykot.

Fodbold er selvfølgelig en forretning i dag, men det er samtidig et kulturprodukt med underholdningsværdi og følelsesmæssig værdi for beskueren, ligesom musik, kunst og litteratur (læs mere om boykottens historiske oprindelse i faktaboksen under artiklen).

Der findes masser af eksempler på kulturelle boykotter.

Et af de mest berømte eksempler er 1980’ernes kampagne for kulturelt boykot af Sydafrikas apartheid-styre – en kampagne, som den nuværende BDS-bevægelse (Boycott, Divestment and Sanctions) mod Israels besættelser af Palæstinensisk territorium i høj grad er inspireret af.

Der er store forskelle på disse to boykot-bevægelser på den ene side og så ønsket om en boykot for landsholdet i Qatar på den anden.

Men fælles er, at begge arbejder ud fra en antagelse om, at hvis man afholder sig fra at bidrage til og deltage i bestemte kulturprodukter og –begivenheder, vil det på sigt blive så stort et problem for den magtfulde aktørs image og virke, at det kan bidrage til nedbrydningen af denne magt.

I tilfældet apartheid handlede det om filmproduktioner, kunstforestillinger, universitetskonferencer og koncerter. Men det handlede også om sport.

Sportsboykot er effektivt på grund af de nationale følelser

Lektor ved The New School universitet Sean Jacobs har beskrevet, hvordan boykot af sportsbegivenheder var en del af den mere generelle kulturelle boykot af apartheid-Sydafrika.

Den kulturelle boykot bragte vigtige resultater, samtidig med at den havde sine begrænsninger. Men faktisk argumenterer Jacobs for, at sportsboykotten var det mest effektive element i presset på Sydafrikas statsledere for at afslutte apartheid.

At Sydafrika blev afvist af og afskåret fra det internationale sportssamfund, især fodboldsamfundet, havde givetvis en større effekt end både økonomiske og militære sanktioner og boykotter.

Dette skyldes ifølge Jacobs, at netop sport vækker stærke følelser i folk. Følelser, som er forbundet med nationale tilhørsforhold. Afvisninger fra det internationale sportssamfund gør derfor ondt på et styre på en dybere måde end diplomatisk kritik.

Det er nærliggende at tænke, at dette også kunne gøre sig gældende i forbindelse med VM i Qatar. Men det kræver et opgør med typiske antagelser om, hvordan magt og politiske fremskridt hænger sammen.

Positive forandringer sker ikke kun med små skridt

Et hyppigt argument er, at hvis Danmark ikke er repræsenteret ved slutrunden, kan vi heller ikke påvirke den. Ved at blive hjemme giver vi op og stiller os helt uden for indflydelse, lyder det.

Det er et tiltrækkende argument, fordi det tillader, at vi kan følge vores landshold i spænding, samtidig med at vi ikke har det dårligt med os selv.

Det passer også godt sammen med et ’transaktionelt’ magtperspektiv, som mange af os er vant til at tænke i: altså en antagelse om at positiv politisk forandring kun sker gradvist og i små skidt gennem deltagelse i de processer, som man gerne vil ændre på.

Men holder det?

I en nylig bog om momentumdrevne ikke-voldelige protestbevægelser argumenterer Mark og Paul Engler imod idéen om, at positiv politisk forandring kun sker gradvist. De store forandringer i samfundet sker ofte hurtigt og i pludselige ’ryk’, mener de.

Denne forståelse af social forandring kan kaldes ’transformativ’.   

Med andre ord: Store fremskridt sker ikke kun med noget-for-noget-forhandlinger inden for systemet, men også over kort tid efter en periode med udefrakommende pres fra aktivister.

Homoægteskaber og Miloševićs fald

Som grundlag for denne påstand trækker Engler og Engler, ud over forskning i aktivisme og ikke-voldelig modstand, på flere historiske cases, blandt andet retten til ægteskab for homoseksuelle i USA.

For politikere i hele landet var dette en politisk selvmordssag langt op i 00’erne. Ingen turde røre den. Bill Clinton var i sin præsidentperiode eksplicit modstander af homoseksuelles ret til at blive gift, og ligeledes var Joe Biden, dengang senator i Delaware.

I 2004 var homoseksuelt ægteskab kun lovligt i én stat (Massachusetts). Men i løbet af få år, særligt i årene 2014 og 2015, fulgte stat efter stat, og siden 2015 har det været lovligt i alle 50 stater.

Dette skete ikke, fordi alle politikere og højesteretsdommere gennem indbyrdes diskussioner rykkede sig transformativt mod dette mål år efter år efter år.

Det grundede i et overvældende pres fra offentligheden, iværksat af LGBT-aktivister, som skabte et momentum, som institutionerne ikke kunne ignorere.   

Et andet eksempel fra Engler og Engler er, hvordan den serbiske autokrat Slobodan Milošević’ blev væltet i oktober 2000. Optakten til dette magtskifte skete på få år og var primært skubbet på vej af den sociale bevægelse Otpor – ikke et resultat af politisk argumentation og forhandlinger.

Boykot er mobiliserende

Faktisk peger en del litteratur på, at boykot langt fra betyder, at man giver op eller stiller sig uden for indflydelse. Mange peger på, at en boykot ikke skal ses som endemålet i sig selv, men kan skabe positiv forandring.

Som historikeren David Feldman har bemærket, er dette et kendetegn ved boykotter, lige fra amerikanernes revolutionære kamp imod det britiske imperium i 1700-tallet til nuværende boykot-kampagner som for eksempel den tidligere nævnte BDS-kampagne mod staten Israel.

Selv hvis boykotter ikke når deres umiddelbare målsætninger på kort sigt, kan de vise sig at være moralsk og politisk betydningsfulde på længere sigt.

Det kan de, fordi de er med til at mobilisere offentligheden; det vil sige flytte folk til nye kritiske indsigter og, ultimativt, politiske handlinger.

Et landsholdsboykot af Qatar 2022 skal ses i samme lys for at give mening.

Som sagt kan vi ikke slette de forbrydelser, der allerede er sket. Men vi kan være med til at mobilisere en modstand, der vil gøre det svært at gentage dem i fremtiden.

VM-boykot adskiller sig fra klassiske typer boykot

Et problem her er dog, at en boykot fra det danske landshold adskiller sig fra boykotter, som det oftest beskrives i forskningslitteraturen.

I denne litteratur behandles boykot oftest som koordinerede forbrugerkampanger.

Der findes især mange eksempler på dette fra det moderne forbrugs historiske højborg, USA. Tænk for eksempel på borgerrettighedsbevægelsens busboykotter i Montgomery som oprør mod raceadskillelse i offentlig transport eller den langvarige boykot-kampagne mod øl-producenten Coors.

Lige nu opholder jeg mig på et forskningsophold i Seattle, som har sin egen boykot-historik.

I 1960’erne orkestrerede borgerrettighedsgruppen CORE (Congress of Racial Equality) en boykot af supermarkeder, som lå i områder af byen, hvor der udelukkende boede sorte mennesker, men som ikke ville ansatte sorte medarbejdere.

Da sorte borgere stoppede med at bruge supermarkederne, var der pludselig ikke nogen kunder, og dermed ingen indtjening. Supermarkederne endte med at ændre den racistiske ansættelsespraksis.

Men spørgsmålet om en boykot fra fodboldlandsholdet er ikke det samme. Landsholdet er ikke forbrugere af VM i fodbold. Det er seerne.

Ingen stjerner, ingen opmærksomhed

Et seerboykot vil helt klart også have en effekt, hvis det er omfattende nok. Men seerboykotten er ikke selve strategien, som vi er i gang med at diskutere, men mere det ønskede udfald af strategien.

Hvis landsholdet ikke dukker op, må vi antage, at færre danskere ser med på tv. Og hvis Danmarks boykot kan lede til andre landsholds boykot, begynder Qatar-slutrunden virkelig at få et problem, som kan mærkes på seeropmærksomheden og dermed på bundlinjen.

Derfor må vi spørge: Hvor sandsynligt er det, 1) at Danmarks boykot alene har en effekt på fremtidigt valg af slutrundeplacering, og 2) at andre landshold vil følge Danmark og dermed forstørre effekten?

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om mobilisering. Kan et landsholdsboykot fra Danmark mobilisere så stor modstand og tab af positiv opmærksomhed, at en ny slutrunde ikke ville kunne foregå under lignende forhold?

Fortilfældet Guggenheim Abu Dhabi

Selvom VM i Qatar adskiller sig fra klassiske typer boykot, findes der faktisk et oplagt fortilfælde:

Kunstnerboykotten i forbindelse med konstruktionen af Guggenheim-museet i Abu Dhabi, der har stået på siden byggeriets påbegyndelse i 2011.

Også her er der en lille magtfuld og stenrig elite i De Arabiske Emirater, som ønsker positiv opmærksomhed fra omverdenen gennem et kulturtilbud. Og også her mødte projektet hård kritik fra omverdenen, ikke mindst kulturlivet.  

Det startede med, at menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, der har kritiseret byggerikrænkelser i den Arabiske Golf siden 2006, udgav en rapport i 2009, der satte fokus på krænkelsen af migrantarbejderes arbejdsforhold ved byggerier på Jazeera al-Saadiyat-øen –’the Island of Happiness’. 

’Glædens ø’: Arbejdernes mareridt

Denne ’glædens ø’ skulle rumme kulturoplevelser for turister og Emiraternes overklasse: Blandt andet et museum om De Forenede Arabiske Emiraters kulturarv, et maritimt museum og afdelinger af de internationalt anerkendte kunstmuseer Louvre og Guggenheim. 

Endda et New York University-campus.  

Glæden var blot ikke udstrakt til de migrantarbejdere, der byggede øens kulturfornøjelser. 

De blev udsat for inddragelse af pas, mangel på juridiske rettigheder, arbejde i op til 12 timer om dagen i glødende solskin, og en løn langt under, hvad de blev lovet, da de forlod deres hjem i Nepal, Bangladesh, Indien, Pakistan, Thailand eller Sri Lanka.

Med andre ord tæt på nøjagtig samme form for udnyttende model, som Qatars elite har gjort brug af i byggeriet til VM.

Kunstnere sagde fra

En lang række kunstnere valgte at reagere på rapporterne om menneskerettighedskrænkelser. 130 kunstnere, der ellers skulle have udstillet deres værker på Guggenheim i Abu Dhabi, valgte at boykotte museet og kræve menneskerettighedskrænkelserne stoppet.

Ligesom tilfældet med en boykot af VM 2022 vil være det, var dette et omkostningsfuldt valg fra de enkelte kunstneres side, både økonomisk og karrieremæssigt.

Men boykotkampagnen resulterede i bevægelsen Gulf Labor Artist Coalition, der den dag i dag stadig arbejder for bedre forhold på Guggenheim Abu Dhabi-byggeriet.

Bevægelsen har blandt andet været med til at organisere strejker blandt arbejderne og har protesteret ved andre Guggenheim-museer.

I dag står Guggenheim Abu Dhabi fortsat ufærdigt. Et af de største problemer for færdiggørelsen har været pres udefra, ikke mindst fra kunstnerboykotter.

Dette fortilfælde tyder ikke på, at et dansk boykot vil være ineffektivt. Tværtimod:

Ligesom ethvert kunstmuseum, der ønsker at udvide forretningen under lignende omstændigheder nu bør tænke sig grundigt om, vil fremtidige sportsbegivenheder stå overfor samme problem, hvis vi boykotter nu.

Danmark er ikke alene

Momentum for en boykot af VM 2022 er relativt stærkt i Danmark. Men også andre steder overvejer mange, om man bør gå den vej. Eksempelvis lever diskussionen om boykot også i England.

Og faktisk har en undersøgelse fra tidligere i år vist, at hele 7 ud af 10 fodboldfans på tværs af nationaliteter er for en boykot.

Hvis der er nationer, der er villige til at tage skridtet med et fuldt boykot, stiller det andre lande, hvor diskussionen stadig foregår, i en langt mere tilspidset situation: Pludselig er deres problematiske VM-deltagelse et aktivt tilvalg.

Her er et tilfælde, hvor Danmark kan yde indflydelse i en større sammenhæng, selvom vi er en lille befolkning. Vores landshold fylder ligeså meget i turneringstræet som alle de andre.

Mit bud er, at Danmark dermed vil kunne mobilisere andre fodboldelskende nationer til enten boykot af VM 2022 – eller forøget offentlig modstand fra sportsverdenen forud for fremtidige overvejelser om at holde slutrunder og olympiader på baggrund af død og ødelæggelse.

Men det er, som med så meget andet, ikke muligt at vide med sikkerhed. Jeg vil dog spørge: Ønsker vi virkelig at gamble med vores plads i sportshistorien? Kan vi være os selv bekendt at misse muligheden for at stå på den rigtige side af målstregen i det lange løb?

Senest har udenrigsminister Jeppe Kofoed talt for at øge presset på Qatar efter Amnesty Internationals nyeste rapport.  

Kærligheden til fodbold skal drive momentum, hvis det skal lykkes

Afsluttende vil jeg give mit bud på, hvilken retorisk strategi, der skal hjælpe et ønske om boykot med at få tilstrækkelig offentlig og politisk opbakning:

En appel til kærligheden til fodbold.

Med det mener jeg, at boykotten ikke alene skal begrundes med, at vi er imod noget. Vi bør samtidig begrunde denne modstand med, at vi er for noget, nemlig fodboldens renommé. Eller sagt lidt mere højtravende: Fodboldens sjæl.

Det er netop fordi vi elsker fodbold, at vi ikke kan holde ud at se den som et redskab til kynisk udnyttelse af mennesker.

En boykot af VM 2022 handler i sidste ende om et håb om, at fodbold kan blive det smukke spil, som vi ved, det kan være.

Og håb driver handling en tand – eller måske en tåhyler – kraftigere end vreden og sorgen alene.

Boykottens oprindelse

Boykotten er opkaldt efter den engelske godsforvalter Charles Cunningham Boycott (1832-1897). Ikke fordi han fandt på begrebet, men fordi fæstebønder og lokalsamfund koordinerede en aktion, hvor de nægtede at samarbejde med ham, fordi arbejdsforholdene var for ringe.

Den sociale og økonomiske isolering af Charles Boycott førte i sidste ende til, at han ikke kunne drive sin forretning og måtte forlade Irland, hvor han hidtil havde forvaltet sit gods.

Altså er en boykot en ikke-voldelig modstandsform, hvor man bevidst undlader at forbruge eller engagere sig i et bestemt produkt, organisation eller andre magtfulde aktørers aktiviteter.

Det kan være en enkelt person eller virksomhed, som i tilfældet Charles Boycott, men det kan også være rettet mod en hel stat.

Sådan kan man bruge sociologi til at forstå fodbold-VM

Professor og idræthistoriker Hans Bondes artikel i Berlingske er et af få eksempler på forskere, der deltager i debatten om VM i Qatar og et muligt boykot med et forskningsorienteret udgangspunkt.

Bonde trækker her på den anerkendte sociologiske teoretiker Erving Goffman og hans begreber om ’frontstage’ og ’backstage’.

Bonde påpeger, at med VM i Qatar er »illusionen om at adskille sport og politik brudt helt sammen«, og at vi med Goffmans begreber kan forstå motivationen for slutrunden således:

»Qatars magtelite bruger VM som en teaterkulisse, der viser en smilende, glad, inkluderende og kosmopolitisk facade på for-scenen (frontstage), mens alt det, der foregår på bagscenen (backstage), forsøges henvist til mørket.«

Vi forstår verden indenfor bestemte rammer

Jeg foreslår, at vi tænker videre med Goffman og bruger hans rammeanalyse til at forstå, hvorfor boykot faktisk kan gøre en stor forskel.

I bogen ’Frame Analysis: An Essay on the Organization of Experience’ fra 1974 bruger Goffman begrebet ramme til at forstå, hvordan vi oplever den sociale virkelighed i konkrete situationer.

I enhver situation har vi således nogle bestemte måder vi forstår de basale sammenhænge i forhold til.

Det vigtige er her, at disse rammer pludselig kan brydes, og den ramme, som vi forstod situationen i, skifter, så vi ser tingene helt anderledes.

Qatars VM-ramme kan udskiftes

Goffman bruger et illustrativt eksempel, lånt fra Gregory Batesons observationer omkring oddere i en zoologisk have: 'slåskampslegen'. Lad os dog, som Goffman, forholde os til mennesker her:

Du har nok selv oplevet som barn at have leget ’slåskamp’ med for eksempel en søskende. I forstår begge aktiviteten som ’for sjov’, og I griner undervejs, som I tumler rundt på stuens gulvtæppe.

Men pludselig kommer den ene søskende til at skubbe den anden lidt for hårdt, eller rive den anden i håret, eller levere et lidt for smertefuldt slag. Pludselig er det ikke sjovt længere. Rammen skifter fra leg til konflikt, og situationen vil eskalere eller opløses.

Måske bør vi se Qatar-slutrunden som en tilsvarende ’ramme’? Qatar ønsker, at vi skal opfatte deres ’frontstage’-fremstilling som en naturlig virkelighed.

Men hvis nogle hold pludselig udebliver i protest, brydes denne ramme, og selve slutrunden bliver anderledes konfliktladet.

Så trænger den dårlige smag, der kæmper om kap med fadøllen i tilskuerens gane, sig pludselig på i, hvad der før var en fodboldfest.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.