Videnskabsfolk går igen på gaden i USA. Denne gang er det alvor

»Science Made America Great«

»Trust Science, Not Billionaires«

»Got Measles? Me Neither! Thanks Science«

Sådan lød nogle af slagordene på skilte, som videnskabsfolk fra amerikanske universiteter havde konstrueret til en særlig – og særligt tilspidset – lejlighed: 'Stand Up For Science'-demonstrationen fredag 7. marts, 2025.

Baggrunden er et omfattende og hurtigt angreb på forskningens finansiering og frihed i den anden Trump-administration: Blandt andet er milliarder af dollars til forskningsfinansiering er blevet fastfrosset, og forskning med en lang række ord, såsom ’diverse’, ’women’, ’institutional’ og ’climate’, søges nedlagt.

Ligesom USA oplever en Trump-regering 2.0, oplever det videnskabelige samfund en protest 2.0: 'Stand Up For Science'-demonstrationerne læner sig i format og tema op ad March For Science-demonstrationerne, der kom som respons på den første Trump-administrations generelle forkastelse af videnskabelig ekspertise, særligt af klimavidenskaben.

Jeg har i min forskning beskæftiget mig med netop videnskabsaktivisme, og jeg har tidligere skrevet om emnet her på Videnskab.dk (se for eksempel her og her).

Jeg er særligt optaget af, hvordan videnskabsfolk navigerer aktivistiske situationer. Hvad sker der, når de, der normalt ses som objektive undersøgere af verden, bliver engagerede og aktivt handlende?

I denne artikel kigger jeg på Stand Up For Science-bevægelsens retoriske strategier, i den aktuelle kontekst videnskabsfolkene befinder sig i.

Den anden videnskabsaktivistiske bølgetop

I 2017 bemærkede den canadiske sociolog Norah MacKendrick, at der måske var tale om starten på en ny bølge af politisk engagerede videnskabsfolk.

Den gamle bølge skal her forstås ud fra efterkrigstidens fokus på videnskabens politiske dimensioner: Med atombomben var det blevet tydeligt, at videnskab ikke bare var tæt sammenvævet med magt og politik, men også kan udslette vores civilisation.

Den tætte sammenhæng mellem krig og videnskab fik forskere til at engagere sig i koldkrigspolitiske spørgsmål. Samtidig skubbede 1960’erne og -70’ernes generelt blomstrende modkultur og opbygning af sociale bevægelser på den udvikling. Miljøbevægelsens fremkomst i dén periode fik også mange videnskabsfolk, der arbejder med at forstå og bevare naturen, til at gå på barrikaderne.

Ved den kolde krigs afslutning kølede det videnskabsaktivistiske aktivitet ned (dog uden at dø, naturligvis). Men den nye bølge har nu igen fået flere ud af laboratorierne og undervisningslokalerne og på gaden.

Det skyldes særligt, på den ene side, den tiltagende klimakrise og de manglende svar på dens udfordringer fra magthavere verden over.

Internationale bevægelser som 'Scientist Rebellion', 'Scientists for Extinction Rebellion' og 'Scientists 4 Future' har over de seneste fem års tid lagt sig i slipstrømmen af andre mere eller mindre radikale klimabevægelser.

På den anden side har det yderste højre vundet frem i store dele af verden med Trump som kroneksemplet i Vesten. Disse højrefløjsaktørers afvisning af ekspertise på en lang række områder har lagt institutionelt pres på videnskabsfolk og akademikere.

Den amerikanske 'March For Science'-bevægelses første demonstration i 2017 var således et svar på begge ting – Trump-administrationens udmelding af Parisaftalen og fjernelse af klimavidenskabelig data fra offentlige sites, samt en mere generel tilsidesættelse af videnskabelig viden.

March For Science samlede forskere på tværs af ikke bare USA, men også resten af verden, og marchen blev gentaget i årene efter (indtil COVID-19-pandemien satte en stopper for det).

I Danmark var der March For Science-demonstrationer i både Aarhus og København, hvor Videnskab.dk blandt mange andre deltog.

Bevægelsen er blevet mere konkret

Nu er den så gal igen. Stand Up For Science har genstartet det projekt, som March For Science igangsatte. Faktisk har arrangørerne fået hjælp af bærende organisatoriske kræfter bag de tidligere videnskabs-marcher.

Denne gang dog med 5.000 deltagere til hoved-demonstrationen i Washington DC (ligeså mange som til March For Science-demonstrationen i København i 2017). Til sammenligning havde March For Science-demonstrationen i Washington D.C. hele 100.000 deltagere i 2017.

At tallet er så meget mindre her otte år senere kan have mange forklaringer.

En af dem er afskrækkelse: Trump-administrationens generelle undertrykkelse af demonstranter og aktivister gør det ikke just tiltrækkende at gå på gaden, særligt ikke som forsker, der netop har fået at vide, at alene ord som ’aktivisme’ kan resultere i, at man mister den forskningsbevilling, man lever af.

En anden kan være Stand Up For Science-bevægelsens mere specifikke krav. Hvor March For Science var en generel hyldest til videnskaben og modstand mod faktafornægtelse, har Stand Up For Science tre overordnede ’policy goals’:

1. Stop censur og politisk indblanding i videnskab
2. Bevar og udvid bevillinger til videnskab
3. Forsvar for 'Diversity, Equity, Inclusion, and Accessibility' i videnskaben

Således stiller man sig som demonstrant bag nogle helt konkrete målsætninger, og ikke bare bag videnskaben som sådan, ved at deltage.

Videnskab er for alle

Det centrale argument i Stand Up For Science-bevægelsen er, at videnskab er for alle: Også for dig, der stemte på den regering, som nu er i gang med at save videnskabelige institutioner midt over.

Som de fem centrale organisatorer – der alle er forskere i starten af deres karriere – udtaler i en Q&A-artikel i tidsskriftet Nature:

»Videnskab er et fælles gode, som alle amerikanere drager fordel af. Det mindsker byrden fra sygdomme, driver teknologiske fremskridt og forbedrer livskvaliteten, hvilket samtidig medfører økonomiske fordele.«

Så selvom policy-forslagene er specifikke, appelleres der bredt. Videnskab holder befolkningen rask og økonomien i gang.

Europæisk solidaritet (og ængstelighed)

Hvor der ved March For Science-demonstrationerne var tusindvis af mennesker på alle kontinenter, der markerede deres tilslutning til videnskaben, var der kun en ganske lille håndfuld lande, der lavede deres egne Stand Up For Science-støttearrangementer: Canada, Østrig, Schweiz, Norge, Slovakiet og især Frankrig.

I sidstnævnte var der solidaritetsmarkeringer i alle landets universitetsbyer.

I indkaldelsen til disse var fokus både på at støtte de amerikanske kollegaer, men også en national advarsel: »International solidaritet er så meget desto mere nødvendig, da lignende trusler også hviler over Europa.«

Også ved de to østrigske events i Wien og Salzburg, arrangeret af 'Scientists 4 Future Österreich', blev der vekslet mellem på den ene side at sende solidaritet over Atlanten og på den anden side en advarsel om, at lignende autoritære tendenser lurer i Europa.

Anderledes så det ud ved den mindre markering ved universitetet i Bergen, hvor fokus alene var på at støtte amerikanske videnskabsfolk.

Vi ser altså, at Stand Up For Science-bevægelsen ikke har samme udbredelsespotentiale, og igen må vi antage en sammenhæng med de meget lokale amerikanske problematikker og bevægelsens konkrete politiske mål.

Samtidig bliver Stand Up For Science også delvist grebet i visse europæiske forskningsmiljøer som en mulighed for at gøre opmærksom på farer for videnskaben i fremtiden.

Hvordan bryder bølgen?

Denne korte artikel skraber blot overfladen på et komplekst fænomen.

Det er svært at vide, hvornår og hvordan den anden videnskabsaktivistiske bølge kommer til at bryde.

Det videnskabelige samfund i USA kan sagtens ende med at skulle spørge sig selv: Er den nu ’gal igen’ med Trump 2.0, eller er der tale om en udvikling, som var på vej inden MAGA-bevægelsen og ikke stoppede i de fire år mellem de to Trump-administrationer?

Som Bill Nye the Science Guy – kendt videnskabsformidler og også en af hovedpersonerne bag March for Science – sagde i sin tale til Stand Up For Science-demonstrationen i Washington D.C:

»Hvis USA skal lede verden, må videnskaben ikke blive undertrykt.«

Demonstranterne anvender således en retorik, der på sin vis spejler den amerikanske exceptionalisme, som Trump-regeringen er et ekstremt udtryk for. Man taler således i samme ’frame' som sin modstander, når man appellerer til at »Science Made America Great«.

På den ene side er dette et strategisk valg, der tjener til at appellere til det politiske maskineri, som det ser ud i dagens USA: 'I vil have udvidelse, økonomisk boom, verdensherredømme? Videnskaben er jeres hjælper, ikke modstander!'

På den anden side bliver spørgsmålet så, om kampen for videnskaben bliver defensiv – måske endda lettere reaktionær? – når den ønsker en tilbagevenden til den status quo, som i første omgang ledte til Trump?

For at undgå det sidste kræver det måske, at man formår at inspirere til en ny videnskabelig praksis, der ikke bare vil fastholde bevillinger og jobs (selvom dette selvfølgelig er uhyre vigtigt i et moderne videnssamfund), men som også forstår videnskab som noget mere modstandsdygtigt.