Scientist Rebellion-protesten: Hvorfor går forskerne på gaden?
Sociale bevægelser med forskere i front spirer frem i hele verden. Et skift i klimadebatten kan forklare, hvorfor forskerne i dag er ’i offensiven’.
Vi ved fantastisk meget om klimaets og økosystemernes skrantende tilstand. Alligevel stiger udledningerne af drivhusgas og dermed den menneskeskabte globale opvarmning.
For mange af de videnskabsfolk, der igen og igen har vist, hvor slemt det står til, er det ikke bare frustrerende at se på hockeystavsgrafen over udledninger, hvis spids stadig er på vej op mod højere luftlag. Det er direkte skræmmende.
For nogle videnskabsfolk betyder det, at de danner aktivistiske bevægelser og går på gaden i protest mod manglen på handling.
I dagens Befri Jorden-demonstration i København er bevægelsen Scientist Rebellion for eksempel mødt op. Nogle af dem endda i hvide laboratoriekitler for at markere deres rolle som forskere imod destruktiv klimapolitik.
I min forskning studerer jeg sådanne aktivistiske bevægelsers retorik. Hvordan forsøger de at påvirke offentligheden gennem deres aktioner? Hvad sker der, når videnskabsfolk sætter sig på tværs på en måde, som hverken offentligheden eller de selv er vant til?
Et spørgsmål som folk tit stiller mig, og som er meget centralt for min forskning, er:
Hvorfor ser vi overhovedet bevægelser såsom Scientist Rebellion vokse frem netop nu?
Annonce:
I denne artikel forsøger jeg at give et svar på dette. Jeg mener, at der er sket et generelt skift i debatten om klimavidenskab og -politik, som har gjort det muligt – og måske ligefrem nødvendigt – for forskere at gå mere radikalt til værks end tidligere.
En gammel debat, der nok aldrig dør
Historisk er det ikke noget nyt, at forskere engagerer sig aktivistisk i samfundskriser. Tænk bare på fysikere og andre forskeres deltagelse i koldkrigsårenes anti-atomvåben og anti-krigsbevægelser (se for eksempel her, her og her).
Samtidig har videnskabsaktivisme altid været kontroversielt.
Blandt andet på grund af de meget udbredte kulturelle forestillinger om, at videnskabelig objektivitet står i modsætningsforhold til ikke bare politik, aktivisme, kropslighed og følelser, men også til værdiladede udsagn som sådan.
Videnskab beskriver blot verden, lyder denne tankegang. Den indsamler data og informerer. Neutralt.
Men ligesom det ville være forsimplet og forkert at hævde, at videnskab ’blot’ er politiske værdier proppet ned i tidsskriftformat, så har videnskabsteoretikere, -filosoffer og -historikere gennem det 20. århundrede problematiseret tanken om, at videnskab ’blot’ er neutral information.
Samfund og videnskab er sammenfiltret
Netop fordi videnskab og samfund påvirker hinanden hele tiden, vil det altid generere spørgsmål omkring forskerens samfundsansvar.
Annonce:
Når der sker noget i verden, reagerer videnskaben. Og når der sker noget i videnskaben, reagerer verden.
Derfor bliver vi nok aldrig færdige med at diskutere grænserne og sammenfiltringerne mellem videnskab og politik, forskning og aktivisme.
Den politiske udvikling af klimakrisen fra de sene 1980’ere til i dag er et godt eksempel på, hvordan rammerne for diskussionen om videnskab kan ændre sig drastisk – og hvordan forskellige parter i klimakampen former hinandens strategiske muligheder.
Lad os dykke lidt ned i det, vi kan kalde skiftet fra klimabenægtelse til klimaforsinkelse – eller ’klimaskepsis’ 2.0 – og hvad det har betydet for forskernes retoriske muligheder.
En velsmurt benægtelsesmaskine
I 2010 udgav videnskabshistorikerne Erik Conway og Naomi Oreskes en grundig gennemgang af, hvordan store olieselskaber og magtfulde politiske bevægelser har anvendt en hær af lobbyister og videnskabelige ’eksperter’ til at angribe klimavidenskaben.
Ofte de ganske samme folk, som tobaksindustrien brugte til at så tvivl om sammenhængen mellem cigaretter og lungekræft.
Nyere kortlægninger bekræfter dette billede. Disse aktører vidste allerede i 1980’erne, at vinduet for at betvivle den videnskabelige evidens risikerede at lukke sig, hvis ikke man gjorde et eller andet aktivt for at holde det åbent.
Annonce:
Sociologerne Riley Dulap og Aaron McCright kalder denne koordinerede indsats for ‘the denial machine’, eller benægtelsesmaskinen.
’Er det nu også menneskeskabt…?’
Den består af et stort spindelvæv af tænketanke, virksomheder, politikere, medier, meningsdannere og lobbyister, der i årtier har fanget offentligheden i diskussioner af selve evidensen for klimaforandringerne:
Måske er der slet ikke nogen global opvarmning? Eller hvis den er der, så skyldes det måske slet ikke drivhusgasser, men solens aktivitet? Og har klimaet ikke altid ændret sig?
Eller måske ønsker klimaforskere bare at male et billede af faretruende klimaforandringer for at tiltrække store bevillinger til at opretholde deres karriere?
Og så videre og så videre. Ofte antog mediernes redaktører, at disse synspunkter var ligeværdigt modpunkt til en etablerede videnskab. Men i virkeligheden var de særlige interesser uden egentlig belæg bag sine påstande.
Årtiers videnskabsbenægtelse tørrer ud
Særligt effektivt var det at hverve enkelte forskere og få dem til at anvende deres videnskabelige troværdighed til at så tvivl om den overvældende konsensus hos det videnskabelige samfund generelt.
Man fik det med andre ord til at ligne et uafklaret spørgsmål, hvor videnskabsfolkene var delt i to lejre: For og imod eksistensen af menneskeskabt global opvarmning.
Annonce:
I årtier har klimaforskere altså skulle tilbagevise denne strategiske fornægtelse af deres arbejde. Somme tider har de endda skulle håndtere trusler og chikane.
Amerikanske klimaforskere såsom Michael Mann og James Hansen har oplevet disse målrettede angreb på videnskabsfolk på egen person især i 2000’erne.
Men disse hardcore angreb, til tider ligefrem chikane, er stilnet af.
I sin nyeste bog peger Mann på, at terrænet for klimakampen har ændret sig. De, der før såede tvivl om den videnskabelige konsensus, er nu gået fra at være ’benægtere’ til ’inactivists’, eller inaktivister.
Forsinkelse tager benægtelsens plads
Hvad vil det sige, at de store selskaber i den fossile økonomi og deres lobbyister og politiske allierede nu er blevet inaktivister i stedet for benægtere?
En kortlægning fra 2020 peger på, at ’forsinkelsesdiskurser’ nu er inaktivisternes foretrukne strategi.
Man hører nu ikke så meget argumenter om, at dataene og modellerne er upålidelige og tvivlsomme.
I stedet handler det om, at endnu ikke opfundne teknologier vil løse krisen. At vi ikke kan gøre noget, før nogen andre gør det, og at det er alt for dyrt at gennemføre gennemgribende klimatiltag. Eller at det er det enkelte individs ansvar at løse krisen.
Alle disse forsinkelsesargumenter bliver så krydret med en stor ladning greenwashing – altså flotte ord om firmaers og staters klimaambitioner, som ved nærmere eftersyn er ekstremt tvivlsomme.
En retorisk kontinentalplade har rykket sig
Dette skift har vi set meget tydeligt i Danmark.
Tænk bare tilbage til sidste folketingsvalg, hvor alle partier ifølge dem selv var de mest grønne.
Sådan så det ikke ud for bare fem år siden, og slet ikke for 10-15 år siden, hvor folkevalgte politikere stillede spørgsmålstegn ved, om global opvarmning overhovedet fandt sted (f.eks. her og her).
Man kan sige, at én retorisk kontinentalplade har rykket sig henover en anden og skabt pludselige rystelser i det videnskabelige og politiske sprog.
Oceaner af plads til at kommunikere
Dette skift i klimadebatten både internationalt og herhjemme har måske større betydning for videnskabsfolk end for nogen andre.
I stedet for konstant at forsvare sig imod anklager om, at det, de siger, overhovedet er troværdigt og sandt, er der nu frigivet oceaner af plads til andre former for videnskabskommunikation – alene fordi det videnskabelige faktum om menneskeskabt global opvarmning nu i det store hele godtages af dem, der før var aggressive klimabenægtere med masser af taletid.
Nogle forskere reagerer på dette ved at blande sig mere i debatter i medierne eller udgive bøger, der argumenterer for klimahandling nu og her.
Andre går mere radikalt til værks, for eksempel med kreative aktioner såsom at rykke undervisningslokalet ud på magtens dørtrin.
Bekymrede forskere forsøger altså at finde nyt fodfæste i klimadebattens omskiftelige og opvarmede landskab.
Debatten om forskeres klimaansvar foregår også i tidsskrifterne
Der er selvfølgelig lagt fra konsensus på universiteterne om, hvordan forskere kan eller bør engagere sig.
I videnskabelige tidsskrifter har forskere de senere år diskuteret, hvilke skridt der kan tages som reaktion på inaktivismen.
For eksempel har bevaringsbiologer argumenteret for, at deres fagfelt bør få helt nye målsætninger om at forme den biosfære, vi går i møde, i stedet for forgæves at forsøge at bevare naturen, som den ser ud lige nu – med aktivisme som en central del af indsatsen.
Andre tager en helt anden vinkel på situationen med vores stigende viden, der kører parallelt med de stigende drivhusgasudledninger.
Tre klimaforskere argumenterede i 2021 for et ’moratorium’ for klimaforskningen. Det vil sige en nedlæggelse af alt forskningsarbejde, indtil politikerne handler.
De sidstnævnte er altså uenige i, at aktivisme og sociale bevægelser skulle have nogen mærkbar effekt. De førnævnte ser det som absolut nødvendigt, på trods af at det er kontroversielt.
Jeg er selv medforfatter på en artikel i tidsskriftet eLife sammen med 10 sundhedsvidenskabelige forskere.
Her diskuterer vi videnskabsfolks sociale ansvar i en klima- og miljøkrise, som påvirker alt fra luftforurening til mental sundhed. Vi slår et slag for de positive effekter af videnskabsaktivisme, som ellers sjældent fremhæves.
Retoriske klimaforandringer
Der er altså opstået en levende diskussion i de videnskabelige samfund om, hvad vi bør gøre i denne situation, hvor (næsten) alle er enige om, at vi står over for en klimakatastrofe – men hvor vi oplever, at viljen til at handle mangler hos dem, der kan gøre den største forskel: politikerne.
For nylig blev Det Grønne Forskernetværk dannet. Deres målsætning er at samle forskere baseret i Danmark i en mere koordineret indsats for at sætte vores viden i spil i klimakrisen.
En af initiativtagerne, Mads Ejsing, appellerer til at »genoverveje vores egen rolle som forskere«, og netværket tæller allerede flere hundrede forskere.
Det er ekstremt vigtigt for forskersamfundet at tænke over og tale om, hvordan vi genovervejer vores rolle.
Det er prisværdigt, at nogen faktisk har modet til at engagere sig aktivistisk, og går med på gaden til klimademonstrationer som den i dag.
Samtidig vil det være svært for mange at lave aktivisme, blandt andet fordi videnskabelige fællesskaber ikke tilbyder samme sociale og følelsesmæssige støtte som traditionelt aktivistiske fællesskaber. Den slags skal bygges op. Men forandringerne i det retoriske klima har skabt rigtig gode betingelser for den op- og ombygning.
\ Kilder
- Frederik Appel Olsens profil (KU)
- “Merchants of Doubt: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues from Tobacco Smoke to Global Warming”, Bloomsbury Publishing (2012)
- “The role of public relations firms in climate change politics”, Climatic Change (2021), DOI: 10.1007/s10584-021-03244-4
- “Discourses of climate delay”, Global Sustainability (2020), DOI: 10.1017/sus.2020.13
