Kritik affejes ofte som personangreb i den offentlige debat. Hvorfor?

»Nogle gange bliver politik simpelthen for grimt! Miljø- og teknikborgmester på Københavns Rådhus Line Barfod har lavet et vildt personangreb min kollega Pernille Rosenkrantz-Theil.«

Sådan skrev det socialdemokratiske folketingsmedlem Ida Auken i et Facebook-opslag 28. august.

Det ‘vilde personangreb’, som Auken refererer til, er Enhedslistens Line Barfods kritik af Rosenkrantz-Theils stemmemønster i folketingssalen.

Her har Rosenkrantz-Theil nemlig stemt som resten af sit parti imod tiltag til at lægge pres på Israel i forbindelse med deres behandling af befolkningen i Gaza.

Det gælder eksempelvis stop for våbenhandel med Israel, at Danmark skal arbejde for øjeblikkelig våbenhvile i Gaza og anerkendelsen af en palæstinensisk stat.

Barfod mener derfor, at Rosenkrantz-Theil »stiller sig på den forkerte side af historien«. En kandidat til posten som overborgmester i København, argumenterer Barfod, bør være på fredens og menneskerettighedernes side.

Er denne kritik udtryk for et personangreb, sådan som Auken hævder i sit forsvar af sin partifælle? Som forsker i retorik mener jeg, at svaret er nej. Hvorfor vender jeg tilbage til.

Først skal vi lige have nogle ting på plads: Hvad er et personangreb i en debat egentlig ifølge retorisk argumentationsteori, og hvad kan vi bruge dem til?

Rødt kort! Personangreb som fejlslutning

Det er gentaget utallige gange i den offentlige debat, at man altid skal gå efter bolden, ikke manden.

Dette udtryk er ikke bare kønsmæssigt uddateret, det er også en sandhed med modifikationer. I hvert fald hvis man anlægger et retorisk syn på argumentation.

I den formelle logik taler man om fejlslutninger. Det vil, groft sagt, sige måder at argumentere på, der ikke holder vand; konklusionen følger ikke af præmisserne.

Fejlslutninger ligner måske et godt argument, men er i realiteten noget juks. Sammenhængen mellem det, du påstår, og det, du bruger til at underbygge din påstand med, er suspekt.

Et af de mest kendte er stråmandsargumentet, hvor man angriber en version af modstanderens argument, som er fordrejet eller falsk, men som er lettere at skyde ned.

Som hvis jeg påstår, at min nabo vil jævne min have med jorden, når det eneste, der er blevet foreslået, er, at jeg beskærer de grene, der rækker ind over hegnet.

Personangrebet, eller det såkaldte ad hominem-argument, er også at finde på lister over formelle fejlslutninger. Essensen af ad hominem (latin, ’mod personen’) er, at man kritiserer sin modstanders karakter i stedet for deres argument.

Til min vens argument om, at jeg bør betale de 500 kroner, jeg har skyldt ham i et halvt år, kan jeg for eksempel svare, at han da også bare er sur hele tiden og skal slappe lidt af.

Bolden er de 500 kr. Men jeg sparker min ven over skinnebenet i stedet ved at affeje ham som en sur mokke.

Klokkeklart personangreb. Rødt kort.

Ad hominem er ikke så nemt igen

Men i den virkelige verdens skænderier, diskussioner og debatter kan gode og dårlige argumentationsformer ikke altid sættes på formel.

Retorisk argumentation er dynamisk. I forhold til personangreb, eller ad hominem, betyder det, at vi nogle gange har brug for, at debattører forholder sig til hinandens baggrund eller personlighed. Og nogle gange har vi ikke.

Det er ikke bare ligetil. Til gengæld er det et bedre instrument til at forstå praksis. Se faktaboksen, hvis du vil vide mere om dynamisk og statisk argumentation. Inden vi vender tilbage til Ida Auken og Line Barfod og anklagen om personangreb, skal vi forbi et par eksempler, der viser, hvordan ad hominem kan være nyttige, unyttige og et sted midtimellem.

Bob, Wilma, og syreregnen

I videnskab ville de fleste sige, at ad hominem er et totalt no-go. Det skal handle om data, om brugen af den videnskabelige metode, ikke om personfnidder.

Hvis jeg kritiserer en forskningsartikel, fordi forfatteren har en ‘lav’ stilling i det akademiske hierarki, er det åbenlyst en ret irrelevant (og temmelig arrogant) kritik.

Jeg burde i stedet forholde mig til, om artiklen lever op til de akademiske standarder på sit felt, om den bidrager med ny viden osv.

Men selv i videnskabelige diskussioner kan ad hominem-argumentation være helt på sin plads.

Argumentforskeren Douglas Walton giver et tænkt eksempel med Bob og Wilma, der diskuterer problemerne med syreregn.

Bob mener, at syreregn udgør et betydeligt problem og peger på, at den videnskabelige evidens bakker det synspunkt op. Wilma er uenig: Hun mener, at de videnskabelige rapporter overdriver, og at det vil være for dyrt at gøre noget ved problemet.

Her indskyder Bob dog et ad hominem-argument: Han påpeger, at Wilma sidder i bestyrelsen hos et stort kulfirma, og at hendes argumenter derfor ikke ukritisk skal tages for gode varer.

Det er muligt, at Wilma har ret i sin udlægning af evidensen. Men det virker relevant at være på vagt som publikum til denne diskussion, i og med at Wilma har en direkte finansiel interesse i sin afvisning af videnskaben.

Wilma er ikke bare en neutral diskussionspartner, og det har vi brug for at vide, når vi bedømmer hendes argumentation (det er af samme årsag, at forskere skal deklarere eventuelle interessekonflikter i deres publikationer).

Selv i videnskabens ellers stringente verden, kan det altså give mening at bruge ad-hominem-argumentation.

Og det gælder i endnu højere grad i mere generelle offentlige debatter.

Er karaktermordet på Jan Grarup legitimt?

For nyligt udgav fotografen Jørn Stjerneklar og journalisten Helle Maj podcasten ‘Bedraget – løgnens anatomi’. Podcasten er et frontalt angreb på den kendte krigsfotograf Jan Grarups troværdighed.

Grarup er flere gange tidligere blevet afsløret i at tale usandt om sine fotografier og oplevelser, eksempelvis under folkemordet i Rwanda i 1994.

Stjerneklar og Maj graver endnu dybere og finder flere usandheder og overdrivelser, ikke bare i det fotojournalistiske arbejde, men også i Grarups personlige og professionelle liv.

Podcasten anvender endda en psykolog som ekspert til at udtale sig om personer med personlighedsafvigelser såsom narcissistiske træk og psykopati.

Psykologen understreger, at han taler generelt og ikke om Grarup specifikt. Men podcasten gør det tydeligt, at vi skal lægge to og to sammen: Grarup er en svindler og en kynisk løgner, der i sin narcissisme bringer hele sit fagfelts troværdighed i miskredit.

Grarup kalder selv podcasten for et karaktermord, og det er svært at se det som andet. Men betyder det, at kritikken er uberettiget?

Som journalist, oplægsholder og forfatter bruger Grarup sin personlige historie som salgspunkt. Han sælger ikke bare billeder til aviser som kontekstløs dokumentation:

Han kobler dem til sine erfaringer, som han så igen bruger til at brande sig selv.

Det er der som sådan ikke noget problem i. Men når det så viser sig, at disse erfaringer ikke stemmer overens med virkeligheden, kan Grarup ikke bare træde tilbage og hævde, at han bare er fotograf. Produkt og sælger hænger i denne sag tæt sammen.

Bolden og manden er skabt af det samme læder.

Hvor går grænsen så mellem berettiget og uberettiget personangreb, og træder Stjerneklar og Maj over denne grænse? Det har der raset en heftig diskussion om i journalistiske miljøer.

Og det hele afhænger af, hvordan man analyserer den sociale situation, podcasten taler ind i.

Tilbage til Auken og Barfod

Ad hominem eller personangreb kan altså både være berettigede og uberettigede, og de kan være et lidt ubestemmeligt sted imellem de to.

Imidlertid lader det til, at intuitionen om, at personangreb altid er uberettiget er så stærk, at anklagen om personangreb ofte bruges i den offentlige debat til at affeje argumenter, der ikke i nogen åbenlys forstand går ‘efter manden’.

Nu har vi ventet længe nok: Vi skal tilbage til det indledende eksempel med Ida Aukens anklage om et vildt personangreb på Pernille Rosenkrantz-Theil af Line Barfod.

Hvorfor mener Barfod, at Rosenkrantz-Theil står på den forkerte side af historien? Er det på grund af hendes personlighed eller menneskelige erfaringer?

Ikke umiddelbart. Det handler om, hvordan hun har stemt som folketingsmedlem. At blive anklaget for at stå på den forkerte side af historien er store og hårde ord.

Men hvis kritik af en politikers førte politik er et personangreb, så udvander man vel idéen om personangreb som sådan.

Fordi Auken afkoder denne hårde kritik som et personangreb, leder det hende til at modgå Barfod med et personforsvar af Rosenkrantz-Theil:

»Hvad mange ikke ved er, at Pernille Rosenkrantz-Theil har været fredsvagt i Palæstina med den palæstinensiske/-israelske fredsbevægelse.«

Og videre: »Hun har med andre ord været optaget af palæstinensernes sag længere og mere handlingsorienteret end de fleste, jeg kender. Ingen kan være i tvivl om, at hun er forfærdet over de rædsler, der foregår lige nu i Gaza.«

Men Barfod bider ikke på. Hun griber i stedet bolden:

»Uanset hvad hun måtte have gjort, før hun blev socialdemokrat, skal hun stå på mål for, hvad hun har gjort som folketingsmedlem.«

Det er muligt, at Auken er uenig i, at Rosenkrantz-Theil, og Socialdemokratiet generelt, står på den forkerte side af historien.

Det er også muligt, at Barfod misforstår historien, misforstår parlamentarisk arbejde, er for hård i sit sprog eller kommer med en anklage, der ikke er relevant for kommunalpolitik.

Men et »vildt personangreb«? Næppe.

Hvad er det så, der foregår her? Er det bare Aukens misforståelse af forskellige former for argumentation, der er på spil? Eller er det bevidst vildledning?

I den sidste del af denne artikel vil jeg spekulere lidt i, hvorfor vi ser debattørers sammenblanding af hård kritik og personangreb.

Kan du lokalisere bolden i ’Kender du typen?’

Vi har set, hvordan ad hominem-argumenter kan være ødelæggende for debatten, men også hvordan de kan være relevante, og her til sidst hvordan de kan blive kørt i stilling som afvisning af kritik.

I dag er det politiske blevet personligt. Politikere og andre meningsdannere bruger aktivt sig selv i politiske kampagner. Det sker på sociale medier, i selvbiografier, i talkshows og tv-programmet ’Kender du typen?’.

Her sker altså en strategisk sammenblanding af det private og politiske menneske. Under de betingelser, kan det blive svært at skelne tingene ad – for man blander dem hele tiden aktivt sammen.

Den forvirring bliver prikket til, når man selv, eller nogen man støtter op om, rammes af krads kritik.

Og vi kan være sikre på, at vi i det kommende kommunalvalg til november vil se masser af ægte, underlødige personangreb, relevante ad hominem-argumenter og, som i tilfældet Auken, forvekslinger af kritik og personangreb.

Vi kan være sikre på, at folk vil være helt uenige i, hvad det egentlig er, der foregår. For hvor er bolden egentlig henne, når det politiske bliver personligt?