Mistrivsel i 5. klasse går ud over elevernes karakterer fem år senere

Nogle børn og unge er aldrig rigtig glade.

De bekymrer sig meget, er utrygge og mangler måske gode relationer til kammerater. Børnene, som mistrives, har høj risiko for senere i livet at få en psykiatrisk diagnose, viser undersøgelser.

Og det er ikke den eneste ulykke, som rammer op mod en femtedel af alle danske børn og unge.

Børn, som ikke trives, når de er 11-12 år, klarer sig også i gennemsnit dårligere ved folkeskolens afgangsprøve, end de burde have gjort, når man tager højde for deres IQ og sociale baggrund.

Sådan lyder en delkonklusion i et nyt dansk studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.

Tidlig hjælp kan måske forebygge

Mistrivsel i barndommen går ikke over af sig selv, men hænger sandsynligvis ved og kan præge børnenes udvikling, konkluderer forskerne, som har testet et redskab til at finde frem til de børn, der har det svært med sig selv og deres omgivelser.

»Hvis vi tidligt kan identificere børn, der ikke trives, kan vi sørge for, at de får hjælp i tide og måske forebygge, at de senere i livet får svær psykisk sygdom,« siger Rasmus Trap Wolf, der er ph.d-studerende i Region Hovedstadens Psykiatri og Syddansk Universitet.

Rasmus Trap Wolf og kolleger har testet, om kommunerne kan bruge et spørgeskema til at opspore børn, der mistrives i en grad, så de har brug for terapeutisk behandling.

»Vi konkluderer, at skemaet, som skal udfyldes af forældrene, kan bruges til at identificere børn, som mistrives og har brug for hjælp, men som ikke nødvendigvis opfylder kriterierne for at få en decideret diagnose,« siger Rasmus Trap Wolf.

Har dit barn ofte hovedpine?

I studiet har forældre til 2.015 børn født i år 2000 udfyldt det særlige spørgeskema om børns psykiske trivsel kaldet ‘The Strenghts and Difficulties Questionnaire (SDQ)’

I alt har forældrene svaret på 25 simple spørgsmål om deres børns adfærd. De har for eksempel forholdt sig til, om barnet:

• Er rastløs, overaktiv og har svært ved at holde sig i ro i længere tid ad gangen
• Ofte klager over hovedpine, mavepine eller kvalme
• Er lidt af en enspænder, der holder sig mest for sig selv
• Bekymrer sig om mange ting eller ofte virker bekymret
• Ofte slås, mobber andre børn eller selv bliver mobbet
• Færdiggør lektier og er god til at fastholde opmærksomheden

Forældrenes svar giver et billede af, om barnet har følelsesmæssige vanskeligheder, adfærdsproblemer, har svært ved at begå sig socialt eller på anden vis mistrives.

Glade børn fik højere karakterer

Forskerne har sammenholdt forældrenes svar med oplysninger om børnenes videre udvikling, deres IQ og sociale baggrund.

Resultatet viser, at:

• 10 procent af de 2.015 børn viste tegn på mistrivsel, da de var 11-12 år.
• De cirka 200 børn, som mistrivedes, klarede sig fem år senere gennemsnitligt dårligere ved folkeskolens afgangsprøve, end de burde have gjort, når man tager deres IQ og sociale baggrund i betragtning. Deres karaktergennemsnit var 1 point lavere end hos klassekammerater, der ikke mistrivedes i 11-12 års alderen.
• En fjerdedel af de børn, der mistrivedes, fik hjælp hos en psykolog eller en psykiater, før de fyldte 16-17 år. Men i gennemsnit fik de først hjælp 2,5 år efter, at deres forældre udfyldte spørgeskemaet.
• De resterende børn fik ikke hjælp fra det offentlige sundhedsvæsen. Da deres resultater ved folkeskolens afgangseksamen er dårligere, end de burde have været, er det ifølge forskerne et tydeligt tegn på, at deres mistrivsel ikke gik over af sig selv.

LÆS OGSÅ: Terapeutisk indsats kan hjælpe børn med massivt skolefravær

Børnene fik ikke hjælp

Det nye studie bekræfter, at SDQ-skemaet kan bruges til at identificere børn, der har så alvorlige adfærdsmæssige, sociale eller følelsesmæssige vanskeligheder i dagligdagen, at de har behov for professionel hjælp for at få det bedre, siger Rasmus Trap Wolf.

Men studiet viser også, at de 5. klasseselever, der mistrivedes i en grad, så det gik ud over deres karakterer i 9. klasse, næppe har fået tilstrækkelig hjælp til at håndtere de udfordringer, de har haft i dagligdagen.

De børn, der har modtaget hjælp, har først fået den, efter at deres problemer har vokset sig så store, at de er blevet henvist til en psykolog eller en psykiater.

»Undersøgelsen er interessant og vigtig, fordi den både peger på, at der mangler systematiske og målrettede indsatser til børn, der ikke trives, og fordi den understøtter, at SDQ-skemaet kan spotte børn, der har brug for hjælp,« siger Carsten Obel, der er professor i mental børnesundhed på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

SDQ fanger individuelle problemer

Carsten Obel har læst det nye studie, men har ikke været involveret i det. Han har gennem mange år forsket i børns mentale sundhed og har selv arbejdet med SDQ-skemaet, som han tog initiativ til blev oversat til dansk i 2001.

Skemaet indkredser essensen af det enkelte barns problemer i modsætning til de trivselsmålinger, der i øjeblikket bliver gennemført på folkeskolerne en gang om året for at tage temperaturen på elevernes samlede trivsel.

»Hvis SDQ-skemaet udfyldes af flere voksne, som er tæt på barnets hverdag, kan man relativt hurtigt få et 360 graders indtryk af, hvad der udfordrer det enkelte barn,« siger Carsten Obel og fortsætter:

»Det er et godt udgangspunkt for at vurdere, hvad man skal være særlig opmærksom på, så man kan sætte ind med den rigtige hjælp, før barnets vanskeligheder udvikler sig til noget alvorligt.«

Mange forældre efterlyser hjælp

Godt så, kunne man forledes til at tænke: Fint nok at finde frem til børn, der mistrives, men får de så den hjælp, de har brug for?

Ifølge Carsten Obel oplever mange forældre, at det er svært at få den rigtige hjælp, hvis deres børn mistrives, men ikke har en egentlig diagnose.

»Mange forældre, som står med et barn, der ikke trives, oplever, at mange gerne vil hjælpe, men at der går lang tid, før der er styr på det, og at det er rigtig svært at få sammenhængende hjælp,« siger Carsten Obel.

Et problem er, at der ikke findes en fast og universel opskrift på, hvordan man skal håndtere børns mistrivsel.

»Der er ikke en forkromet model, der virker på alle i det her komplekse felt. Det, vi har brug for, er at arbejde systematisk og på den baggrund udvikle sammenhængende og individualiserede løsninger,« siger Carsten Obel.

Evidensen mangler

I 2016 var Carsten Obel med til at samle al den forskningsbaserede viden, der er publiceret om, hvordan lærere, pædagoger, kommuner og forældre bedst kan forebygge mistrivsel og fremme børn og unges mentale sundhed.

Rapporten ‘Indsatser der fremmer mental sundhed hos børn og unge,’ som blev udarbejdet for Sundhedsstyrelsen, konkluderer blandt andet, at der på daværende tidspunkt ikke var »et kvalificeret grundlag for at fremhæve specifikke indsatsers effekt.«

Dokumentationen for de forebyggelsesindsatser, der fandtes, var med andre ord begrænset.

LÆS OGSÅ: Forsker: Vi skal lære de unge at nyde det uperfekte

Men der er noget at gøre

Det betyder dog ikke, at der slet ikke er noget at gøre for et barn, der mistrives, siger Carsten Obel.

Han anbefaler, at forældre, lærere, pædagoger og andre voksne omkring barnet starter med at udfylde SDQ-skemaet og på baggrund af resultaterne tager en dialog om:

• Hvad stresser barnet?
• Hvad har barnet svært ved at håndtere?
• Er der noget i barnets hverdag, som kan ændres, så barnet bliver mindre stresset?

»Man skal danne sig et overblik med det formål at forsøge at nedbringe barnets stressniveau. Og her er det vigtigt, at man ikke spilder tiden,« siger Carsten Obel og tilføjer:

»Barnet reagerer som udgangspunkt på grund af magtesløshed, så man bør ikke acceptere det, hvis nogen påstår, at det bare barnet der har et problem.«

Step one: Reducer stress

Barnet skal ikke selv bære byrden eller føle sig ansvarlig, så det er vigtigt, at de voksne omkring barnet tager affære. De bør arbejde i to spor, siger Carsten Obel:

»Ofte vil løsningen være, at man forsøger at reducere stressende faktorer i barnets omgivelser, samtidig med at man arbejder med barnet og familien med de mest veldokumenterede redskaber til at overkomme de udfordringer, barnet møder i hverdagen.«

I øjeblikket er Rasmus Trap Wolf og kolleger i gang med at teste effekten af et tilbud til børn med adfærdsvanskeligheder, mild angst og depressive symptomer. Tilbuddet, som kaldes Mind My Mind, består af kognitiv terapi samt individuelt sammensatte programmer både til børnene og deres forældre.

Læs mere om Mind My Mind i boksen under artiklen.

På hjemmesiden Børnungeliv.dk har Carsten Obel og kolleger sammensat en liste med inspiration til, hvordan kommuner kan forebygge og håndtere mistrivsel blandt børn og unge.

LÆS OGSÅ: Forskere: Giv børn tilskud til psykolog og spar penge

LÆS OGSÅ: Når vi måler trivsel, påvirker det børnene