De tilknytningsmønstre, som børn udvikler for at overleve i en farlig verden, afhænger af deres tidlige erfaringer med omsorgspersoner. Det er vigtigt at huske på i et moderne samfund, hvor forældre ikke er de eneste nære voksne i et barns liv.
\ Automatisk oplæsning
Et nyfødt barn er hjælpeløst og dybt afhængigt af sine forældre. Men det får også med tiden behov for at udforske sin verden.
Det man i fagpsykologiske termer kalder tilknytningssystemet er dét, der får barnet til at modsætte sig adskillelse fra sine forældre eller andre omsorgspersoner, så snart der er antydning af fare på færde.
Det er her nødvendigt for barnet, at det kan vække følelser af omsorg og trang til at beskytte andre, hvis der reelt er en fare. Det kalder vi tilknytningsadfærd.
Og netop denne adfærd er en livsvigtig – men overset – del af menneskepsyken. I denne artikel vil jeg skrive om, hvad tilknytning betyder, og hvorfor vi gør klogt i at tænke mere over det i vores samfund i dag.
Hvis du spørger en gruppe tilfældige mennesker om deres forhold til deres forældre, vil nogle sige, at de er meget knyttede til dem, og andre vil sige, at de ikke er.
Men tilknytning er ikke noget, der optræder i stor eller lille grad. Vi har alle dette medfødte adfærdssystem med et bestemt tilknytningsmønster og tilhørende reaktioner, når det aktiveres.
Dét, der kan variere, er derfor typen og kvaliteten af vores tilknytning, men ikke om vi har det eller ej.
Har du lært, at du kan regne med at få hjælp, hvis du rækker ud, eller har du oplevet det som nytteløst? Eller måske har du oplevet, at det var svært at forudsige, om du fik hjælp?
Begge dele vil hos et lille barn føre til, at det må tilpasse sine strategier, alt efter hvad der virker bedst til at opnå tryghed og omsorg.
Det betyder, groft sagt, at du sagtens kan føle en stærk binding til din mor eller far, men ikke have et såkaldt 'trygt tilknytningsmønster' af den grund.
Tilknytningen er en ubevidst proces og derfor ikke noget, du er herre over. Den skal kunne tilpasse sig ændringer i dit liv, så din adfærd altid er mest optimal i forhold til overlevelse, og derfor kan det blive nødvendigt at ændre strategier, hvis dine livsvilkår ændrer sig.
Men vi ved også, at tilknytningsmønstre primært formes i de første leveår, og at de overordnet er meget stabile, når de først er dannet. Det betyder altså mest, hvem du er sammen med, og hvad du har oplevet i din tidlige barndom.
Du har som lille ikke oplevet ret meget endnu og kan derfor ikke vurdere, om noget udgør en fare.
Jo mindre du er, jo mere farlig er verden. Barnet har i sin udvikling derfor brug for en omsorgsperson, der sørger for at beskytte mod det farlige og lære barnet selv at skelne mellem farligt og ufarligt.
Lidt udfordrende sagt bør vi måske være undersøgende over for, om det kan have betydning med kvaliteten af voksenkontakt i bredere forstand end blot forældrene, når vi har et samfund, der hviler på, at langt de fleste børn kommer i institution fra en ung alder.
Et simpelt eksempel kan være med til at illustrere, hvordan voksenkontakt har indflydelse på vores tilknytningsmønstre:
Et barn løber omkring på en legeplads. Barnet er dybt optaget af leg og tilsyneladende ikke opmærksomt på sine forældre.
Pludselig sker der noget uventet. Det kan blot være, at en fremmed hilser på barnet, der nu omgående søger hen til mor.
Hvis det viser sig, at den fremmede er 'god nok', og mor endda falder i snak med vedkommende, vil barnet erkende igennem mor, at der ikke er fare på færde. Det vil falde til ro og genoptage legen.
Når vi taler tilknytningsadfærd, hænger det altså sammen med vores iboende trang til at udforske. De to systemer er indbyrdes afhængige, så hvis tilknytningssystemet aktiveres, så lukker udforskningsadfærden ned, indtil faren er drevet over.
Omvendt kræver det, at barnet kan hvile i, at det vil få hjælp, når der er behov for det, hvis tilknytningssystemet skal forholde sig i ro, og barnet have overskud til at udforske og udvikle sig.
Det vigtige her er at huske på, at der ikke nødvendigvis er fare på færde, og det er heller ikke tilfældigt, hvordan et barn reagerer. Reaktionerne er resultatet af gentagne erfaringer med at søge trøst, beskyttelse og hjælp fra omsorgspersoner.
Du tager disse erfaringer med dig ind i voksenlivet, hvor de strategier, du har udviklet som lille til at håndtere utryghed, vil påvirke dine reaktioner i andre relationer til for eksempel dine venner og partnere.
Mange mennesker udvikler sunde og hensigtsmæssige strategier, mens andre har mindre hensigtsmæssige reaktioner. Men selv de mindst hensigtsmæssige tilknytningsstrategier har det samme mål, som de mest optimale – at bringe dig i sikkerhed, hvis der er fare på færde.
Et lille barn, der gentagne gange oplever, at det ikke nytter at søge hjælp hos voksne må finde på noget andet, der virker.
Tilknytningsadfærd kan derfor forme sig anderledes end ved det nævnte eksempel på legepladsen. Barnet kan for eksempel, når den fremmede hilser, forholde sig helt i ro uden at søge sin mor og vente på, at den fremmede forhåbentlig går væk.
Engang troede vi, at et barn kun kunne udvikle selvstændighed, hvis vi ikke var for 'pylrede', og at et barns adfærd med at holde sig tæt ved sin mor handlede om at søge mad.
Men den amerikanske psykolog Harry Harlow hævdede allerede i 1950'erne, at det lille barn havde brug for en meget tæt kontakt til sin mor for at kunne udvikle sig til et livsdueligt og mentalt sundt menneske.
Han gennemførte en række dyreeksperimenter og viste, at der er tale om flere forskellige adfærdssystemer, når små dyreunger skal have dækket deres mest basale behov – og når vi taler basale behov, er mad ikke det eneste essentielle.
Harlows forskning er siden blevet kaldt 'the science of love', men havde meget lidt at gøre med kærlighed, da dyreforsøgene stod på.
Et af de forsøg, Harlow lavede, var at holde abeunger i langvarige isolationer og se, hvordan de sank ind i en tilstand af passivitet og til sidst måtte tvangsfodres for at overleve.
Nogle af de små aber placerede Harlow efter noget tid sammen med to kunstige mødre. Den ene var lavet af kraftig ståltråd og kunne give mad igennem en flaske, og den anden var beklædt med pels, som gjorde, at den i højere grad mindede om en rigtig mor.
Hvis teorien om, at børn holder sig tæt ved deres mor for at få mad, skulle holde stik, så skulle abeungen altså foretrække den surrogatmor, som kun bestod af ståltråd og en sutteflaske. Harlow observerede dog, at abeungerne alligevel typisk opholdt sig ved den pelsklædte 'mor' og kun kortvarigt gik til den anden for at spise.
.
Han udvidede eksperimentet med et forsøg, hvor han skræmte de små abeunger i den såkaldte 'fear test' /frygttest, red.).
I testen præsenterede han abeungerne for en mekanisk maskine med larmende og bevægelige dele. Abeungerne søgte straks hen til den pelsklædte surrogatmor og blev her i mange timer trods sult.
Harlow konkluderede, at der måtte eksistere et selvstændigt og meget stærkt adfærdssystem, siden det kunne få abeungen til at fravælge føde, hvis den skulle vælge imellem dette og tryghed.
I sidste ende ville den endda fravælge livet, hvis den ikke fik en tryg base til at udforske verden fra!
Harry Harlow var ikke den eneste, der forskede i dét, vi i dag kalder tilknytning.
Teorien om tilknytning, som vi kender den i dag, er grundlagt af den britiske psykiater og psykoanalytiker Edward John Mostyn Bowlby.
Han observerede børn i efterkrigstiden på hospitaler i en tid, hvor man troede, det ville være bedst for børn ikke at se forældrene, mens de var indlagt. Man antog, at det ville oprøre børnene unødigt og måske endda skade helingsprocessen.
Men Bowlby så, at børnene kom i en særlig form for mistrivsel, når de blev skilt fra deres omsorgspersoner. Børnene græd hjerteskærende i en periode, hvorefter de resignerede og udviste tiltagende passivitet eller tom og formålsløs adfærd, indtil de helt opgav kontakt med omverdenen.
Bowlby kom, som Harlow, frem til, at børn og dyreunger måtte huse et særligt adfærdssystem, der skal sikre tryghed og omsorg.
Han lagde grunden til meget af vores viden i dag om tilknytning med 'the attachment theory' (tilknytningsteorien, red.).
Den amerikansk-canadiske psykolog, Mary Dinsmore Ainsworth arbejdede sammen med John Bowlby, og det var hende, der blev klar over kvalitetsforskelle i de strategier, som børn bruger, når deres tilknytningssystem aktiveres.
Disse forskelle kunne ikke forklares ved kulturforskelle, for hun observerede mødre og børn i både Uganda og Baltimore og fandt samme overordnede mønstre.
Det vakte hendes nysgerrighed, og hun udviklede derfor en test, der undersøger det lille barns tilknytningsstrategier.
Testen hedder 'fremmedsituationen' ('strange situation procedure') og på baggrund af den, kunne Ainsworth identificere følgende tilknytningskategorier: tryg tilknytning og to typer af utryg tilknytning (undvigende og ambivalent tilknytning).
Hun fandt, at forskellene i høj grad kunne forklares ved kvaliteten af den reaktion, barnet fik, når det søgte hjælp.
Men hun havde også en gruppe børn, som hun ikke kunne placere i nogen af kategorierne. Disse børn blev senere beskrevet af den amerikanske psykolog Mary Main som en gruppe af børn, der oftere har været udsat for egentligt omsorgssvigt.
Deres medfødte adfærdssystem har drevet dem til at forsøge at opnå hjælp og tryghed hos den samme person, som udsatte dem for omsorgssvigt og dermed var den samme, som de søgte beskyttelse fra.
De børn har derfor ikke været i stand til at udvikle et fast tilknytningsmønster og en strategi til, hvordan de skal reagere, når deres tilknytningssystem aktiveres.
I tilfælde som disse giver det mere mening at tale om fravær af en fast tilknytningsstrategi, men ikke om fravær af tilknytning – for i sidste ende handler tilknytningsadfærd ikke om følelser, men om overlevelse.
Og netop denne tilknytningsadfærd, som er fælles for alle mennesker, og som den adfærdspsykologiske forskning har beskæftiget sig med siden 1950’erne, spiller en rolle i vores samfund, hvor børn har mange tilknytningsrelationer – ikke kun med mor og far.
Vi bør altså i stigende grad spørge os selv: Hvilke erfaringer samler vores børn i løbet af deres første tre år, når de søger hjælp og tryghed? Hvordan sikrer vi, at disse erfaringer fører til sunde tilknytningsmønstre, som kan følge os hele livet igennem?
Hver anden fredag får du tilsendt de nyeste artikler og podcasts om hjernen og psykologi.
