Skal børn sove alene?

En udfordring, mange forældre kan nikke genkendende til: Kampen om at få børnene til at sove alene inde på deres værelser.

Nogle løser den ved at lade ungerne sove sammen med hinanden. Andre ved at ligge sammen med dem, indtil de er faldet i søvn. Og så er der dem, der slet ikke synes, at der er en udfordring at løse. For hvorfor skal børnene overhovedet sove for sig selv?

Spørg Videnskaben er denne gang dykket ned i en højbetændt diskussion, som virkelig kan få sindene i kog såvel hos forskere som hos forældre: Har børn bedst af at sove alene eller sammen med deres forældre?

Lad os bare sige det, som det er: Meningerne er mange, men de bundsolide konklusioner i forskningen få.

Studie om samsovning skabte skepsis

Vi har valgt at gribe fat i emnet om børns søvn med og uden forældre på baggrund af et amerikansk studie, som for et par måneder siden blev omtalt på Videnskab.dk og skabte en del virak. Resultaterne viste, at børn over fire måneder sover bedre alene end sammen med deres forældre.

\ Læs mere

Forskere: Efter 6 måneder skal spædbørn ud af forældrenes soveværelse

En del forældre reagerede med skepsis. Som eksempelvis læseren Lærke Bonnesen på Facebook:

»Alt i alt lyder det her som et dårligt studie med et par overselvsikre forskere, som bombastisk fyrer et par kække anbefalinger afsted, selvom de reelt ikke ved, om der er tale om en spuriøs sammenhæng mellem søvnkvalitet og soveplacering.«

Nogle mente endda, at artiklen bevidst overså de dele af forskersamfundet, som kunne tænkes at være uenige i konklusionen.

Hverken fortalere eller modstandere har nok evidens

Den kan vi selvfølgelig ikke have siddende på os. Samtidig er det faktisk et rigtig godt sted at starte på denne artikel – forskerne ér nemlig meget uenige, når det kommer til børns sovevaner i relation til deres forældre, lyder det fra den hollandske forsker, adjunkt Maartje Luijk.

Som en af de eneste forskere i verden har hun sammen med tre kollegaer lavet et såkaldt metastudie, en videnskabelig gennemgang, af den relevante, tilgængelige litteratur; mere præcist 659 videnskabelige artikler.

\ Læs mere

5 videnskabelige råd til god søvn

Gennemgangen viste ifølge den hollandske forsker, at hverken fortalerne eller modstanderne af samsovning har tilstrækkelig med evidens til at bakke op om deres synspunkter.

»Der findes så mange studier, men selv hvis du læser dem alle, får du ikke ret meget evidens til at støtte op om nogle af påstandene. Det er ofte små, kortsigtede studier med få deltagere eller svag metode,« siger Maartje Luijk, som arbejder ved Erasmus University of Rotterdam.

Diskussionen kan blive ophedet

Maartje Luijk fortæller, at diskussionen mellem fortalerne – ofte evolutionsforskere, som mener, at det er naturligt for børn og voksne at sove sammen – og modstanderne – eksempelvis børnelæger, som mener, at samsovning kan være forbundet med risiko for, at børnene kommer til skade – kan blive meget ophedet.

»På den ene side står pædiatere (børnelæger, red.), som er meget bekymrede for børnenes ve og vel, og på den anden side det mere evolutionsorienterede felt, som mener, at det er det mest naturlige i verden. Men begge sider har problemer med styrken af deres evidens.«

Vi forsøger i det følgende alligevel at gennemgå nogle af de mest almindelige argumenter for og imod samsovning med et åbent sind – og finde ud af, hvad den trods alt tilgængelige evidens egentlig siger.

Og så når vi i sidste ende frem til én, særdeles vigtig, konklusion, som både fortalere og modstandere rent faktisk kan blive enige om.

Argument 1: Børn sover dårligere med deres forældre

Det er et ofte brugt argument fra modstanderne af samsovning, at søvnen bliver dårligere, når forældre og børn ligger sammen, om det så er i samme seng eller bare samme rum. Små lyde, høj varme samt fægtende arme og ben er typisk de faktorer, der bliver fremhævet i den forbindelse.

I det amerikanske studie viste forskerne, at børn, der sov alene, fra de var fire måneder gamle, i gennemsnit sov uafbrudt 45 minutter længere, end børn som sov med forældrene.

Studiet viste desuden, at forskellene voksede med tiden. Efter ni måneder sov de børn, der havde lært at sove alene i fire måneders-alderen, i gennemsnit 1 time og 40 minutter længere end de børn, der stadig sov sammen med forældrene.

»Hvis forældrene venter for længe med at sove alene i et værelse, risikerer de, at det får en negativ effekt på søvnkvaliteten hos både barn og voksne både på kort og på langt sigt,« sagde en af forfatterne, professor og børnelæge Ian Paul, som arbejder ved Penn State College of Medicine i USA.

Studiet, som herfra bliver omtalt som INSIGHT-studiet, blev udgivet i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift ved navn Pediatrics.

Vi dvæler lige ved denne konklusion et øjeblik: For hvad betyder det egentlig at sove godt eller dårligt?

Uenighed om, hvad der er god søvn

Ifølge søvnforsker Poul Jennum, som er professor ved Institut for Klinisk Medicin samt overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet, er det faktisk helt normalt, at mindre børn vågner ofte.

»Små børn har ikke nogen døgnrytme. De har det, vi kalder polyfasesøvn, som betyder, at man sover i flere faser – i modsætning til voksne, som sover monofasisk, hvilket vil sige én gang om dagen. Det er først omkring 3-4 års alderen, at de begynder at samle deres søvn til aften og nat,« siger Poul Jennum.

\ Læs mere

Hvornår har du sidst luftet ud på børneværelset?

Hvis man vil bruge argumentet om, at børn sover bedre, når de sover alene, skal man altså først gøre sig klart, hvad man mener med ’bedre’. Og der er ikke enighed om, hvorvidt det er godt eller dårligt for små børn at vågne mange gange i løbet af natten, lyder det samstemmende fra professor Helen Ball, som er antropolog ved Durham University og selv står i spidsen for et søvnlaboratorium.

»Nogle forskere siger, at det er en dårlig ting, at små børn vågner mange gange, andre siger, at det er godt, fordi det mindsker risikoen for vuggedød. Det handler helt om, hvilket forskningsfelt du angriber det fra,« siger hun.

»Børnene skal ud af dobbeltsengen«

Desuden er det værd at nævne, at INSIGHT-studiet er blevet kritiseret for at bygge på selvrapportering. Det vil sige, at de 279 mødre, som indgik i studiet, selv skulle svare på, hvor længe barnet sov, hvor ofte det vågnede og så videre. Det kan påvirke resultaterne, mener Helen Ball.

»Det gør, at jeg er skeptisk over for resultaterne. Jeg mener for eksempel ikke, at de kan sige med ret stor præcision, hvor tit børnene vågner,« siger hun.

Ian Paul afviser dog kritikken med, at spørgeskemaundersøgelsen – BISQ – er bredt anerkendt. Desuden bakkes resultaterne op af et andet studie fra Norge, som baserer sig på den store mor-barn-undersøgelse med over 55.000 deltagere.

Spørger man førsteforfatter på det norske studie, seniorforsker Børge Sivertsen, er der da heller ikke meget tvivl om, at evidensen er tilstrækkelig – selvrapportering til trods. I hvert fald når det kommer til at dele seng med sit lille barn.

»Jeg mener, at vi ved nok til at sige, at børnene i hvert fald skal ud af forældrenes seng. Det er det, vores studie viser, og der er mange amerikanske studier, der viser det samme: At det har negative konsekvenser for børnenes søvn,« lyder det fra Børge Sivertsen, som arbejder ved Folkehelseinstituttet i Oslo, den norske pendant til Statens Serum Institut.

Voksne og børn sov bedst sammen

I Danmark er der ikke lavet forskning i samsovning mellem børn og forældre i forbindelse med projektet ’Bedre Sundhed i Generationer’, som er den danske version af Norges ’Mor-barn-undersøkelse’.

Der er generelt heller ikke forsket ret meget i søvnkvaliteten for større børn, der sover sammen med deres forældre.

En amerikansk forsker i sociologi har dog udgivet bogen ’Co-Sleeping: Parents, Children, and Musical Beds’, hvor hun har interviewet 51 familier, som i en eller anden grad praktiserer samsovning. I nogle tilfælde helt op til, at børnene bliver 13 år.

Udtrykket ’Musical Beds’ betyder i øvrigt, at der er færre senge, end der er mennesker.

Professor Susan Stewart, som arbejder ved Iowa State University, konstaterer blandt andet, at de fleste forældre i familierne ville foretrække ikke at sove sammen med deres børn; men også, at dén præference primært skyldes samfundets stigmatisering af samsovning. De fleste oplevede nemlig samtidig, at både forældre og børn sov bedre og med færre afbrydelser i løbet af natten, når alle sov i samme rum eller seng.

Konklusion: Der er både argumenter for og imod, at børn sover dårligere sammen med deres forældre, og der er uenighed om, hvad ’god’ og ’dårlig’ søvn er for mindre børn. Der er ikke forsket ret meget i søvnkvaliteten for større børn, der sover sammen med deres forældre.

Argument 2: Børn bliver mere selvstændige af at sove selv

Modstandere af samsovning mener, at børn skal tidligt ud af soveværelset, fordi de skal lære at ligge for sig selv og falde i søvn. På den måde bliver de mere selvstændige, lyder et af argumenterne.

Ifølge Ian Paul og de øvrige forfattere på INSIGHT-studiet kan deres resultater tilskrives, at børn risikerer at udvikle separationsangst, hvis de får lov at blive i soveværelset længere end seks måneder. Børnene bliver med andre ord bange for at være alene, hvis de ikke vænner sig til det tidligt, mener de.

Det er dog helt forkert, hvis man spørger en anden amerikansk forsker, professor James McKenna, som af flere forskere, Videnskab.dk kontakter, bliver refereret til som den fremmeste ekspert i USA. Han er antropolog og står i spidsen for et mor-barn-søvnlaboratorium ved University of Notre Dame.

»At børn skal kunne trøste sig selv, er en social opfindelse, der opstod for 40 år siden. Det er en social konstruktion, som ikke tager udgangspunkt i børnene selv,« lyder det fra professoren.

Begge sider argumenterer for selvstændighed

Netop dette argument er et af dem, der er størst uenighed om, lyder det fra Maartje Luijk.

»Mange forældre i vestlige lande har en opfattelse af, at det at lade børn sove selv fra en meget tidlig alder tilskynder til selvstændighed, uafhængighed, højere selvtillid og en evne til at trøste sig selv,« skriver hun og de øvrige forfattere i deres metastudie.

De refererer blandt andet til et studie fra 1982, hvor svenske forskere konkluderer, at det er svært at vænne børnene af med at sove sammen med deres forældre, når de er nået skolealderen.

»Samtidig nævner fortalerne for samsovning, at selvstændighed er en af de positive bivirkninger. Nogle børnelæger og psykiatere hævder for eksempel, at sengedeling forbedrer mor-barn-relationen om natten, på et tidspunkt hvor barnet bliver mere selvstændigt i løbet af dagen,« skriver forfatterne videre.

Det er bare lidt mærkeligt, skriver de, at der trods denne store uenighed »næsten ingen empiriske beviser« er til at bakke op om nogen af siderne. De få identificerede undersøgelser, der tackler dette spørgsmål, viser blandede resultater, som der ikke kan konkluderes noget ud fra, slutter de.

Tilgængelige forældre giver børn tillid

Denne udmelding er James McKenna dog lodret uenig i. Han refererer til flere studier – blandt andet dette, dette og dette – som antyder, at samsovning mellem børn og forældre i de tidligere år gør børnene mere selvstændige senere i livet.

»INSIGHT-forskernes udmeldinger om, at samsovende børn udvikler separationsangst, er det modsatte af, hvad studier faktisk viser i forskellige aldre og tidspunkter i børnenes liv. Mange resultater viser, at ældre, samsovende børn og teenagere er mindre frygtsomme, gladere for deres kroppe, mere tilpasse med at vise og modtage kærlighed, og at små børn har mindre risiko for raserianfald og ifølge deres mødre er gladere og bedre i stand til at være alene,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.

Ifølge Maartje Luijk og co. er designet af de tilgængelige undersøgelser dog ikke stærkt nok til at sortere eksempelvis forældrenes egne holdninger fra.

Til gengæld, lyder det fra Maartje Luijk, viser forskningen generelt, at børn, som kan stole på deres forældres lydhørhed og tilgængelighed, oftere har mere tillidsfulde bånd til deres forældre. Disse børn har generelt senere i livet venskaber af højere kvalitet, højere selvværd og mere selvstændighed.

»Vi ved det endnu ikke, men det kan også gælde, når det kommer til forældrenes tilgængelighed i løbet af natten,« siger hun.

Konklusion: Der er ikke tilstrækkelig med evidens til at sige endeligt, om børn bliver mere eller mindre selvstændige af at sove selv. Men børn, der stoler på deres forældres tilgængelighed, er mere selvstændige og har højere selvværd og mere tillidsfulde bånd til forældre og, senere i livet, venner.

Argument 3: Det er en social konstruktion, at børn skal sove alene

Fra fortalernes side lyder det, som James McKenna tidligere var inde på, ofte, at det er en kulturel opfindelse i den vestlige kultur, at børn skal sove alene.

Til at bakke op om dette argument findes for eksempel et studie fra 1996, som viste, at afroamerikanske familier i højere grad end hvide (kaukasiske) familier vælger at sove sammen med deres børn, mens de hvide familier, som samsover med deres børn, oftere ligger i en lavere socioøkonomisk klasse, end de der sover opdelt.

Hvis man tager de historiske briller på, viser det sig da også, at det før i tiden var helt normalt, at børn og forældre sov sammen. Faktisk var det normalt, at alle i familien og på gården sov sammen, lyder det fra seniorforsker Mikkel Venborg Pedersen, som arbejder ved Nationalmuseet.

I 2009 skrev han bogen ’I søvnens Favn. Om søvn og sovevaner på landet 1600-1850’.

Det var skrækindjagende at være alene

»Før i tiden sov man mindst to og ofte flere i samme seng eller i hvert fald i samme rum. Det var en måde at søge tryghed, fordi man havde en forestilling om, at mørket og natten var farlig. Det må have været skrækindjagende for dem at være alene. Dengang havde man kun folketroen og teologien, ikke naturvidenskaben, til at forklare, eksempelvis hvad et mareridt var,« siger han.

Mikkel Venborg Pedersen forklarer, at forestillingen om, at børn skal sove alene, kom til os i løbet af 1800-tallet.

»Det hænger sammen med nogle ideer helt tilbage fra begyndelsen af 1800-tallet, da medicinerne begyndte at interessere sig for søvn. Der kom meget mere fokus på kroppens funktion og velvære, og dermed et meget større fokus på individet.«

Ideen om at sove alene startede hos eliten og piblede med tiden ned gennem samfundslagene. Ideen slog dog først rigtigt igennem i befolkningen generelt efter første verdenskrig og toppede omkring 1970’erne, lyder det fra seniorforskeren.

Søvn er kulturelt såvel som biologisk

Seniorforskeren understreger dog også, at man ikke kan bruge viden om fortidens sovevaner til at sige, at det nødvendigvis var bedre – eller dårligere – i gamle dage.

Til gengæld kan man bruge den til at udvide sin bevidsthedshorisont om, at andre har gjort det på en anden måde før i tiden.

Det vil sige, at hvis man som forælder står over for en udfordring, som eksempelvis et barn der ikke vil sove i sin egen seng, behøver man ikke at stirre sig blind på, hvad man føler, at man ‘bør’ gøre ud fra samfundets nuværende værdisæt.

»Som kulturhistoriker er et ord som ’bedst’ altid relativt, fordi det står i forhold til nogle værdier, som igen er kulturelle. Selvfølgelig er der et element af sikker viden om, hvad der er de bedste måder at sove på, men der er også altid en kulturel værdisætning. Søvn er noget kulturelt lige så meget som noget biologisk.«

Konklusion: Det er en nyere, særligt vestlig opfattelse, at børn – og voksne – skal sove alene. Men det gør hverken den ene eller den anden praksis bedre eller dårligere af den grund.

Argument 4: Dyrene gør det

Et af yndlingsargumenterne for at sove sammen med sine børn er, at det er naturligt. Med andre ord: Dyrene gør det, hvorfor skulle vi ikke?

Ganske rigtigt, lyder det fra biolog Kim Skalborg Sørensen, som arbejder ved Givskud Zoo i Sydjylland. Vores nærmeste slægtninge, chimpanserne, sover sammen med deres unger, til de bliver omkring 5-6 år. Til den tid begynder chimpanseungen typisk at bygge sin egen rede, fordi mor-chimpansen har fået en ny unge.

»Faktisk begynder de først at bevæge sig væk fra deres mor – en til to meter – når de er tre år gamle. Indtil da er de i fysisk kontakt hele tiden,« siger Kim Skalborg Sørensen.

Til at understrege pointen fremhæver han et projekt, som Givskud Zoo støtter, hvor der arbejdes med at finde plejemødre til forældreløse chimpanse- og gorillaunger i Cameroun i Vestafrika.

»Hvis ungerne er uden fysisk kontakt, når de er helt små, dør de simpelthen. Det er et kæmpe, kæmpe behov for dem. Der var på et tidspunkt en historie om to gorillaunger, som helt sensationelt havde overlevet i en uge, og det havde de gjort, viste det sig, ved at sidde og holde om hinanden.«

»Vi er født til at være kontaktsøgende«

Professor James McKenna, den amerikanske antropolog fra University of Notre Dame, understreger også, at menneskebørn er nogle af de unger i dyreriget, som er længst tid om at vokse op. Det betyder, at det evolutionært giver mening, at menneskebørn – ligesom aber – er afhængige af deres forældre, mener han.

»Som små er vi mennesker fysiologisk afhængige af vores forældres kroppe. Det gælder blodtryk, stressniveauer, kropstemperatur, hjerterytme og så videre. Vi er født til at være kontaktsøgende.«

Han møder opbakning fra en svensk forsker, Nils Bergman, som er bosat i Zimbabwe. Måske er du stødt på ham, hvis du har googlet spørgsmålet om børns søvn, for særligt et af hans studier dukker op i mange forskellige afskygninger:

Baseret på studiets resultater anbefaler han i interviews, at børn skal sove sammen med deres mor, til de er tre år gamle, fordi børn, der sover alene, har mere stressede hjerteslag og en forstyrret søvncyklus i hjernen. Du kan læse mere om Bergmans forskning og den såkaldte ‘Bergman-bølge’ i boksen under artiklen her.

Chimpanser overlader børnepasning til mødrene

Skal man bruge det evolutionære ’Det er naturligt, og vores nærmeste slægtninge gør det’-argument, skal man dog også lige huske, at chimpanserne ikke bare sover sammen, men faktisk ér sammen 24 timer i døgnet i ungernes første levetid. Altså rent fysisk, hud-mod-hud-kontakt, konstant.

Desuden danner chimpanser ikke par, som mennesker gør. Børnepasningen er udelukkende overladt til moren.

Ifølge Maartje Luijk er der i litteraturen nogen, men ikke meget, opbakning til det evolutionære argument om, at det er naturligt og fysiologisk nødvendigt for børn at sove sammen med deres forældre.

»Man kan finde opbakning til det, hvis man leder efter det, men der er tale om nogle svage sammenhænge, og ofte er studierne meget små,« siger Maartje Luijk, som i øvrigt selv har sovet i samme rum som begge sine døtre i en såkaldt ‘cosleeper’.

Konklusion: Vores nærmeste slægtninge sover sammen med deres unger. Men de er også i konstant fysisk kontakt i ungernes første leveår og overlader al børnepasning til mødrene. Der er lidt, men ikke meget, opbakning til det evolutionære argument om, at mennesker har samme behov for fysisk kontakt med vores mødre som dyrene.

Argument 5: Det er farligt at sove sammen med sine børn

Modstandere af samsovning fremhæver ofte, at det kan være farligt at sove sammen med sine børn.

Eksempelvis, skriver professor Ian Paul fra INSIGHT-studiet til Videnskab.dk, er det at sove i samme rum som sine børn ofte associeret med en farlig sovepraksis, såsom at ligge i forældrenes seng eller at blive lagt til at sove på en overflade med løst sengetøj.

Spørger man den danske overlæge Steen Holger Hansen, er risikoen for, at børn kommer til skade ved samsovning, dog aftagende efter omkring fem måneder. Han arbejder ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet og har i en årrække udført størstedelen af Østdanmarks småbørnsobduktioner.

»Ud fra et relativt stort materiale kan jeg sige, at det her ikke er en problematik for børn ældre end 5 måneder. Problemet opstår generelt, når helt små børn sover imellem forældrene og deler samme dyne, men jeg plejer at sige, at efter 5-6 måneder er det ingen problemstilling.«

Vigtigt, hvordan man samsover

Til gengæld, understreger Steen Holger Hansen, er der en anden soveproblematik for de lidt ældre børn.

»Vi har flere tilfælde, hvor børn er kravlet ud over kanten og for eksempel er kommet i klemme mellem sengen og radiatoren eller væggen. Det kan ske, hvis de ligger alene i forældrenes seng, fordi børnene jo skal i seng før forældrene. Generelt vil jeg sige, at et voksent sengemiljø ikke er for børn,« siger han og tilføjer, at hans opfordring generelt lyder, at man tænker sig om, vurderer forholdene og følger Sundhedsstyrelsens råd.

Flere studier viser, at farerne ved samsovning er meget små, hvis andre risikofaktorer er udelukket, fortæller Maartje Luijk. Det gælder eksempelvis, hvis forældrene ryger eller drikker – eller lægger de små størrelser til at sove i en seng med mange puder og dyner eller i en vandseng.

James McKenna tilføjer:

»Hvis man taler om, at det kan være farligt for børnene, taler man ud fra en falsk præmis, hvor man ikke kigger på, hvordan folk samsover med deres børn.«

Konklusion: Det kan være farligt at sove med sine børn, hvis man ikke tager forholdsregler. Fjerner man risikofaktorer som alkohol og rygning, er der dog ikke umiddelbart grund til at tro, at det er farligt.

Argument 6: Der findes ingen generelle sandheder

Hvis du på nuværende tidspunkt er drønforvirret, er der ikke noget at sige til det. Vi har indtil videre ikke formået at finde ret mange hårdtslående beviser, hverken for eller imod at sove sammen med sine børn.

Men artiklen lagde jo ud med at love, at der ville komme i hvert fald én konklusion, som både fortalere og modstandere kunne blive enige om. Den er vi heldigvis nået frem til nu:

Alle de forskere, Videnskab.dk har talt med, mener, at når det kommer til stykket er det altid forældrene selv, der bedst ved, om det giver mening for dem og lige præcis deres familie at sove sammen.

»Det eneste, vi på nuværende tidspunkt kan gøre, er at informere forældrene om, at der er fordele og ulemper på begge sider, så de har mulighed for at træffe en informeret beslutning. I sidste ende er det deres eget valg,« lyder det fra Maartje Luijk.

100 sundhedsplejersker = 100 forskellige svar

En af dem, der er vant til at rådgive forældre, er Christina Louise-Lindhardt, som udover at være sundhedsplejerske også er ansat som postdoc på Syddansk Universitet, hvor hun forsker i relationer mellem særligt mødre og deres børn.

Christina Louise-Lindhardt har været med til at udarbejde Sundhedsstyrelsens pjece om vuggedød, som blandt andet anbefaler, at mindre børn enten ligger ved siden af sengen i en tremmeseng eller har lige så meget plads ved siden af forældrene som i sin egen seng. Men hun er enig i, at der ikke er evidens nok for at udtale sig generelt om samsovning, og det er da også grunden til, at der ikke er sat nærmere alder på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, oplyses det.

»Nogle sundhedsplejersker siger, at hvis du sover sammen med dine børn, bliver de gladere og klogere, men altså – hvis du spørger 100 sundhedsplejersker, får du 100 forskellige svar. Jeg vil mene, at familierne skal finde deres egne sovemønstre, alt efter hvad det er for en familie, og hvilke ressourcer de har.«

»Selvfølgelig skal børnene ikke sove med deres forældre, til de er 18 år, men på et tidspunkt – ofte omkring 6-7 års alderen – begynder de alligevel helt naturligt at trække sig.«

Kast den dårlige samvittighed væk

Det vigtige er, at børnene har mulighed for at trække sig – det vil sige, at de faktisk har en seng at lægge sig ind i – hvis de ikke længere ønsker at ligge sammen med deres forældre. Og så skal forældrene ellers kaste den dårlige samvittighed over bord, mener Christina Louise-Lindhardt.

»Kritikken kommer altid udefra, fra en bedsteforælder, veninde eller kollega, og det er ofte først der, at det bliver et problem,« siger hun og slutter:

»Dilemmaet består først og fremmest i, at det giver forældrene så utroligt dårlig samvittighed, og den skal de slippe.«

Konklusion: Der findes ingen generelle sandheder. Gør, hvad der føles rigtigt for dig og din familie, lyder eksperternes råd.

\ Læs mere

Brug soveværelset til søvn og sex

\ Læs mere

Hvorfor sover jeg så godt midt på dagen?