Du kan godt ændre dit tilknytningsmønster – men er det en god idé?

Vores måde at knytte os til andre mennesker kan have ganske stor indflydelse på vores hverdag og muligheder i livet.

Det har eksempelvis betydning for, om vi møder fremmede med skepsis eller tillid, om vi er gode til at danne langvarige romantiske relationer, og om vi er trygge ved at række ud efter hjælp i svære situationer.

Dette er alt sammen styret af vores tilknytningssystem.

Takket være Mary Ainsworths og Mary Mains forskning ved vi, at menneskers tilknytning kan variere i kvalitet, og at denne kvalitet afhænger af, hvilke oplevelser du har haft med dine forældre i barndommen og med andre mennesker i løbet af livet.

Tilknytningssystemet er ikke noget, man kan lægge fra sig, hvis man bliver træt af det. Det vil hele livet tage stilling til, om du er i fare og reagere derefter, for systemets fineste opgave er at redde dit liv.

Når systemet slår alarm, opstår der stress og angst i kroppen, som signal om at noget er farligt. Men du behøver ikke reelt at være i fare, før det begynder at slå alarm og påvirke din adfærd.

Bliv klogere på din egen tilknytningsstil

Derfor kan det være relevant at se sit eget tilknytningsmønster efter i sømmene. Måske noget bør ændres?

Herunder vil jeg give dig et eksempel på, hvordan du kan blive klogere på din egen tilknytningsstil, som er første skridt på vejen, hvis du vil ændre på dine reaktionsmønstre. Men der er altid gode grunde til, hvorfor vi knytter os til og danner relationer til andre på den måde, vi gør, og det skal man have med i tankerne, før man går i gang.

Før vi når dertil, skal vi lige gennemgå de kategorier af tilknytningsmønstre, som forskningen har fundet og, inden da, lidt begrebsafklaring:

Vi har et medfødt adfærdssystem, der hedder ’tilknytningssystemet’. Det system kan forme sig i forskellige (tilknytnings)mønstre, fordi det tilpasser sig vores forhold, og deraf kommer forskelle i (tilknytnings)adfærd/reaktioner.

Vores tilknytningssystem er med os fra start til slut

Hvis vi vender tilbage til Ainsworths og Mains forskning, fandt de forskellige typer af reaktioner hos mindre børn, når de blev udsat for stressede situationer.

Disse reaktioner har vi alle uanset alder, og de skyldes vores tilknytningssystems forsøg på at håndtere den utryghed og potentielle fare, der er til stede, når vi står overfor noget nyt eller uventet.

I en meget kendt tilknytningsundersøgelse, ’fremmedsituationen’, blev børnene udsat for en lille serie af korte adskillelser og genforeninger med deres mor samt et møde med en fremmed.

Ud fra denne beskrev Ainsworth i første omgang tre typer af tilknytning hos børnene:

• Det trygge barn
• Det utrygge barn med undvigende adfærd
• Det utrygge barn med ambivalent adfærd

\ Læs mere

Børns tidligste tilknytning har kæmpe betydning gennem hele livet

Tryg, undvigende og ambivalent: Tre typer af tilknytning

Det trygge barn reagerede med stor og tydelig utryghed ved adskillelse fra mor, men genfandt til gengæld hurtigt roen og begynde at lege, da hun kom tilbage.

Det utrygge barn med undvigende adfærd reagerede ikke synderligt på hverken adskillelse eller genforening.

Disse børn blev af Ainsworth beskrevet som utrygge og ’undvigende’, fordi de undgik at vise deres behov.

Senere er man blevet klar over, at de undvigende børn oplever stor indre stress med øget puls og øget produktion af stresshormonet kortisol (se her, her og her).

Disse børn forholdt sig generelt mere passivt til det hele og virkede heller ikke lige så interesserede i at lege, når mor kom tilbage. Det har betydning på den længere bane, fordi leg er et væsentligt element i udvikling.

Den anden type af utrygge børn – dem med ambivalent adfærd – reagerede voldsomt, men også mere uforudsigeligt.

De udtrykte stor frustration, når deres mødre gik, men var så alligevel afvisende, når hun kom tilbage og forsøgte at trøste og berolige. Deres mønster blev derfor beskrevet som utrygt med ’ambivalent’ reaktion.

Senere beskrev Main, hvordan man kunne se sammenhænge mellem børnenes tilknytningsstrategier og mødrenes generelle reaktioner på børnenes udtrykte behov for omsorg og tryghed.

Hun fandt også, at nogle børn ikke havde været i stand til at udvikle en bestemt strategi til at håndtere utrygheden.

Hos dem resulterede stresspåvirkning i et decideret psykologisk kollaps, fordi deres omsorgsgiveres reaktioner var for uforudsigelige til at børnene kunne regne ud, hvad de ville få, hvis de udtrykte behov for hjælp.

\ Læs mere

Børn med en stabil omsorgsperson i barndommen bliver mere resiliente

Tilknytningsadfærd kan ses som en skala

Nogle forskere har foreslået, at tilknytning i højere grad skal opfattes som et spektrum, hvor man kan ligge i den mere eller mindre trygge ende af skalaen.

Det udelukker ikke de ovennævnte kategorier, der kan være lettere at forholde sig til i hverdagen.

Det gælder også i voksenlivet, at mennesker håndterer stress og utryghed forskelligt. De forskelle er et udtryk for forskelle i den samlede erfaring, den enkelte har indsamlet ved at række ud til andre efter hjælp.

Det er dermed ikke kun mor og far, der påvirker den måde, vi knytter os til andre mennesker, selvom vores forældre spiller en stor rolle.

Gennem hele livet putter vi erfaringer og oplevelser med andre mennesker i den mentale rygsæk, som former vores tilknytningssystems reaktioner.

Test din egen tilknytning – men vær ærlig!

Du kan til en vis grad teste, hvor tryg du er i relationen til andre og blive lidt klogere på dit tilknytningsmønster, som det er lige nu. Men vær klar over faldgruberne.

Det vil kræve en særlig grad af ærlighed overfor dig selv at undersøge, om dine reaktioner primært ligger i den trygge eller utrygge ende af skalaen. Dernæst om der er forskel på, hvordan du faktisk reagerer under pres, og hvordan du gerne ville reagere.

Man kan godt ønske sig altid at være helt rolig i enhver situation, mens man i virkeligheden kan have meget let ved at miste fatningen og enten trække sig helt tilbage eller begynde at lange ud efter andre, når man føler sig truet.

På nettet kan du finde en side, der hedder ’Open Psychometrics Project’, som har til formål at indsamle og dele data med forskere. Her findes en selvtest af din aktuelle tilknytningsstil.

Den kan ikke sige dig præcist, hvilket tilknytningsmønster du har, men er en udmærket test til at belyse dine mest dominerende træk. Hvis du er ærlig, selvfølgelig.

\ Læs mere

Epigenetik: Sådan kan miljøpåvirkning 'tænde' og 'slukke' for dine gener

Tryg tilknytning er ikke en garanti for, at du altid er tryg

Forestil dig eksempelvis, at det er din generelle erfaring, at andre mennesker vil dig det godt og er åbne, når du udtrykker behov for hjælp.

Pludselig står du overfor et menneske, som du har brug for skal hjælpe dig, men som blankt afviser de følelser og oplevelser, du udtrykker.

Så vil du mærke en meget høj grad af stress, fordi dit tilknytningssystem bliver utrygt ved situationen og derfor aktiveres.

Når du ikke får den respons, du plejer, kan du heller ikke benytte dine vanlige strategier, og det giver en uforudsigelighed, som signalerer, at du er i fare.

Alt andet lige vil mennesker med primært tryg tilknytning dog have en fordel, fordi de har mere fleksible reaktioner og hurtigere kan få så meget ro på deres system, at de kan begynde at analysere rationelt på en uventet situation og bearbejde spørgsmålet: Hvad skete der lige der?

Tryg tilknytning er ikke altid godt for overlevelsen

Som hovedregel gælder, at en utryg tilknytning skaber de største udfordringer for den enkelte og er mindst ønskelig (tænk eksempelvis på de utrygge børn i Ainsworths og Mains studie).

Der kan dog også være ulemper ved at være meget tryg i sine relationer. At tro på det bedste i andre mennesker er ofte godt, men ikke altid.

Hvis du eksempelvis lever under kummerlige eller farlige vilkår, er det klogt at være tilbageholdende, fordi et trygt tilknytningssystem også betyder, at du lettere kommer til at stole på nogen, du ikke skulle stole på.

Tag gadebørn som et eksempel – for dem kan det være sikrest ikke at stole på nogen.

Men hvis dine livsvilkår er sådan, at utrygge tilknytningsreaktioner er at foretrække, er der noget galt med dine livsvilkår – ikke med dit tilknytningsmønster. Det har bare tilpasset sig, så du har størst mulighed for at overleve.

Hvad sker der så, hvis man er vant til at blive behandlet dårligt og pludselig møder venlighed?

Så vil tilknytningssystemet være på vagt og ikke sådan lige acceptere, at der måske står et menneske foran dig, som er værd at satse sin tillid på. Det er fornuftigt set i lyset af, at du først og fremmest skal overleve.

Det er vigtig viden for de mennesker, som arbejder med børn, der har været udsat for grove svigt. Man kan ikke forcere udvikling hos og tillid fra mennesker, som er i alarmberedskab.

\ Læs mere

Forsker: Du hjælper ikke dine børn ved at skærme dem fra nederlag

Det er ikke let at ændre sin tilknytning

Tilknytningsmønstre kan godt ændres, men det kræver tid, tålmodighed og ofte terapi. Det kan være anstrengende at slæbe rundt på et tilknytningssystem, der hele tiden slår alarm, og måske får dig til at trække dig fra en masse gode muligheder i livet.

Simpelthen fordi tilknytningssystemet prioriterer din sikkerhed over din udvikling. Og hvis du tidligere har været udsat for svigt, så løber det ikke unødige risici. Better safe than sorry.

Man kan ikke lægge tilknytningen fra sig, men man kan godt ændre på sine tilknytningsreaktioner, hvis de ikke er hjælpsomme i forhold til ens aktuelle levevilkår.

Er det en god idé at ændre din tilknytning?

Her skal man forstå, at tilknytningsreaktioner foregår mellem mennesker og justeres løbende, så de hele tiden er optimale i forhold til at sikre din overlevelse.

Dine tilknytningsreaktioner skal være tilpasset dine faktiske leveforhold, og hvis dine livsomstændigheder ikke er trygge, er det vigtigt, at dit tilknytningssystem er på vagt.

Derfor skal man se grundigt på sine faktiske omstændigheder, før man går i gang med eventuelt at moderere på et dybt integreret adfærdssystem, der trods alt har haft held til at sikre artens overlevelse igennem tusinder af år.

\ Læs mere

Toårige børn i pleje er lige så trygge som andre børn

\ Læs mere

Hvorfor gentager vi vores forældres fejl?