Hvis ens bror eller søster dør, mens man er barn, er risikoen for, at man selv dør tidligt, 71 procent højere, end hvis man ikke mister en søskende. Det viser et stort, dansk registerstudie, hvis resultater netop er publiceret i JAMA Pediatrics.
\ Historien kort
- Forskere har undersøgt dødeligheden hos folk, som har mistet en søskende i barndommen.
- Risikoen for at dø før tid er 71 procent højere, hvis ens bror eller søster døde, da man var barn.
- Vi skal have mere fokus på børn og unges sorg over døde søskende, siger forskerne.
»Det her tal er både overraskende og alarmerende. Det at miste en søskende er tilsyneladende endnu mere ødelæggende, end vi har troet,« siger post.doc. på Afdeling for Klinisk Epidemiologi på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, Yongfu Yu.
Han har lavet det nye studie og er førsteforfatter på artiklen i JAMA.
\ Læs mere
Dårlige gener og psykisk stress
Professor på Institut for Psykologi på Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen har set på det nye studie og er overrasket over tallene.
»Vi har aldrig været i tvivl om, at det var en alvorlig livsbegivenhed at miste en søskende. Vi ved, at dødsfald tæt på er forbundet med meget stort psykologisk stress. Men et studie, som viser 71 procent højere dødelighed, er forbløffende højt, og tankevækkende højt,« siger han.
Han understreger dog, at den øgede dødsrisiko også kan skyldes genetiske faktorer, som måske gør, at hvis ens søskende har været mere disponeret for tidlig død, så er man det også selv.
Første år efter søskendes død er værst
Det nye studie viser, at særligt det første år efter en søskendes død, har den efterladte bror eller søster stor risiko for selv at dø.
Det tyder ifølge post.doc. på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Maj-Britt Guldin på, at det i høj grad er det psykologiske stress, som spiller ind på dødsrisikoen hos den efterladte søskende.
»Vi har et arbejde at gøre med at undersøge, hvad der sker i familier, når en søskende dør. Når risikoen er særligt øget det første år, så kunne det tyde på, at de her familier har brug for noget ekstra støtte til at håndtere sorgen,« siger Maj-Britt Guldin, som ikke har taget del i det nye studie, men som til dagligt forsker i netop sorg i forbindelse med sygdom og dødsfald.
\ Forskning i sorg
Sorg er et relativt uudforsket område. Der findes ikke meget forskning i hverken konsekvenser af sorg, eller hvordan man bedst kommer gennem en sorgproces.
Børn Unge og Sorg har i år (2017) startet Det Nationale Sorgcenter, som skal indsamle viden og forske i, hvad der hjælper børn og unge i sorg. De er lige nu ved at udvikle et rådgivningstilbud, som skal afprøves i kommunerne.
Håbet er at nå ud til flere børn og unge, som har mistet et familiemedlem, end i dag, hvor foreningen har lokaler i København, Århus og Odense.
Kilder: Børn, Unge og Sorg
Hun kender godt forskerne bag det nye studie.
»Jeg kender Jiong Li, og jeg ved, at han laver gode studier,« siger hun.
Værre end at miste mor eller far
Alle forskerne er desuden overraskede over, at risikoen for at dø, hvis man mister en søskende i barndommen, faktisk er større, end hvis man mister en forælder.
Adjunkt på Afdeling for Klinisk Epidemiologi på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Jiong Li, som er medforfatter på artiklen i JAMA, har tidligere lavet et studie, hvor han via registre fulgte børn, som havde mistet mor eller far i barndommen.
Her var risikoen for at død tidligt ‘kun’ 50 procent forøget.
»Derfor er det endnu mere overraskende, at risikoen er så meget forhøjet, når man mister en søskende,« siger Jiong Li.
Børns sorg over tab af søskende er overset
Hos organisationen Børn Unge og Sorg, som hjælper børn, der har mistet søskende eller forældre, eller hvor nogen i familien er alvorligt syg, er man til gengæld ikke så overrasket over det.
»Børns sorg i forbindelse med tab af søskende er meget overset. Forældrene er i så dyb sorg over at have mistet et barn, at de nok ikke altid har overskud til at sørge for, at det overlevende barn også får hjælp til sorgen,« siger direktør i Børn, Unge og Sorg, Preben Engelbrekt.
»De sidste 20-25 år har der været mere fokus på, at børn, som mister forældre, skal støttes. Så tallene kan sandsynligvis hænge sammen med, at der mangler opmærksomhed på, at også børn, der mister søskende, kan have brug for støtte,« fortsætter han.
\ Læs mere
\ Om studiet
Via registre har forskerne fulgt i alt 5.005.029 danske og svenske børn fra de var børn og 37 år frem (start 1973-slut 2009).
I alt 55.818 af dem mistede en søskende i barndommen.
Af dem som ikke mistede en søskende (i alt 4.949.211) var 25.591 døde. Af dem som mistede søskende (i alt 55.818) var 534 døde.
Risikoen for at dø i løbet af de 37 år var 71 procent højere for dem, der havde mistet en søskende som barn, sammenlignet med dem der ikke havde.
Elsker mor og far stadig mig?
Forskerne bag det nye studie mener, at resultaterne bør give anledning til, at man er mere opmærksom på familier, som mister et barn, herunder på de efterladte søskende.
»Det enorme psykologiske stress, et barn oplever, når en søskende dør, kan måske påvirke tendensen til, at barnet selv udvikler sygdom. Derudover vil dødsfaldet selvfølgelig også påvirke forældrene, fordi de er i dyb sorg. Både jobmæssigt og socialt kan det have konsekvenser, og det kan måske influere på, hvordan de er forældre for det overlevende barn,« siger Yongfu Yu.
Hos Børn Unge og Sorg møder man i bedste fald først børn, som har mistet søskende, flere år efter dødsfaldet.
»Vi kan se, at man udskyder sin egen sorgproces, når man mister en bror eller søster. Man bliver måske opmærksom på, at ens forældre også kan dø, så man vil ikke belaste dem yderligere med sin egen sorg,« fortæller direktør Preben Engelbrekt.
Derudover kan det efterladte barn have både stor skyldfølelse og være i tvivl om forældrenes kærlighed – ikke mindst hvis ens søskende er død efter længere tids sygdom.
\ Resultater i studiet
Hvis man aldersmæssigt var tæt på den søskende, der døde – under 2 års forskel – var risikoen for at dø tidligt større.
Det samme gælder, hvis man havde samme køn som den, der døde.
Risikoen var særligt forøget, det første år efter ens søskende døde.
»Med deres hoved kan de godt forstå, at forældrene har været nødt til at tage sig meget af det syge barn. Alligevel er mange af dem i tvivl, om forældrene nu holder nok af dem. Det bliver endnu stærkere, når en søskende så dør. Der er også noget skyldfølelse – fordi mange føler sig lettede, selv om de savner den døde søskende. Nu er sygdommen væk, nu har man mor og far for sig selv,« siger Preben Engelbrekt.
Samme køn og tæt alder øger risiko
I det nye studie har forskerne forsøgt at identificere særlige risikogrupper i forhold til tidlig død efter søskende dødsfald.
De finder klart, at søskende af samme køn og søskende med en lille aldersforskel har særligt stor risiko for tidlig død, når de har mistet en søskende.
\ Dødsårsager
Dødsfaldene er inddelt i enten død af sygdom eller død på grund af eksterne faktorer, typisk trafikuheld eller selvmord.
Hvis ens søskende var død af sygdom, var der særligt større risiko for at man selv døde af sygdom.
Der var større risiko for at dø af den samme type sygdom som ens søskende.
Var ens søskende død på grund af eksterne faktorer, så var risikoen for, at man selv døde på grund af noget eksternt, større.
»Man bør i sundhedsvæsnet være særligt opmærksom på børn, som mister en søskende af samme køn og på nogenlunde samme alder. Det er klart en risikogruppe,« siger Jiong Li.
Det er Maj-Britt Guldin enig i. Hun mener dog, at man i det hele taget bør være mere opmærksom på børn, som mister søskende.
»Vi har manglet strukturer i sundhedssystemet, som sætter støtte i gang, når der er behov for det til den her gruppe. Det vil give mening at tænke mere forebyggende, særligt for risikogrupper. Der bør være et mere struktureret tilbud til sårbare børn og unge, som mister en søskende,« siger hun.