Når sorgen varer ved

At miste sin ægtefælle gennem mange år vil næsten altid medføre stor sorg hos den efterladte. Men hos langt de fleste aftager sorgen med tiden, og nogle vil endda kunne bruge denne konfrontation med døden positivt og opleve et endnu bedre liv - måske med en ny partner.

Andre sidder næsten uhjælpeligt fast i sorgen. De oplever komplikationer i form af voldsom psykisk belastning i forbindelse med tabet. Én af de typer af komplicerede sorgreaktioner, der findes, er PTSD (Posttraumatic stress disorder).

PTSD er en psykiatrisk lidelse, der kan opstå efter voldsomme begivenheder, hvor man er konfronteret med død eller voldsomme trusler. Lidelsen er tit forbundet med en følelse af skræk, hjælpeløshed eller rædsel i forbindelse med oplevelsen af den voldsomme begivenhed.

Cand.psych., ph.d. Maja O'Connor, Aarhus Universitet, står bag en af de meget få undersøgelser af PTSD hos ældre efterladte.

Mareridt og flashbacks

296 ældre efterladte i Århus Amt deltog i undersøgelsen, der afdækkede omfanget af PTSD-symptomer blandt ældre efterladte og samtidig forsøgte at identificere risikofaktorer for på sigt at danne grundlag for forebyggende arbejde.

Mareridt, flashbacks og andre ufrivillige genoplevelser er nogle af de mest fremherskende symptomer på PTSD, og mennesker, der har lidelsen, vil ofte forsøge at undgå alt, hvad der minder om begivenheden. Ofte vil man rammes af følelsesløshed, men kroppen kan også blive sat i forhøjet alarmberedskab med fysiske symptomer såsom søvnproblemer, koncentrationsbesvær, irritabilitet mm til følge.

Undersøgelsen viser, at ældre efterladte er ramt af symptomer på PTSD cirka fire gange så ofte som den gifte kontrolgruppe. Denne forskel forblev på samme niveau også 18 måneder efter tabet af ægtefællen.

»Resultaterne viser, at symptomer på PTSD er en ret hyppig reaktion på tab af ægtefælle i alderdommen. Jeg mener, at man kan slå fast, at denne type tab for nogle er en traumatisk begivenhed med reaktioner og symptomer på linje med dem, man nogle gange ser efter overfald, ulykker, naturkatastrofer mm. Man har antaget, at denne type af tab ikke kan nærme sig et traumatisk niveau, men det må afvises med denne undersøgelse,« siger Maja O'Connor.

Mangel på ritualer

Om PTSD er et stigende problem, tør Maja O'Connor ikke sige, fordi omfanget simpelthen ikke er undersøgt før, men i hvert fald er vi et samfund af stadig flere ældre, og alene af den grund vil man oftere støde på diagnosen. Og samtidig har hun en formodning om, at vores mangel på ritualer er med til at gøre det vanskeligt for mange mennesker at finde ud af, hvordan de skal håndtere deres egen og andres sorg.

»Ritualer omkring dødsfald hænger sammen med religion, men i Danmark dyrker meget få aktivt deres tro. Alligevel vil jeg tro, at mange er medlem af folkekirken netop på grund af, at den tilbyder os et sæt ritualer at læne os op ad i livets store - og svære - stunder såsom ved barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse,« siger Maja O'Connor.

»Der er mange ritualer, vi bruger i forhold til døden i dag. Vi synger den døde ud (ideelt set fra det hjem vedkommende har levet i et helt liv og videre til 'det næste liv'), vi tænder lys, beder bønner, sætter afskårne blomster, klæder os i mørke farver, er stille og andægtige omkring den døde, og hele begravelsesritualet er en måde at ære den døde på og sige endeligt farvel. Alle, der har prøvet at kaste en rose på den nedsænkede kiste, har nok mærket suget, både af den endelige afsked og dødens faktum - at alle skal dø engang, også en selv,« siger hun.

Sørgebindet hjalp

»Ritualerne kan man også bruge til at vise andre, at man er i sorg, og det er nok dér, at vi mangler noget i dag; hvordan signalerer vi til omverdenen, at vi er i sorg og derfor ikke helt er os selv (endnu)?«

»For eksempel signalerede sørgebindet, at man var i en speciel tilstand, hvor man kunne have behov for ekstra nænsomhed og forståelse fra omgivelserne. Hvis man ikke lige fik betalt købmandsregningen til tiden eller bed af sine omgivelser over småting, kunne sørgebindet måske hjælpe med til ikke at gøre disse ting til konflikter. Man fik et rum at sørge i, der også havde en ende.«

»Nogle forskere mener, at netop det, at der også er en markering på afslutningen af sorgen, kan hjælpe de sørgende, der har svært ved at komme videre med at tage skridtet. Samtidig kunne sørgebindet også være et signal til andre i samme situation og måske fungere som en indbydelse til et fællesskab. Det er lettere at gå hen til en, der også har mistet, og tale om sin oplevelse end først at skulle finde ud af, om den anden forstår,« siger Maja O'Connor.

Samtidig understreger hun, at anerkendte ritualer også har normativ effekt. Man måtte for eksempel ikke have nye kærlighedsforhold i den tid, man gik med sørgebind, og hvis man brød denne norm, risikerede man udstødelse:

»Når vi nu samtidig ved, at det at blive gift igen er en beskyttende faktor for ældre enkemænd, ville en sådan norm potentielt kunne have en negativ effekt,« siger hun.

Ikke alle har brug for hjælp

Om PTSD er et stigende problem, kan som nævnt ikke afgøres, men i hvert fald kan det konstateres, at der er mange flere ældre efterladte, der har symptomer på PTSD, end der er stadigt gifte ældre med denne type problemer.

Forskellen på den naturlige sorg og PTSD er først og fremmest, at man i den naturlige sorg langsomt kommer videre i livet:

»Ved at veksle mellem sorgens følelser og de opgaver, det liv, der er tilbage at leve, byder én, kommer man skridt for skridt til et punkt, hvor tabet er blevet en del af den person, man er, og ikke længere fylder helt så meget i det daglige liv. Der bruges mindre tid og energi med at tænke på det, man har mistet,« siger Maja O'Connor, men understreger samtidig, at der er store variationer, og at ingen sørger på præcis samme måde.

»For en del tager det år, før man ikke mærker daglig overvældelse, for andre er der ikke nogen særlig reaktion at spore for omgivelserne. De virker slet ikke rigtigt berørt af tabet. Og her skal vi passe på som samfund, for selvom vi ikke har så mange ritualer, så forventer de fleste, at man er overvældet af sorg og viser det,« siger hun.

»Det kan derfor være svært at acceptere, når ens far ikke er voldsomt tynget af ens mors død, men allerede fem måneder efter tabet er begyndt at se en ny veninde og lader til at nyde livet.«

»Det kan selvfølgelig være en flugt, og hvis det kræver stor energi for manden at undgå tanker om konens død, kan det være problematisk. Det er dog ofte sådan, at han faktisk er ok og måske har lært at leve mere fuldt af at have mistet en elsket person.«

»Vi skal passe på med at dømme. Især over for dem der sørger 'for lidt'. Undersøgelser har for eksempel fundet, at det ikke altid hjælper at tale om det, man har mistet, og nogle gange kan det være direkte skadeligt. Især hvis det fungerer meget godt at lade være,« siger Maja O'Connor, der skønner, at 80-85% går igennem det, der kan betegnes som et naturligt sorgforløb, mens 15-20% får problemer i form af depression, PTSD, angstlidelser eller vedvarende sorg efter tabet.

- Hvordan undgår man, at ældre bliver ramt af mere end den naturlige sorg?

Ritualerne kan man også bruge til at vise andre, at man er i sorg, og der er nok dér, at vi mangler noget i dag; hvordan signalerer vi til omverdenen, at vi er i sorg og derfor ikke helt er os selv (endnu)?

Maja O'Connor

»Resultaterne indikerer, at mange af de ældre efterladte, der får problemer med kroniske symptomer på PTSD, vil kunne identificeres på et tidligt tidspunkt og tilbydes den rette forebyggende hjælp,« siger Maja O'Connor.

»Komplicerede sorgreaktioner, såsom PTSD, kan ikke forebygges ved, at alle, der har mistet, tilbydes psykologisk hjælp. Det har alle ikke behov for, og nogle vil endda få det værre af psykologisk intervention, hvor PTSD ikke er indikeret.«

»Dem vi skal koncentrere os om, er de cirka 20 %, der får alvorlige problemer efter tabet. Når vi kan identificere dem og tilbyde dem psykologisk hjælp på et tidligt tidspunkt - helst inden for de første seks måneder - har vi en god chance for at forebygge alvorlige kroniske problemer både på det psykiske og det fysiske plan. Man ved fra tidligere undersøgelser, at denne type hjælp har god effekt, og at psykologisk intervention er virksom for ældre patienter. De særligt belastede ældre efterladte bør derfor tilbydes en sådan intervention,« siger hun.

»En målrettet intervention kan ske ved en tidlig screening, hvor alle ældre efterladte inden for de første to måneder efter tabet tilsendes et kort spørgeskema, der kan identificere dem, som er særligt belastede efter tabet. Jeg synes, at resultaterne fra dette projekt lægger op til, at vi studerer psykologisk intervention over for særligt belastede ældre efterladte for at stable en forsvarlig fremgangsmåde for denne type forebyggende arbejde på benene,« siger Maja O'Connor.

Psykolog hjælper ældre

I en dansk undersøgelse ved navn 'Enkeprojektet' foretaget i Århus Kommune i 1980'erne fandt man en god effekt på både livskvalitet og fysisk sundhed af psykologisk hjælp til ældre.

Selvom man også påviste, at etablering af et fast tilbud til de sværest belastede ville være en økonomisk overkommelig opgave for kommunen, der via sin forebyggende indsats ville spare en lang række udgifter i forbindelse med indlæggelser, lægebesøg, medicin tilskud mm., var der på daværende tidspunkt ikke politisk interesse for at gøre et tilbud permanent, og projektet blev derfor skrinlagt.

»Når man ved, at et sådant tilbud hjælper, og at det oven i købet er økonomisk forsvarligt, kan man kun håbe, at man kan få et permanent tilbud til de ældre efterladte op at stå,« siger Maja O'Connor.

Lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora