Teknologibrug er ofte blevet fremhævet som unikt for mennesket. I 1964 fik en af de forhistoriske hominider navnet Homo habilis, ‘Handyman’, fordi den blev fundet med redskaber og blandt andet derfor tilhørte menneskearten.
Betoningen af teknologibrug har været en vigtig måde, hvorpå mennesket har valgt at se sig selv som adskilt og i en særlig klasse fra andre arter. Imidlertid er vi blevet mere opmærksomme på, at mange andre arter også benytter sig af kulturelt overført, tillært redskabsbrug. Det gælder andre primater, men også fugle og fisk, der som mennesket har haft en evolutionær fordel af redskabsbrug.
Ideen om teknologi som en selvstændig abstrakt kategori er ikke så gammel. Først i 1900-tallet vandt ordet teknologi langsomt almen udbredelse, og da verdens førende teknologihistoriske tidsskrift, Technology and Culture, blev grundlagt i 1958, diskuterede man indædt, om man skulle kalde sig det mere velkendte ‘engineering’, inden man besluttede sig for den mere vovede og moderne term ‘technology’.
Intellektuelle diskussioner kom på dagsordenen
Ideen om teknologi har dog været på den kulturelle dagsorden før selve ordet. I 1800-tallet brugte man ofte ordet ‘videnskab’ på en måde, der også dækker det, vi i dag forstår ved teknologi. Begrebet om ‘mekanisering’ og ‘maskinspørgsmålet’ havde i samme periode også den abstrakte karakter, som teknologidiskussionen senere fik.
I Vesten kom disse mere intellektuelle diskussioner på dagordenen i takt med, at en række teknologiske nybrud, ofte baseret på fossilt brændstof, ændrede på grundlæggende samfundsforhold knyttet til produktion, transport, kommunikation, krigsførelse, sundhed og underholdning.
Således har ideen om teknologi i udgangspunktet været knyttet til en fremskridtstanke, der fremhæver forøgelsen af teknologisk kunnen som fremskridtets væsentligste drivkraft og udtryk. Det er også denne grundtanke, som teknologikritikken har udfoldet sig i modspil til.
I hovedværket Walden. Livet i skovene fra 1854 skrev skeptikeren Henry D. Thoreau (1817-1862), at frugterne af de mekaniske kunstarter sjældent var reelt fremskridt, men blot ‘forbedrede midler til opnåelse af et uforbedret formål’.
Flere var overvejende kritiske over for ‘maskinens tidsalder’
Et tidligt træk, som til dels stadig gør sig gældende, er, at teknologidiskussionen blandt intellektuelle var mere teknologikritisk end i den bredere offentlighed, hvor teknologibegejstringen til gengæld var udtalt.
Flere var overvejende kritiske over for ‘maskinens tidsalder’, som de forbandt med gold utilitarisme, tab af fordybelse og smukke landskaber samt med en mentalitetsændring, der gjorde mennesket patologisk optaget af tid.
Også den unge økonom Arnold Toynbee (1852-1883) var teknologikritisk, og da han lancerede begrebet om den industrielle revolution i den engelsksprogede verden i 1880’erne, var det negativt ladet. 1700-tallets teknologidrevne forandringsprocesser, mente han, havde indvarslet opbrud med traditionerne, sammenbrud af landsbyens fællesskabsramme og affødt armod i den brede befolkning, både økonomisk og moralsk.
For Toynbee, og mange andre før og efter ham, hang teknologi og fremmedgørelse sammen.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen ’50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
At teknologikritikken har været mere udtalt i den intellektuelle diskurs, fik i 1959 forfatteren og fysikeren Charles. P. Snow (1905-1980) til at betegne kultureliten som ‘maskinstormere af natur’.
Han kaldte dem pessimister, der overser det ironiske i, at teknologiens succes i de mest industrialiserede samfund har tilvejebragt den velstand, der kræves, for at en hel samfundsklasse kan kritisere teknologiens påståede overdrev.
Mødet med Afrika og Asien var teknologisk overlegent
Europæernes forbehold over for teknologiens velsignelser var dog mindre, når teknologierne fandt anvendelse uden for Europa. Især årtierne omkring 1900 var præget af en udtalt tro på teknologiens civiliserende potentiale. Det var imperialismens højperiode, og i mødet med mennesker i Afrika og Asien blev teknologisk overlegenhed ofte set som et bevis på en tilsvarende kulturel overlegenhed.
»Der er ingen civilisator som jernbanen,« skrev ingeniøren Sir Charles Metcalfe (1853-1928) i 1889 i forbindelse med den koloniale opsplitning af Afrika. Men også kanoner og maskingeværer kunne indrulleres i arsenalet af civilisationsfremmede teknologier.
Ved slaget ved Omdurman i 1898 udraderede en teknologisk overlegen anglo-egyptisk hær på én formiddag cirka 10.000 sudanesiske oprørere, der kun var bevæbnet med spyd, sten og musketter.
Den unge Winston Churchill (1874-1965), der var krigsrapportør for avisen The Morning Post, beskrev i bestselleren The River War slaget som »de videnskabelige våbens mest slående sejr over barbarerne nogensinde.«
Gandhi udråbte jernbanen, advokaten og lægen som de store onder
Ikke overraskende vandt teknologikritikken tidligt gehør blandt folk i de koloniserede områder. De oplevede en for stor uoverensstemmelse mellem retorikken om teknologidrevet fremskridt for hele menneskeheden og en virkelighed, hvor teknologier tjente vestlige magthaveres interesser.
Særlig radikal i sin teknologikritik var den politiske leder Mahatma Gandhi (1869-1948), der i bogen Hind Swaraj (Indisk Selvstyre) i 1909 udråbte jernbanen, advokaten og lægen som de store onder, den vestlige civilisation havde bragt til Indien. Ifølge Gandhi var »maskinen den moderne civilisations vigtigste symbol«.
Svaret på ægte indisk uafhængighed lå i afsværgelsen ikke blot af det koloniale styre, men af hele den vestlige civilisation med dens ideer om teknologi som vejen til menneskelig frigørelse. Få kunne følge Gandhi hele vejen, men indirekte var indflydelsen af hans tænkemåde betydelig.
Gandhis ven, men modstykke i forhold til spørgsmålet om teknologi, Jawaharlal Nehru (1889-1964), der blev det uafhængige Indiens første premierminister, skrev i Opdagelsen af Indien fra 1946: »Jeg går helt og holdent ind for traktoren og de store maskiner.«
Han måtte samtidig argumentere for, at hans moderniseringsvej ikke stod i modsætning til Gandhis tanker om det nye uafhængige lands fremtid. Det var ikke nogen let opgave.
Teknologikritikken var et modsvar til en britisk forestilling
At Gandhis teknologikritik blev fremført før 1914, er i sig selv vigtigt at fremhæve, idet den dermed bryder med en traditionel skillelinje i teknologiideens historie. Det hævdes ofte, at teknologioptimismen var rådende indtil Den Første Verdenskrig, hvor den industrielle krigs barbari førte til et mentalitetsskifte med teknologipessimismen i højsædet.
Udlægningen er dog misvisende og bygger paradoksalt nok på sin egen fremskridtsfortælling om en bevægelse fra jubeloptimisme til et reflekteret forhold til teknologien. Så enkelt er det ikke. Teknologikritik og -optimisme har eksisteret side om side og gensidigt formet hinandens udtryk.
Gandhis teknologikritik var et modsvar til en britisk forestilling om, at en civilisatorisk mission baseret på vestlig teknologi under vestlig ledelse kunne bringe orden og fremskridt til det, man opfattede som stagnerede, orientalske kulturer.
Teknokratisk hybris har haft voldsomme konsekvenser
Omvendt finder vi også efter 1914 en udtalt teknologioptimisme, der blev næret af den velstandsstigning, 1900-tallet tilvejebragte. I mellemkrigstidens USA trivedes ‘Fordismens’ visioner om individuel frihed gennem teknologisk masseproduktion.
Også i Tyskland, hvor der blev født teknologikritikker både til højre og venstre i det politiske spektrum, fandtes en bred midte, der så positivt på (delvist) civile teknologier som autobaner og vandværker. I Sovjetunionen var det visionen om det kollektive løft, der stod i centrum, men det var et løft, hvor teknologien blev opfattet som helt afgørende.
I Josef Stalins (1879-1963) programmer indgik teknologiideen som en vigtig komponent. Der var en tro på, at man med nye teknologier og teknokratisk planlægning kunne udstikke en sikker vej til fremskridtet og det perfekte samfund.
Denne form for teknokratisk hybris har haft voldsomme konsekvenser, måske allermest i Mao Zedongs (1893-1976) Store spring fremad fra 1958 til 1960. Her blev millioner af bønder i industrialiseringsteoriens navn flyttet fra fødevare- til stålproduktion baseret på yderst inferiøre smeltningsteknologier.
Konsekvensen var hungersnød. Det anslås, at mellem 20 og 35 millioner mennesker mistede livet som følge af det teknologiske eksperiment. Den dybere lektion er ikke blot, at teknokratiske utopier ikke virker, men at selve drømmen om at afskaffe politik med ideen om ren teknologisk planlægning er illusorisk.
Teknologiideen gled i baggrunden
Det var i årtierne efter 1945, at teknologiideen for alvor befandt sig på den centrale plads i diskussionen om samfundets generelle orientering. For mange var teknologikritikken i højsædet.
I skyggen af atombombernes paddehatteskyer argumenterede man for, at den instrumentelle fornuft havde skabt en teknologi, der stod i modsætning til menneskelivet og dets behov. Den Kolde Krig gav paradoksalt nok også retning til teknologioptimismen efter 1945. Der var tale om et teknologisk kapløb på alt fra rumfart til kødproduktion og personbiler.
Det var snarere efter 1989, at teknologiideen gled i baggrunden. Både teknologibrug og teknologisk udvikling fortsatte selvsagt, men teknologiideen var i langt mindre grad omdrejningspunktet i diskussionerne af, hvad der definerer mennesket og driver historien.
Ideen om teknologi kunne måske ligefrem være afgået ved døden, hvis ikke den ressource- og miljømæssige krise, der plager verden i dag, havde givet ny næring til diskussionen. Det gælder både for dem, der ser teknologien som ressource- og miljøkrisens løsning, og for dem, der ser teknologien som krisens årsag.
Blandt de mest radikale teknologioptimister finder vi fortalere for såkaldt ‘geo-engineering’, klodeingeniørkunst. Her argumenteres eksempelvis for, at der skal sprøjtes havvand op i atmosfæren for at nedsætte den globale opvarmning. Klodeingeniørkunst er leveringsdygtig i nutidens mest slående eksempler på teknologisk fix, en overdreven tro på en fiks teknologisk genvej til løsning af et omfattende samfundsproblem.
Vestlig kultur var bærer af en teknologisk idé
De, der ser årsagen til miljø- og ressourcekrisen i en særlig teknologiidé, har også været på banen længe. Den lidt aparte tyske historiefilosof Oswald Spengler (1880-1936) var i bogen Der Mensch und die Technik (Mennesket og teknikken) fra 1931 blandt de første, der argumenterede for, at det teknologibrugende menneske ville skabe en så omfattende økologisk krise, at det derved undergravede sin egen overlevelse.
Spengler mente, at den vestlige kultur var bærer af en teknologisk idé, der stod i et ødelæggende forhold til naturen. Argumentet er siden ofte blevet baseret på den tanke, at kristendommens ‘underlæg dig verden’ og videnskabens ‘undersøg verden’-paroler fra og med 1600-tallets naturvidenskabelige revolution har forårsaget en maskuliniseret, teknologibaseret og penetrerende udnyttelse af naturen.
Det meget brede argument problematiseres dog i høj grad af det bedrøvelige faktum, at andre kulturkredse også er leveringsdygtige i talrige eksempler på økologisk destruktive samfundsformer både historisk og aktuelt.
Vi bliver forført af teknologiidésproget
Teknologiideen har været indlejret i utopiske og dystopiske fremtidsscenarier og har derfor erhvervet mere end et skær af virkelighedsflugt. Det har også haft konsekvenser for teknologikritikken, der ved at rette skytset mod den abstrakte teknologiide er blevet endnu mere virkelighedsfjern og som regel blottet for meningsfulde handlingsanvisninger.
Blandt andet derfor argumenterer en af tidens mest innovative teknologitænkere, David Edgerton (f. 1959), for, at vi helt bør opgive ideen om teknologi og i stedet tale om tingsverdenen:
»Vi taler om teknologi som store drenge, men vi formår at tale om genstande som voksne,« pointerer han i bogen The Shock of the Old og opfordrer til, at vi forholder os til spørgsmål om adgang til og fordeling af teknologiske genstande i brug frem for at reducere teknologi til en selvstændig historisk kraft, vi kan være enten for eller imod.
Vi bliver forført af teknologiidésproget og forfalder for eksempel til at tale om ‘vores teknologi’ eller en ‘tidsalders teknologi’, selv om adgangen til teknologiske genstande altid har været meget ulige fordelt i og mellem samfund.
Teknologiens maskuline skævvridning er rodfæstet kulturelt
Edgerton henleder med udsagnet om ‘store drenge’ også vores opmærksomhed på et andet kritisk aspekt af teknologiideen, nemlig dens kønsmæssige indlejring. Teknologi er traditionelt blevet betragtet som mandens interesse- og ekspertiseområde.
Kvinder har skullet kæmpe hårdt for autoritet på teknologiske felter, og når kvinder har opnået ekspertstatus, har det ofte været på teknologier knyttet til familie, husholdning, sundhed og andre domæner, som blev opfattet som kvindelige.
Det afspejler i nogen grad tidligere tiders kønsopfattelser. Men der kan argumenteres for, at teknologiideens maskuline skævvridning er så rodfæstet kulturelt, at den udgør en væsentlig årsag til, at tekniske professioner i dag kæmper med en ensidig kønsprofil.
Internationalt er man da også optaget af at gøre op med dette aspekt i teknologiideen, fordi det betyder tab af talent og kreativitet. Et tab, det redskabsbrugende dyr dårligt kan leve med.
