For 77 år siden begyndte atomalderen.
En tidsalder, hvor eksistensen af kernevåben hele tiden har været en afgørende faktor i verdens strategiske sikkerhedssituation. Og hvor Dommedagsuret er et både beundret og forkætret mål for, hvor tæt menneskeheden er på atomart ragnarok.
Virkeligheden dengang, i juli 1945, var, at Tyskland havde overgivet sig betingelsesløst til de allierede: USA, Storbritannien og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrig var dermed bragt til afslutning i Europa, men krigen rasede stadig i Østasien.
Her nægtede Japan at overgive sig, selv om landets hær var trængt tilbage på alle fronter, og en overlegen flåde af amerikanske fly bombede det japanske hovedland dag og nat.
Mens verdens opmærksomhed var vendt mod krigsskuepladsen i Fjernøsten og mod sejrherrernes topmøde i Potsdam i udkanten af Berlin, udspillede der sig mere end 10.000 kilometer fra hvert af disse brændpunkter en dramatisk begivenhed.
Denne begivenhed skulle snart få afgørende indflydelse på krigen i øst.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
»Tingesten« der ændrede verden
Som teknisk-videnskabelig leder af det gigantiske, hemmelige Manhattan-projekt havde fysikeren Robert Oppenheimer i dagene op til været ekstremt optaget af de sidste forberedelser til verdens første atomprøvesprængning, Trinity-testen.
Efter planen skulle den finde sted 16. juli klokken 04:00 lokal tid i det valgte testområde, cirka 100 kilometer nordvest for byen Alamogordo i New Mexicos ørken.
Bomben, som deltagerne i forsøget konsekvent kaldte »tingesten«, var på plads i det ståltårn, der var bygget til formålet kort forinden.
15. juli om eftermiddagen havde Oppenheimer aflagt et sidste besøg i tårnet for at tjekke, at alt var i orden. Snesevis af betroede teknikere, videnskabsmænd og militærfolk var på plads i shelters med 10 til 30 kilometers afstand fra ground zero.
Alt så ud til at være klart.
Mellem klokken 2 og 3 om natten trak en voldsom tordenbyge med vindstød på 15-20 meter i sekundet ind over testområdet.
Forsøget hang på dette tidspunkt i en tynd tråd, men en begyndende bedring i vejret fik Oppenheimer og general Leslie Groves, den militære leder, til at beslutte, at prøvesprængningen skulle finde sted et par timer senere, nærmere bestemt klokken 05:30.
Tiden sneglede sig afsted, mens vejret klarede op, og dagslyset langsomt fik bugt med nattemørket. Klokken 05:10 lød det over en højttaler, at klokken nu var ’nul minus 20 minutter’.
Teknikerne tjekkede en sidste gang deres instrumenter, og alle gjorde sig klar til at iagttage eksplosionen fra deres shelters gennem røgfarvet glas eller mørke solbriller.
Verdens første atomprøvesprængning
Præcis klokken 05:29:21 skete dét, en hærskare af forskere og teknikere havde arbejdet hen imod i flere år.
Et lysglimt så kraftigt, at det for et øjeblik forvandlede den grå morgen til den lyseste dag, chokerede mange af de tilstedeværende, men det var kun begyndelsen på et sceneri, ingen mennesker før havde oplevet.
Alle, der var med til Trinity-testen den dag, havde deres egen historie at berette. En af dem, fysikeren Isidor Rabi, beskrev sin oplevelse på denne måde:
»Pludselig kom der et enormt lysglimt, det stærkeste lys, jeg nogensinde har set, eller som jeg tror nogen nogensinde har set. Det eksploderede; det glimtede; det borede sig lige gennem én […]. Det syntes at vare for evigt. Man ønskede bare, det ville holde op; det varede nok kun cirka to sekunder.«
»Til sidst var det ovre, lyset dæmpedes, og vi kiggede hen mod det sted, hvor bomben havde været. Der så vi en enorm ildkugle, der voksede og voksede. Den steg opad, mens den glimtede gult og rødt og grønt. Den så uhyggelig ud. Det virkede, som om den kom hen imod os. Noget helt nyt var lige blevet født. En ny forståelse af mennesket. En forståelse af den magt, mennesket havde fået over naturen.«
Dybt rystede øjenvidner
Alle, der oplevede eksplosionen, var dybt rystede over det, de så, hørte og mærkede den dag.
Lufttrykket kastede sprængstofeksperten George Kistiakowski omkuld, fordi han vovede sig uden for det shelter, der beskyttede ham.
Fysikeren Robert Serber blev blind i en kortere periode, fordi han dristede sig til at se direkte mod eksplosionsstedet med ubeskyttede øjne.
Og nobelpristageren Enrico Fermi, der ellers havde åndsnærværelse nok til at lave et hurtigt overslag over eksplosionens styrke ved at iagttage, hvor langt små papirstykker blev blæst væk af trykbølgen, var ude af stand til at føre sin bil, da han skulle tilbage til Los Alamos.
Fælles for alle deltagerne var deres umiddelbare fysiske fornemmelse af atombombens overvældende kraft - noget, som de aldrig kunne glemme.
Noget lignende har vore dages kernevåbenudviklere aldrig oplevet.
Ifølge antropologen Joseph Masco, der gennem nogle år har fulgt vor tids bombespecialister meget nøje, betyder det, at de tilegner sig et abstrakt, ja, nærmest et tekno-æstetisk forhold til deres arbejde, som består i at designe nye, raffinerede kernevåben på deres computere.
Kernevåben, der som følge af det nugældende, altomfattende atomprøvestop ikke kan afprøves i praksis og derfor heller ikke giver deres skabere en sanseoplevelse som den, deltagerne i Trinity-forsøget kom ud for 16. juli 1945.
\ Minutter i midnat
Siden Trinity-forsøget 16. juli 1945 har Jordens beboere levet med bevidstheden om, at mennesket er i stand til at frigøre de enorme energier, der gemmer sig i atomkerner, og at det dermed formentlig også er i stand til at udslette arten homo sapiens fra jordens overflade.
Hvordan diverse lande, organisationer og enkeltpersoner har forsøgt at tackle den udfordring, er hovedemnet for bogen 'Minutter i midnat – En global historie om kernevåben'.
Denne artikel bygger på et uddrag af bogen.
Et vigtigt spor i bogen er den betydning, som udviklingen af kernevåben har haft på opfattelsen af videnskabens etiske og politiske position i samfundet, herunder på forskernes eget selvbillede.
»Nu er jeg blevet Døden«
Hvordan oplevede Manhattanprojektets videnskabelige leder, Robert Oppenheimer, selv den epokegørende eksplosion?
Frank Oppenheimer, bror til Robert, var også med ved Trinity, hvor han overværede prøvesprængningen ved brorens side. Og Frank mener at huske, at broren umiddelbart efter detonationen vistnok bare sagde noget i retning af: »It worked!«.
Men når Robert Oppenheimer senere er blevet bedt om selv at beskrive, hvilke tanker der gik gennem hans hoved, da eksplosionen fandt sted, har han altid hævdet, at det var nogle linjer fra hinduernes årtusindgamle skrift Bhagavadgita, der fyldte hans tanker.
Heri fortælles, hvordan guden Vishnu, der optræder i forskellige skikkelser, viser sig for den tvivlrådige helt prins Arjuna i form af et frygtindgydende væsen, der deklamerer:
»Nu er jeg blevet Døden, den, der lægger verdener øde« (»Now I am become Death, the Destroyer of Worlds«).
Og den belæste Oppenheimer, der på universitetet havde gået til undervisning i sanskrit for at kunne læse Bhagavadgita på originalsproget, plejede at tilføje:
»Jeg tror, vi alle tænkte noget i den retning«.
Frygtelige ødelæggelser og tusindvis af tabte liv
Det lyder sandsynlig.
Alle var lettede, glade og stolte over, at det enorme atombombeprojekt var bragt til en succesfuld afslutning.
Men de var også klar over, at den næste atomsprængning højst sandsynligt ville medføre et stort antal dræbte og frygtelige lidelser for mange af dem, der overlevede eksplosionen i nærheden af det udvalgte mål.
Det kom også til at holde stik.
Den 6. og 9. august 1945 nedkastede amerikanske bombefly én atombombe over hver af de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, hvorved der øjeblikkeligt blev dræbt titusinder af mennesker.
Det totale tab af menneskeliv, forårsaget af atombomberne, blev efter fem års forløb vurderet til henholdsvis 200.000 og 140.000.
Spørgsmål om videnskabens ansvar
Diskussioner om videnskabens etiske konsekvenser tog en helt ny drejning den dag i 1945, da Oppenheimer og de andre videnskabsfolk blev konfronteret med det enorme lysglimt fra Trinity og konstaterede, at »tingesten« virkede.
I praksis blev videnskaben tættere forbundet med storpolitik, kommercielle interesser og militære prioriteter. Det rejste nye spørgsmål om videnskabens betydning og samfundsansvar.
Også blandt videnskabsfolkene selv, der måtte forholde sig til det nye vilkår for menneskeheden, som de havde været med til at skabe.
I en tale til sine Los Alamos-kollegaer i november 1945 påpegede Oppenheimer, at kernevåbnene havde forskudt balancen mellem offensive og defensive våben, fordi de var noget nær umulige at forsvare sig imod.
Desuden var der udsigt til, at endnu kraftigere kernevåben ville blive udviklet, og at flere lande inden for en overskuelig fremtid ville være i besiddelse af dem.
»Krigens natur har ændret sig,« slog han fast.
Den virkelighed lever vi stadig i 77 år efter Trinity.
Dommedagsurets oprettelse og formål
Diskussionerne af de nye vilkår har blandt andet udspillet sig i tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists, som forskere med forbindelse til Manhattanprojektet etablerede få måneder efter Trinity.
I 1947 lancerede Bulletin dét, der snart skulle blive et ikonisk symbol: Dommedagsuret.
Med dette ur forsøgte de at visualisere, hvor tæt menneskeheden efter deres vurdering var på den ultimative atomkatastrofe, og de satte i 1947 uret på syv minutter i midnat.
Den store viser på Dommedagsuret er dog ikke forblevet i samme position, siden uret blev skabt, for i de efterfølgende år har tidsskriftets redaktions- og ekspertgruppe flyttet den store viser i alt 24 gange.
Det er sket i takt med storpolitiske begivenheder, fremkomsten af nye kernevåbenteknologier og fredsbevægelsers op- og nedture.
I Bulletins spalter har redaktionen gennem tiden givet udfoldede begrundelser for de skiftende viserindstillinger, som ikke har til formål at forudsige verdens undergang, men at give en vurdering af den givne trusselsituation, menneskeheden befinder sig i som følge af kernevåbnenes udvikling og udbredelse.
Dommedagssuret er således et politisk ur, som skal anspore til politisk forandring i håndteringen af kernevåbenspørgsmålet.
En ændret indstilling på Dommedagsuret er i mange tilfælde blevet afsendt som en advarsel om, at menneskeheden er tæt på en atomkatastrofe.
Når viserne stilles tilbage
Men ændringerne af viserindstillingerne er nogle gange også blevet foretaget som en opmuntring, når en eller flere atommagter er slået ind på en kurs, som kredsen omkring Bulletin har været enig i og derfor har ønsket at anspore til yderligere skridt i samme retning.
Derfor er det også lige så vigtigt at interessere sig for de tidspunkter i historien, hvor uret er blevet stillet tilbage, som for de tidspunkter, hvor det er blevet stillet frem.
Det har vi gjort i bogen 'Minutter i midnat', hvor Dommedagsuret fungerer som en rød tråd i vores udlægning af kernevåbnenes globale historie, der følger udviklingen fra Trinity frem til i dag, hvor kernevåbnene også spiller en rolle i klimakrisen og i den verserende krig i Ukraine.
