Bilen sender du til syn. Mekanikeren gennemgår motoren, bremserne, slangerne og alle de andre uundværlige indre dele. Hvis noget er beskadiget, bliver det repareret.
Tænk, hvis du kunne give din krop samme service som din bil.
Forestil dig, at lægerne ligesom mekanikerne ved et årligt syn kunne finde og reparere skader, før de bliver uoprettelige. Tænk, hvis de i en blodprøve kunne se forkalkede årer, arvæv i leveren og andre skavanker, før de bliver til blodpropper, fedtlever eller andre alvorlige sygdomme.
Sådan et tjek af kroppens organer kan blive teknisk muligt inden for en overskuelig årrække, håber Matthias Mann. Han er en af verdens førende og mest citerede forskere inden for den videnskabelige disciplin, der kaldes proteomik.
»Det er for mig at se idéelt, hvis alle kan blive screenet med jævne mellemrum, så lægerne kan forebygge og behandle, før det er for sent,« siger Matthias Mann, der er leder af en gruppe forskere på Novo Nordisk Fondens Center for Proteinforskning ved Københavns Universitet.
»I øjeblikket venter vi, til kroppen bryder helt sammen i stedet for at reparere undervejs,« påpeger han.

Matthias Mann og hans gruppe arbejder med teknologi, der i blodprøver kan måle og analysere sammensætningen af de mange milliarder proteiner, der er i vores celler.
Proteiner er alle levende organismers byggesten og helt afgørende for vores sundhed.
\ Hvad er proteomik?
Proteomik er en biokemisk disciplin, hvor forskere studerer den totale mængde proteiner, for eksempel i bakterier, celler, organer eller væv. Den totale mængde proteiner kaldes et proteom.
På Novo Nordisk Fondens Center for Proteinforskning leder Matthias Mann en forskningsgruppe, som bruger massespektrometre til at foretage proteinanalyser.
Proteiner sladrer om sygdomme
I takt med at teknologien bliver bedre, kan forskerne udføre mere og mere avancerede analyser, som de kan bruge til at screene de indre organer for skjult sygdom.
En menneskekrop består af flere tusind milliarder celler, og hver eneste celle består, så vidt vides, af omkring fire milliarder proteiner.
Proteinerne har mindst 20.000 forskellige funktioner. Det ved man, fordi de bliver lavet af gener, som vi hver har mindst 20.000 af.
Inde i cellerne knokler proteinerne for at genopbygge kroppen og holde os raske. Hvis der er uregelmæssigheder i proteinsammensætningen, kan det være et tegn på skader i celler og væv.
Det er den slags tegn, Matthias Mann og hans kollegaer leder efter.
For nyligt publicerede forskere fra gruppen et studie, hvor de viste, at de i en enkelt blodprøve kan afsløre leverskader, som kan udvikle sig til alvorlig sygdom. Resultatet kan du læse om i artiklen 'Silicon Valley Svindlers drøm overgået af dansk forskning'.

Teknologien har fuld fart på
Teknologien til at måle proteiner i blod og væv er i rivende udvikling, vurderer Lars Dyrskjøt Andersen, der er professor i molekylær medicin på Aarhus Universitet.
»Det er en teknologi med fuld fart fremad. Mange videnskabelige gennembrud bliver drevet af nye teknologiske landvindinger. Jeg vil vurdere, at proteomik er et område, der får stor betydning i sundhedsvæsenet fremover,« siger Lars Dyrskjøt Andersen og fortsætter:
»Med den teknologiske udvikling, der sker på feltet, får vi hele tiden en dybere forståelse for biologien i de cellesystemer, vi arbejder med.«
På kræftområdet bliver proteomik allerede brugt til at analysere tumorvæv. På den måde prøver forskerne at få større forståelse for de cellulære mekanismer, der er involveret i udviklingen af cancer.
»Det kan åbne døren for udvikling af ny medicin samt mere målrettede behandlinger. Vi er allerede kommet langt med at bruge genanalyser til at lave behandling målrettet den enkelte patient. Proteomik har potentiale til at blive det næste store skridt inden for personlig medicin,« siger Lars Dyrskjøt Andersen.
Specialister skal udføre analyserne
Jo flere af kroppens proteiner forskerne kan måle i en blodprøve, desto tættere er de på at opfylde drømmen om tidligere diagnostik og nye skræddersyede behandlinger.
Matthias Mann og kollegerne arbejder hårdt på at forfine deres analyser.
»Hvis vi for eksempel kan måle 1.000 proteiner i en blodprøve, kan vi diagnosticere endnu mere præcist. Vi bruger meget energi på at gøre teknologien bedre,« siger Matthias Mann.
Selv om proteomik-forskeren spår om store videnskabelige gennembrud på sit felt inden for de kommende år, kan der dog komme til at gå lang tid, før din praktiserende læge kan tage en blodprøve og sende den ind til et laboratorium, som analyserer den for begyndende sygdom.
Teknologien kan blive dyr og svær at bruge i praksis. Det skyldes blandt andet, at kun specialister kan udføre de avancerede protein-analyser. Du kan læse mere om de barrierer, der skal overstiges, før ny sundhedsteknologi kan komme i brug, i sidehistorien under denne artikel.
Forskerne arbejder sammen med læger
Forskerne i Matthias Manns’ gruppe er forbundet til den kliniske virkelighed via en underjordisk tunnel fra deres laboratorium på Panum Instituttet i København til Rigshospitalet.
Forskningsgruppen arbejder tæt sammen med Afdeling for Kemisk Biokemi på hospitalet, hvor der står et massespektrometer, som kan foretage proteinanalyser af blodprøver fra hospitalets patienter.

»Det tætte tværfaglige samarbejde betyder, at forskningen hurtigere kan komme i brug. Vi og vores kollegaer på hospitalerne mener, at der er mange spændende aspekter med proteomik, herunder tidlig og bred diagnostik af vores patienter. Det kan blive en diagnostisk revolution,« fortæller Nicolai J. Wewer Albrechtsen, der er læge på Rigshospitalet og lektor på Novo Nordisk Fondens Center for Proteinforskning.
»Flere sygdomme opdages ikke ved nuværende konventionelle blodprøveanalyser. Udviklingen inden for proteomik kan komme til at blive et paradigmeskifte. Det er en hel ny måde at tænke diagnostik,« mener han.
\ Læs mere
\ Læs mere
\ Kilder
- Matthias Manns profil (KU)
- Lars Dyrskjøt Andersens profil (AU)
- Nicolai Jacob Wewer Albrechtsens profil (KU)
- Sarah Wadmanns profil (VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd)
- "Noninvasive proteomic biomarkers for alcohol-related liver disease", Nature Medicine (2022). DOI: 10.1038/s41591-022-01850-y
\ Derfor kan det tage lang tid, før ny sundhedsteknologi kommer i brug
Sarah Wadmann forsker i de barrierer, der skal overskrides, før sundhedsvæsenet kan tage nye lægemidler og teknologier i brug.
»Der er oftest et godt stykke vej fra en ny opfindelse bliver til en innovation, der kan implementeres i større skala i sundhedsvæsenet,« fortæller Sarah Wadmann, der er seniorforsker på VIVE - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
»Der er blandt andet en række godkendelser, som skal være på plads, før nye medicinske teknologier kan markedsføres og tages i brug. Det er for at være sikker på, at teknologierne er effektive og sikre for patienterne,« fortsætter hun.
Men der er også andre grunde til, at det kan tage tid at udrulle de nye diagnostiske redskaber og behandlingsmetoder.
»Man er også nødt til at sikre, at der er kapacitet i sundhedsvæsenet til at tage de nye metoder i brug. Helt lavpraktisk skal der være laboratorie-kapacitet og kvalificeret personale til at tage, transportere, opbevare og analysere et stigende antal prøver. Og personale er en knap ressource i sundhedsvæsenet,« siger Sarah Wadmann og tilføjer:
»Derudover kan prisen på nye diagnostiske teknologier og målrettede behandlinger være en barriere for, at de bliver taget i brug. Det ser vi blandt andet med de nye gen- og celleterapier, som er markedsført de senere år.«

































