Det amerikanske rumfartsagentur, NASA, beskæftiger sig ikke kun med rumfart. En af NASA's nuværende missioner her på Jorden går ud på at kortlægge og monitorere indlandsisen.
\ Fakta: Helheim-gletsjeren
- Helheim er lokaliseret i det sydøstlige Grønland cirka 70 km nord for byen Tasiilaq.
- Det er den tredjestørste gletsjer på Grønland efter Kangerlussuaq og Jakobshavn Isbræ.
- Helheim-gletsjeren skrumpede dramatisk ind i årene mellem 2000 og 2005. Det var det største gletsjer-svind i 70 år.
- Siden 2005 er en del af Helheims smeltede is dog blevet gendannet. Mere end 3,2 kilometer af de 6,4 kilometer, som den i første omgang havde trukket sig tilbage, er nu blevet gendannet.
- Gletsjeren blev samtidig 100 meter tyndere i den periode, hvilket er en af de hurtigste fortyndingstider i Grønland.
Kilde: NASA
Det gør de i missionen 'Operation IceBridge', hvor NASA-forskere blandt andet holder et skarpt øje med udviklingen af flere Grønlandske gletsjere.
En af de gletsjere er den tredjestørste i Grønland, Helheim-gletsjeren. En gletsjer, der især blev berømt i perioden mellem 2000 og 2005, hvor den smeltede historisk hurtigt – noget Videnskab.dk beskrev i en artikel i 2011.
I en pressemeddelelse har NASA nu offentliggjort en animationsvideo, der i 3D viser, hvordan den massive gletsjer har udviklet sig de seneste 20 år.
Animationsvideoen bygger på en samling af luftbilleder, som NASA gennem overflyvninger og satellitter har konstrueret.
Du kan se hele videoen i bunden af artiklen.
»Revolutionerende« projekt
NASA har siden 1997 samlet data om Helheim-gletsjeren, som de årligt har fløjet over og undersøgt med et laser-instrument kaldet Airborne Topographic Mapper eller ATM.
»At have samlinger fra så langt tilbage er vigtigt, når du ser på ændringer i isdækket over tid, og ATM-målingerne er den længste og mest stabile højdesamling, der findes,« forklarer Michael Studinger, der er polarforsker hos NASA, i pressemeddelelsen.
Han bakkes op af den danske postdoc ved Center for GeoGenetic under Statens Naturhistoriske Museum Anders Anker Bjørk:
»Det er ikke for meget sagt, at projektet har revolutioneret vores viden om isen,« fortæller han til Videnskab.dk.
Laser-skud måler gletsjers udvikling
Under overflyvninger har NASA skudt en laser ned på isen, der så er blevet kastet tilbage til flyet. Ud fra hvor lang tid det har taget laseren at rejse ned til isen og tilbage til flyet, har man kunnet måle afstanden til gletsjeren og dermed højden og overfladens udvikling.
Det er en teknik, der blevet forbedret siden 1990’erne, hvor den kunne måle højder med 15 centimeters usikkerhed. I dag måler den kun med fem centimeters usikkerhed og giver dermed NASA et mere detaljeret billede af gletsjeren.
»Det tillader os at bedrive mere videnskab: Vi kan nu se på områder, der gennemgår meget små ændringer, fordi vi ved, at vores målinger giver mange flere detaljer end førhen,« fortæller Michael Studinger i pressemeddelesen.
Anders Anker Bjørk fortæller, at der selvfølgeligt er lavet målinger før 'IceBridge'-projektet, men han erklærer sig enig i, at forskningen nyder godt af de mange overflyvninger.
\ Læs mere
»Målingerne har betydet, at vi nu kender topografien under isen – og derfor ved vi, hvor mange steder indlandsisen ligger under havniveau. Det er vigtigt, for havets varme stiger og kan få gletsjerne til at miste meget masse meget hurtigt.«
Udover lasermålingerne har der ombord på flyveren været en lang række andre måleinstrumenter, der blandt andet kan samle data om istykkelsen, lagene i isen og søer under overfladen af isen.
Bygger på en fejl
Det storstilede 'IceBridge'-projekt kom egentlig til verden efter en fejl.
En af de vigtige satelliter (IceSat) gik i stykker i 2009. Indtil der kunne komme en ny satellit op, besluttede NASA at sende fly på vingerne to gange om året, så der ikke skulle være huller i deres viden.
Det skulle vise sig at være held i uheld for verdens polarforskere.
»IceBridges omfang er unikt, og det har gjort, at vi nu har et ret præcist kort over landet under isen. Før var det punktmålinger og enkelte linjer – nu er det nærmest et komplet dække,« fortæller Anders Anker Bjørk til Videnskab.dk.
»Det var nok aldrig sket, hvis ikke det var, fordi satellitten gik i stykker, for det er en ret bekostelig affære at flyve rundt, som de gør,« tilføjer han.
