I geologiske kredse har forskere længe undret sig over, hvorfor gletsjerne i bjergene voksede med enorm styrke for en million år siden som følge af en mindre klimaforandring. Nu har to danske forskere vist, at det var isens egen påvirkning af landskabet, der gjorde udslaget. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Resultatet er netop publiceret i Nature.
For en million år siden var der et globalt klimaskifte, og det blev lidt koldere på jorden. Det betød, at gletsjerne i bjergene blev meget større og ændrede landskabet i disse egne markant.
Indtil nu har man ikke kunnet forstå, hvorfor gletsjerne reagerede så kraftigt på det forholdsvis begrænsede skifte i klimaet. Men med avancerede computermodeller og en gentænkning af gletsjeres måde at erodere på, har de to danske forskere Vivi Kathrine Pedersen og David Lundbek Egholm fra institut for Geoscience på Aarhus Universitet måske fundet svaret.
»Når vi kiggede på bjergområderne, kunne vi se, at de havde mange fællestræk i deres udformning. Man har altid vidst, at gletsjere påvirkes af klimaforandringer, men vi har nu vist, at gletsjernes måde at erodere i bjergene på har stor betydning for, hvordan gletsjerne reagerer på et klimaskift, og det forklarer de pludseligt voksende gletsjere for en million år siden,« fortæller Vivi Kathrine Pedersen.
For over en million år siden var der cirka en istid for hvert 40.000 år, og et utal af disse istider resulterede i en erodering af bjergene. Dog var istiderne ikke så kolde, og gletsjerne nåede ikke specielt langt ned i landskabet. Dette afhænger nemlig meget af snegrænsen. Men for cirka en million år siden skete der en global klimaforandring. Temperaturen dalede en smule, og det sænkede snegrænsen.
»Indtil da havde gletsjerne eroderet bjergene rimeligt monotont over flere millioner år spredt ud over mange istider. For hver istid har de eroderet bjergkæderne og faktisk gjort landskaberne en smule mindre stejle omkring snegrænsen,« fortæller David Lundbek Egholm.
Over snegrænsen blev landskaberne derimod mere stejle, og ved erosion mindskede gletsjerne derfor det areal, hvor sne og is akkumulerede. Gletsjerne blev derfor mindre for hver istid. Gletsjerne savede så at sige den gren over, som de selv sad på.
Men med sænkningen af temperaturen for ca. 1 million år siden nåede snegrænsen pludselig ned under det mindre stejle landskab, der var blevet skabt, og det styrkede gletsjerne, fordi arealet, hvorpå gletsjerne samler is, steg voldsomt. Gletsjerne kunne nu nå langt ned i bjergene. Denne ekstra fremrykning har været med til at skabe de store dale og søer, man blandt andet kan se i alperne i dag såsom Rhonedalen og Gardasøen.
Forskernes resultater er frembragt som følge af mange års grundforskning, som blandt andet har krævet helt nye ismodeller. Tidligere har man ikke kunnet simulere isbevægelser på stejle bjergsider ordentligt.
»Tidligere ismodeller har ikke fungeret med bjerge, da man ikke har kunnet simulere isbevægelser på de stejle bjergsider ordentligt. Vi har derfor lavet nye modeller, som har fokuseret på effekten af bjergenes udformning, fortæller Vivi Kathrine Pedersen.
Læs også på Videnskab.dk:


































