I oktober går vi som bekendt over til vintertid eller mere korrekt dansk normaltid.

Det betyder, at Solen går tidligere ned, og resultatet bliver nogle lange og mørke aftener, som kan bruges til at studere stjernehimlen.

Vi vil se lidt på den sydlige himmel og begynder med Pegasusfirkanten, som er ret let at finde. Stjernebilledet Pegasus hænger sammen med nabostjernebilledet Andromeda – så godt, at en af stjernerne i firkanten slet ikke hører til Pegasus, men til Andromeda.

Det er stjernen øverst til venstre i firkanten, som i praksis har fået ’dobbelt statsborgerskab’, selv om den formelt hører til Andromeda.

Stjernen hedder Alpheratz eller Sirrah og befinder sig 97 lysår borte. Det er en dobbeltstjerne, der består af to meget klare stjerner, som begge både er større, varmere og mere lysstærke end Solen.

LÆS OGSÅ: Hvordan får stjernerne deres navne?

Når man har fundet Andromeda, er det let at finde det meget lille stjernebillede Trekanten lidt længere nede på himlen, og fra Trekanten er der ikke langt til Syvstjernen.

Sommertrekanten med de tre klare stjerner Vega, Deneb og Altair er stadig synlig, selv om Altair kommer stadigt længere ned på himlen.

Du kan se, hvor alle de beskrevne stjernebilleder befinder sig på himlen, på kortet herover.

Vores nærmeste galakse

Stjernebilledet Andromeda er ikke særligt fremtrædende, men det rummer en næsten usynlig seværdighed:

Det er vores nærmeste nabogalakse, Andromedagalaksen eller M31, der befinder sig ’bare’ 2,5 millioner lysår borte. Den nærmeste klare stjerne er Mirach, der er en af stjernerne i Andromeda.

LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal vide om galakser

I ældre astronomibøger står, at man kan se Andromedagalaksen med det blotte øje. Under en meget mørk og klar himmel langt ude på landet er det nok stadig muligt, men for de fleste er det nødvendigt med en kikkert.

Langt væk fra Mælkevejen

Edwin Hubble (1889-1953) opdagede som den første, at man fra Jorden kan se stjernetåger, som ikke er en del af vores egen galakse. (Foto: Johan Hagemeyer)

Det er mindre end 100 år siden, at astronomerne blev klar over, at i hvert fald nogle af de små tåger man kan se på himlen, er galakser som vores egen Mælkevej, blot meget langt borte.

Det skete, da Edwin Hubble i 1925 målte afstanden til M31 og i første forsøg beregnede den til 700.000 lysår. Det var så langt borte, at den ikke på nogen måde kunne befinde sig i Mælkevejen.

Senere er afstanden til Andromeda blevet opjusteret, og vi ved nu, at den er en spiralgalakse af næsten samme type som Mælkevejen, blot større.

Den udmærker sig ved at bevæge sig hen mod Mælkevejen – den stærke tyngdekraft mellem Mælkevejen og M31 dominerer lokalt over universets udvidelse.

LÆS OGSÅ: Kosmisk kollision ændrede Mælkevejens struktur for evigt

Om godt 4 milliarder år vil de to galakser smelte sammen til en stor supergalakse, men til den tid er det meget tvivlsomt, om Jorden stadig er beboelig. Da Solen undervejs har ændret sig , vil Jorden nok være en helt død klode.

Synlige planeter

Jupiter og Saturn står stadig på aftenhimlen, men de går tidligt ned bare et par timer efter Solen – Saturn er den sidste, der går ned.

Sidst på måneden kan man også se Venus lige efter solnedgang. Men det varer kun kort, da Venus selv går ned omkring en halv time efter Solen. Venus står derfor lavt på himlen, men til gengæld er planeten meget lysstærk.

Mars kan ses hen mod slutningen på måneden fra omkring en time før solopgang. Den står noget højere på himlen end Venus, men er til gengæld ikke nær så lysstærk.

Orioniderne kommer

Stjernebilledet Orion er gradvist ved at dukke op på himlen, og fra dette stjernebillede udgår natten mellem 21. og 22. oktober en meteorsværm kaldet Orioniderne.

Mere præcist ser det ud, som om meteorerne kommer fra et lille område (Radianten), som ligger lidt over den klare røde stjerne Betelgeuse.

Desværre har vi på samme tid den aftagende måne ikke så langt fra radianten, og månelyset kan godt genere observationerne – men det meste afhænger nu af vejret.

Betelgeuse og radianten står først op efter kl 22, men man behøver heller ikke at kunne se radianten for at kunne se stjerneskuddene.

LÆS OGSÅ: Orioniderne er over os - Se masser af stjerneskud de næste nætter

Stjerneskud fra Halleys komet

Halleys komet optræder på Bayeux-tapetet, der stammer fra omkring år 1070 - dengang så man kometen som et varsel. (Foto: Shutterstock)

Orioniderne er ikke nogen meget kraftig meteorsværm, men der skulle da være mulighed for at se nogle stjerneskud.

De støvpartikler, der danner stjerneskuddene, kommer fra Halleys komet, som efterhånden har spredt støv langs hele sin bane.

To gange om året passerer Jorden gennem støvbæltet fra Halley, nemlig 6. maj og 21. oktober.

LÆS OGSÅ: Oplev efterårs-stjerneskud fra kometen Halley

Ved passagen i maj taler vi om Eta-Aquarierne og ved passagen i oktober altså om Orioniderne.

Stjerneskuddene har meget høj fart på, over 60 km i sekundet, så de farer hen over himlen.

Meteorsværmen Orioniderne giver mulighed for at se nogle stjerneskud. De støvpartikler, der danner stjerneskuddene, kommer fra Halleys komet. (Illustration: Sarafina Kimø)

Satellitter volder problemer

Efter at SpaceX er begyndt at opsende sine Starlink-satellitter, der efterhånden skal flytte internettet ud i rummet, så er behovet for færdselsregler i rummet blevet stadig mere akut.

Der er indtil nu opsendt 60 Starlink satellitter, men det er kun begyndelsen på de flere tusinde, der er planlagt.

Dog kan selv 60 satellitter kan volde problemer, og det oplevede det europæiske rumagentur ESA for nylig.

ESA har nemlig opsendt en satellit, der hedder Aeolus, og den skal foretage et detaljeret studie af Jordens vindsystemer.

I slutningen af august blev ESA klar over, at der var en lille risiko for, at den ret kostbare Aeolus var i fare for at kollidere med Starlink nr 44 mandag 2. september.

Naturligvis søgte ESA at kontakte SpaceX. Det skete 28. august, men først dagen efter svarede SpaceX, at de ikke havde til hensigt at foretage sig noget. Undervejs var der også et problem med et ubesvaret opkald.

SpaceX har nu undskyldt det ubesvarede opkald– de var skam hjemme, men opkaldet nåede ikke frem som følge af en teknisk fejl.

Illustrationen her viser, hvordan ESA havde forudset, at Aeolus ville kollidere med Starlink 44. (Illustration: ESA)

Rummet mangler regler

Heldigvis kunne ESA klare problemet selv ved at hæve banen for Aeolus godt 300 meter, så denne gang skete der ikke noget.

Den ansvarlige for sikkerheden i rummet, dr. Holger Krag, udtalte bagefter ifølge ESA:

»Dette eksempel viser, at i mangel på trafikregler i rummet er muligheden for at undgå en kollision helt afhængig af, hvor pragmatisk jordkontrollen griber sagen an. I dag foregår forhandlingerne gennem udveksling af e-mails - en arkaisk proces, der ikke længere er levedygtig, når et stigende antal satellitter i rummet betyder mere rumtrafik.«

SpaceX har planer om at sende flere tusinde af disse Starlink-satellitter ud i rummet. (Foto: SpaceX)

Her sætter Holger Krag fokus det helt centrale problem, nemlig manglen på regler.

Vi er jo vant til, at flytrafikken er nøje reguleret efter nogle meget præcise regler. Man kan bestemt ikke bare flyve, hvor man vil. Det er nødvendigt med nogle bestemte ’korridorer’ for de forskellige ruter.

Men i rummet har man bare ladet stå til og faktisk indtil nu klaret sig med direkte kontakter mellem de forskellige rumagenturer, hvis der var udsigt til en farlig situation.

Dog opstår mange af de farlige situationer ved møde med døde satellitter, som alligevel ikke kan manøvrere.

Men selv om Holger Krag har udtalt, at det ikke er så vigtigt, hvem der flytter sig, så er det nu ikke helt sandt.

Hver ændring af en satellits bane koster brændstof, så i det lange løb bliver det nødvendigt med regler for ’vigepligt’.

LÆS OGSÅ: Vil Starlink-satellitterne gøre astronomiske observationer umulige?

Satellit-kaos truer

Internet-satellitterne kommer for alvor til at ændre reglerne for rumfart.

Lægger vi alle de store projekter for Internet-satellitter sammen - fra SpaceX, OneWeb, Amazon og de øvrige - så kan vi det næste årti forvente en bagatel af 26.000 nye satellitter i bane om Jorden.

Det vil mere end fordoble antallet af satellitter, og begynder de først at støde sammen, så vil hvert sammenstød skabe en byge af sprængstykker, som så forøger risikoen for nye sammenstød.

Hvordan undgår vi katastrofen?

Det berømte Kessler-syndrom er netop betegnelsen for sådan en løbsk serie af sammenstød, som ingen kan stoppe.

Kessler-syndromet kan let sætte en stopper for brugen af satellitter, og det vil naturligvis få meget alvorlige følger for hele det moderne samfund.

LÆS OGSÅ: Hvad ville der ske i en verden uden satellitter?

Der findes ingen nem løsning, men der er nogle muligheder:

En af dem er ved hjælp af laserteknik at gøre nøjagtigheden af baneberegninger meget bedre. Derved kan man undgå en masse falske alarmer for sammenstød.

ESA har sat en sikkerhedsgrænse ved en sandsynlighed på 1:10.000 for et sammenstød.

Som dr. Holger Krag sagde ifølge ESA:

»Det betyder, at i 9.999 ud af 10.000 tilfælde sker der ikke noget sammenstød. Hvis vi gør nøjagtigheden 10 gange bedre, vil der blive 10 gange færre undvigelsesmanøvrer.«

En anden mulighed er at udvikle en kunstig intelligens (AI), som skal gøre det meget hurtigere at beregne nødvendige manøvrer.

Resultaterne kan sendes direkte til satellitterne via særlige relæsatellitter. På den måde kan man undgå, at satellitten skal vente på, at den passerer hen over en sporingsstation for at modtage instrukser.

Mange faktorer spiller ind, når der skal holdes styr på de mange satellitter, som kredser rundt om Jorden. (Illustration: ESA)

Tiden rinder ud

Sagen lige nu er, at ingen ved, hvordan problemet skal løses. Og det bliver hurtigt meget påtrængende:

Allerede inden jul vil SpaceX nemlig opsende intet mindre end 240 nye Starlink-satellitter, fordelt på 4 opsendelser.

OneWeb vil desuden opsende de første 32 satellitter. Og det bliver meget mere omfattende allerede i 2020, hvor alene SpaceX taler om op mod 24 nye opsendelser. Og hertil kommer alle de andre.

LÆS OGSÅ: Små satellitter kan skabe kaos i Rummet

Kontroversielt Måne-foto

Datoen 4. oktober markerer rumalderens begyndelse med opsendelsen af Sputnik 1 i 1957.

Men datoen markerer også den 2 år senere opsendelse af rumsonden Luna 3, 4. oktober 1959. Det er i år 60 år siden, og der er god grund til at mindes netop denne rumsonde.

Luna 3 tog nemlig de første billeder af Månens dengang helt ukendte bagside. Billederne blev taget fra en afstand på over 60.000 km fra Månen og er derfor ikke særligt detaljerede.

LÆS OGSÅ: Hvad er der på Månens bagside?

Naturligvis var der allerede dengang mange, der anså disse billeder for ’fake news’, men tiden har vist, at de var fuldstændigt ægte.

Først og fremmest viste billederne, at der er stor forskel på Månens forside og bagside, idet bagsiden stort set mangler de mørke lavasletter, som danner ’Manden i Månen’.

Man har senere diskuteret årsagen til denne forskel. Der er fremsat forskellige teorier, men der er ingen endelig afklaring.

Hvis opdagelsen af Jordens strålingsbælter var rumalderens første store opdagelse, så var billedet af Månens bagside det andet store videnskabelige resultat. Derfor er der grund til at mindes Luna 3.

Luna 3's månefoto var det første, der nogensinde blev taget af månens bagside. Til højre ses en moderne visualisering af den famøse bagside. (Foto: NASA)

LÆS OGSÅ: Rumsonde slår rekord og knipser billede 6 milliarder kilometer fra Jorden

LÆS OGSÅ: Utrolige billeder: Sådan ser Månen og Jorden ud fra Mars