Hvad ville der ske i en verden uden satellitter?

Med stadig flere satellitter er der en fare for, at sammenstød (som i dag er sjældne) kommer ud af kontrol og fører til det frygtede Kessler-syndrom (Illustration D. Ducros, for CNES)

Når talen falder på rumfart, drejer det sig normalt om mennesker i rummet, rumstationen ISS og rejser til Månen og Mars.

Men i virkeligheden burde vi tænke langt mere på de tusinder af satellitter, som kredser om Jorden, og som nu er blevet en helt nødvendig forudsætning for, at vort moderne samfund kan fungere. Det kan bedst illustreres ved at se på konsekvenserne, hvis satellitterne pludseligt holdt op med at fungere...

De første dage

Det første, vi ville bemærke, var at mange TV-kanaler forsvandt – men det ville nok være til at overleve. Det ville selvfølgelig skabe en del frustration, hvis man gik glip af en vigtig sportsbegivenhed fra den anden side af verden.

Men meget hurtigt ville et andet og alvorligere problem dukke op, nemlig at vi måtte undvære GPS. Ikke bare ville mange bilister få problemer, men flytrafikken over hele verden ville blive hårdt ramt.

Med et ville piloterne ikke kunne navigere præcist, og det er et ganske alvorligt problem i de ofte ret overfyldte flykorridorer, der findes mange steder på kloden.

Der vil ske et omfattende sammenbrud af trafik

Samtidig ville piloterne miste radiokontakten til Jorden, og der ville ikke gå mange timer, før flyene af sikkerhedsgrunde ville blive tvunget til at lande. Men det er ikke bare i luften. Allerede i løbet af den første uge vil verden opleve et omfattende sammenbrud af trafik, både på landjorden og havet.

Men det er kun begyndelsen. Som dagene går, ville der vise sig helt andre problemer ved at undvære satellitterne.  Mange computernetværk er afhængige af de meget præcise tidssignaler, GPS udsender, og hvis man ikke længere kan synkronisere computerne, får det alvorlige følger.

En af konsekvenserne kan blive en finanskrise langt alvorligere, end den vi oplevede i 2008. Den internationale handel med værdipapirer er nemlig baseret på meget præcise tidsangivelser for køb og salg – sandsynligvis bliver mange af de store børser blive tvunget til at lukke.

De første måneder

Det bliver en kaotisk verden, og der vil sikkert ret hurtigt opstå mangel på fødevarer nogle steder. I vore dage er det få lande, som selv fremstiller alle de varer, som deres borgere har brug for.

Moderne samfund er baseret på en omfattende global handel, og her spiller GPS en meget vigtig rolle ved at nedsætte omkostningerne, og dermed gøre global handel økonomisk rentabel. Således kan man ved at følge varestrømmen præcist, nedsætte behovet for dyr oplagring i varehuse.

To andre alvorlige problemer vil gradvist dukke op: Uden spionsatellitter og satellitter til varsling af raketangreb vil stormagterne føle sig meget mere sårbare.

Kan ikke forudse militære konflikter

Hvis man ikke kan forudse angreb eller militære konflikter, vil militæret blive sat i et højt beredskab med stærkt øget risiko for militær konflikt, ganske som under den kolde krig.

Det andet problem er, at uden vejrsatellitter bliver det meget vanskeligt  i tide at varsle det stadig vildere vejr, som er en følge af klimaændringerne. Det kan føre til store tab af menneskeliv - og desuden er redningsaktioner ofte baseret på data fra satellitter. 

Samtidig vil den sociale uro vokse, fordi store dele af den højteknologiske industri ikke længere kan fungere uden brug af internet.

Arbejdsløsheden vil stige og det globale samfund vil efterhånden omdannes til en række små lokalsamfund, der med alle midler vil kæmpe for at løse deres egne problemer – og holde flygtninge væk.

Kan det ske?

Men man kan selvfølgelig indvende, at dette er et helt teoretisk tankeeksperiment, som ikke vil ske i virkelighedens verden. Det er kun delvist korrekt. Man kan nemlig forestille sig flere scenarier, der vil føre til tabet af mange – måske flertallet – af satellitter.

En af de største farer for vore satellitter er en voldsom solstorm. Både satellitterne i den geostationære bane 36.000 km over ækvator og GPS satellitterne, der kredser omkring 20.000 km over Jorden, er så højt oppe, at de ikke er beskyttet af Jordens magnetfelt. De kan derfor let ødelægges af en kraftig partikelstråling fra Solen.

Vi ved, at sådanne meget kraftige solstorme kan fore-komme, men heldigvis er de sjældne. Men vi er nok heldige, at vi ikke i rumalderen har haft en supersolstorm som den såkaldte Carrington-hændelser fra 1859. Den storm havde kun få satellit-ter overlevet – men i 1859 gik det kun ud over telegrafstationerne, hvor mindst en brød i brand!

Kessler syndromet

En anden meget stor fare er det såkaldte Kessler-syndrom. Det er formuleret af den amerikanske videnskabsmand Donald J. Kessler i 1978 og beskriver en kaskadevirkning, hvor sammenstød skaber vragdele, der så skaber nye sammenstød, indtil det hele løber løbsk.

Kessler syndromet kræver en vis kritisk tæthed af satellitter og vragdele. Endnu er der plads i rummet omkring Jorden, men vi nærmer os den kritiske grænse...

Hollywood har dramatiseret Kessler syndromet i filmen ”Gravity”, hvor astronauter strander i rummet efter deres rumfærge er blevet ødelagt ved sammenstød med vragdele. 

Grundlæggende er filmens ide korrekt, bortset fra at Kessler syndromet virker over måneder og år og ikke i løbet af en enkelt dag.

Affaldsproblemet bliver uoverskueligt med ødelagte satelitter

I virkelighedens verden vil vi blot opleve, at flere og flere aktive satellitter bliver ødelagt ved sammenstød med det stadig stigende antal vragdele, og til sidst – måske efter et par år -  er sammenstødene blevet så hyppige, at det ikke kan betale sig at opsende nye satellitter.

På grund af sin størrelse er den internationale rumstation ISS i konstant fare for sammenstød. Allerede nu må der jævnligt foretages undvigemanøvrer for at undgå at støde ind i en eller anden vragdel.

Kessler-syndromet har også betydning, hvis der en dag opstår en konflikt, hvor rummagterne søger at ødelægge modpartens militære satellitter. Der skal ikke mange ødelagte satellitter til, før affaldsproblemet bliver helt uoverskueligt.

TV- og vejr satelitter i fare for sammenstød 

Et andet sårbart område er den efterhånden godt fyldte geostationære bane, hvor næsten alle TV- og vejr satellitter findes. Her har man flere gange været tæt på et sammenstød.

Banen har en omkreds på 265.000 km, og med over 400 satellitter er gennemsnitsafstanden mellem satellitterne omkring 650 km. Men der er foretrukne positioner, hvor afstanden kan komme ned på få km, og hvor man virkelig skal navigere med omhu for at undgå sammenstød.

Der er i dag omkring 1100 aktive satellitter i bane om Jorden og mindst 2600 ældre satellitter, som ikke længere virker. Hertil kommer titusinder af vragdele, som er store nok til enten at ødelægge eller alvorligt beskadige satellitter ved sammenstød.

På langt sigt

Muligheden for et i det mindste delvist satellitnedbrud er altså til stede. Men selv om vi overlever en ny økonomisk krise og vænner os til at transport af både mennesker og gods bliver begrænset, vanskelig og dyr, så er der andre langtidsvirkninger.

Vi har jo globale problemer, som klimaændringer og forurening. For at kunne planlægge hvad der skal gøres, er det nødvendigt med et globalt overblik – og det kræver satellitovervågning. 

Hvis vi pludselig måtte undvære miljøsatellitterne, kunne vi ikke længere følge afsmeltningen af is ved Jordens poler, afbrændingen af regnskove i troperne, eller de steder som Kina, hvor forureningen er et meget stort og meget akut problem.

Vi kunne heller ikke overvåge landbrugsproduktionen, hvilket i dag næsten danner grundlaget for al handel med landbrugsprodukter.

Satellitter en forudsætning for det moderne globale samfund

Det vil også være svært at undvære vejrsatellitterne. Gode vejrforudsigelser er basis for planlægningen af meget arbejde her på Jorden, lige fra valg af skibsruter (hvor er der is?) til byggearbejde, planlægning af høst mv.

I dag er satellitterne en helt central forudsætning for det moderne globale samfund. Uden satellitterne ville vi være henvist til en verden, der på mange måder minder om den, vi havde inden rumalderen begyndte 1957. 

Det bliver dog ikke de gode gamle dage. For det første var verden dengang ikke spor fredeligere, end den er i dag, og for det andet er vi i dag over syv milliarder mennesker.

Det er et åbent spørgsmål, om vi med så mange mennesker kan opretholde en rimelig levestandard uden en global planlægning af handel og økonomi. Måske kunne vi lære tilpasse os, men let vil det ikke være.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker