Rusland er ved at miste kontrollen over rumhavnen Baikonur

Siger man navnet Baikonur til en russer, vil langt de fleste kende stedet nordøst for Aralsøen. Det er nemlig herfra, den første Sputnik og det første menneske i rummet, Yuri Gagarin, blev sendt ud i rummet. Andreas Mogensen er også opsendt herfra.

Baikonur vækker minder om det russiske rumprograms storhedstid, men der har lige fra starten været et problem, nemlig at Baikonur ikke ligger i Rusland, men i Kazakhstan, som efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev en selvstændig stat, og det har nu givet nogle ganske alvorlige problemer.

Det kom her i marts til udtryk ved, at Kazakhstan har beslaglagt dele af Baikonur på grund af stridigheder om en ikke betalt russisk gæld, og samtidig har det hindret russiske embedsmænd i at forlade rumcentret – og det er bestemt ikke godt for den russiske rumfart.

Rusland har betalt leje til Kazakhstan

Det hele begyndte med, at Rusland var nødt til at beholde kontrollen over deres største og vigtigste rumhavn.

Man valgte en fredelig løsning, som bestod i, at Rusland hvert år skulle betale 150 millioner dollar til Kazakhstan i leje for basen (Lejen er nok blevet betalt i Rubler). Til gengæld skulle Rusland have adgang til rumbasen de næste 50 år, og det gik da også i mange år så nogenlunde.

Da rumalderen begyndte, var begrebet miljø ikke rigtig opfundet, så russerne opsendte raketter drevet af nogle meget giftige brændstoffer.

Det første trin af raketter opsendt fra Baikonur faldt ofte ned i Kazkhastan, og det sker hermed på Jorden. Der er altid brændstof til overs, og det giftige brændstof var begyndt at blive et problem med alle de rakettrin, som med tiden er endt deres dage på stepperne.

En løsning bliver til et problem

Løsningen var naturligvis at bygge nogle raketter, som ikke anvendte giftige brændstoffer som hydrazin. Det begyndte russerne så på med deres Soyuz 5-raket, der blev til et fælles russisk-Kazkhastansk projekt kaldet Baiterek. Alene af miljøgrunde var det et vigtigt projekt for Kazakhstan.

Men gradvist begyndte det for russerne at knibe med at betale den aftalte leje, og det var så i marts i år vokset til en gæld på en bagatel af 30 millioner dollar, altså noget i retning af 200 millioner kroner. Ikke noget stort beløb for et stort land, der praler af at have et stort rumagentur.

Det kunne måske have været klaret, men lederen af det russiske rumagentur Roskosmos, Yuri Borisov, fik krisen til at eskalere. Som det så ofte sker, var projektet forsinket, og Borisov skød skylden på en minister fra Kazakhstan. Men det blev ikke opfattet positivt, da ministeren svarede ved at kalde Borisovs bemærkninger for en »diplomatisk fejlberegning«. Og herfra blev det bare værre.

Kazakhstan beslaglagde som følge af gælden simpelthen forskellige russiske aktiver på Baikonur (detaljer kendes ikke) og forbød en eller flere embedsmænd fra Rusland at forlade rumcentret, og her står sagen nu.

Baikonur er vigtig for Rusland

Rusland har andre rumhavne, men ingen så store som Baikonur. De er i færd med at bygge en ny rumhavn Vostokny i fjernøsten - Der, hvor kragerne bogstavelig talt vender, næsten helt ude ved Stillehavet.

Ikke alene er det svært at få folk til at rejse så langt væk fra Moskva, men der er også de klassiske russiske problemer:

Projektet med den nye rumhavn blev påbegyndt i 2012, men er gennem alle årene forfulgt af rapporter om korruption. Resultatet er, at snesevis af mennesker involveret i planlægningen og opførelsen af Vostokny nu er blevet arresteret for underslæb og anklager om bedrageri i de seneste år.

Der har været et par enkelte opsendelser fra Vostokny, men slet ikke i det omfang, som man havde håbet på.

Så er der Plesetsk-rumhavnen langt oppe nordpå, der mest bruges til polare opsendelser, og derudover et par mindre rumbaser.

Det store problem er nu, at alle opsendelser til rumstationen ISS foregår fra Baikonur, så det er ikke godt at vide, hvordan russerne vil finde vej ud af det problem.

En personlig erfaring med et anstrengt forhold mellem Rusland og Kazakhstan

Vi har personligt oplevet, hvordan man let kan komme ud for problemer i det russiske samfund. Vi havde i 2005 fået en invitation af det europæiske rumagentur, ESA, til at overvære opsendelsen af den første europæiske navigationssatellit Galileo. Det var dengang, man kunne købe opsendelser og andre ydelser af hinanden.

Vi kom til Moskva og fløj derefter sammen med pressefolk og de øverste ledere fra ESA og Rusland af projektet ned mod Baikonur – flot beværtet og med store løfter om turistrundvisning på Baikonur-rumhavnen.

Men så undervejs fløj vi ind i en snestorm over Baikonur (det var ved juletid), og vores fly blev omdirigeret til at lande 200 km fra rumbasen, et sted, der vist kun kunne beskrives som befinde sig på en mark ’in the middle of nowhere’.

Der blev talt i telefon, men selv om halvdelen af flyet var fyldt op med den øverste ledelse af projektet, så blev anmodningen om at kunne få en bus til at køre os helt frem til Baikonur afvist. Vi er ikke helt klar over detaljerne, men det var noget med, at vi kun havde adgang til Baikonur og ikke til selve Kazakhstan.

Derfor blev vi fløjet tilbage til Moskva og igen indkvarteret på et Lufthavns hotel. Men det allerværste havde vi til gode:

Dagen efter havde snestormen over Baikonur lagt sig, og fra presserummet på lufthavnshotellet kunne vi nu følge hele opsendelsen på en storskærm. Det var måske et plaster på såret, men så panorererede kameraet hen over de tomme pladser, hvor alle vi gæster skulle have siddet.

ESA gjorde det hele vejen så godt, som de overhovedet havde mulighed for, men vi blev alle efterladt med et klart indtryk af et noget anstrengt forhold mellem Rusland og Kazakhstan.